Mit liv som bønne!

Med alderen bliver livet bare ikke lettere! Dem, der siger andet, lyver!
Ikke nok med, man må affinde sig med at lysene på lagkagen bliver flere og flere, men man får også en tiltagende mængde af mere eller mindre sindsyge skavanker! For eksempel kan jeg ikke længere knokle igennem i haven uden at jeg får ondt i kroppen af ren og skær overanstrengelse! Det frimærke, vi har at passe, lever ofte sit eget liv i lange perioder, men så slår jeg til med full speed! – heraf udspringer den ømme ryg og trætte arme! Og nu kan jeg så heller ikke indtage nogen former for rusmidler uden at blive straffet natten igennem! Nu skal det med rusmidler jo ikke opfattes som om jeg afholder aften/natte orgier – havde det da bare været sandheden – næh nej, jeg har måske bare indtaget på den forkerte side af 4 glas god vin i festlig lag eller drukket kaffe efter kl 20. Virkelig spændende!!!! Historien om mit liv!
I går mødtes jeg med et par veninder og blev overtalt til en lækker is-kaffe, som jeg drak med største velbehag! Dumt! For det betød at jeg lå lysvågen til kl 4 i nat! Ved du godt, at fuglene står op deromkring? Mig, der altid går ud som et lys længe før resten af familien – og nu lå jeg så bare der som en zombie og havde ondt af mig selv!


Mange har sagt at det umuligt kan passe, at en enkelt kop har den effekt på mig (og min fint-følende krop) – men tro mig, jeg har testet det så mange gange, i går nat var bare rekorden! Jeg er stadig i chok!
I dag tøffer jeg så rundt ved siden af mig selv og er glad ved at min arbejdsgiver slipper for min tilstedeværelse, da jeg holder ferie, for det kan sgu være godt det samme! Jeg er ikke mange kaffe-bønner værd! He he!
Jeg har dog startet dagen med min første kop af fandens eliksir og kaster mig over anden kop lige straks! Jeg vil ikke overgive mig – men tror jeg skifter til vand efter aftensmaden – bare for at være på den sikre side!

 

(Foto illustrerer ganske fint hvordan min dag føles – dog ved jeg ikk’ lige med skægget …)

Kald det sommer een gang til….

Juli er en sommer-måned. …..definition heraf: “Sommer er den del af året, hvor den nordlige (henholdsvis den sydlige) halvkugle vender i retning mod solen.” (kilde: Wikipedia)

Og så er det, at man tænker sit. For hvor pokker er den sommer henne? Den sommer, hvor vi alle har fri for at nyde vejret og således burde sidde ude hele aftenen iklædt meget lidt tøj og et glas rosé i den ene hånd. Hvor næsetipperne burde være let brankede og kinderne varme og røde efter en skøn dag ved stranden, hvor den største opgave var at vælge, hvilken slags is man ville ha’ i kiosken. Men derimod har vi atter engang vundet en dansk sommer, når den er bedst. Og mor her er sur!!! – Jeg magter simpelthen ikke at skulle affinde mig med en juli måned, hvor vi skal iklædes lange bukser og trøjer for ikke at fryse til is. Hvor man må krybe indendørs, fordi håret er ved at blæse af og tænderne klaprer. Det er simpelthen til at få pip af. En mindre depression lurer om hjørnet, når man morgen efter morgen forhåbningsfuldt trækker gardinerne fra og ser ud. Man forventer solskin og lidt lunere vejr. Man får skyer og 17/18 grader. Tak for ingenting, siger jeg bare.

Så ser man på vejrudsigten – og sørme om ikke der lurer en “næsten-og-tæt-ved- sommerdag” i morgen. Og herefter er det igen ned ad bakke.  Jeg kender masser, der ville sige at vejret da er fint og at man blot skal tilpasse sig. Men nej, den æder jeg ikke. Jeg synes at vi danskere FORTJENER nogle uger om året, hvor vi føler os lidt som syd-europæerne og flytter livet udenfor. Hvor vi kan planlægge lidt frem og invitere gæster til udendørsliv og hygge. Hvor vi kan hive sommertøjet frem fra gemmerne og faktisk bruge det. Hvor vi føler, vi får noget i gengæld for de 15 feriedage, vi fyrer af. Hvor livet bare er sommeragtigt og let. Sværere er det faktisk ikke. Jeg ved bare ikke lige helt, hvor jeg skal brokke mig. Og om det faktisk hjælper. Måske andre allerede har forsøgt uden held?

