#tenyearchallenge

Lige om lidt har jeg fødselsdag. Jeg fylder 46. Det er kun et år mere end 45 – men på forunderlig vis er det bare en lidt særlig ting ikke længere at være midt i fyrrerne, men derimod på vej mod de halvtreds. Jeg kender flere, der giver udtryk for, at de nærmest får nedtur over at runde de halvtreds, da det på en eller anden måde er skelsættende for, hvor man befinder sig på livs-skalaen. Ungerne er tæt på at flyve fra reden, manden tæt på at smutte til fordel for en yngre model (joke!!) og kroppen er i forfald. Og endnu værre: overgangsalderen truer.

Jeg personligt har ikke det store issue med at blive ældre, men jeg kan sagtens se at jeg bliver ældre, når jeg ser mig i spejlet hver dag. Jeg vil gerne være ældre, bare ikke TYK og ældre, det er min eneste betingelse. Og det ydre er jo kun det halve af pakken. Fordi inden i er jeg bare en bette grøn-skolling. Det handler jo også om, hvor gammel man faktisk føler sig. Jeg er stadig klar på en god bytur med masser af sprut & dans på bordene, jeg flosser gerne i offentligheden (ikke tænderne – men Fortnite dansen!!!) selvom min datter finder det mega pinligt, og jeg kan stadig komme til at tisse i bukserne af grin – måske også som resultat af 2 børnefødsler, men jeg kunne altså også finde ud af det, inden jeg blev mor.

Seneste dille – især på det sociale medie Instagram – er #tenyearchallenge. Et opslag, hvor den pågældende person viser 2 fotos af sig selv fra henholdsvis 2019 og 2009. Det er mange af de “kendte”, der kaster sig ud i dette – og spøjst nok kan man sjældent se forskel på de 2 fotos. Det er som om, at de 10 år bare er gået let og ubesværet henover dem. Nu tænker man så inde i sig selv, at der måske er taget “ufine” metoder i brug, og det er også helt okay med mig. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ALDRIG ville nærme mig en Botox nål. Dog har jeg stadig oplevelsen tilgode, men man skal aldrig sige aldrig! Men for mig er det altså lidt skørt at denne challenge i princippet er pejlemærke for, at man ikke skal se særligt meget ældre ud på 10 år. Og flere af disse mennesker er jo også blevet “pænere” end for 10 år siden – måske fordi de ældes med ynde og klarer resten med makeup, kamera-filtre og en overdrevet god stylist. Man ser jo heller ikke alt på de sociale medier, skal vi huske på. Man ser ikke lorte-dagene, de forbandede unger eller al appelsin-huden. Den appelsin-hud, vi alle nyder godt af, når vi runder de 40 ..tak for lort, siger jeg bare. (jeg har snart så meget af det, at jeg kan åbne en bod med friskpresset juice, som er åben 24/7)

Jeg er i hvert fald blevet ældre på 10 år og der er kommet meget vand i åen siden 2009. Men jeg er også blevet 10 år klogere på livet, 10 år sjovere, 10 år mere velafbalanceret og nu mor til 2 teenagere. Immervæk noget af en bedrift. At min bagdel så også er vokset i denne periode, lader vi stå hen i det uvisse.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvor de 10 år er gået hen og må ofte knibe mig i armen, når jeg begynder at tælle baglæns – det er en af goderne ved at være menneske! Men jeg er tilfreds med, hvor jeg er i mit liv, og min familie er glade og trives. Vi har fået 2 fornuftige unge mennesker ud af de 2 bylter, der ankom med høj fart på fødestuen, og vi er ikke blevet skilt i mellemtiden.

Nogle gange tænker jeg på, at hvis vi nu rent faktisk bliver genfødt og får endnu et liv – ville jeg så gøre noget om??? Måske….men jeg ville i hvert fald henstille til Gud eller hvem pokker det nu er, der sender en afsted på runde 2, om at jeg gerne vil genfødes i USA, helst det sydlige Californien, hvor solen skinner. Og så vil jeg gerne genfødes i en smækker, lækker krop med lange brune ben og en lille numse. Kunne gå i højhælede sko uden at ligne en and. Og ja, også gerne med nogle go’e store kasser. Sådan nogen, jeg rigtigt kunne svinge rundt med. Det ku’ jeg godt tænke mig at prøve. Dog har jeg en god veninde, der rent faktisk er indehaver at sådan et sæt, og hun siger, man skal passe på med ikke at ramme sig selv i øjet, det giver blå mærker… 🙂

Eller hey, jeg kunne også genfødes som mand. Så kunne jeg stå op og tisse. Jeg kunne tisse på kryds med min bedste ven og jeg kunne tisse lige der, hvor jeg havde lyst! Det slår måske alligevel den smækre krop.

Men I skal jo ikke snydes for min #tenyearchallenge – som jeg har valgt at udvikle lidt på …. så voila, her har I mig for hele 30 år siden, ung og ubekymret på tærsklen til det voksne liv og alle de ting, der følger med. Og sådan ser jeg også mit liv nu – det er, hvad man gør det til, der tæller. Så pyt skidt med appelsinerne!

