Bunker Forever!

En rigtig god bunke med ting og sager består af en god blanding af det hele. Nogle papirer, man lige skal ha’ set igennem, en invitation til et skolearrangement, indkaldelse til tandlæge, indkøbs-bon fra Rema, referat fra seneste møde i Red Barnet og en avis, man gerne vil læse, inden den ender i papir-spanden. En god bunke skal bare ligge i fred og ro uden andres indblanding. Lidt kan tilføres, lidt kan fjernes – dog på betingelse af, at det gøres i et adstadigt tempo og af den, der “ejer” bunken. En bunke skal passes og plejes med kærlighed og omsorg.

Jeg er tosset med bunker. Men det er ham, jeg tilbringer hver dag med, så ikke! Kan man ikke godt kalde det lidt af en udfordring i parforholdet? En af de mere alvorlige, endda? Efter 25 år har han stadig ikke forstået meningen med min bunke – det er, som om han konsekvent boykotter den. Som om han ikke VIL forstå. Vælter ind over den som en anden bulldozer og fordeler den i skuffer, skabe og skraldespanden. Traumatisk for en stakkels bunke-elsker som mig!

Jeg bliver lige nødt til at forklare og forsvare – jeg er faktisk overhovedet ikke et rodehoved, men derimod et menneske med system og orden. Min eneste last på dette punkt er mine bunker, min sygelige trang til at gemme flotte indkøbsposer og uorden i min bogreol. Eller kan man ikke komme efter mig ….. det er sandt!!!

Ungerne og jeg er ofte hjemme alene på hverdage, da min husbond arbejder udenlands, og her er det så, at jeg virkelig udnytter situationen. Det er ren luksus, at jeg måske endda i en hel uge kan bygge en bunke, som ingen rører ved. Mine børn er i en alder, hvor de knap kommer ud af deres værelser, så dem behøver jeg ikke være nervøse for i forhold til at rykke ved min bunke.

Her 18 timer efter, at min “alene hjemme”-uge startede, har jeg allerede skabt en betydelig bunke, som bare stråler af glæde og velvære. En bunke med fine sager, jeg vil se på lidt mere, inden tingene skal væk. Blandt andet min søns flotte terminsprøver, der netop er kommet rettet og retur med top-karakter fra skolen. Især med disse flotte karakterer fortjener papirerne lang tid i bunken. Det kan da ikke være så svært at forstå.

Jeg “bunker” løs hele ugen og skal så sørge for at få lidt styr på det hele, inden manden min lander med kufferten på dørtrinnet, når weekenden står for døren, og med sit røntgen-syn scanner husets overflader i en voldsom fart, inden jeg når så meget som at få sagt “Velkommen Hjem”.

Man skal jo hver især bøje sig i en parforhold, indrette sig og lytte til sin partner – og jeg forsøger virkelig at have forståelse for at ikke alle mennesker elsker bunker som jeg. Men alligevel sidder der en bette djævel på min skulder, der bare har lyst til at provokere helt vildt!! Sååhhhhh…. nu sender jeg lige et lille godnat-foto af min ny-igangsatte bunke over Atlanten til min kære gemal ….. bare fordi jeg kan! Lad os så se, om han så kan sove af bar’ irritation! Jeg har fat i den lange ende lige indtil på fredag…!

Liste-helvede.

Jeg laver lister! – I lange baner….. Hvis der findes en sygdom i den forbindelse, ja så lider jeg af den! “Listonitis humano”. Yes, så har jeg en diagnose! Det er så moderne! Og det gør mig jo speciel! Særlig. Unik! For det trænger jeg til! Her i efteråret, hvor vinteren banker på og man er grå, trist, træt og bleg, så er det da en god følelse at være noget særligt! Nå, tilbage til listerne!
Det er både de digitale lister og de ægte “handmade” lister, der holder mig igang! Det er som om, at ting skal skrives, for at de rent faktisk sidder fast på min lidt duggede printplade (også kaldt hjerne)! På jobbet har jeg en god tyk notesbog, hvor jeg skribler løs, så splinter fra blyanten står omkring ørerne mine i en lind strøm – der er så meget, der skal huskes, og jeg har brug for at kunne finde tilbage til noterne senere! Min chef driller mig med, hvad mon jeg ville gøre, hvis bogen blev væk ?? – det er altså bare slet ikke sjovt!!!!

