Ude godt, hjemme bedst!

I starten af ugen var jeg på kundebesøg ved Guldborgsund på Nykøbing Falster. Vi skulle mødes med en for mig ny kunde i deres private hjem, så min chef og jeg pakkede godt med forsyninger og drog afsted på denne næsten 3 timers lange rejse mod sydøst.

Undervejs talte vi om at bo så langt ude for lands lov og ret – i hvert fald i min optik – og at der jo var masser af vand på disse egne og dermed også mulighed for at få fingre i en lækker ejendom med vandkig til en mere regulær pris end vi kan prale af her i Trekantsområdet.

Vi nåede målet og parkerede bilen foran et helt sprit ny-bygget hus på en 1200 kvm grund helt ned til vandet. Ganske magisk. Trådte indenfor i husets kæmpe køkken-alrum og kunne næste smage saltvandet – så flot var udsigten.

Jeg fik en mindre nedsmeltning over det hus – alt var bare så lækkert. Genbrugs-mursten, rå betonvægge, terrazzogulve – you name it. Jeg måtte virkelig koncentrere mig om at lukke munden og have fokus på mødet, mens mine øjne vandrede fra detalje til detalje og lidt et smut ud mod denne fantastiske udsigt, man bare ikke kunne få nok af. Jeg tog vist lidt notater undervejs, men det kneb da lidt!

På hele turen hjem måtte min stakkels chef lægge øre til mit ævleri. Jeg var allerede igang med at pakke flyttekasserne hjemme i Snoghøj – det var kun et spørgsmål om tid. Jeg ville ha’ sådan et hus … og udsigten med, naturligvis!

Hjem kom vi – globetrotterne – og så startede jeg samme smøre i udvidet version overfor min meget tålmodige husbond. Fortalte, forklarede, tegnede og fortalte. Han kunne jo nok forstå at alt, jeg kunne glo ud i var en hæk. Og i Guldborgsund mæskede de sig i havets bølger med plaskende sæler og en forbipasserende ørn på en god dag. Nu kender han mig ganske godt igennem de sidste 25 år – og dermed ved han også godt, hvordan den ged skal barberes. “Så må du jo sætte dit eget hus til salg først”  var hans svar på mine mange argumenter! Og sjovt nok kan det altid lukke munden på mig.

I princippet vil jeg jo ikke flytte – jeg har verdens dejligst plet her på vores lille vænge i Snoghøj med alt det, vi behøver. Vi sidder ikke dyrere end at vi kan gøre, hvad vi har lyst til og ikke skal bekymre os om ændrede job-situationer eller hvad der nu ellers kan ske. Vi har skabt en plet, der passer til os og som vi passer til.  Så hvorfor er det nu, at man altid vil have mere??! Hvis jeg da bare vidste det!

Måske man også falder lidt mere til ro når man runder de 40 – det venter jeg stadigvæk på! – og prioriterer andre ting her i livet. Jeg ved i hvert fald, at jeg tit har “3 dages sygen” – hvor jeg flipper ud over et eller andet fantastisk hus, indretter det oppe i mit hovedet, planlægger budget og fabler løs. Stille og roligt aftager “feberen” og tingene er ikke længere så fantastiske. Faktisk er det fint som det allerede er. Og det er vel også en del af livet. Så længe det ikke er manden jeg vil skifte ud on and off!!

Nu går jeg ud og glor lidt ind i min hæk. God weekend herfra!

Itzy bitzy teeny weeny yellow polka dot bikini…..

Det er det samme show hvert år ved denne tid. Solen begynder at titte frem, dagene bliver længere og det begynder langsomt at gå op for mig at vi alle snart skal til at iføre os noget lettere kluns og vise mere af den rustne krop frem. Jeg får et mindre “melt-down”  efterhånden som sandheden går op for mig og jeg ærger mig over at den pose snolder, jeg spiste i går med største velbehag, sandsynligvis har placeret sig lige på siden af hoften og nu er skyld i at bikinien strammer. Strammer ligesom snoren rundt om hamburger-ryggen i køledisken.