Vi er i min familie nået til den konklusion at vi ikke tør satse på ferie i lille Danmark under NOGEN omstændigheder. (den kvikke læser kan vel let forestille sig, hvordan det ville være at “hygge” med undertegnede i 3 meget lange uger under “danske” betingelser…..noget af en prøvelse. Det siger jeg jer bare! Dont go there!!) Så derfor kan vi heldigvis se frem til en snarlig billet væk fra dette idiotiske vejr. Som så mange andre danskere.  Heldige os. Men derfor er jeg stadig ikke tilfreds. Jeg er tæt på fornærmet. Og jeg agter at kæmpe. Livet er for kort til dårlig sommer og sur rosé. Roséen kan fixes, vejret er en anden sag! – Hvem er med?

 

 

Rendez vous a Paris

Meget tidligt til morgen – som kvart i kvalme-tidligt – drog jeg mod Billund lufthavn for at flyve til Paris og tage imod Team Rynkeby Trekanten, som min mand er del af! På 7 dage er de cyklet fra Kolding til Paris på deres gule racere og har fået en oplevelse udover det sædvanlige! Dette ville jeg naturligvis gerne være del af at afslutte med maner og derfor denne mini tur til Paris over weekenden!

 


I denne ferietid er jeg jo således ikke den eneste i lufthavnen! Så tidlig en morgenstund vrimler det med mennesker og køerne er lange til alt! Familier er ferieklar og på vej ud i det store udland! Selvfølgelig er der også rigtig mange børn, eftersom ferietid er familietid! Og de børn er trætte og morgensure, fordi de er blevet flået ud af sengen før en vis herre har fået sko på! Dermed er der en skøn baggrunds-støj af barnegråd i flere oktaver! Nogle let hysteriske, nogle ret trætte og nogle ude af kontrol! Som i total : jeg vrider mig på gulvet skrigende-mode!
Jeg kan så absolut ikke blive irriteret over dette, men tager mig dog i at ønske de ikke skal med mit fly! Eller ihvertfald i nærheden af mit sæde nr 25A. Jeg har jo ligesom overstået disse seancer, idet mine børn er så store, at deres eventuelle “anfald” udelukkende er af verbal karakter og således kan holdes lidt diskrete for omverdenen! Men jeg har jo været der og kan nu kun smile indeni og tænke: – godt det ikke er mig!
Jeg husker en tur i fly med min søn som 2 årig, hvor han hylede og skreg, slog om sig og klaskede det glas cola (ja, det fik han sgu som 2 årig) lige i smasken på mig. Jeg svedte lige en anelse der! Dog viste det sig efterfølgende at han faktisk havde mellemøre-betændelse, så han var lovlig undskyldt! Ellers synes jeg faktisk vores mange flyture med børnene er forløbet stille og roligt! Uden de store kampe og kvaler!
Og dermed krydser jeg også fingre for at jeg slipper for andres børn! Sådan er det bare, det må være en frynsegode når man har rundet de 40.

God weekend derude – Rendez-Vous a Paris.

Sommer eller ej….

Sommer er lig med sommertøj! – Og når temperaturen i Danmark en sjælden gang sniger sig op på sommer-lignende tilstande, rodes der bagerst i skabet for at finde de lettere gevandter frem. Man husker vagt, at man vist havde gang i en sommer-sag sidste år, da vi nød nogle ugers hedebølge-agtig drømmeverden.

Nogle vælger bare helt at gå i sommer-flip og skider højt og flot på, hvordan det hele nu engang ser ud, fordi de har det varmt og dermed har lov til alt. Alt slippes fri og der er ingen regler.

Andre forsøger stadig at opretholde en vis standard, især fordi man kæmper for denne standard resten af året med et enormt tøj-budget og derfor nødigt vil give kål på allerede “optjente point” på den konto. Det er hårdt arbejde at se pæn ud!

