Lår i skoene.

Solen skinnede så flot i går. Jeg fandt solbrillerne frem fra skuffen, gav dem en tur med brille-rens og drog afsted ud i solen og det fine vejr. Fandt den tynde jakke frem og gummiskoene på. Humøret steg mindst et par grader i takt med temperaturen og pludselig fik jeg lyst til at være aktiv. Gøre noget udenfor. Feje lidt. Fjerne lidt visne blomster, som havde overvintret i krukkerne og som nu trængte til en kærlig hånd.

Heldigvis kom jeg ikke igang med alt det praktiske, men endte med at slentre rundt i Middelfart’s hyggelige gader med min familie. Shoppe lidt forårsjakke og sko til mit afkom og lækkert mad fra slagteren. Det føltes helt som forår, og man kunne mærke helt ud i fingerspidserne, hvor meget man savner det.

I dag, da jeg var trillet ud af hø-kassen og havde indtaget mit solide søndags-morgenmåltid fra den lokale bager, følte jeg trang til at bytte rundt i mit tøj-skab. Det er sådan en kvindeting, som jeg tænker kan sammenlignes med når mænd skruer på et eller andet ude i værkstedet i timevis. Jeg havde lyst til at finde lidt af det mere forårs-agtige kluns frem, og gemme de tykke og mest mørke trøjer langt væk.

Det bliver man jo kun glad i låget af – og dermed blev jeg så vovet, at jeg prøvede et par shorts, jeg helt havde glemt, jeg havde. Og det var så dagens største fejltagelse og vendte humøret fra godt til aldeles miserabelt på et splitsekund. Hold da helt op. Ben i alderen plus 40, hvide som i den værste vinterudgave længe og godt med åreknuder og flæsk. Jeg kan sige dig, de shorts fløj afsted med en kraft så stor og endte i et hjørne af soveværelset. De lå der, som om de godt vidste, de skulle skamme sig. At de da ville være bekendt sådan at frarøve mig mit fantastiske forårshumør.

Så nu har jeg brugt den seneste time på at google løs på nettet – alt fra spray-tan, privatklinikker med speciale i alt fra fedtsugning til fjernelse af åreknuder og sider med udvalg af burkaer i aller værste tilfælde. Tænk engang at man som travl kvinde og mor også skal trækkes med hvide, trætte og slatne ben som en bonus. Som om det andet ikke er slemt nok. At være fyldt 40 og dagligt kunne se i spejlet at det hele synker mere og mere sydpå i takt med at minutterne  går. Det siger jeg jer – nu stopper festen! Jeg vil kæmpe. Og jeg vil slås. Men først ryger de skide shorts ud. Helt ud. God søndag!

Undskyld…

Undskyld – på forhånd undskyld – og undskyld med tilbagevirkende kraft.

Jeg kan kun beklage, at jeg i mit tidligere meget aktive motions-liv spammede jer stakler med fotos i lange baner af mine nye løbesko, løbetider og svedige opdateringer om hvor aktiv jeg nu havde været den dag! Sorry.

Jeg skal love for at bøtten er vendt. Et nyt fuldtidsjob plus det løse – i modsætning til en periode med masser af overskud på tidskontoen – har simpelthen væltet mig omkuld. Toppet op med en forbandet hælspore der bare er ved at drive mig til vanvid, ja så kan min motions-status nærmest ikke blive ringere. Faktisk slet ikke værd at omtale. Piv. Livet efter de 40 er barske løjer!

Jeg var i super form med mindst 5 ugentlige træninger og et overforbrug af lækkert sportstøj. Jeg red på bølgen. Fyldt af overskudsagtig energi og sås ofte på veje og stræder i fuld fart og med en aktiv vinkende hånd – “heeeeej heeejjjj”. Alt imens I stakler sad i bilen på vej hjem efter en lang dag med 2 skrigende unger på bagsædet og McDonalds indkøbet lettere skjult for omverdenen. Nøj, der er nogen, der har hadet mig.