“Bikini-klar” råber overskrifterne på de mange blade i kiosken, alt imens jeg føler mest trang til at vrisse et vredt “SKRID dog” tilbage….lad mig dog være i fred med min hvide, bulede hud, der i den grad trænger til en kærlig behandling efter mange måneder godt gemt væk under vinter-tøjet. Bikini-klar min bare … om jeg så startede sidste sommer, når jeg næppe at blive bikini-klar til denne sommer, det løb er kørt, den fugl er fløjet.

Hvem pokker gider også kæmpe for at blive bikini-klar i et land, hvor solen næppe indbyder til bikini-looket? Hvor sommer er noget, der med lidt held indtræffer, når vi alle igen er startet på jobbet efter en blæsende og våd ferie i et dyrt sommerhus ved Vestkysten? Måske er man så klog at flygte udenlands – hvor man kan svinge sine syd-frugter ganske anonymt  på stranden uden at møde legekammeratens mor eller brugsuddeleren i samme øjeblik, man slipper kontrollen og puster maven ud i alle de flotte folder, den nu end består af. Så bliver det hele lidt nemmere.

Man kan også vælge den anden løsning – bare at acceptere at man faktisk nok er lige så bikini-klar som de fleste andre helt normale mennesker, der også har slået sig ned ved stranden med unger, hund og køletaske. Acceptere at de fleste af os i praksis er bikini-klar året rundt i al vores skønne magt og vælde, og at vi aldrig  nogensinde kommer til at ligne de piger, der reklamerer for selv samme bikinier i katalogerne, lige meget hvor længe vi arbejder på projektet! Og at dette næppe gør os til et lykkeligere eller anderledes menneske.

Så jeg melder hermed ud: jeg er så bikini-klar !! Nu mangler vi bare sommer-vejr. Og det er jo en helt anden sag! Af den alvorlige slags.

 

 

Smuk, rund og dejlig!

Det er ret interessant at følge den medie-storm som er opstået i kølvandet på den nye serie på TV3 – “Mine fede træner”. Jeg måtte derfor se det første afsnit i aften da jeg var meget nysgerrig for hvordan et program kunne bringe sindet i kog hos så mange mennesker i lille Danmark.

4 kendisser, alle smukke, trimmede og slanke, følger hver især et overvægtigt menneske, som ønsker at tabe sig. I 12 uger skal kendis selv øge sin vægt betragteligt for efterfølgende at tabe sig sammen med den overvægtige med det fælles mål at opnå et vægttab til slut.

Selve konceptet er temmelig plat – som de mange andre platte serier i stil med Paradise Hotel, Mig & min Mor og hvad de nu ellers sender på PrimeTimeTv – serier, der så åbenbart følges af masser af seere landet over. Ellers blev de vel næppe sendt. Og vi vil alle gerne se dem!  Vi svælger i andre folks ulykker, dumheder og tåbelige udtalelser. Sådan er vi bare! De fleste af os i hvert fald! Disse serier er alle med deltagere, der selv har meldt sig – og dermed må have overvejet, hvad de går ind til. Som må have gennemtænkt at man på tv let kan udstilles som en helt anden person end man i virkeligheden er og at andre mennesker pludselig har en mening om dig! Det er de vilkår der gælder når man står frem på tv i PrimeTime. Så jeg tænker ikke, vi behøver at have ondt af de nye “upcoming stars” i reality-verdenen.

Derfor er det også uforståeligt for mig, at man så på vegne af alle overvægtige i Danmark kan blive voldsomt forarget over dette program. Jeg er helt med på at nogle af de kendisser der deltager måske ikke er de skarpeste knive i skuffen og at de dermed siger nogle lidt halv-dumme ting, men programmet er vel hvad det er?