Jeg elsker sommer – og sommertøj – og har masser på lager til dage, hvor man holder fri og bare kan putte sig hjemme i haven eller på en strand langt væk. Straks værre er det, når jeg skal finde noget “arbejds-look” som jeg kan iføre mig på jobbet uden at jeg ligner en, der er på vej på stranden og bare lige skulle forbi og hente mine solbriller på vejen. Slemt nok er det, at man ikke længere er en sylfide, men endnu værre er det da, at man som “plus 40” altid har de hvideste bag-ben. Hvad sker der for dem? … jo, måske det hænger sammen med, man ikke længere kan holde ud at sole sig liggende på maven, fordi man straks får ondt i nakke, ryg og sveder ganske forfærdeligt.

Så de hvide ben mixet med det bløde maveskind og de brede hofter er jo en god start! Hø Hø. Man må jo se tingene fra den positive side. I dag havde jeg lidt tid for mig selv og tænkte, at det var sommer-shopping-tid. Jeg passerede en butik, jeg måske nok vidste, jeg var for gammel til at besøge – men for pokker, jeg gav det et forsøg. Faldt for de smukkeste blomsterede bukser med vidde og rev mulige matchende toppe ned af  hylderne. Jeg var helt høj, fordi disse bukser var bare lige mig,

Knoklede mig ind i prøverummet efter at have passeret en 16-årig ekspedient str. 34. Fik alt mit tøj af for så at gå i krig. Selvfølgelig sad de bukser bare helt vildt dårligt. Jeg lignede Luna fra Bamse & Kylling. Plus size! Gassen gik hurtigt af ballonen! For pokker da!!! Bedst som jeg stod der gasblå i hovedet og prustede, blev der spurgt fra den anden side af forhænget, om det mon gik godt?! Nej sgu da’ – jeg er tyve år for gammel til det her tøj, derfor går det IKKE godt. – Pigen forslog sødt at hun da også havde et fint bud på en stribet kjole??? Ahh’ men – befri mig vel – eg skal ved gud ikke iføres nogen stribet kjole… jeg er allerede slået  helt over i hjørnet som skatmat!

Jeg fik iført mig mit eget kluns igen og tænkte ved mig selv: ja ja, så fik du den! Lad nu være med at lade dig forføre af tøj, der er kønt på bøjlerne i de butikker, der er beregnet til unge tøser. Den tid er forbi! Det går bare ikke. Sommer eller ej. Hvide ben eller ej. Men så fandt jeg lige lidt selvbruner på hylden hos Matas – og så kører det igen! Man er vel positiv anlagt!

Dronningen af lister.

Indkøbslister. Shoppinglister. Ønskelister. Huskelister. Kært barn har mange navne. Jeg er total liste-freak. Jeg elsker lister og skriver alt ned. Nogen vil måske mene, det grænser til noget sygeligt og at jeg burde diskutere det med en klog psykolog. Men det behøver jeg ikke. Det er min måde at rydde op i mit hoved på, så jeg netop IKKE får overload og derfor skal sendes til psykolog.

I mit hverdagsliv arbejder jeg i en projektafdeling, hvor jeg har rigtig mange skiftende projekter, som ofte er meget detaljerede og hvor det kræves at man er grundig og nøjagtig. Det kræver i den grad et overblik, og jeg skal virkelig stramme mig an for at holde fanen højt – indtil nu har jeg løst det med verdens bedste opfindelse: post-it-lapper. Alle ledige flader på mit skrivebord er dækket af post-it-lapper med dit, dut og dat, som jeg skal huske. Tit er jeg hjemvendt efter endt arbejdsdag med post-it’s på numsen, på albuen eller under skoen. Og frygten for at en vigtig post-it ender på gulvet ved et uheld er jo ikke at kimse af. Det er næsten som en gyser af den værste slags. Men så var det, at en veninde – måske lidt i samme båd – anbefalede et system, som kører digitalt. Her kan jeg kreere den ene liste efter den anden, navngive dem, flytte dem fra TO DO til DONE og deslige. Lige noget for mig. Ren lykke.