Nu sidder jeg så her med foden tapet op, alt for lidt tid og pungen lænset efter en masse forskellig-artede seancer hos diverse behandlere for at fixe den åndsvage fod og jeg er bare sur. Eddike-sur faktisk. Fordi jeg ikke kan komme afsted på mine løbeture. Jeg savner det. Og jeg HADER at se alle jer aktive mennesker, hvor verden går videre og I står der med jeres store smil og røde vinter-kinder efter endt træning. Øv altså. Faktisk har jeg en veninde der oploader så mange Instagram- og Facebook-fotos af sin motion og træning, at hun kunne udgive en bog alene med disse mindst een gang om måneden – ved ikke om jeg skal grine eller græde – men jeg vælger smilet …det er jo naturligvis okay; hun kan sgu’ ikke gøre ved at jeg er en sur og misundelig citron.

Dog har jeg forsigtigt vovet mig afsted på nogle korte ture de sidste par dage – med løbeskoene godt snøret til, masser of varmt tøj og vind i håret. !OG DET VAR SÅ FANTASTISK!  Jeg elsker bare mine løbeture og nyder turen ned omkring stranden med havets duft i næsen hele turen hjem igen. Det er verdens skønneste drug. Og nu vil jeg vende bøtten – skifte citronen ud med den sødeste appelsin – og værdsætte alt det, man har mulighed for i livet, som til og med er helt gratis. Og så snart jeg er fit for fight igen – ja, så starter projekt SPAM igen! Undskylder på forhånd. Og med tilbagevirkende kraft. Heeeejjjj hejjjjj…..

Bjørnehi i guldsko.

Jeg har været i hi. Alt for længe. Det har været stærkt tiltrængt. Og alligevel er det nu nødvendigt at vågne op. Det kan ikke nytte andet.

Kender du det ikke? Julen og alle dens mange arrangementer, planer og festivas’er sluttes af med et nytår – og så vågner man op til en kold 2. januar hvor arbejdslivet igen starter. Man tager sig til hovedet og tænker over hvad pokker man mon har gang i – men “off we go” … det er livets realiteter der kalder på dig. Ingen vej udenom.

Januar har været lang – og nu er vi halvvejs igennem februar. Solen har skinnet i dag og pludselig bliver man glad i låget fordi man langsomt aner forår ude i horisonten. Ja ja, tænker den opmærksomme læser, vi har før haft sne i april!!! Og det er da så rigtigt. Men der er bare lige pludselig kortere til forår end der har været længe og udelivet venter forude.

Hvis det virkelig var sandt at man som baby blev leveret af storken – ja så taler min kære husbond og jeg tit om at de storke, der havde os med på en flyvetur , tabte os alt for tidligt (eller sent) og at vi derved landede i det falske land. Der er helt sikkert en charme ved årstider og jeg er ikke tilhænger af Dubai-lignede vejr, men det ville sørme pynte på Danmark og dets indbyggere med lidt flere måneders sol og varme. Nu ER vi så blevet danskere – og hvem vil bytte frikadeller, sygedagpenge, skolesystemet og leverpostejen ud med livet på en caribisk ø som bartender på en strandbar? He he …..! Tag mig!!

Tænker også at lidt bedre vejr ville formildne humøret betragteligt hos danskerne. I dag skulle vi parkere inde i Fredericia City som jo – i forhold til en gængs storby og dertilhørende parkeringproblemer – er babymad at finde en plads i. Alligevel nåede vi selv at få ballade og bilen ved siden af os det samme, fordi vi åbenbart “tog” pladsen fra en grim mand i en grim bil med en grim familie. Helt ærligt…så stopper det. Vi måtte bare grine og klappe os på låret, fordi det simpelthen var så komisk, idet der kom nye ledige pladser hvert minut og at han således kunne svinge sin grimme bil ind på en tom plads det spilt-sekund han stoppede med at skabe sig over for os. (og vi var der faktisk før ham). Håber karma-loven tager over og giver ham tynd mave i morgen.