Og hvorfor er det, at man ikke kan give udtryk for sin holdning til overvægtige mennesker, når man må bortvise rygere til minimum 500 meters afstand fra hoveddøren og sende alkoholikere på antabus uden at blinke? Det er vel en stor blandet pose afhængighed det hele?

Jeg kunne let blive større! Jeg har faktisk gener til det! I et snuptag kunne jeg let gro fra nuværende str. 38 til str. 44. Det ville være en smal sag. Men det vil jeg så ikke! Jeg vælger med jævne mellemrum at stoppe op, lukke munden og slå mig selv i hovedet. Det er mit valg! Og dermed synes jeg ikke noget dårligt om de, der ikke stopper op. Det er jo deres valg. Lige som andre selv må bestemme om de vil ryge 1 karton smøger om ugen.

Jeg forstår bare heller ikke altid hvorfor man lader stå til. For når man først har taget de første 10-15 kilo på, er vejen tilbage lang. Jeg tror simpelthen ikke på at der er ret mange overvægtige mennesker, der synes det er fedt at være tyk. Ikke i den verden, vi lever i i dag. …det er så en helt anden diskussion, men det er sandheden. Jeg synes samtidig at man som udgangspunkt skal være glad for sig selv – som man nu engang ser ud. Man bliver ALDRIG tilfreds, det er selv ikke de smukkeste mennesker, der lever af model-jobs og deslige. Men man skylder sig selv at gøre en indsats for at elske sin krop – og det skal der nogle gange arbejdes for.

Nogle perioder tænker jeg bare : YES, nu er jeg ved at være der, hvor jeg vil være – hvis jeg trækker maven ind. Andre gange kan jeg hyle over mine fede lår og hvide blævrende overarme. Og så må man op på hesten igen. Det skal man, never give up!!

Jeg vil følge denne serie, og jeg vil smile, græde og grine sammen med disse modige mennesker, som stiller op. Både kendisserne, som gud-hjælpe-mig tager 10-20 kg på FRIVILLIGT samt de overvægtige, der bare gerne vil tabe sig.

Og så orker jeg ikke høre på at det er synd for de overvægtige – vi vælger selv til og fra her i livet og er sørme de eneste der kan stå til ansvar for egne handlinger! Hvis man spiser for meget, bliver man tyk, hvis man spiser for lidt, bliver man tynd. Jyde-logik! Nemt er det ikke – men man skal forsøge! Som så meget andet i livet! Og så skal man elske sig selv. Det er et godt udgangspunkt. Giv dig selv en krammer eller to!

 

 

Fortællingen om hånd-mixeren.

Det er de særeste ting, der pludselig får en helt anden betydning, når man med alderen bliver klogere og mere nostalgisk.

Man tænker mere over, hvad man kommer af og hvem der var før og mon kommer efter. Det bliver vigtigere at sætte et aftryk mens man er her, og man værdsætter ting, der har historie og minder, på et helt andet plan end da man var 20 år og usårlig.

Jeg har for eksempel en hånd-mixer fra Phillips som har fulgt mig fra første færd. Denne arvede jeg efter min mormor, som gik bort i 1989. Dermed kan jeg med garanti tidsbestemme denne til slutningen af 80’erne og min formidable elektriske håndmixer er nu omkring 30 år gammel. Det må betegnes som kvalitet! Det tror jeg næppe sker med de elektroniske varer, man kan købe i dag. Mon ikke også denne håndmixer kostede en mindre formue dengang – det er jo oftest tilfældet at pris og kvalitet hænger sammen.

Håndmixeren har rørt alt ligefra fars til flødeskum i hele min lange karriere som hjemme-kok og har altid fungeret upåklageligt. 100% garanti for at den starter HVER gang! Farven er flot modehvid med orange detaljer og hele 2 sæt rørepinde. Den er helt særlig!