Da jeg var yngre lavede jeg tv-lister. Hver uge blev der sirligt skrevet en liste over de ting, jeg skulle se i den kommende uge på TV. Det har faktisk krævet sin kvinde at vænne sig af med dette. Lister laves også, når der skal handles. Har jeg ingen indkøbsliste med, så står jeg bare der og glor som en anden guppy-fisk. Jeg er total blank. Kan lige overskue at købe lidt brød, mælk og agurker. Men ellers har jeg intet af det med hjem, som jeg kørte ned efter. Det er som om, at når først jeg har skrevet det ned, er det ude af hovedet. Måske er det også alderen, der langsomt og snigende trykker. Lister laves også over julegaver, der gives bort. Jeg har helt styr på, hvad husbonden fik af mig i 2007. Bare spørg!

Seneste skud på “listestammen” – i mit forsøg på at højne kvaliteten af min 44 årige krop – er sunde madplaner, beregnet med kalorieindtag pr. dag, motionslister og vægtlister. Således skulle jeg kunne tabe mig de famøse 4 kg i et snup-tag. Blive bikini-klar (verdens mest åndsvage ord, men alligevel enormt fristende!!) – Men der er sgu’ noget med de lister, det er som om de ikke virker??? Jeg forstår det virkelig ikke. Lister over, hvorfor listerne ikke virker, er jeg dog ikke begyndt på. Endnu.

Den næste liste er en pakkeliste. En oversigt over hvad der skal i samtlige 4 kufferter, når vi alle drager på ferie lige om lidt. Naturligvis med en liste over hvad vi skal se – og hvordan vi kommer fra og til. Men så lover jeg også at stoppe mit liste-tyranni for en kort bemærkning. Jeg kunne jo lade papir og blok blive hjemme! God sommer.

Løb for pokker ….

I dag har været en fantastisk dag. Den første fredag i juni. Den første dag i lang tid hvor jeg kunne snørre mine løbesko og begive mig ud på en lille løbetur i det flotteste solskinsvejr. Total optur.

Først en hælspore, dernæst et brud på anklen. Ting, der har gjort det umuligt for mig at komme afsted på mine elskede løbeture. Ting, der har drevet mig til vanvid, fordi de begrænsede mit frie valg. Ting, jeg bare har været så træt af.  Ting, der har gjort mig doven og ugidelig, når nu jeg ikke kunne komme afsted! Men nu lysner det. Jeg er ved at være klar igen. Lige så langsomt! Jeg løber hverken hurtigt eller langt, men jeg er afhængig af det kick, jeg får, når jeg kommer ud på ruten og starter den gamle motor op.

Alle har vi en måde, vi kobler af på. Nogle rider på heste – gud fri mig vel, det er ikke noget for mig. En kort affære med hestesporten både som barn med egen pony og efterfølgende som mor til en håbefuld rytter med hesteopgaver, der inkluderede min deltagelse omkring at sadle af, rense hove mm. har aldrig været særlig succesfuld, idet jeg er en anelse ræd for de kræ. Og så lugter de…

Nogle svømmer – tak, men nej tak. Jeg kan da svømme, men kan bedst lide at have fast grund under fødderne. En snorkletur i det vestindiske ocean en del år tilbage cementerede min “vand-skræk” da jeg som den eneste af samtlige med-passagerere på båden snorklede rundt med redningsvest på. Det der med ikke at kunne se bunden var ikke godt! Faktisk temmelig angst-provokerende.

Så derfor løber jeg! Det er noget, man kan forholde sig til. Det er det rigtige for mig. Og jeg ser det som god terapi for hjerne, sjæl og krop. Jeg tømmer ud på harddisken og jeg har det godt med mig selv. Og det har jeg bare savnet SÅ meget. Jeg kommer afsted, ud af døren, jeg bevæger mig og får frisk luft i en skøn kombination. Det er bare skønt.

Udstyr skal man naturligvis aldrig gå ned på. Masser af muligheder i løbegrej fylder mine skuffer og hjælper mig til at virke lidt mere proff. He he…… Når man for tiden løber i et tempo som en træt halv-blind besse, fordi man liiiiiige skal i gang, forfra og om igen – ja, så er det rette look så absolut en fordel. Trust me, det ved jeg alt om. De rigtige solbriller, hørebøffer og løbeuret, der både blipper, blobber og blinker stiver i den grad selvtilliden af. Så er stilen lige som lagt. I love it.

 

“Lige meget hvor langsomt du løber, er du stadig hurtigere end dem, der ligger på sofaen”

Go’ pinse 🙂

 

 

Ude godt, hjemme bedst!