Go’morn’ då’

Vores morgener….. %#x#%X … ja, jeg siger det bare – de er vilde!!! Jeg må tage mange dybe indhaleringer af efterårs-luften for overhovedet at kunne komme igennem dem. For at kunne stå ved siden af bil-døren, klar og klappet til afgang, uden at zig-zagge i knæene, inden dagen knap er begyndt. Om jeg fatter, hvordan alle andre klarer det!! Hatten af for alle jer, der lykkes med at ankomme top-stylet, med en Instagram-værdig madpakke, ekstra lækre snacks (just in case), ny-lakerede negle og nyvasket bil.

Jeg er bare glad, hvis jeg har husket at tage to ens strømper på og fået lagt mascara på både de øverste og de nederste øjenvipper. Og som ekstra bonus har sendt den rette madpakke med det rette barn og husket at lukke hunden ind.

Nu skal det jo ikke lyde som om, jeg er total uansvarlig ,og jeg vil bede jer om ikke at kontakte Børneværnet, Dyrernes Beskyttelse eller deslige. Det er der andre, der har gjort før jer, men det er altså ikke grelt nok til at de rykker ud. Endnu i hvert fald….!!! Der er typisk ikke nogen – hverken mennesker eller dyr – der kommer til skade. Men nu er ingen af os her i hytten rent faktisk morgen-mennesker og måske starter hele problematikken med, at hele banden rent faktisk kommer alt for sent op. Men når nu man er SÅ afsindigt træt om morgenen, giver det jo ingen mening at stå op før bare pokker. Så det er ikke en option. Glem det!

Jeg triller ud af sengen og styrer målbevidst i retning mod køkkenet. Dem, der nyder en kop kaffe, friskpresset juice og lidt lækkert skyr med frugt, i skøn forening med hele familien og blafferende stearin-lys omkring bordet, må simpelthen ha’ en brist. Jeg når end ikke ind i spisestuen, men indtager stående lidt ristet brød, samtidig med at jeg ad flere omgange forsøger at få resten af familien ud af fjerene. Madpakker er jeg blevet bedre til at planlægge, og det har lettet stresseriet en anelse. Men kedelige, det er de stadig. Jeg glemmer aldrig en udsendelse med vores kære Mette Blomsterberg, der pakkede madpakker med cellofan og rød sløjfe! Jamen, jeg magter det ikke.

Min dejlige datter har fået hul i ørerne. Det bruger vi faktisk en del tid på om morgenen. Så skal øreringene lige skiftes, renses og deslige, alt imens jeg små-svedende tripper ved siden af hende på badeværelset i forsøg på at være hjælpsom. mens sekunderne tikker inde i mit hoved. Samtidig er min store søn i bad – eller nærmere damp-bad – og jeg sveder endnu mere, mens mit ny-vaskede og ny-glattede hår langsomt ændrer sig fra “smart frisure” til “våd-hund-look”.

Så skal min datter ha’ hjælp til at glatte hendes – lange! – hår og jeg når at brænde mig to gange på glattejernet. Sønnen forlader badeværelset og jeg forsøger at lufte lidt ud, så min makeup ikke smelter helt væk, alt imens hunden sidder og stirrer bedende på mig og venter på gåturen. Sønnen kommer tilbage, jamrende, da han lige var op og slås med en kaktus i vindueskarmen og vi starter en større operation med pincetten, trods det faktum at mine aldrende øjne ikke kan se en brøkdel af de små sataner, der sidder i huden. Jeg sveder så lige lidt mere, og håret klasker endnu engang. Datteren kommer tilbage og skal lige låne en t-shirt eller 3, så bunken af tøj på gulvet vokser støt, alt imens jeg faktisk stadig ikke har fået tøj på. Alt imens sekunderne stadig tikker!

Afsted kommer jeg endelig med hunden og håret lider endnu en gang, da det støv-regner og blæser en halv pelikan på denne tidlige efterårsmorgen i Snoghøj. Da jeg kommer retur til huset, kan jeg endelig sende datteren afsted på cykel, og begynde at ane min mulige afgang, hvilket betyder at jeg i 12 minutter på vej til arbejdet kan sidde helt musestille og tage dybe vejrtrækninger helt ned i maven.  Jeg kan mærke mit hjerte hamre helt stresset, men da jeg først får sat mig ind i bilen – efter febrilsk at have ledt efter mine nøgler med høj puls – får tændt for radioen og kaster mig ud i trafikken, løsner jeg op og gælder mig til at komme over på jobbet, hvor jeg kan starte med en stor kop kaffe i mit helt eget tempo. Og ved I hvad, det hele starter forfra igen i morgen. Længe leve weekend!!!

PS: Måske er dette indlæg lidt jammer, men jeg har altså været alene hjemme hele ugen….PIV!