Hjemme kører jeg lister over, hvad der skal handles, hvad der skal gøres, og hvad der skal ske. Opskrifter, oversigter og lister i lange baner. Jeg fører oversigter over min motion, både på en Facebook side, hvor man uploader for at nå et mål i fællesskab med andre, samtidig med at det registreres i min “egen” lille bog, hvor jeg tracker mine aktiviteter. Det er næsten motion i sig selv med alle de steder, jeg skal huske at skrive, hver gang jeg har løbet en bette tur i nabolaget.

Når jeg læser dette, jeg netop har skrevet, lyder det jo som om jeg er helt bimmelim – men det er altså en helt speciel form for tilfredsstillelse at få tingene skrevet ned (eller op). Jeg har sørme også en app med lister over min vægt, mit budget og hvor mange timer, jeg er på min telefon. Jeg har faktisk travlt…..vil nogen måske tænke……og det har de da ret i. Men jeg har endnu mere travlt, hvis ikke jeg har mine lister – så kører hjernen nemlig på højtryk med at organisere.

Den nye trend Bullet Journal (også kaldet BuJo) er jo derfor i den grad noget for en tosse som mig. Her samler man alle sine lister i éen notesbog og samtidig laver man det hele i et lidt lækkert design. Det tager dog lidt mere tid, end jeg lige have planlagt at bruge på det, men jeg håber, at opstarten er det værste. Det er faktisk en meget hyggelig måde at få skrevet ting op/ned på, som man senere kan finde tilbage til og gen-læse i disse digitale tider, hvor tingene går ret hurtigt. Lidt som en dagbog i de gode gamle dage.

Jeg glemte helt at fortælle om den liste, der har fulgt mig i flest år – og som jeg faktisk er blevet drillet lidt med. En liste, jeg har holdt lidt skjult, for det var lidt pinligt…… men samtidig en liste, jeg faktisk også har sluppet de seneste år. Min TV-liste … en liste, jeg trofast lavede, når TV-bladet udkom. Jeg skrev alt det ned, som jeg gerne ville se i TV i den kommende uge. Sirligt fordelt på ugedage. Jeg kunne blive helt stresset, hvis ikke jeg fik lavet listen, af frygt for jeg gik glip af noget. I disse fagre nye tider, hvor man kan se alt “igen igen” på TV2Play, Netflix, HBO og diverse andre streaming-tjenester har jeg sluppet kontrollen og free-styler …..tager det som det kommer og har knap så meget jeg MÅ se ….måske fordi fjernsynet generelt sender noget værre lårde-tv 🙂 – og så har jeg da éen liste mindre at holde syr på. Succes!!!

 

En snegl på vejen…..

Ugerne er gået siden mit rendez-vous med Rufus. Bogen er læst og de store forventninger om et kaffemøde er langsomt faldet til jorden. Gassen er gået af ballonen, som man siger. Jeg har trofast været klar ved telefonen, uanset om det har været opkald fra “skjult nummer” eller ukendte udenlandsnumre i håb om at  kaffe-invitationen kom. Men ak, det blev aldrig. Til gengæld har jeg aldrig talt med så mange forskellige telefonsælgere, kommunikationsbureauer og forbrugerundersøgelses-gutter som i disse forgangne uger. Og det har i princippet ikke være noget at råbe hurra for, det må jeg indrømme. Er jeg skuffet? Ja sgu da. Havde jeg helt ind i hjertet forventet, at han vitterligt ringede? Jahhhhh….så’en da. You snooze, you loose … eller hvad det nu hedder.

Nå, men hvad søren har jeg så lavet i al den ventetid udover at passe min opgaver som pligtopfyldende husmor, hustru og arbejdsramt, vil nogen måske spørge? Nu skal du høre: jeg snap-chatter….! Jeg morer mig i den grad over alle de skøre filtre, der hver dag popper op og jeg griner højt fra sofaens skjul over de snaps, der tikker ind fra mine tossede veninder. Jeg behøver ikke så meget for at ha’ det sjovt!

Den anden aften dukkede dette filter op. Et ordentlig sæt af øjenbryn….. Og det var lige noget for mig. Jeg kunne næsten ikke være i min krop. Det var bare for sjovt!!