Efterfølgende kunne jeg med min husbond under armen købe mig et par fede guld-sneaks og et par frække orange-farvede forårsbukser – og så blev dagen endnu bedre… Intet som lidt shopping ikke kan fikse.

Jeg glæder mig til om lidt – så er det marts – og april – og så kan jeg for alvor kalde det ægte forår. Bjørnen med guldskoene sender god forårs-karma afsted til dig fra sit hi 🙂

 

Nu’ det’ jul ‘igen!

Så ramte juleaften os – med en kraft så stor, at man kun kan stå forundret tilbage med åben mund og polypper. Om jeg fatter, hvor december gik hen? Og hvordan kan det ske år efter år?  Tiden er simpelthen fløjet afsted, og alle de mange intentioner om at gå ned i lavere gear og være kreativ og jule-overskudsagtig fløj ligesom med….

jul3

Som udgangspunkt har jeg, som alle andre, de vildeste planer om at alt skal hjemmelaves, at det helt rigtige træ skal udvælges i skovens mørke stille ro, at juledekorationerne skal produceres i hygsomt skær fra kalenderlyset og at småkagerne skal vælte ud af køkkenskufferne. I takt med at kalenderen for december fyldes ud med alt fra julefrokoster, Lucia-optog, juletam-tam i skole og klub, frivilligt arbejde samt julehygge i sportsforeningen smuldrer planlægning langsomt men sikkert som en tør småkage, der har overlevet fra sidste jul.

De mange smukke visioner og ideer bliver til nød-løsninger, træet bliver købt “færdigt”, ungerne tvinges til at sam-bage i en heftig fart og kameraet findes frem for at forevige at vi faktisk julebagte og nød hvert sekund. Hø hø….. ! Og jeg trøster mig med at jeg trods alt har nogle fridage op til jul, hvor jeg kan nå det hele og lidt mere til, nu jeg skal fejre jul for hele familien.

Jeg har i hele december total overskudsagtigt smilet overbærende over alle de mennesker på min vej, der har valgt at færdiggøre juleforberedelserne i god tid. Tænkt at det jo alt sammen er meget godt, men for søren da…vi når det jo altid alligevel. Hvorfor dog være i god tid? Stresse unødvendigt over det?? –  Dette år blev jeg bare ramt med monster klask af den virkelige verden, da jeg måtte kravle under dynen med en alvorlig mande-influenza! Ja sgu – det var så alvorligt. Det er faktisk først i dag, på denne høj-hellige juleaften, at jeg er kommet frem fra mit skjul og er mig selv igen. Og så kan I jo ligesom godt regne ud hvad det betyder? At jeg pludselig er en del bagud!!! Av for den!

I går måtte min stakkels husbond så afsted med en indkøbsliste så lang og et venligt men insisterende puf ud af hoveddøren med svadaen: du skal bare være tålmodig, så er det slet ikke så slemt at handle ind dagen før jul. Han er så også et ret tålmodigt menneske, så han klarede opgaven med bravour. Nogle julegaver nåede heller ikke at blive indkøbt, men der har vi været kreative og lavet nogle “vi skal købe den sammen”-kort med en flot sløjfe omkring. Mon ikke det går??? For jul, det bliver det jo altid – også selvom jeg for 10 minutter siden spurgte min indkøbs-engel hvor han havde lagt asparges-kartoflerne? “Øhhhh……jeg smutter lige i Netto”.

Glædelig jul til jer alle – og tak for i år!!!