Hver eneste gang jeg bruger mit arvestykke af en Phillips håndmixer, tænker jeg på min mormor. Jeg ser hende stå der med det brune blomstrede forklæde, læsebrillerne og hendes skønne smil – det er næsten som om jeg kan dufte hendes køkken, frikadellerne og agurkesalaten på nærmeste hold. Det er bare helt utroligt, når man tænker på, hvor længe det er siden. Håndmixeren betyder rigtig meget for mig.

De sidste par gang, jeg har brugt håndmixeren, har der desværre været en anden duft … nemlig duften af noget brændt. Og det er en katastrofe af den anden verden! Den håndmixer MÅ IKKE gå i stykker! Jeg er bange for at den synger på sidste vers! Det er det, der ikke må ske. Jeg har besluttet at min håndmixer ikke er klar til elektronik-kirkegården endnu – den får lov til at gå ned på halv tid, og dermed må den kun komme frem til helt særlige lejligheder. Til lettere opgaver, der ikke kræver for høj fart. Et forsøg på at undgå faren for at den brænder sammen!  For den MÅ IKKE gå i stykker.

Phillips for ever !!!

 

Lår i skoene.

Solen skinnede så flot i går. Jeg fandt solbrillerne frem fra skuffen, gav dem en tur med brille-rens og drog afsted ud i solen og det fine vejr. Fandt den tynde jakke frem og gummiskoene på. Humøret steg mindst et par grader i takt med temperaturen og pludselig fik jeg lyst til at være aktiv. Gøre noget udenfor. Feje lidt. Fjerne lidt visne blomster, som havde overvintret i krukkerne og som nu trængte til en kærlig hånd.

Heldigvis kom jeg ikke igang med alt det praktiske, men endte med at slentre rundt i Middelfart’s hyggelige gader med min familie. Shoppe lidt forårsjakke og sko til mit afkom og lækkert mad fra slagteren. Det føltes helt som forår, og man kunne mærke helt ud i fingerspidserne, hvor meget man savner det.

I dag, da jeg var trillet ud af hø-kassen og havde indtaget mit solide søndags-morgenmåltid fra den lokale bager, følte jeg trang til at bytte rundt i mit tøj-skab. Det er sådan en kvindeting, som jeg tænker kan sammenlignes med når mænd skruer på et eller andet ude i værkstedet i timevis. Jeg havde lyst til at finde lidt af det mere forårs-agtige kluns frem, og gemme de tykke og mest mørke trøjer langt væk.

Det bliver man jo kun glad i låget af – og dermed blev jeg så vovet, at jeg prøvede et par shorts, jeg helt havde glemt, jeg havde. Og det var så dagens største fejltagelse og vendte humøret fra godt til aldeles miserabelt på et splitsekund. Hold da helt op. Ben i alderen plus 40, hvide som i den værste vinterudgave længe og godt med åreknuder og flæsk. Jeg kan sige dig, de shorts fløj afsted med en kraft så stor og endte i et hjørne af soveværelset. De lå der, som om de godt vidste, de skulle skamme sig. At de da ville være bekendt sådan at frarøve mig mit fantastiske forårshumør.

Så nu har jeg brugt den seneste time på at google løs på nettet – alt fra spray-tan, privatklinikker med speciale i alt fra fedtsugning til fjernelse af åreknuder og sider med udvalg af burkaer i aller værste tilfælde. Tænk engang at man som travl kvinde og mor også skal trækkes med hvide, trætte og slatne ben som en bonus. Som om det andet ikke er slemt nok. At være fyldt 40 og dagligt kunne se i spejlet at det hele synker mere og mere sydpå i takt med at minutterne  går. Det siger jeg jer – nu stopper festen! Jeg vil kæmpe. Og jeg vil slås. Men først ryger de skide shorts ud. Helt ud. God søndag!

Undskyld…

Undskyld – på forhånd undskyld – og undskyld med tilbagevirkende kraft.

Jeg kan kun beklage, at jeg i mit tidligere meget aktive motions-liv spammede jer stakler med fotos i lange baner af mine nye løbesko, løbetider og svedige opdateringer om hvor aktiv jeg nu havde været den dag! Sorry.