Det har jeg aldrig gjort før, så det klarer jeg helt sikkert.

I morges, da jeg kørte på job i min bette bil, passerede jeg en kvinde på min egen alder, der kom susende på rollerblades inde på cykel-stien. Jeg kunne næsten fysisk mærke misundelsen over, at hun bare kom fræsende der, det ene ben frem foran det andet i en fast rytme, total sporty spice, naturligvis klædt i det rette udstyr. Hun så bare skide godt ud!

Havde jeg gjort forsøget, var jeg næppe kommet ret meget længere end min indkørsel. Jeg ville nok på givne tidspunkt sidde på min bagdel ude på fliserne og puste på mine blodige knæ. For rollerblades har bare aldrig været mig. Sporty Spice er IKKE mit mellemnavn. Punktum. Ej heller er det nogensinde lykkes mig at lave et hovedspring i svømmehallen,slet heller ikke 50 meter perfekt crawl. Jeg var hende, der kvabbede rundt inde langs kanten med duggede dykkerbriller i en alt for stram badedragt og hende som altid holdte sig for næsten, når hun ploppede i vandet med fødderne først. Jeg har altid drømt om det der perfekte hovedspring, men det er bare aldrig rigtig sket.

Men i mit hverdags-liv tager jeg så af og til et andet slags hovedspring. Jeg er nemlig rigtig god til at ryste posen, tage mit liv op til revision og kaste mig ud i nye eventyr – på godt og på ondt. Dette har bragt mig i mange situationer, både gode og lidt mindre gode, men det har helt sikkert også givet mig følelsen af at løbe på rollerblades – uden de blodige knæ. Og nogle gange har jeg faktisk fået vand i næsen – sådan rent billedligt – og det føles ikke altid skide godt. Men det er den, jeg er. Det skal føles rigtigt. Livet er for kort til andet. Og jeg har altid en stærk (naiv?) tro på, at det hele lykkes. Lige om straks….!

I øjeblikket er jeg i en fase, hvor jeg svømmer lidt i den ene og så lidt i den anden retning. Brillerne er knap så duggede, men der er alligevel noget, der strammer. Midtvejs-krise måske – men jeg har behov for at lande det helt rette sted!! Med fødderne først! Og få en stabil fremtid, hvor jeg kender til betingelserne. Ikke flere hovedspring i den nærmeste fremtid.

Og så alligevel… : Jeg har for nylig skiftet job, men er ikke landet rigtigt. Det er jeg hurtig til at erkende og handle efter. Så derfor må jeg igen videre i en ny retning. Den helt rette retning. Tørre brillerne af, så jeg kan se klart. Jeg kan under ingen omstændigheder fungere, hvis ikke jeg er helt og aldeles “in the zone”.

Nogle gange må jeg ta’ mig til hovedet. Tænke på Pippi Langstrømpe, der bare er så skøn og utrolig stærk (naiv?) – med en fanden-i-voldsk tro på at alt er godt, no matter what! Tænke at hvis jeg da bare havde de flotte røde fletninger, kunne jeg måske løbe på rollerblades? – Pippi er Pippi og Line er Line. Jeg er bare 30 år ældre og en kende mere forsigtig; det kommer jo ligesom med alderen. Men nu tror jeg, det rette sted er lige foran min næsetip , og det glæder jeg mig til. Så hvis du ser mig en dag på cykel-stien på de der famøse rollerblades, så sving mig en High-Five: – “Det har jeg aldrig gjort før, så det klarer jeg helt sikkert.” (citat: Pippi Langstrømpe) – Og her inden jeg smutter kan jeg kun opfordre til, at du også siger sådan til dig selv, inden det er for sent!

Smil fra mig….!

Sommer tanker

I dag starter skoleferien officielt – og det betyder at vores kære unger nu kan se frem til lange, skønne feriedage i deres helt eget tempo. Dette betyder ligeledes at vi forældre nu kan se frem til en lang ferie UDEN madpakker. Total optur! – Det er simpelthen ved at tage livet af mig med de skide madpakker. Prøv lige at tæl, hvor mange madpakker, det bliver til på et skoleår. Jeg orker ikke at tælle.

Min princip er, at jeg ikke selv gider spise madpakker, der er smurt dagen før – så derfor er det et fast morgenritual at disse klargøres klokken kvart i kvalme. Den ene kan ikke lide dit, den anden vil hellere ha’ dat. Salaten må ikke blandes med dressingen, men er kedelig, hvis den ikke bliver blandet med dressingen!!! Jeg bli’r så træt. Nogle vil måske nok sige, at de pokkers unger SELV kan smøre deres egne madpakker. Men så har I ikke set mine børn den første time, efter de er stået op. Og I har heller ikke set mig. Vi er total B-mennesker (hvis det udtryk stadig benyttes?) og kører fuldstændig på survival-mode i højeste gear. Vi er så absolut IKKE morgen-mennesker og hader alle at stå op. Dermed kan vi kun håndtere de mest basale opgaver og siger ikke mange sammenhængende sætninger undervejs i processen. Jeg har så, som en anden robot, tillært mig den færdighed at kunne lave de skide madpakker uden at være mentalt til stede, og alligevel er den en træls tjans.