For alt det med øjenbryn er simpelthen en uforståelig verden. Om jeg dog fatter hvordan man, hvis man er ved sine fulde fem, mener det helt grav-alvorligt, når man går ud i verden med 2 kæmpe sorte snegle henover øjnene. Sneglene har jeg intet problem med, men de hører til i en helt anden kontekst. Ikke på hovedet af en ellers smuk ung pige. Jeg har få gange forsøgt at tegne mine egne bryn en anelse op, idet de er blevet en del lysere med alderen. Faktisk finder jeg endda en sjælden gang et gråt hår iblandt – chok!!! Ikke nogen rar følelse, men desværre en del af at have rundet de 40. Det sure med det søde. Og resultatet med de optegnede bryn var, at jeg blev gevaldig forskrækket, hver gang jeg så mig selv i spejlet. Det ser bare farlig ud. Ingen succes!

Først skulle brynene være så tynde op optegnede i en grad, hvor ansigtet fik et dramatisk og ret så uhyggeligt udtryk. Det var der mange piger, der slet ikke kunne administrere. Det var nogle lange år! Endelig kom vi over denne tendens, som kun klædte de få, og så skulle øjenbryn fylde lidt mere igen. Lidt mere naturligt. Og det er ganske klædeligt for de fleste.

Men nu er der så piger med bryn, som ligner de er malet op med sort sprit-tusch – noget der i den grad tager fokus fra alt andet i deres kønne ansiger. Ja, jeg forstår det ikke! Sorry. Jeg fortsætter med mine snaps, det ved man da hvad er! Snap forever!

 

An evening with Rufus.

At my age, life is normally quite predictable. I have a good and loving family with   a house, kids, dogs, mortgage and a green lawn that always needs a trim. I guess, not very different from the mainpart of my readers.

On the  other hand – I am not the type, you easily categorize as a certain personage, as I am quite strong minded, but also very warmhearted and caring for the people I surround myself with in my everyday life. And at the end I tend to reveal my soft sides one way or another.

I love the modesty of a Dane and on the other hand I fancy the people who makes a loud statement and aim for the stars. I seldom get starstruck by any fancy-pansy moviestar with botex-lips and eternal supplies of money from a rich, gorgeous husband as I am quite comfortable with where I ended up on this earth. Sounds a bit corky, but is is a fact! I am a happy Dane.

A few people passes by my “parades” into the “eternal admiration department”, even though I never talked to them face to face. They are allowed to enter because of a harmless crush from my side and a sincere fascination of who they are and what they have accomplished.

Let me reveal my big crush no. 1 and 2 : George Michael and Robbie Williams – both artists with a wonderful charm, songs I absolutely adore and overall great performers. Very different from each other , but still on the very same list. I had the pleasure of getting very close to both of them at numerous occasions, and my heart fell on the floor when George Michael left this world in December. But my crush on him will survive forever. No doubt about that.

Also I am very fascinated by our very own Crown Princess Mary. She does a remarkable job maneuvering in a very different world from what she actually grew up in. I admire her for her professionalism in daily work whilst at the same time raising 4 kids, riding a Christania bike and smiling at people every day, prepared for everything.  I once stood next to her at a fashion fair in Copenhagen and was almost overturned by an eager photographer who would kill for a good shoot. She is very thiny and very beautiful at the same time. – I hate her 🙂 ….. just kidding…..!

Another victim in the “having a big crush on someone very special”  section is the former US Ambassador Rufus Gifford. He has been a very big part of the Danish society since he arrived in 2013 and moved into Rydhave, Copenhagen. He and his partner Stephen took many Danes by storm by inviting them into their life, both in the political life and as private persons. (Let’s not forget the dog Argos by the way. ) This way of portraying an ambassador was quite unique and not done many times before.( If ever?) And I followed from the very beginning.

I enjoyed every series and was so very inspired by their approach to Denmark, Danes and their American “We can do this – Yes we can” mentality. Topped by the Rufus-way of interacting, his great sense of humor and loving smile made this a win-win situation. I loved every moment.

Yesterday was my lucky day. Rufus visited a city near my hometown telling his story from his time in Denmark: “I was the ambassador” …. a wonderful opportunity to meet my crush in real life. A lot of people chose to be part of this arrangement and the evening flew off in the wonderful company of Rufus and his many stories combined with laughs, smiles and a warm and still serious side as well.

At the end of the evening the ultimate opportunity occurred – “Meet and Greet with Rufus on stage”. I ran like a sprinter at the Olympics and stood there ready to rumble. 15 minutes later I was shaking hands with Rufus, having him sign his book and him lining up for a photo with ME!!! With ME!!! Can you believe it? But … it was over before it begun. I left the arrangement in triumph squeezing my book, signed by Rufus. Mission completed. Or?