I starten af ugen var jeg på kundebesøg ved Guldborgsund på Nykøbing Falster. Vi skulle mødes med en for mig ny kunde i deres private hjem, så min chef og jeg pakkede godt med forsyninger og drog afsted på denne næsten 3 timers lange rejse mod sydøst.

Undervejs talte vi om at bo så langt ude for lands lov og ret – i hvert fald i min optik – og at der jo var masser af vand på disse egne og dermed også mulighed for at få fingre i en lækker ejendom med vandkig til en mere regulær pris end vi kan prale af her i Trekantsområdet.

Vi nåede målet og parkerede bilen foran et helt sprit ny-bygget hus på en 1200 kvm grund helt ned til vandet. Ganske magisk. Trådte indenfor i husets kæmpe køkken-alrum og kunne næste smage saltvandet – så flot var udsigten.

Jeg fik en mindre nedsmeltning over det hus – alt var bare så lækkert. Genbrugs-mursten, rå betonvægge, terrazzogulve – you name it. Jeg måtte virkelig koncentrere mig om at lukke munden og have fokus på mødet, mens mine øjne vandrede fra detalje til detalje og lidt et smut ud mod denne fantastiske udsigt, man bare ikke kunne få nok af. Jeg tog vist lidt notater undervejs, men det kneb da lidt!

På hele turen hjem måtte min stakkels chef lægge øre til mit ævleri. Jeg var allerede igang med at pakke flyttekasserne hjemme i Snoghøj – det var kun et spørgsmål om tid. Jeg ville ha’ sådan et hus … og udsigten med, naturligvis!

Hjem kom vi – globetrotterne – og så startede jeg samme smøre i udvidet version overfor min meget tålmodige husbond. Fortalte, forklarede, tegnede og fortalte. Han kunne jo nok forstå at alt, jeg kunne glo ud i var en hæk. Og i Guldborgsund mæskede de sig i havets bølger med plaskende sæler og en forbipasserende ørn på en god dag. Nu kender han mig ganske godt igennem de sidste 25 år – og dermed ved han også godt, hvordan den ged skal barberes. “Så må du jo sætte dit eget hus til salg først”  var hans svar på mine mange argumenter! Og sjovt nok kan det altid lukke munden på mig.

I princippet vil jeg jo ikke flytte – jeg har verdens dejligst plet her på vores lille vænge i Snoghøj med alt det, vi behøver. Vi sidder ikke dyrere end at vi kan gøre, hvad vi har lyst til og ikke skal bekymre os om ændrede job-situationer eller hvad der nu ellers kan ske. Vi har skabt en plet, der passer til os og som vi passer til.  Så hvorfor er det nu, at man altid vil have mere??! Hvis jeg da bare vidste det!

Måske man også falder lidt mere til ro når man runder de 40 – det venter jeg stadigvæk på! – og prioriterer andre ting her i livet. Jeg ved i hvert fald, at jeg tit har “3 dages sygen” – hvor jeg flipper ud over et eller andet fantastisk hus, indretter det oppe i mit hovedet, planlægger budget og fabler løs. Stille og roligt aftager “feberen” og tingene er ikke længere så fantastiske. Faktisk er det fint som det allerede er. Og det er vel også en del af livet. Så længe det ikke er manden jeg vil skifte ud on and off!!

Nu går jeg ud og glor lidt ind i min hæk. God weekend herfra!

Itzy bitzy teeny weeny yellow polka dot bikini…..

Det er det samme show hvert år ved denne tid. Solen begynder at titte frem, dagene bliver længere og det begynder langsomt at gå op for mig at vi alle snart skal til at iføre os noget lettere kluns og vise mere af den rustne krop frem. Jeg får et mindre “melt-down”  efterhånden som sandheden går op for mig og jeg ærger mig over at den pose snolder, jeg spiste i går med største velbehag, sandsynligvis har placeret sig lige på siden af hoften og nu er skyld i at bikinien strammer. Strammer ligesom snoren rundt om hamburger-ryggen i køledisken.