Men nu kan vi alle se frem til ferie inden længe, man har de sidste mange uger allerede kunne nyde dette usædvanlige udsøgte sommervejr, som giver højt humør på hele linjen. De lange lune og lyse nætter indbyder til hygge og masser af rosévin i glasset. “It’s Rosé o’clock” hele tiden – citat: Anna Thygesen. Og om dagen kan man slænge sig i solstolen og nyde livet. Det er bare skønt. Den anden dag var jeg et smut i H&M og tænkte, jeg lige ville se nærmere på badetøjs-udvalget i butikken. Måske der hang en bette smart sag, jeg kunne tage med mig på dette års sommerferie. Nyt badetøj kan man altid bruge,

Nu vil jeg lige pointere at jeg ikke er den nemmeste at finde badetøj til. Trusserne må ikke være for små, ej heller for store. Jeg hader bøjler i BH og endnu mere de kæmpe vat-indlæg, der er våde 8 timer efter svømmeturen. Og samtidig skal jeg tage hensyn til de små-skavanker, jeg nu engang har med i bagagen. Allerhelst ville jeg gerne hoppe i en heldragt. Hermed ville alle skavanker være flot gemt bort. Jeg ville nok få det en anelse varmt i længden og den efterstræbte “tan” bliver ligesom ikke mulig at opnå med kroppen helt dækket til.

Plan B: En bikini med en trusse, der liiiiiige dækker den der “Mummy-Tummy”. Det der løse hud på maven, hvor der står OLIVER og MALOU på. Med kæmpe sorte bogstaver! Møg-unger! Føromtalte møg-unger har ellers ofte stor morskab ud af at pointere at min hud på mavsen kan “wobble” (kan sgu ikke finde et dansk ord, der passer bedre) selv om jeg sidder stille. Sjovt! I disse Instagram-tider, hvor alle poster bikini-billeder har jeg også fundet en stilling, hvor min mave er flot flad. Jeg skal ligge helt fladt, helst lidt bagoverbøjet, suge maven ind og så skynde mig at skyde foto’et inden jeg igen puster luft ud. Lidt besværligt for et foto, tænker jeg, som jeg så alligevel ikke uploader pga. min høje alder og min sunde fornuft. Lad de smækre strandsild om det! You go Girl….

Nå men tilbage til H&M. Jeg kan afsløre, at jeg IKKE købte noget badetøj den dag. For jeg måtte simpelthen tage mig selv i at vandre rundt total målløs med åben mund og polypper – rystet over det udvalg, der blev præsenteret på bøjlerne. Den ene bette mini-mini trusse efter den anden, kun holdt sammen af en tynd binde snor i siderne. Badedragter, hvor der stort set ikke var noget stof, men masser af snore og dermed frit indkig, især til side-dellerne. Trekants-bh’er så små, at de passede til Barbie. Undskyld, H&M – men hvem pokker køber det badetøj?? Ikke nogen, jeg kender, sorry to say. Hvis I tror, jeg frivilligt vil ligne en anden rullesteg, pakket ind i små stykker stof og tråde for at holde sammen på hele pivtøjet, så må I tro om. Jeg tager sgu’ bare heldragten på!! No problem. Og  gooooo’ sommer til jer alle derude!

Kram Line

Stegte ben.

En kvinde på min alder kommer elegant svævende ned af gågaden på en solbeskinnet smuk dag i maj. Hun er også selv smuk med hendes bølgende lange hår, solbrun og iklædt korte shorts. Benene er lange, smækre og uden buler eller åreknuder af nogen art. Da hun er gået forbi mig – mig, der allerede har halvåben mund af ren og skær beundring og også en smule misundelse – konstaterer jeg at også bagsiden af hende er pæn. Hermed menes, at benene også her er smækre, solbrune og uden mystiske pletter eller blodsprængninger.

Jeg tager mig i at ønske hende hen hvor peberet gror. Lige for et ganske kort moment. – Ikke pænt af mig, nej nej, men verden er sørme ikke altid fair. Tænker, at når man har så pæne ben, så må der være noget andet i vejen. Måske hun har en rigtig grim pukkel et sted, eller måske et sæt helt utrolig irriterede møgunger, der altid har snottede næser. Og de der ben, dem ønsker jeg mig altså!

“Du har din farmor’s ben” siger min mor af og til, når jeg jamrer mig. Dem har hun jo af gode grunde ikke arvet, hvorfor har jeg så? Jeg ville gerne have haft min mors pæne ben.

Fra en ung alder piblede åreknuderne frem, og 2 graviditeter,  med ganske god ekstra vægt på, gav mine ben dødsstødet. En tur omkring en klinik for at få det ene ben fixet for 10 år siden giver mig stadig mareridt og har efterladt en hulens masse ar. Aldrig har noget været så ubehageligt og jeg husker stadig med rædsel, hvordan jeg futtede rundt hjemme i huset den første uge bagefter,  med det opererede ben oppe på en kontorstol.