 

I am no stalker. I promise. But I’m not done with you yet Mr. Rufus. I have a lot of questions. And lot more stuff I would like to know. A lot more on my mind. We have to meet for a cup of coffee. Your place. My place. You decide. You’re the former Ambassador! XXX

Kære læser, Dette indlæg er på engelsk, og jeg håber, du vil bære over med mig. Men jeg er simpelthen overbevist om at Rufus på et tidspunkt læser dette indlæg og inviterer på dén kop kaffe. Barren er sat højt. YES WE CAN…..!!! Knus Line

 

 

Mit liv som bønne!

Med alderen bliver livet bare ikke lettere! Dem, der siger andet, lyver!
Ikke nok med, man må affinde sig med at lysene på lagkagen bliver flere og flere, men man får også en tiltagende mængde af mere eller mindre sindsyge skavanker! For eksempel kan jeg ikke længere knokle igennem i haven uden at jeg får ondt i kroppen af ren og skær overanstrengelse! Det frimærke, vi har at passe, lever ofte sit eget liv i lange perioder, men så slår jeg til med full speed! – heraf udspringer den ømme ryg og trætte arme! Og nu kan jeg så heller ikke indtage nogen former for rusmidler uden at blive straffet natten igennem! Nu skal det med rusmidler jo ikke opfattes som om jeg afholder aften/natte orgier – havde det da bare været sandheden – næh nej, jeg har måske bare indtaget på den forkerte side af 4 glas god vin i festlig lag eller drukket kaffe efter kl 20. Virkelig spændende!!!! Historien om mit liv!
I går mødtes jeg med et par veninder og blev overtalt til en lækker is-kaffe, som jeg drak med største velbehag! Dumt! For det betød at jeg lå lysvågen til kl 4 i nat! Ved du godt, at fuglene står op deromkring? Mig, der altid går ud som et lys længe før resten af familien – og nu lå jeg så bare der som en zombie og havde ondt af mig selv!


Mange har sagt at det umuligt kan passe, at en enkelt kop har den effekt på mig (og min fint-følende krop) – men tro mig, jeg har testet det så mange gange, i går nat var bare rekorden! Jeg er stadig i chok!
I dag tøffer jeg så rundt ved siden af mig selv og er glad ved at min arbejdsgiver slipper for min tilstedeværelse, da jeg holder ferie, for det kan sgu være godt det samme! Jeg er ikke mange kaffe-bønner værd! He he!
Jeg har dog startet dagen med min første kop af fandens eliksir og kaster mig over anden kop lige straks! Jeg vil ikke overgive mig – men tror jeg skifter til vand efter aftensmaden – bare for at være på den sikre side!

 

(Foto illustrerer ganske fint hvordan min dag føles – dog ved jeg ikk’ lige med skægget …)

Kald det sommer een gang til….

Juli er en sommer-måned. …..definition heraf: “Sommer er den del af året, hvor den nordlige (henholdsvis den sydlige) halvkugle vender i retning mod solen.” (kilde: Wikipedia)

Og så er det, at man tænker sit. For hvor pokker er den sommer henne? Den sommer, hvor vi alle har fri for at nyde vejret og således burde sidde ude hele aftenen iklædt meget lidt tøj og et glas rosé i den ene hånd. Hvor næsetipperne burde være let brankede og kinderne varme og røde efter en skøn dag ved stranden, hvor den største opgave var at vælge, hvilken slags is man ville ha’ i kiosken. Men derimod har vi atter engang vundet en dansk sommer, når den er bedst. Og mor her er sur!!! – Jeg magter simpelthen ikke at skulle affinde mig med en juli måned, hvor vi skal iklædes lange bukser og trøjer for ikke at fryse til is. Hvor man må krybe indendørs, fordi håret er ved at blæse af og tænderne klaprer. Det er simpelthen til at få pip af. En mindre depression lurer om hjørnet, når man morgen efter morgen forhåbningsfuldt trækker gardinerne fra og ser ud. Man forventer solskin og lidt lunere vejr. Man får skyer og 17/18 grader. Tak for ingenting, siger jeg bare.