“Bikini-klar” råber overskrifterne på de mange blade i kiosken, alt imens jeg føler mest trang til at vrisse et vredt “SKRID dog” tilbage….lad mig dog være i fred med min hvide, bulede hud, der i den grad trænger til en kærlig behandling efter mange måneder godt gemt væk under vinter-tøjet. Bikini-klar min bare … om jeg så startede sidste sommer, når jeg næppe at blive bikini-klar til denne sommer, det løb er kørt, den fugl er fløjet.

Hvem pokker gider også kæmpe for at blive bikini-klar i et land, hvor solen næppe indbyder til bikini-looket? Hvor sommer er noget, der med lidt held indtræffer, når vi alle igen er startet på jobbet efter en blæsende og våd ferie i et dyrt sommerhus ved Vestkysten? Måske er man så klog at flygte udenlands – hvor man kan svinge sine syd-frugter ganske anonymt  på stranden uden at møde legekammeratens mor eller brugsuddeleren i samme øjeblik, man slipper kontrollen og puster maven ud i alle de flotte folder, den nu end består af. Så bliver det hele lidt nemmere.

Man kan også vælge den anden løsning – bare at acceptere at man faktisk nok er lige så bikini-klar som de fleste andre helt normale mennesker, der også har slået sig ned ved stranden med unger, hund og køletaske. Acceptere at de fleste af os i praksis er bikini-klar året rundt i al vores skønne magt og vælde, og at vi aldrig  nogensinde kommer til at ligne de piger, der reklamerer for selv samme bikinier i katalogerne, lige meget hvor længe vi arbejder på projektet! Og at dette næppe gør os til et lykkeligere eller anderledes menneske.

Så jeg melder hermed ud: jeg er så bikini-klar !! Nu mangler vi bare sommer-vejr. Og det er jo en helt anden sag! Af den alvorlige slags.

 

 

Smuk, rund og dejlig!

Det er ret interessant at følge den medie-storm som er opstået i kølvandet på den nye serie på TV3 – “Mine fede træner”. Jeg måtte derfor se det første afsnit i aften da jeg var meget nysgerrig for hvordan et program kunne bringe sindet i kog hos så mange mennesker i lille Danmark.

4 kendisser, alle smukke, trimmede og slanke, følger hver især et overvægtigt menneske, som ønsker at tabe sig. I 12 uger skal kendis selv øge sin vægt betragteligt for efterfølgende at tabe sig sammen med den overvægtige med det fælles mål at opnå et vægttab til slut.

Selve konceptet er temmelig plat – som de mange andre platte serier i stil med Paradise Hotel, Mig & min Mor og hvad de nu ellers sender på PrimeTimeTv – serier, der så åbenbart følges af masser af seere landet over. Ellers blev de vel næppe sendt. Og vi vil alle gerne se dem!  Vi svælger i andre folks ulykker, dumheder og tåbelige udtalelser. Sådan er vi bare! De fleste af os i hvert fald! Disse serier er alle med deltagere, der selv har meldt sig – og dermed må have overvejet, hvad de går ind til. Som må have gennemtænkt at man på tv let kan udstilles som en helt anden person end man i virkeligheden er og at andre mennesker pludselig har en mening om dig! Det er de vilkår der gælder når man står frem på tv i PrimeTime. Så jeg tænker ikke, vi behøver at have ondt af de nye “upcoming stars” i reality-verdenen.

Derfor er det også uforståeligt for mig, at man så på vegne af alle overvægtige i Danmark kan blive voldsomt forarget over dette program. Jeg er helt med på at nogle af de kendisser der deltager måske ikke er de skarpeste knive i skuffen og at de dermed siger nogle lidt halv-dumme ting, men programmet er vel hvad det er?

Og hvorfor er det, at man ikke kan give udtryk for sin holdning til overvægtige mennesker, når man må bortvise rygere til minimum 500 meters afstand fra hoveddøren og sende alkoholikere på antabus uden at blinke? Det er vel en stor blandet pose afhængighed det hele?

Jeg kunne let blive større! Jeg har faktisk gener til det! I et snuptag kunne jeg let gro fra nuværende str. 38 til str. 44. Det ville være en smal sag. Men det vil jeg så ikke! Jeg vælger med jævne mellemrum at stoppe op, lukke munden og slå mig selv i hovedet. Det er mit valg! Og dermed synes jeg ikke noget dårligt om de, der ikke stopper op. Det er jo deres valg. Lige som andre selv må bestemme om de vil ryge 1 karton smøger om ugen.