 

 

 

 

#julesweaterbattle – version 2.0

 

Har du noget, du samler på? Måske det mussel-malede stel fra Royal Copenhagen? Parfumer? Tasker? Eller juleplatter? Igennem de seneste år har jeg fundet mig en ny hobby – jagten på min helt særlige samling – som jeg langsomt udbygger i takt med at jeg støder på emner, der kan tilføre samlingen de ypperste udgaver. Jeg er simpelthen blevet fan af julesweatre. Og det er en helt fantastisk hobby, for hvem bliver ikke glad i låget af det?line_jul

Som udgangspunkt har jeg altid været lidt af en julefan – så har jeg ikke sagt for meget! Faktisk er jeg ret så begejstret for julen og synes i den grad, at den gør noget godt for os alle i en utrolig mørk og trist vintertid, hvor vi sågar heller ikke længere er garanteret sne og frostvejr. Selve juleaften, med gaveræs og alt hvad dertil hører, er som sådan ikke favoritten. Gavemængden er jo ligesom ikke helt på højde med de år, man gik under betegnelsen: barn. Det er nærmere tiden op til, hvor vi alle forbereder os på juletiden med at pynte op, inde og ud, og hvor vi planlægger at mødes med familie og venner i festligt lag. Hvor det er tilladt at skeje lidt ud med abnormt indtag af sukker og alkoholiske drikke uden at nogen så meget som løfter et øjenbryn i den forbindelse.

Og nu er jeg simpelthen blevet forelsket i julesweatre – inspireret af USA’s mangeårige tradition for julefamiliefotos foran kaminen og den nye trend, der breder sig i Europa, hvor disse sweatre dukker op i butikkerne.

malou_jul

Hver fredag i december er julesweater-dag på jobbet og i weekenderne får den fuld gas. Det udløser stor morskab blandt de mennesker, man træffer på sin vej, og jeg tænker, det er en hyggelig måde at sprede lidt julesmil på.

Jeg har netop været i Norge – som jo i den grad er kendt som sweater-land – og her fandt jeg den flotteste udgave til min kære husbond. Han har indtil nu været forskånet, men nu går han ikke fri længere. Denne sweater er en eksklusiv udgave, hvor der er en Rudolf fortil og bagsiden af Rudolf bagtil. Tam tam…..mere fantastisk udgave er ikke set længe på denne del af kloden. Midt i min glædesrus over at have erhvervet dette pragteksemplar af Rudolf, ramler jeg ind i et skilt på den norske gågade som reklamerer for sandwich med rensdyr-kød! Jeg kan straks mærke blodet forsvinde fra mit ansigt! Swooooosh…..

Som ægte julefan! …. ja, så tror jeg naturligvis på julemanden og ved alt om hvor vigtig rensdyrene er for hele processen i forbindelse med rettidig levering af julegaverne. Så om jeg fatter, hvordan man i december overhovedet kan overveje at SPISE de stakkels rensdyr. Og sidder nogen måske så der med deres Rudolf-sweater og mæsker sig….i rensdyr-kød….ja, jeg tør ikke tænke tanken til fulde.morten_jul

Så derfor må jeg simpelthen opfordre til at vi lader rensdyrene i fred for nu og i stedet kaster os over sweatrene – hjælp mig med at fortsætte denne #julesweaterbattle, der er i gang på de sociale medier og lad julefreden sænke sig over sweatre i alverdens udgaver, smukke som lettere kitschede, overalt på kloden. I hvert fald går ingen i min familie fri! Ho Ho…..!

 

Bare fordi jeg kan!

I takt med at alderen stiger, tiden går, ungerne bliver større og dåbsattesten langsomt gulnes i hjørnerne bliver man bedre og bedre til at fortrænge årstallet, hvori man er født. Mit er 1973, så er det sagt – og jeg er på vej til de 44 år inden længe. KRISE?!?…..måske?

Jeg har i princippet intet problem med at blive ældre – hver dag jeg vågner og starter påny er jo en ekstra dag  jeg får tildelt i mit liv, og som skal fyldes ud med gode oplevelser og dejlige mennesker. Det synes jeg er vigtigt at huske på! Og det at dagene går een efter een hænger jo uløseligt sammen med det faktum, at  man så ældes tilsvarende. Det er logik for selv de sløveste matematik-“genier”.