Så ser man på vejrudsigten – og sørme om ikke der lurer en “næsten-og-tæt-ved- sommerdag” i morgen. Og herefter er det igen ned ad bakke.  Jeg kender masser, der ville sige at vejret da er fint og at man blot skal tilpasse sig. Men nej, den æder jeg ikke. Jeg synes at vi danskere FORTJENER nogle uger om året, hvor vi føler os lidt som syd-europæerne og flytter livet udenfor. Hvor vi kan planlægge lidt frem og invitere gæster til udendørsliv og hygge. Hvor vi kan hive sommertøjet frem fra gemmerne og faktisk bruge det. Hvor vi føler, vi får noget i gengæld for de 15 feriedage, vi fyrer af. Hvor livet bare er sommeragtigt og let. Sværere er det faktisk ikke. Jeg ved bare ikke lige helt, hvor jeg skal brokke mig. Og om det faktisk hjælper. Måske andre allerede har forsøgt uden held?

Vi er i min familie nået til den konklusion at vi ikke tør satse på ferie i lille Danmark under NOGEN omstændigheder. (den kvikke læser kan vel let forestille sig, hvordan det ville være at “hygge” med undertegnede i 3 meget lange uger under “danske” betingelser…..noget af en prøvelse. Det siger jeg jer bare! Dont go there!!) Så derfor kan vi heldigvis se frem til en snarlig billet væk fra dette idiotiske vejr. Som så mange andre danskere.  Heldige os. Men derfor er jeg stadig ikke tilfreds. Jeg er tæt på fornærmet. Og jeg agter at kæmpe. Livet er for kort til dårlig sommer og sur rosé. Roséen kan fixes, vejret er en anden sag! – Hvem er med?

 

 

Rendez vous a Paris

Meget tidligt til morgen – som kvart i kvalme-tidligt – drog jeg mod Billund lufthavn for at flyve til Paris og tage imod Team Rynkeby Trekanten, som min mand er del af! På 7 dage er de cyklet fra Kolding til Paris på deres gule racere og har fået en oplevelse udover det sædvanlige! Dette ville jeg naturligvis gerne være del af at afslutte med maner og derfor denne mini tur til Paris over weekenden!

 


I denne ferietid er jeg jo således ikke den eneste i lufthavnen! Så tidlig en morgenstund vrimler det med mennesker og køerne er lange til alt! Familier er ferieklar og på vej ud i det store udland! Selvfølgelig er der også rigtig mange børn, eftersom ferietid er familietid! Og de børn er trætte og morgensure, fordi de er blevet flået ud af sengen før en vis herre har fået sko på! Dermed er der en skøn baggrunds-støj af barnegråd i flere oktaver! Nogle let hysteriske, nogle ret trætte og nogle ude af kontrol! Som i total : jeg vrider mig på gulvet skrigende-mode!
Jeg kan så absolut ikke blive irriteret over dette, men tager mig dog i at ønske de ikke skal med mit fly! Eller ihvertfald i nærheden af mit sæde nr 25A. Jeg har jo ligesom overstået disse seancer, idet mine børn er så store, at deres eventuelle “anfald” udelukkende er af verbal karakter og således kan holdes lidt diskrete for omverdenen! Men jeg har jo været der og kan nu kun smile indeni og tænke: – godt det ikke er mig!
Jeg husker en tur i fly med min søn som 2 årig, hvor han hylede og skreg, slog om sig og klaskede det glas cola (ja, det fik han sgu som 2 årig) lige i smasken på mig. Jeg svedte lige en anelse der! Dog viste det sig efterfølgende at han faktisk havde mellemøre-betændelse, så han var lovlig undskyldt! Ellers synes jeg faktisk vores mange flyture med børnene er forløbet stille og roligt! Uden de store kampe og kvaler!
Og dermed krydser jeg også fingre for at jeg slipper for andres børn! Sådan er det bare, det må være en frynsegode når man har rundet de 40.

God weekend derude – Rendez-Vous a Paris.

Sommer eller ej….

Sommer er lig med sommertøj! – Og når temperaturen i Danmark en sjælden gang sniger sig op på sommer-lignende tilstande, rodes der bagerst i skabet for at finde de lettere gevandter frem. Man husker vagt, at man vist havde gang i en sommer-sag sidste år, da vi nød nogle ugers hedebølge-agtig drømmeverden.

Nogle vælger bare helt at gå i sommer-flip og skider højt og flot på, hvordan det hele nu engang ser ud, fordi de har det varmt og dermed har lov til alt. Alt slippes fri og der er ingen regler.