Jeg skal love for at bøtten er vendt. Et nyt fuldtidsjob plus det løse – i modsætning til en periode med masser af overskud på tidskontoen – har simpelthen væltet mig omkuld. Toppet op med en forbandet hælspore der bare er ved at drive mig til vanvid, ja så kan min motions-status nærmest ikke blive ringere. Faktisk slet ikke værd at omtale. Piv. Livet efter de 40 er barske løjer!

Jeg var i super form med mindst 5 ugentlige træninger og et overforbrug af lækkert sportstøj. Jeg red på bølgen. Fyldt af overskudsagtig energi og sås ofte på veje og stræder i fuld fart og med en aktiv vinkende hånd – “heeeeej heeejjjj”. Alt imens I stakler sad i bilen på vej hjem efter en lang dag med 2 skrigende unger på bagsædet og McDonalds indkøbet lettere skjult for omverdenen. Nøj, der er nogen, der har hadet mig.

Nu sidder jeg så her med foden tapet op, alt for lidt tid og pungen lænset efter en masse forskellig-artede seancer hos diverse behandlere for at fixe den åndsvage fod og jeg er bare sur. Eddike-sur faktisk. Fordi jeg ikke kan komme afsted på mine løbeture. Jeg savner det. Og jeg HADER at se alle jer aktive mennesker, hvor verden går videre og I står der med jeres store smil og røde vinter-kinder efter endt træning. Øv altså. Faktisk har jeg en veninde der oploader så mange Instagram- og Facebook-fotos af sin motion og træning, at hun kunne udgive en bog alene med disse mindst een gang om måneden – ved ikke om jeg skal grine eller græde – men jeg vælger smilet …det er jo naturligvis okay; hun kan sgu’ ikke gøre ved at jeg er en sur og misundelig citron.

Dog har jeg forsigtigt vovet mig afsted på nogle korte ture de sidste par dage – med løbeskoene godt snøret til, masser of varmt tøj og vind i håret. !OG DET VAR SÅ FANTASTISK!  Jeg elsker bare mine løbeture og nyder turen ned omkring stranden med havets duft i næsen hele turen hjem igen. Det er verdens skønneste drug. Og nu vil jeg vende bøtten – skifte citronen ud med den sødeste appelsin – og værdsætte alt det, man har mulighed for i livet, som til og med er helt gratis. Og så snart jeg er fit for fight igen – ja, så starter projekt SPAM igen! Undskylder på forhånd. Og med tilbagevirkende kraft. Heeeejjjj hejjjjj…..

Bjørnehi i guldsko.

Jeg har været i hi. Alt for længe. Det har været stærkt tiltrængt. Og alligevel er det nu nødvendigt at vågne op. Det kan ikke nytte andet.

Kender du det ikke? Julen og alle dens mange arrangementer, planer og festivas’er sluttes af med et nytår – og så vågner man op til en kold 2. januar hvor arbejdslivet igen starter. Man tager sig til hovedet og tænker over hvad pokker man mon har gang i – men “off we go” … det er livets realiteter der kalder på dig. Ingen vej udenom.

Januar har været lang – og nu er vi halvvejs igennem februar. Solen har skinnet i dag og pludselig bliver man glad i låget fordi man langsomt aner forår ude i horisonten. Ja ja, tænker den opmærksomme læser, vi har før haft sne i april!!! Og det er da så rigtigt. Men der er bare lige pludselig kortere til forår end der har været længe og udelivet venter forude.

Hvis det virkelig var sandt at man som baby blev leveret af storken – ja så taler min kære husbond og jeg tit om at de storke, der havde os med på en flyvetur , tabte os alt for tidligt (eller sent) og at vi derved landede i det falske land. Der er helt sikkert en charme ved årstider og jeg er ikke tilhænger af Dubai-lignede vejr, men det ville sørme pynte på Danmark og dets indbyggere med lidt flere måneders sol og varme. Nu ER vi så blevet danskere – og hvem vil bytte frikadeller, sygedagpenge, skolesystemet og leverpostejen ud med livet på en caribisk ø som bartender på en strandbar? He he …..! Tag mig!!