Ben nummer 2 er også forfærdelig ramt af de flotte grønne årer, der gnidrende slynger sig op og ned af mit bagben, men (heldigvis) kan dette ikke opereres væk, uden risiko for at få en drop-fod, så dermed bliver disse årer, hvor de er!

Det betyder således også at jeg må acceptere at det er sådan, de nu engang ser ud ud og droppe de korteste shorts! (note til mig selv: dem droppede jeg nok også for mindst 10 år siden, da tyngdeloven satte ind) – Jeg har jo stadig 2 ben at gå på. Vær nu positiv! Og så er det jo, at jeg i min stille sind tænker: En ting er, at de er knap så kønne, men kære Gud lad dem da så blive lækre solbrune her om sommeren, når de nu skal frem i lyset.

Ja, tak – det er sgu’ nemmere sagt end gjort. Nu kan jeg jo rigtig godt lide at sidde ude i solen på min skønne solvogn med en dejlig kold CocaCola og en god bog ved hånden. Og dermed har mine ben også fået en flot farve fortil…..men hvad pokker sker der på den anden side? Jeg forsøger, som en anden grill-kylling at vende mig, men efter 7-8 minutter på maven, er jeg fuldstændig radbrækket. Jeg stiller mig med ryggen mod solen, sprayer mig med let solbruner – og ikke en skid sker der. De forbliver hvide som et stykke slatten kullingefilet – med blålige striber. Det er op ad bakke.

Jeg har dog ikke opgivet endnu – det siger jeg jer bare – men jeg tænker, det bliver en svær omgang.  Årer eller ej – så kommer de ben sgu frem! Og hende der med de smukke ben – ja, hun må ha’ en go’ sommer. Det får jeg i hvert fald. Skål i Cola.

 

En dag af de vilde!

Fredeligt trasker jeg rundt i byens gader, med solbrillerne i håret, bare fusser i kondi-skoene og et afslappet smil på læberne. Solen er så småt ved at bryde frem på himlen efter nogle kølige dage med regn og blæst, og der dufter af forår og vaffelis. Jeg trænger så meget til lidt sol og varme, og kan blive helt høj ved tanken om, at vi nu er i maj måned, hvilket jo typisk indbefatter vejr af den bedre slags.

“Ding” – en sms tikker ind på min telefon og jeg læser den kort, uden at læse den rigtigt: – “Dit dankort tilbagekaldes fra Nets, mvh Middelfart Sparekasse” …. jeg konkluderer kort, at det nok snart skal udskiftes, især med tanke på at det helt sikkert er blevet en anelse nedslidt efter god og trofast tjeneste som shopping-partner de seneste par år, og fortsætter min trasken.  5 minutter senere står jeg inde i Helsekosten og indkøber kosttilskud i enorme mængder i håb om at jeg således bliver sundere, klogere og i hopla mange år frem. Da jeg skal betale, så går det ikke helt efter planen. Kortet er SPÆRRET??

Langsomt dæmrer det for mig at jeg jo kort forinden skimmede en sms fra banken, dog uden at tage synderlig notis af den. Blondie!! Kortet er SPÆRRET? …. Ja, så er gode råd dyre – og jeg har åbenbart ikke en nikkel. Tænker først: MOBILEPAY – men må jo således erfare, at dette ligesom hænger godt og grundigt sammen med min spærrede dankort. Og i disse tider, hvor alt er så teknisk og digitalt, er min pung gabende tom, udover en million bonner, to papirklips, en sol-polet (fy da!!) og 24 kroner i små-mønter.

Jeg må ty til manden min, som således kan overføre på MOBILEPAY direkte til butikken og drøner oprørt ud af butikken – næste stop: Middelfart Sparekasse. Afsted det går med lange skridt, når ned til banken og  jeg nærmest flår døren op. I bankens kølige stille ro ser jeg  mig forvildet omkring efter den første ledige medarbejder. NOGEN må hjælpe mig STRAKS. Jeg er i krise. Jeg er bankerot!

En kvindelig ansat kan se, at hun hellere mig hjælpe mig, trods det faktum at kasselinjen faktisk er lukket, og finder på hendes computer frem til info om at Nets pga. mistænkelig aktivitet har spærret kortet med øjeblikkelig varsel. Jeg kan næsten mærke gulvet forsvinde under mig. Mit elskede kort??? (Her må smiles!) – og hvad endnu værre er, ja så inddrager hun det straks, idet jeg ikke længere hverken må eller kan benytte det. Hun forbarmer sig over mig efter en kort stund og ordner det således, at jeg kan hæve en tusse kontant. Så har jeg lidt til at komme hjem på.