Andre forsøger stadig at opretholde en vis standard, især fordi man kæmper for denne standard resten af året med et enormt tøj-budget og derfor nødigt vil give kål på allerede “optjente point” på den konto. Det er hårdt arbejde at se pæn ud!

Jeg elsker sommer – og sommertøj – og har masser på lager til dage, hvor man holder fri og bare kan putte sig hjemme i haven eller på en strand langt væk. Straks værre er det, når jeg skal finde noget “arbejds-look” som jeg kan iføre mig på jobbet uden at jeg ligner en, der er på vej på stranden og bare lige skulle forbi og hente mine solbriller på vejen. Slemt nok er det, at man ikke længere er en sylfide, men endnu værre er det da, at man som “plus 40” altid har de hvideste bag-ben. Hvad sker der for dem? … jo, måske det hænger sammen med, man ikke længere kan holde ud at sole sig liggende på maven, fordi man straks får ondt i nakke, ryg og sveder ganske forfærdeligt.

Så de hvide ben mixet med det bløde maveskind og de brede hofter er jo en god start! Hø Hø. Man må jo se tingene fra den positive side. I dag havde jeg lidt tid for mig selv og tænkte, at det var sommer-shopping-tid. Jeg passerede en butik, jeg måske nok vidste, jeg var for gammel til at besøge – men for pokker, jeg gav det et forsøg. Faldt for de smukkeste blomsterede bukser med vidde og rev mulige matchende toppe ned af  hylderne. Jeg var helt høj, fordi disse bukser var bare lige mig,

Knoklede mig ind i prøverummet efter at have passeret en 16-årig ekspedient str. 34. Fik alt mit tøj af for så at gå i krig. Selvfølgelig sad de bukser bare helt vildt dårligt. Jeg lignede Luna fra Bamse & Kylling. Plus size! Gassen gik hurtigt af ballonen! For pokker da!!! Bedst som jeg stod der gasblå i hovedet og prustede, blev der spurgt fra den anden side af forhænget, om det mon gik godt?! Nej sgu da’ – jeg er tyve år for gammel til det her tøj, derfor går det IKKE godt. – Pigen forslog sødt at hun da også havde et fint bud på en stribet kjole??? Ahh’ men – befri mig vel – eg skal ved gud ikke iføres nogen stribet kjole… jeg er allerede slået  helt over i hjørnet som skatmat!

Jeg fik iført mig mit eget kluns igen og tænkte ved mig selv: ja ja, så fik du den! Lad nu være med at lade dig forføre af tøj, der er kønt på bøjlerne i de butikker, der er beregnet til unge tøser. Den tid er forbi! Det går bare ikke. Sommer eller ej. Hvide ben eller ej. Men så fandt jeg lige lidt selvbruner på hylden hos Matas – og så kører det igen! Man er vel positiv anlagt!

Dronningen af lister.

Indkøbslister. Shoppinglister. Ønskelister. Huskelister. Kært barn har mange navne. Jeg er total liste-freak. Jeg elsker lister og skriver alt ned. Nogen vil måske mene, det grænser til noget sygeligt og at jeg burde diskutere det med en klog psykolog. Men det behøver jeg ikke. Det er min måde at rydde op i mit hoved på, så jeg netop IKKE får overload og derfor skal sendes til psykolog.

I mit hverdagsliv arbejder jeg i en projektafdeling, hvor jeg har rigtig mange skiftende projekter, som ofte er meget detaljerede og hvor det kræves at man er grundig og nøjagtig. Det kræver i den grad et overblik, og jeg skal virkelig stramme mig an for at holde fanen højt – indtil nu har jeg løst det med verdens bedste opfindelse: post-it-lapper. Alle ledige flader på mit skrivebord er dækket af post-it-lapper med dit, dut og dat, som jeg skal huske. Tit er jeg hjemvendt efter endt arbejdsdag med post-it’s på numsen, på albuen eller under skoen. Og frygten for at en vigtig post-it ender på gulvet ved et uheld er jo ikke at kimse af. Det er næsten som en gyser af den værste slags. Men så var det, at en veninde – måske lidt i samme båd – anbefalede et system, som kører digitalt. Her kan jeg kreere den ene liste efter den anden, navngive dem, flytte dem fra TO DO til DONE og deslige. Lige noget for mig. Ren lykke.