Tænker også at lidt bedre vejr ville formildne humøret betragteligt hos danskerne. I dag skulle vi parkere inde i Fredericia City som jo – i forhold til en gængs storby og dertilhørende parkeringproblemer – er babymad at finde en plads i. Alligevel nåede vi selv at få ballade og bilen ved siden af os det samme, fordi vi åbenbart “tog” pladsen fra en grim mand i en grim bil med en grim familie. Helt ærligt…så stopper det. Vi måtte bare grine og klappe os på låret, fordi det simpelthen var så komisk, idet der kom nye ledige pladser hvert minut og at han således kunne svinge sin grimme bil ind på en tom plads det spilt-sekund han stoppede med at skabe sig over for os. (og vi var der faktisk før ham). Håber karma-loven tager over og giver ham tynd mave i morgen.

Efterfølgende kunne jeg med min husbond under armen købe mig et par fede guld-sneaks og et par frække orange-farvede forårsbukser – og så blev dagen endnu bedre… Intet som lidt shopping ikke kan fikse.

Jeg glæder mig til om lidt – så er det marts – og april – og så kan jeg for alvor kalde det ægte forår. Bjørnen med guldskoene sender god forårs-karma afsted til dig fra sit hi 🙂

 

Nu’ det’ jul ‘igen!

Så ramte juleaften os – med en kraft så stor, at man kun kan stå forundret tilbage med åben mund og polypper. Om jeg fatter, hvor december gik hen? Og hvordan kan det ske år efter år?  Tiden er simpelthen fløjet afsted, og alle de mange intentioner om at gå ned i lavere gear og være kreativ og jule-overskudsagtig fløj ligesom med….

jul3

Som udgangspunkt har jeg, som alle andre, de vildeste planer om at alt skal hjemmelaves, at det helt rigtige træ skal udvælges i skovens mørke stille ro, at juledekorationerne skal produceres i hygsomt skær fra kalenderlyset og at småkagerne skal vælte ud af køkkenskufferne. I takt med at kalenderen for december fyldes ud med alt fra julefrokoster, Lucia-optog, juletam-tam i skole og klub, frivilligt arbejde samt julehygge i sportsforeningen smuldrer planlægning langsomt men sikkert som en tør småkage, der har overlevet fra sidste jul.

De mange smukke visioner og ideer bliver til nød-løsninger, træet bliver købt “færdigt”, ungerne tvinges til at sam-bage i en heftig fart og kameraet findes frem for at forevige at vi faktisk julebagte og nød hvert sekund. Hø hø….. ! Og jeg trøster mig med at jeg trods alt har nogle fridage op til jul, hvor jeg kan nå det hele og lidt mere til, nu jeg skal fejre jul for hele familien.

Jeg har i hele december total overskudsagtigt smilet overbærende over alle de mennesker på min vej, der har valgt at færdiggøre juleforberedelserne i god tid. Tænkt at det jo alt sammen er meget godt, men for søren da…vi når det jo altid alligevel. Hvorfor dog være i god tid? Stresse unødvendigt over det?? –  Dette år blev jeg bare ramt med monster klask af den virkelige verden, da jeg måtte kravle under dynen med en alvorlig mande-influenza! Ja sgu – det var så alvorligt. Det er faktisk først i dag, på denne høj-hellige juleaften, at jeg er kommet frem fra mit skjul og er mig selv igen. Og så kan I jo ligesom godt regne ud hvad det betyder? At jeg pludselig er en del bagud!!! Av for den!