Men det er mere det med at acceptere, at der bare sker en masse med fysikken. At man ældes i krop, hud og hår. At man ikke længere kan holde til samme mængde sprut og minimal mængde søvn. At man får skavanker, man end ikke anede fandtes.

Jeg er sikker på, at de fleste mennesker er ret tilfredse med deres eget udseende, hvis de svarer helt ærligt og anonymt. At deres spejlbillede ikke er så ringe endda og at den seneste selfie faktisk blev ret god. Nogle mennesker er også for selvfede, men det er en helt anden historie! – Af og til tager jeg også et foto af mit ansigt. Jeg vover at  tage kameraet helt tæt på og fotograferer uden filter. På de seneste fotos har jeg bare måtte erfare, at der skal uendelig mange forsøg til, førend jeg er tilfreds med udfaldet. Jeg synes, mit ansigt bliver smallere og alt for spidst, det er som om al fylde synker mod syd! Mine engang så skønne æble-kinder er overgået til sveske-kinder og min hud er blevet slappere og mere gusten. En dag var jeg endda så letsindig, at jeg lænede mig lidt frem over kameraet – således at jeg tog fotoet nedefra og op! Jeg kan sige med det samme: DET kan ikke anbefales. Jeg fik sgu et mindre nervesammenbrud, da min hud faktisk “hængte” nedad omkring mundtøjet. Jøsses! Og så er det at jeg føler mig en anelse mere presset end gennemsnitttet! På en god dag tænker jeg stadig, at jeg har et smilende og mildt ansigt med en vis karisma. Omvendt konstaterer jeg også med en vis realisme at hele ideen om et foto i dæmpet belysning  i en lidt tosset vinkel vinder indpas i gevaldig fart.

Samtidig med at ansigtet får sit eget liv (læs: begyndende rynker!) og de første grå hår dukker op, sker der også noget med overarmene. Mine arme er slanke – og alligevel er der løs hud. Hvor kom det lige fra? Hvordan kan det ske? Og som om det ikke er slemt nok, ja så har jeg også fået en hælspore. Noget jeg troede hørte til den ældre generation på linje med lilla hår, gammelkone-vorter og indtørrede slimhinder. Men nej – nu skal jeg så til at døje med dette helt uudholdelige fænomen, som på ingen måde fungerer godt med mine ambitioner om skønne løbeture i skoven og højhælede sko.

aeldredamer

Jeg tænker simpelthen at “nogen” vil presse mig derud, hvor jeg vælger at lukke ned for min Instagram- og Facebook-profil i frygt for ikke længere at kunne følge trit med alle de smukke “unge” mennesker, der spreder deres skønhed, smukke hår og faste balder i opdatering efter opdatering! Men jeg vælger at tage kampen op, og vil fremadrettet snyde og bedrage alt det, jeg overhovedet kan! Filter i lange baner. Så ved du det! Ingen skal få mig og min løse hud til at opgive kampen! Vi sejrer! Enhver ny dag skal fyldes med et smil – alder eller ej – og livet skal leves! Bare fordi jeg kan!!

Tak for det hele! Og mere til.

Den store, stegte kalkun er placeret midt på den hvide dug. Familien er bænket rundt om bordet. Man har tændt lys i sølvstager. Far skærer stegen for. Vi kender scenen fra flere amerikanske film, hvor alle fra nær og fjern samles om bordet for at fejre Thanksgiving.

Lige netop i dag samler amerikanerne familie og venner for at holde Thanksgiving. Men hvad er det egentlig de siger tak for?

happy-thanksgiving-2016

For amerikanerne er Thanksgiving Day en national helligdag, hvor taknemmelighed, storsind og fællesskab fejres. Det er en festdag for hele familien – og faktisk en tradition, som for mange amerikanere er vigtigere end julen. Thanksgiving er også en høstfest, der oprindeligt var løst tilknyttet kristendommen, men som i dag er en fridag, hvor man almindeligvis er sammen med familie og venner uanset religion. Og traditionen tro spiser man kalkun garneret med kartoffelmos, søde kartofler og masser af lækre pies til dessert.