Da jeg var yngre lavede jeg tv-lister. Hver uge blev der sirligt skrevet en liste over de ting, jeg skulle se i den kommende uge på TV. Det har faktisk krævet sin kvinde at vænne sig af med dette. Lister laves også, når der skal handles. Har jeg ingen indkøbsliste med, så står jeg bare der og glor som en anden guppy-fisk. Jeg er total blank. Kan lige overskue at købe lidt brød, mælk og agurker. Men ellers har jeg intet af det med hjem, som jeg kørte ned efter. Det er som om, at når først jeg har skrevet det ned, er det ude af hovedet. Måske er det også alderen, der langsomt og snigende trykker. Lister laves også over julegaver, der gives bort. Jeg har helt styr på, hvad husbonden fik af mig i 2007. Bare spørg!

Seneste skud på “listestammen” – i mit forsøg på at højne kvaliteten af min 44 årige krop – er sunde madplaner, beregnet med kalorieindtag pr. dag, motionslister og vægtlister. Således skulle jeg kunne tabe mig de famøse 4 kg i et snup-tag. Blive bikini-klar (verdens mest åndsvage ord, men alligevel enormt fristende!!) – Men der er sgu’ noget med de lister, det er som om de ikke virker??? Jeg forstår det virkelig ikke. Lister over, hvorfor listerne ikke virker, er jeg dog ikke begyndt på. Endnu.

Den næste liste er en pakkeliste. En oversigt over hvad der skal i samtlige 4 kufferter, når vi alle drager på ferie lige om lidt. Naturligvis med en liste over hvad vi skal se – og hvordan vi kommer fra og til. Men så lover jeg også at stoppe mit liste-tyranni for en kort bemærkning. Jeg kunne jo lade papir og blok blive hjemme! God sommer.

Løb for pokker ….

I dag har været en fantastisk dag. Den første fredag i juni. Den første dag i lang tid hvor jeg kunne snørre mine løbesko og begive mig ud på en lille løbetur i det flotteste solskinsvejr. Total optur.

Først en hælspore, dernæst et brud på anklen. Ting, der har gjort det umuligt for mig at komme afsted på mine elskede løbeture. Ting, der har drevet mig til vanvid, fordi de begrænsede mit frie valg. Ting, jeg bare har været så træt af.  Ting, der har gjort mig doven og ugidelig, når nu jeg ikke kunne komme afsted! Men nu lysner det. Jeg er ved at være klar igen. Lige så langsomt! Jeg løber hverken hurtigt eller langt, men jeg er afhængig af det kick, jeg får, når jeg kommer ud på ruten og starter den gamle motor op.

Alle har vi en måde, vi kobler af på. Nogle rider på heste – gud fri mig vel, det er ikke noget for mig. En kort affære med hestesporten både som barn med egen pony og efterfølgende som mor til en håbefuld rytter med hesteopgaver, der inkluderede min deltagelse omkring at sadle af, rense hove mm. har aldrig været særlig succesfuld, idet jeg er en anelse ræd for de kræ. Og så lugter de…

Nogle svømmer – tak, men nej tak. Jeg kan da svømme, men kan bedst lide at have fast grund under fødderne. En snorkletur i det vestindiske ocean en del år tilbage cementerede min “vand-skræk” da jeg som den eneste af samtlige med-passagerere på båden snorklede rundt med redningsvest på. Det der med ikke at kunne se bunden var ikke godt! Faktisk temmelig angst-provokerende.

Så derfor løber jeg! Det er noget, man kan forholde sig til. Det er det rigtige for mig. Og jeg ser det som god terapi for hjerne, sjæl og krop. Jeg tømmer ud på harddisken og jeg har det godt med mig selv. Og det har jeg bare savnet SÅ meget. Jeg kommer afsted, ud af døren, jeg bevæger mig og får frisk luft i en skøn kombination. Det er bare skønt.

Udstyr skal man naturligvis aldrig gå ned på. Masser af muligheder i løbegrej fylder mine skuffer og hjælper mig til at virke lidt mere proff. He he…… Når man for tiden løber i et tempo som en træt halv-blind besse, fordi man liiiiiige skal i gang, forfra og om igen – ja, så er det rette look så absolut en fordel. Trust me, det ved jeg alt om. De rigtige solbriller, hørebøffer og løbeuret, der både blipper, blobber og blinker stiver i den grad selvtilliden af. Så er stilen lige som lagt. I love it.

 

“Lige meget hvor langsomt du løber, er du stadig hurtigere end dem, der ligger på sofaen”

Go’ pinse 🙂