Jeg forstår bare heller ikke altid hvorfor man lader stå til. For når man først har taget de første 10-15 kilo på, er vejen tilbage lang. Jeg tror simpelthen ikke på at der er ret mange overvægtige mennesker, der synes det er fedt at være tyk. Ikke i den verden, vi lever i i dag. …det er så en helt anden diskussion, men det er sandheden. Jeg synes samtidig at man som udgangspunkt skal være glad for sig selv – som man nu engang ser ud. Man bliver ALDRIG tilfreds, det er selv ikke de smukkeste mennesker, der lever af model-jobs og deslige. Men man skylder sig selv at gøre en indsats for at elske sin krop – og det skal der nogle gange arbejdes for.

Nogle perioder tænker jeg bare : YES, nu er jeg ved at være der, hvor jeg vil være – hvis jeg trækker maven ind. Andre gange kan jeg hyle over mine fede lår og hvide blævrende overarme. Og så må man op på hesten igen. Det skal man, never give up!!

Jeg vil følge denne serie, og jeg vil smile, græde og grine sammen med disse modige mennesker, som stiller op. Både kendisserne, som gud-hjælpe-mig tager 10-20 kg på FRIVILLIGT samt de overvægtige, der bare gerne vil tabe sig.

Og så orker jeg ikke høre på at det er synd for de overvægtige – vi vælger selv til og fra her i livet og er sørme de eneste der kan stå til ansvar for egne handlinger! Hvis man spiser for meget, bliver man tyk, hvis man spiser for lidt, bliver man tynd. Jyde-logik! Nemt er det ikke – men man skal forsøge! Som så meget andet i livet! Og så skal man elske sig selv. Det er et godt udgangspunkt. Giv dig selv en krammer eller to!

 

 

Fortællingen om hånd-mixeren.

Det er de særeste ting, der pludselig får en helt anden betydning, når man med alderen bliver klogere og mere nostalgisk.

Man tænker mere over, hvad man kommer af og hvem der var før og mon kommer efter. Det bliver vigtigere at sætte et aftryk mens man er her, og man værdsætter ting, der har historie og minder, på et helt andet plan end da man var 20 år og usårlig.

Jeg har for eksempel en hånd-mixer fra Phillips som har fulgt mig fra første færd. Denne arvede jeg efter min mormor, som gik bort i 1989. Dermed kan jeg med garanti tidsbestemme denne til slutningen af 80’erne og min formidable elektriske håndmixer er nu omkring 30 år gammel. Det må betegnes som kvalitet! Det tror jeg næppe sker med de elektroniske varer, man kan købe i dag. Mon ikke også denne håndmixer kostede en mindre formue dengang – det er jo oftest tilfældet at pris og kvalitet hænger sammen.

Håndmixeren har rørt alt ligefra fars til flødeskum i hele min lange karriere som hjemme-kok og har altid fungeret upåklageligt. 100% garanti for at den starter HVER gang! Farven er flot modehvid med orange detaljer og hele 2 sæt rørepinde. Den er helt særlig!

Hver eneste gang jeg bruger mit arvestykke af en Phillips håndmixer, tænker jeg på min mormor. Jeg ser hende stå der med det brune blomstrede forklæde, læsebrillerne og hendes skønne smil – det er næsten som om jeg kan dufte hendes køkken, frikadellerne og agurkesalaten på nærmeste hold. Det er bare helt utroligt, når man tænker på, hvor længe det er siden. Håndmixeren betyder rigtig meget for mig.

De sidste par gang, jeg har brugt håndmixeren, har der desværre været en anden duft … nemlig duften af noget brændt. Og det er en katastrofe af den anden verden! Den håndmixer MÅ IKKE gå i stykker! Jeg er bange for at den synger på sidste vers! Det er det, der ikke må ske. Jeg har besluttet at min håndmixer ikke er klar til elektronik-kirkegården endnu – den får lov til at gå ned på halv tid, og dermed må den kun komme frem til helt særlige lejligheder. Til lettere opgaver, der ikke kræver for høj fart. Et forsøg på at undgå faren for at den brænder sammen!  For den MÅ IKKE gå i stykker.

Phillips for ever !!!