Hele ideen og tanken om at takke “Gud” og om at være taknemmelig kan jeg faktisk rigtig godt lide – om man er religiøs eller ej. At bruge denne anledning til at tænke over sin hverdag, sit liv og de mennesker, man er så heldig at have omkring sig! At bruge lidt tid på at overveje alle de ting, man kan være taknemmelig for. Alle lever vi i en afsindig travl tid, og vi er desværre ikke altid gode nok til at stoppe op og se os omkring. At trække vejret helt ned i maven og bare være!  Vi halser derudaf – og pludselig en dag tromles vi over i en voldsom fart. Der kan ske ting, vi end ikke anede kunne ske – og som vi ikke har indflydelse på. Som ændrer vores liv, om vi vil det eller ej. Lad os være taknemmelig for modstand, fordi det gør os stærkere. Det gør os til de særlige mennesker, vi er!

Lad os se glasset som halv fyldt – og ikke som halv tomt. Lad os være taknemmelige for at vi hver morgen åbner øjnene og kan stige ud af sengen af egen fri vilje. At vi kan smile til vores unger, som er sunde, raske og fanden-i-voldske.  Se på de omkring os, som elsker os og som gør livet værd at leve. Og vær’ taknemmelige for den tid, vi har sammen her på denne jord. På godt og ondt!

Lad os sige tak – og lad os nyde livet! Hvem end der så leder og fordeler livets dage, timer og minutter. Happy Thanksgiving!

 

 

Trick or Treat..!

Som dansker er man ofte en anelse skeptisk over for de mange amerikanske traditioner, der vælter ind over vores grænser. Det er alt lige fra Mor’s dag til Valentines Day. Set fra det kommercielle synspunkt kan jeg da godt følge disse argumenter, men jeg synes nu, det er et skønt afbræk i en ellers ret så triviel hverdag, hvor det med garanti bliver mandag hver eneste uge! Lidt sjov og ballade – med mulighed for at følge trop, hvis man har lyst.

hallow3

Her i hytten er der stadig mindre børn – og dermed ligger Halloween lige til højre-benet. Vi pynter op med (u)hyggelige effekter, skærer græskar, klæder os ud og er klar med snolder ved døren, når kvarterets unger banker på! Vi bruger vældig meget energi op til selve dagen med at planlægge udstyr, udklædning og “menu” til slik-kurven – og ligeledes tales der om den høst, det mon kan indbringe, ved besøg hos naboer og bedsteforældre.

I år tog vi igen ind på Fredericia Vold for at deltage i Soroptimisternes arrangement med en uhyggelig rundtur på vold-anlægget. Jeg skal love for at det lykkedes dem at skræmme os – i en sådan grad så vi måtte afbryde turen halvvejs, idet yngstebarnet absolut ikke var vild med zombier, der jagtede hende med slæbende ben. Faktisk kunne vi voksne også føle en anelse halloween-kriller i maven, for de faktisk var ret så uhyggelige! Så det blev ikke den store succes for os, men helt sikkert var arrangementet en stor succes og et tilløbsstykke med masser af gæster.

hallow2

Det minder mig om min tur for et par år siden sammen med et par søde veninder i Dystopia Haunted House i Vejle. Aldrig har jeg været så skræmt, trods det faktum at jeg som normalt tænkende menneske udemærket godt vidste, det jo bare var skuespil. I en sindsyg total panik-tilstand gik vi rundt i en nedlagt mørk lagerbygning, hvor det ene rum var mere uhyggeligt end det andet. Det kostede  mig sågar en forstuvet fod, da jeg i døds-angst flygtede fra en fed mand med grisemaske, blodig bar overkrop og motorsav kørende på fuld gas. Aldrig har jeg været så glad for at slippe ud! Og nej tak – jeg hørte at arrangementet i år er flyttet til en skov i Vejle-området – jeg har IKKE købt billet. Nix! Men jeg kan virkelig anbefale det, hvis man magter gys på højt plan.