Og prøv så at gætte engang, hvor længe det varer, før mit nye kort kommer med posten: 14 DAGE! I disse digitale tider? I don’t get it. Og jeg forstår heller ikke at man kan spærre sådan et kort bare lige vupti med et snuptag? (Jow jow, jeg forstår jo godt, det er for min egen sikkerheds skyld, men alligevel???….). Nu har jeg desværre kun dette ene kreditkort af den årsag, at jeg ikke kan administrere flere — så er det afsløret — ingen grund til at krybe udenom. (Her må igen smiles) Og med kun et kort, så er man ligesom i den grad på skideren. Hvad hvis jeg nu havde stået i København, skulle hjemad med toget og ikke kunne betale hverken billet, taxa’en eller regningen på restauranten? Jeg kan hverken synge eller spille på et instrument, så en nødløsning med at stille mig op og “tigge” om penge hjælper lige vidt.

Denne dag er virkelig en af de vilde dag – og efter at have sundet mig lidt, må jeg nu læne mig tilbage og vente på posten – vente på at mit nye kort kommer dumpende, så jeg igen kan komme tilbage på sporet. I mellemtiden har min kære husbond været så letsindig at overdrage hans dankort OG koden hertil i min varetægt – dog med bævrende hænder!  Dette skræmmer ham til trods mindre end det scenarie at at han ellers de næste 14 dage skal lave indkøbssedler, stå i kø i Netto og slæbe sig halv fordærvet med de mange indkøb, der immervæk skal til, for at hverdagen fungerer med 2 teenagere, der spiser som et mindre tærskeværk. Han er en modig mand.

Og jeg tænker at forberede mig til en eventuelt “anden gang” ved igen at være udstyret med adskillige typer af kreditkort, således jeg er bevæbnet til tænderne. Mastercard, Diners – you name it. Jeg har gjort plads i min pung.!!

 

Mission boykot …sæt igang!

Jeg har netop stor-tudet til endnu et afsnit af “En have i gave” på TV2. Du må gerne grine – det er helt okay. Du må gerne tænke, at mit liv må være utrolig ynkeligt, når jeg gider se sådanne programmer og åbenlyst tage dem “ind”  – tage dem så meget ind at jeg er mere eller mindre opløst i snot og tårer, når rulleteksterne ruller over skærmen til slut. Det er helt fint med mig.

For mit liv er ikke mere ynkeligt, end at jeg er helt tosset med det. Jeg er tosset med at være til stede her og nu og kunne føle med andre mennesker. Rigtige menneskers skæbner, udfordringer og anderledes livsvilkår. Kunne se mig selv i deres situation. Kunne mærke deres sorg og glæde. Og det vil jeg gerne give videre til mine børn. At kunne føle empati og at kunne se andre mennesker – se ind bag deres facade, og på den vis mærke, hvem de mon er og hvad de står for.

Jeg er ligesom rigtig mange andre “slave” af de sociale medier. Jeg scroller rundt på Instagram og Facebook på daglig basis, og spilder desværre på den vis en masse af min dyrebare tid her i livet på det rene ingenting. Jeg forsøger virkelig at lade være og logger med jævne mellemrum af alle de mange konti i håb om at jeg formår at holde skansen. Men som en anden misbruger skal jeg bare liiiiigggggeeee….og vupti så er jeg tilbage igen. Det er bare utroligt!!!! Jeg troede, jeg havde mere rygrad end som så.

Og det værste er, at alt det, jeg fodres med her på disse medier, er det rene skrammel.  SKRAMMEL!! – Jeg er SÅ træt af at se på ufattelig tynde, slanke og velproportionerede mennesker, der vrider og drejer sig i deres så perfekte verden. Som er fantastiske med et endnu mere fantastisk liv. Dette som et øjebliks-billede, der ikke viser ikke de andre 6 dage i ugen, hvor den selvsamme person bare har det super træls med tyndskid, en hund der tisser indenfor, en søster der overspiser og en nabo, der lurer ind gennem vinduet. Det er ufattelig trist, at den nye generation skal vokse op med en tro på at disse illusioner om en perfekt hverdag gælder hos alle andre end hos dem selv. Hvis ikke man allerede har nogle personlige udfordringer i sit liv, ja så får man dem da i hvert fald. Det må være svært ikke at tro på det, man ser. Selfies med trut-munde, filtre og opsatte scener i en verden af overskud, velstand og lykke. Jeg får lyst til at skrige!

Hvad vil jeg i grunden med denne tekst? ….ja, jeg vil i hvert fald love mig selv, at jeg ikke vil bruge mere tid end absolut nødvendigt på alt det lort. Og så vil jeg opfordre til at DU også uploader de dårlige dage i samme omfang som du uploader historier om de fantastiske dage! For det er nemlig det rigtige liv. Og det er slet ikke så ynkeligt, som det måske kunne virke….det er blot at hoppe ud i det.

God fornøjelse….!

Bunker Forever!