I går måtte min stakkels husbond så afsted med en indkøbsliste så lang og et venligt men insisterende puf ud af hoveddøren med svadaen: du skal bare være tålmodig, så er det slet ikke så slemt at handle ind dagen før jul. Han er så også et ret tålmodigt menneske, så han klarede opgaven med bravour. Nogle julegaver nåede heller ikke at blive indkøbt, men der har vi været kreative og lavet nogle “vi skal købe den sammen”-kort med en flot sløjfe omkring. Mon ikke det går??? For jul, det bliver det jo altid – også selvom jeg for 10 minutter siden spurgte min indkøbs-engel hvor han havde lagt asparges-kartoflerne? “Øhhhh……jeg smutter lige i Netto”.

Glædelig jul til jer alle – og tak for i år!!!

 

 

 

 

#julesweaterbattle – version 2.0

 

Har du noget, du samler på? Måske det mussel-malede stel fra Royal Copenhagen? Parfumer? Tasker? Eller juleplatter? Igennem de seneste år har jeg fundet mig en ny hobby – jagten på min helt særlige samling – som jeg langsomt udbygger i takt med at jeg støder på emner, der kan tilføre samlingen de ypperste udgaver. Jeg er simpelthen blevet fan af julesweatre. Og det er en helt fantastisk hobby, for hvem bliver ikke glad i låget af det?line_jul

Som udgangspunkt har jeg altid været lidt af en julefan – så har jeg ikke sagt for meget! Faktisk er jeg ret så begejstret for julen og synes i den grad, at den gør noget godt for os alle i en utrolig mørk og trist vintertid, hvor vi sågar heller ikke længere er garanteret sne og frostvejr. Selve juleaften, med gaveræs og alt hvad dertil hører, er som sådan ikke favoritten. Gavemængden er jo ligesom ikke helt på højde med de år, man gik under betegnelsen: barn. Det er nærmere tiden op til, hvor vi alle forbereder os på juletiden med at pynte op, inde og ud, og hvor vi planlægger at mødes med familie og venner i festligt lag. Hvor det er tilladt at skeje lidt ud med abnormt indtag af sukker og alkoholiske drikke uden at nogen så meget som løfter et øjenbryn i den forbindelse.

Og nu er jeg simpelthen blevet forelsket i julesweatre – inspireret af USA’s mangeårige tradition for julefamiliefotos foran kaminen og den nye trend, der breder sig i Europa, hvor disse sweatre dukker op i butikkerne.

malou_jul

Hver fredag i december er julesweater-dag på jobbet og i weekenderne får den fuld gas. Det udløser stor morskab blandt de mennesker, man træffer på sin vej, og jeg tænker, det er en hyggelig måde at sprede lidt julesmil på.

Jeg har netop været i Norge – som jo i den grad er kendt som sweater-land – og her fandt jeg den flotteste udgave til min kære husbond. Han har indtil nu været forskånet, men nu går han ikke fri længere. Denne sweater er en eksklusiv udgave, hvor der er en Rudolf fortil og bagsiden af Rudolf bagtil. Tam tam…..mere fantastisk udgave er ikke set længe på denne del af kloden. Midt i min glædesrus over at have erhvervet dette pragteksemplar af Rudolf, ramler jeg ind i et skilt på den norske gågade som reklamerer for sandwich med rensdyr-kød! Jeg kan straks mærke blodet forsvinde fra mit ansigt! Swooooosh…..

Som ægte julefan! …. ja, så tror jeg naturligvis på julemanden og ved alt om hvor vigtig rensdyrene er for hele processen i forbindelse med rettidig levering af julegaverne. Så om jeg fatter, hvordan man i december overhovedet kan overveje at SPISE de stakkels rensdyr. Og sidder nogen måske så der med deres Rudolf-sweater og mæsker sig….i rensdyr-kød….ja, jeg tør ikke tænke tanken til fulde.morten_jul

Så derfor må jeg simpelthen opfordre til at vi lader rensdyrene i fred for nu og i stedet kaster os over sweatrene – hjælp mig med at fortsætte denne #julesweaterbattle, der er i gang på de sociale medier og lad julefreden sænke sig over sweatre i alverdens udgaver, smukke som lettere kitschede, overalt på kloden. I hvert fald går ingen i min familie fri! Ho Ho…..!