I dag bliver nok knap så uhyggelig. Men mere sjov og spas! Solen skinner, slik-skålen er klar og I kan bare komme an!

 

Turen går til….

Ferie står for døren! Turen går oversøisk til “The Land of Opportunities” – nemlig USA! Vi skal besøge familien i Californien og glæder os som gale! Der går alt for lang tid mellem disse besøg, da det bare er en pokkers til lang tur – ikke just en rejse man bare lige snupper som en forlænget weekend tur.

Vi finder gode billetter – hermed menes ikke billige billetter, men billetter med gode afgang- og ankomst tider. Det der med at stå op kvart i kvalme for at ræse afsted for derefter at lande klokken meget sent i en forladt lufthavn er bare “so last year” …. i takt med at min alder stiger, øges ligeledes mit behov for komfort og jeg er ekspert i at udvælge de mest fantastiske afgange på diverse rejse-sider med det resultat, at prisen også er derefter. Derfor må jeg så fravælge plus, business og 1. Klasse med sorg i hjerte, da rejsebudgettet ellers eksploderer. Desværre. Jeg er ellers et oplagt emne at placere på business, da jeg med garanti lover at holde mig vågen under hele rejsen for ikke at gå glip af noget som helst. Jeg er tosset med små beholdere og flasker i minature-størrelse og vild med forkælelse og bestik i stål.

flyver
Denne gang bliver billetten en almindelig udgave på “monkey-Class” sammen med alle mulige andre mennesker ligesom mig og min familie. Vi klemmes ind i et venterum før boarding, hvor alle pladser naturligvis fyldt op af håbefulde rejsende med alle deres pakkenelliker. Jeg føler en anelse klaustrofobi men tænker med smil på læben på hvad outcome er af denne lange rejse – 11 timer og 40 minutter mast ned i et flysæde af tvivlsom karakter – for at kunne nå frem til destinationen. Kampen går mod at få læsset al oppakning ind i de meget små rum ovenover siddepladserne og vi kaster os ned i vores sæder. Her har vi naturligvis på vores vej passeret 1. Klasses vilde luksus i form af overdådige sæder, der kan tippes ned til en seng og Business pladser med ekstra store skærme. In ya face!!! Men skidt pyt, så har vi de flere penge at shoppe for, prøver jeg at berolige mig selv med. Men det er lidt som at tænke på oksemørbrad og ende op med en omgang pyt-i-pande.

Vi får os installeret og er kun lige oppe i luften da damen i sædet foran mig knalder ryglænet helt tilbage. Så langt ned som overhovedet muligt! Dyb indånding – så er vi ligesom igang. Fatter simpelthen ikke hvad det sæde skal helt tilbage for, sålænge man ikke hviler sig? Helt ærligt! Hvad blev der af at tage lidt hensyn, når vi sidder her som burhøns i den bedste sendetid? Nu køber jeg også kun økologiske æg lige netop af den grund at høns også har ret til et godt hønseliv og synes også jeg fortjener en mere “økologisk” flyvetur, men det hænger så åbenbart ikke helt sammen med “monkey-class” billetten….

Dog har jeg af bitter erfaring taget ved lære af “toilet-livet” ombord på et fly! Ved bestilling tænker man måske ikke nærmere over at de valgte sæder er tæt på toiletterne! Nogle vil måske endda fejlagtigt synes det er vildt praktisk! Her må jeg bare slå hårdt i bordet: nej for pokker – vælg for Guds skyld et sæde så langt væk derfra som muligt! Folk skal konstant på lokum! Der er hele tiden kø! Og med de smalle gange, man passerer hinanden på, er det aldeles umuligt ikke at ende med en eller flere kropsdel i smasken på de stakler, der sidder på lokums-række 1, 2 og 3! Der er ikke et øjebliks ro og andre folks bagdele tæt på mit ansigt er bare ikke noget, jeg indtænker i min flyoplevelse!