En rigtig god bunke med ting og sager består af en god blanding af det hele. Nogle papirer, man lige skal ha’ set igennem, en invitation til et skolearrangement, indkaldelse til tandlæge, indkøbs-bon fra Rema, referat fra seneste møde i Red Barnet og en avis, man gerne vil læse, inden den ender i papir-spanden. En god bunke skal bare ligge i fred og ro uden andres indblanding. Lidt kan tilføres, lidt kan fjernes – dog på betingelse af, at det gøres i et adstadigt tempo og af den, der “ejer” bunken. En bunke skal passes og plejes med kærlighed og omsorg.

Jeg er tosset med bunker. Men det er ham, jeg tilbringer hver dag med, så ikke! Kan man ikke godt kalde det lidt af en udfordring i parforholdet? En af de mere alvorlige, endda? Efter 25 år har han stadig ikke forstået meningen med min bunke – det er, som om han konsekvent boykotter den. Som om han ikke VIL forstå. Vælter ind over den som en anden bulldozer og fordeler den i skuffer, skabe og skraldespanden. Traumatisk for en stakkels bunke-elsker som mig!

Jeg bliver lige nødt til at forklare og forsvare – jeg er faktisk overhovedet ikke et rodehoved, men derimod et menneske med system og orden. Min eneste last på dette punkt er mine bunker, min sygelige trang til at gemme flotte indkøbsposer og uorden i min bogreol. Eller kan man ikke komme efter mig ….. det er sandt!!!

Ungerne og jeg er ofte hjemme alene på hverdage, da min husbond arbejder udenlands, og her er det så, at jeg virkelig udnytter situationen. Det er ren luksus, at jeg måske endda i en hel uge kan bygge en bunke, som ingen rører ved. Mine børn er i en alder, hvor de knap kommer ud af deres værelser, så dem behøver jeg ikke være nervøse for i forhold til at rykke ved min bunke.

Her 18 timer efter, at min “alene hjemme”-uge startede, har jeg allerede skabt en betydelig bunke, som bare stråler af glæde og velvære. En bunke med fine sager, jeg vil se på lidt mere, inden tingene skal væk. Blandt andet min søns flotte terminsprøver, der netop er kommet rettet og retur med top-karakter fra skolen. Især med disse flotte karakterer fortjener papirerne lang tid i bunken. Det kan da ikke være så svært at forstå.

Jeg “bunker” løs hele ugen og skal så sørge for at få lidt styr på det hele, inden manden min lander med kufferten på dørtrinnet, når weekenden står for døren, og med sit røntgen-syn scanner husets overflader i en voldsom fart, inden jeg når så meget som at få sagt “Velkommen Hjem”.

Man skal jo hver især bøje sig i en parforhold, indrette sig og lytte til sin partner – og jeg forsøger virkelig at have forståelse for at ikke alle mennesker elsker bunker som jeg. Men alligevel sidder der en bette djævel på min skulder, der bare har lyst til at provokere helt vildt!! Sååhhhhh…. nu sender jeg lige et lille godnat-foto af min ny-igangsatte bunke over Atlanten til min kære gemal ….. bare fordi jeg kan! Lad os så se, om han så kan sove af bar’ irritation! Jeg har fat i den lange ende lige indtil på fredag…!

Liste-helvede.

Jeg laver lister! – I lange baner….. Hvis der findes en sygdom i den forbindelse, ja så lider jeg af den! “Listonitis humano”. Yes, så har jeg en diagnose! Det er så moderne! Og det gør mig jo speciel! Særlig. Unik! For det trænger jeg til! Her i efteråret, hvor vinteren banker på og man er grå, trist, træt og bleg, så er det da en god følelse at være noget særligt! Nå, tilbage til listerne!
Det er både de digitale lister og de ægte “handmade” lister, der holder mig igang! Det er som om, at ting skal skrives, for at de rent faktisk sidder fast på min lidt duggede printplade (også kaldt hjerne)! På jobbet har jeg en god tyk notesbog, hvor jeg skribler løs, så splinter fra blyanten står omkring ørerne mine i en lind strøm – der er så meget, der skal huskes, og jeg har brug for at kunne finde tilbage til noterne senere! Min chef driller mig med, hvad mon jeg ville gøre, hvis bogen blev væk ?? – det er altså bare slet ikke sjovt!!!!

Hjemme kører jeg lister over, hvad der skal handles, hvad der skal gøres, og hvad der skal ske. Opskrifter, oversigter og lister i lange baner. Jeg fører oversigter over min motion, både på en Facebook side, hvor man uploader for at nå et mål i fællesskab med andre, samtidig med at det registreres i min “egen” lille bog, hvor jeg tracker mine aktiviteter. Det er næsten motion i sig selv med alle de steder, jeg skal huske at skrive, hver gang jeg har løbet en bette tur i nabolaget.

Når jeg læser dette, jeg netop har skrevet, lyder det jo som om jeg er helt bimmelim – men det er altså en helt speciel form for tilfredsstillelse at få tingene skrevet ned (eller op). Jeg har sørme også en app med lister over min vægt, mit budget og hvor mange timer, jeg er på min telefon. Jeg har faktisk travlt…..vil nogen måske tænke……og det har de da ret i. Men jeg har endnu mere travlt, hvis ikke jeg har mine lister – så kører hjernen nemlig på højtryk med at organisere.