 

Bare fordi jeg kan!

I takt med at alderen stiger, tiden går, ungerne bliver større og dåbsattesten langsomt gulnes i hjørnerne bliver man bedre og bedre til at fortrænge årstallet, hvori man er født. Mit er 1973, så er det sagt – og jeg er på vej til de 44 år inden længe. KRISE?!?…..måske?

Jeg har i princippet intet problem med at blive ældre – hver dag jeg vågner og starter påny er jo en ekstra dag  jeg får tildelt i mit liv, og som skal fyldes ud med gode oplevelser og dejlige mennesker. Det synes jeg er vigtigt at huske på! Og det at dagene går een efter een hænger jo uløseligt sammen med det faktum, at  man så ældes tilsvarende. Det er logik for selv de sløveste matematik-“genier”.

Men det er mere det med at acceptere, at der bare sker en masse med fysikken. At man ældes i krop, hud og hår. At man ikke længere kan holde til samme mængde sprut og minimal mængde søvn. At man får skavanker, man end ikke anede fandtes.

Jeg er sikker på, at de fleste mennesker er ret tilfredse med deres eget udseende, hvis de svarer helt ærligt og anonymt. At deres spejlbillede ikke er så ringe endda og at den seneste selfie faktisk blev ret god. Nogle mennesker er også for selvfede, men det er en helt anden historie! – Af og til tager jeg også et foto af mit ansigt. Jeg vover at  tage kameraet helt tæt på og fotograferer uden filter. På de seneste fotos har jeg bare måtte erfare, at der skal uendelig mange forsøg til, førend jeg er tilfreds med udfaldet. Jeg synes, mit ansigt bliver smallere og alt for spidst, det er som om al fylde synker mod syd! Mine engang så skønne æble-kinder er overgået til sveske-kinder og min hud er blevet slappere og mere gusten. En dag var jeg endda så letsindig, at jeg lænede mig lidt frem over kameraet – således at jeg tog fotoet nedefra og op! Jeg kan sige med det samme: DET kan ikke anbefales. Jeg fik sgu et mindre nervesammenbrud, da min hud faktisk “hængte” nedad omkring mundtøjet. Jøsses! Og så er det at jeg føler mig en anelse mere presset end gennemsnitttet! På en god dag tænker jeg stadig, at jeg har et smilende og mildt ansigt med en vis karisma. Omvendt konstaterer jeg også med en vis realisme at hele ideen om et foto i dæmpet belysning  i en lidt tosset vinkel vinder indpas i gevaldig fart.

Samtidig med at ansigtet får sit eget liv (læs: begyndende rynker!) og de første grå hår dukker op, sker der også noget med overarmene. Mine arme er slanke – og alligevel er der løs hud. Hvor kom det lige fra? Hvordan kan det ske? Og som om det ikke er slemt nok, ja så har jeg også fået en hælspore. Noget jeg troede hørte til den ældre generation på linje med lilla hår, gammelkone-vorter og indtørrede slimhinder. Men nej – nu skal jeg så til at døje med dette helt uudholdelige fænomen, som på ingen måde fungerer godt med mine ambitioner om skønne løbeture i skoven og højhælede sko.

aeldredamer

Jeg tænker simpelthen at “nogen” vil presse mig derud, hvor jeg vælger at lukke ned for min Instagram- og Facebook-profil i frygt for ikke længere at kunne følge trit med alle de smukke “unge” mennesker, der spreder deres skønhed, smukke hår og faste balder i opdatering efter opdatering! Men jeg vælger at tage kampen op, og vil fremadrettet snyde og bedrage alt det, jeg overhovedet kan! Filter i lange baner. Så ved du det! Ingen skal få mig og min løse hud til at opgive kampen! Vi sejrer! Enhver ny dag skal fyldes med et smil – alder eller ej – og livet skal leves! Bare fordi jeg kan!!