Men – nu bestiller jeg lidt vin, tager hørebøfferne på , sovebrillerne frem og drømmer mig væk. Intet kan vælte mig af pinden, for jeg har ferie! See you later alligator!

En hund med 4 poter.

Solen skinner fra en skyfri himmel. September viser sig fra sin bedste side med det lækreste sommervejr i mange år. Temperaturen nærmer sig de 30 grader og vi sveder alle med anstand. Man klager ikke over godt og varmt vejr, når man er dansker. Det er total forbudt! Så vi er alle glade!  Jobbet skal passe – godt vejr eller ej – og efter mange timer bag skrivebordet, hvor man fantaserer om en liggestol i vandkanten og en iskold Cola, slippes man endelig løs og kæmper sig hjem gennem trafikken i en enormt varm bil med trætte, tunge ben og røde kinder.

Så er det, man får en genial ide. Lad os drøne til stranden med hund og børn, plaske i vandkanten iført solkjole og klip-klappere med total overskud og og god stil. Afsted med os. Pakke, pakke – vand til hunden, der allerede puster med tungen langt ud af munden – vand til menneskerne – håndklæder, badetøj, dykkerbriller ….. og endelig er vi klar.

Vi ankommer i højt humør. Stranden og området er proppet med mennesker, der alle har fået samme ide. Hunden springer ud fra den varme bil, og starter sin kamp med at komme “fremad i vognen” uden tanke på at jeg er i den anden ende af snoren og ikke har uanede kræfter.

harlyDa vi fik denne meget dejlige hund havde jeg store ambitioner! Kæmpe store! Vores nye hund – i modsætning til tidligere – skulle være velopdragen, lydig og social. Hvalpetræning startede ud på en meget våd og smattet dag i oktober måned og det blev aldrig en succes. Det ville være løgn at kalde det for det! Mudder til knæene og våd hund. Vi kunne ikke meget mere, da vi gik derfra, end da vi kom. Andet end at have fået skæld-ud af træneren, fordi hunden ikke adlød. Den type hund, som jeg er den lykkelige ejer af, ved ikke, at det er muligt at kunne være de 3 ting, jeg tidligere nævnte. Altså velopdragen, lydig og social. Han er sin egen lykkes smed. Han bestemmer i sit eget liv. Verden bedste og kærlige hund – men ikke ligefrem god til at høre efter, hvis der er andet, der er mere spændende! Og social – jo, til en vis grænse:  er der for mange mennesker og fremmede hunde omkring ham, så er han nærmest ikke til at styre på 10 tønder land! Det er så spændende og han vil være med!

Dermed kan I måske allerede se billedet for jer på stranden den anden aften. Mig i forsøget på at se lidt sommer-elegant ud. Hunden, der trækker i samtlige retninger indenfor et meget kort interval af minutter, samtidig med at han skiftevis gør ophidset og er ved at blive kvalt. Min hånd: mere eller mindre ildrød fra snoren, som jeg må klamre mig til for at holde ham fast og væk fra cykler, løbehjul og små børn, der stavrer imod os med deres små fedtede fingre. Ikke at han nogensinde kunne finde på at gøre nogen noget, men alligevel! Og så skal han da også lige lave en dej. Så nu med snor, hund, strandtaske og en sort lortepose i hænderne, mens jeg svedende kæmper mig frem mod mål. Med sand overalt.

Behøver jeg at sige, at jeg et kort øjeblik ønskede den skide hund hen hvor peberet gror? Hele min plan om at nyde det hele på den halve tid gik i vasken – eller helt til hundene – men hva’ søren: dagen blev jo alligevel god. Bare mind mig om at lade hunden blive hjemme næste gang! Og finde en strand uden for meget sand!