Den nye trend Bullet Journal (også kaldet BuJo) er jo derfor i den grad noget for en tosse som mig. Her samler man alle sine lister i éen notesbog og samtidig laver man det hele i et lidt lækkert design. Det tager dog lidt mere tid, end jeg lige have planlagt at bruge på det, men jeg håber, at opstarten er det værste. Det er faktisk en meget hyggelig måde at få skrevet ting op/ned på, som man senere kan finde tilbage til og gen-læse i disse digitale tider, hvor tingene går ret hurtigt. Lidt som en dagbog i de gode gamle dage.

Jeg glemte helt at fortælle om den liste, der har fulgt mig i flest år – og som jeg faktisk er blevet drillet lidt med. En liste, jeg har holdt lidt skjult, for det var lidt pinligt…… men samtidig en liste, jeg faktisk også har sluppet de seneste år. Min TV-liste … en liste, jeg trofast lavede, når TV-bladet udkom. Jeg skrev alt det ned, som jeg gerne ville se i TV i den kommende uge. Sirligt fordelt på ugedage. Jeg kunne blive helt stresset, hvis ikke jeg fik lavet listen, af frygt for jeg gik glip af noget. I disse fagre nye tider, hvor man kan se alt “igen igen” på TV2Play, Netflix, HBO og diverse andre streaming-tjenester har jeg sluppet kontrollen og free-styler …..tager det som det kommer og har knap så meget jeg MÅ se ….måske fordi fjernsynet generelt sender noget værre lårde-tv 🙂 – og så har jeg da éen liste mindre at holde syr på. Succes!!!

 

En snegl på vejen…..

Ugerne er gået siden mit rendez-vous med Rufus. Bogen er læst og de store forventninger om et kaffemøde er langsomt faldet til jorden. Gassen er gået af ballonen, som man siger. Jeg har trofast været klar ved telefonen, uanset om det har været opkald fra “skjult nummer” eller ukendte udenlandsnumre i håb om at  kaffe-invitationen kom. Men ak, det blev aldrig. Til gengæld har jeg aldrig talt med så mange forskellige telefonsælgere, kommunikationsbureauer og forbrugerundersøgelses-gutter som i disse forgangne uger. Og det har i princippet ikke være noget at råbe hurra for, det må jeg indrømme. Er jeg skuffet? Ja sgu da. Havde jeg helt ind i hjertet forventet, at han vitterligt ringede? Jahhhhh….så’en da. You snooze, you loose … eller hvad det nu hedder.

Nå, men hvad søren har jeg så lavet i al den ventetid udover at passe min opgaver som pligtopfyldende husmor, hustru og arbejdsramt, vil nogen måske spørge? Nu skal du høre: jeg snap-chatter….! Jeg morer mig i den grad over alle de skøre filtre, der hver dag popper op og jeg griner højt fra sofaens skjul over de snaps, der tikker ind fra mine tossede veninder. Jeg behøver ikke så meget for at ha’ det sjovt!

Den anden aften dukkede dette filter op. Et ordentlig sæt af øjenbryn….. Og det var lige noget for mig. Jeg kunne næsten ikke være i min krop. Det var bare for sjovt!!

For alt det med øjenbryn er simpelthen en uforståelig verden. Om jeg dog fatter hvordan man, hvis man er ved sine fulde fem, mener det helt grav-alvorligt, når man går ud i verden med 2 kæmpe sorte snegle henover øjnene. Sneglene har jeg intet problem med, men de hører til i en helt anden kontekst. Ikke på hovedet af en ellers smuk ung pige. Jeg har få gange forsøgt at tegne mine egne bryn en anelse op, idet de er blevet en del lysere med alderen. Faktisk finder jeg endda en sjælden gang et gråt hår iblandt – chok!!! Ikke nogen rar følelse, men desværre en del af at have rundet de 40. Det sure med det søde. Og resultatet med de optegnede bryn var, at jeg blev gevaldig forskrækket, hver gang jeg så mig selv i spejlet. Det ser bare farlig ud. Ingen succes!

Først skulle brynene være så tynde op optegnede i en grad, hvor ansigtet fik et dramatisk og ret så uhyggeligt udtryk. Det var der mange piger, der slet ikke kunne administrere. Det var nogle lange år! Endelig kom vi over denne tendens, som kun klædte de få, og så skulle øjenbryn fylde lidt mere igen. Lidt mere naturligt. Og det er ganske klædeligt for de fleste.

Men nu er der så piger med bryn, som ligner de er malet op med sort sprit-tusch – noget der i den grad tager fokus fra alt andet i deres kønne ansiger. Ja, jeg forstår det ikke! Sorry. Jeg fortsætter med mine snaps, det ved man da hvad er! Snap forever!