Kvæk kvæk….

I går aftes, da vi var kravlet i seng efter en lang og varm dag, stod sønne pludselig og kaldte : Moar….!  Sønne er 190 cm høj, har overarme som en anden wrestler og er frygtløs, iskold og alligevel meget følsom. “Der er en frø på mit badeværelse”….  sagde han med en anelse ophidselse i stemmen. – Okay?! En frø skal der åbenbart til, for at man er så presset at man trækker Moar-kortet som stor knægt. Frøen må være hoppet ind via vinduet, som i underetagen flugter med terrassen, og jeg tænker, den har været noget forbavset over skiftet fra at komme hoppende en smuk august aften i den skønne aftenluft til “klip”…at ende nede i et spa-badekar hos en 18-årig knægt.

Jeg er ikke ligefrem bange for frøer, men måske heller ikke helt så tosset med dem, så jeg trak det næste kort – nemlig at få liv i husbonden min, som allerede var halvt i drømmeland. Sorry, men her gælder undtagelses-reglen: vi har en akut situation! Så staklen måtte traske afsted sammen med sønne på frø-jagt klokken meget sent – og jeg lod dem muntre sig med frøen uden min assistance. Efter få minutter var den bette frø indfanget og sat tilbage i august-natten, og alle kunne igen ånde lettede op – mission accomplished.

Min søn Oliver har altid været ekstrem interesseret i dyr, dyreliv og deslige – og vi har tit foreslået, at han måske skulle gå i den retning rent uddannelsesmæssigt. Han ved alt om dyr – og “nørder” meget i ting, jeg end aldrig har vidst i mit snart 50-årige liv. Men nu må jeg vist hellere lige ta’ en alvorlig snak med ham – hvis en frø kan give uorden  i sagerne, skal han nok søge i en anden retning, Sorry Oliver, at jeg driller – men det er bare en anbefaling fra en, der er endnu værre end dig.

Jeg er generelt ikke bange for kryb, dyr eller insekter – men jeg har en fugle-fobi, der slår alt andet.  Fugle-fobi – eller med den fine betegnelse ornithophobi – har jeg altid haft, uden at jeg specifikt kan sige, hvor den kommer fra. Min kære fader var dog indrettet på samme vis, så måske det er hans angst, jeg har efterlignet.

Et sæt blafrende vinger giver mig øjeblikkelig en stiv angst i hele kroppen, og jeg har mest har lyst til at løbende skrigende væk med hænderne over hovedet. Det er ikke noget, jeg kan kontrollere. Heller ikke trods min “stigende” alder og min deraf generelt bedre tillærte selv-kontrol. Der er intet, jeg kan gøre. Og det er som om, fuglene ved det. De flyver nemlig gerne ind i MIT hus. Jeg har måtte hente naboen ad flere omgange, hvis jeg har været hjemme selv. Jeg har, engang hjemme i mit barndomshjem sammen med min far, med rystende hænder fanget en stakkels skræmt fugl i en papkasse i stuevinduet, trukket kassen hen langs væggene og skrigende kylet kassen ud af havedøren og hen på græsset for derefter at smække døren i bag mig med det største brag. Jøsses. Det er jo altså helt skørt.

Så inden jeg peger fingre af min store stærke sønne….ja så tjekker jeg lige status på fugle-fobien hos mig selv i dag – og den er ganske uændret. Jeg går heller ikke i dag om bag skuret, hvor der har været en fuglerede i brændestablen. Niks, det har jeg folk til 🙂

Oliemaleriet af frøen er fra www.lightinthebox.com

 

A Wife’s gotta do what a Wife’s gotta do #coronatid

Min kære husbond har ikke den største hårpragt længere. Så har jeg ikke fornærmet nogen! Da vi mødtes for 30 år siden (ja….her må gerne gispes) havde han et kæmpe garn, men den tid er ligesom forbi. Mange vittige hoveder (læs: mænd) kan måske straks finde sammen i et fællesskab med en mening om hvorfor hans hår er forsvundet i løbet af de mange år, han har tilbragt med mig ved sin side, men jeg lader videnskaben tale: det er jo bare sådan, det går med det hår for mange danske mænd. Punktum! Så lader vi den ligge.

Min mand Morten er flittig gæst hos den lokale frisør. Selvom man ikke har så meget hår, skal det alligevel passes, da man ellers let kommer til at ligne en forpjusket fugle-unge på afveje.

Men som verden desværre ser ud lige for øjeblikket – ja, så er en tur til frisøren ikke en mulighed og må betegnes som en luksus for de få, der rent faktisk er så heldige at være gift med en frisør og derved kan tigge sig til en tur med saksen!

Derfor er vi nu ved at være der, hvor det ville være frisør-tid, og han er begyndt at kredse omkring mig i håb om at jeg kan lokkes til opgaven. Og hvorfor skal jeg lokkes, tænker du måske? Hvor svært kan det være at føre hår-trimmeren igennem hans “manke” og så ta-dah……….mission accomplished!??

Ja, det skal jeg da fortælle dig!! Jeg har et stort traume, og bare tanken om en hår-trimmer giver mig gele-ben! For måske 5 år siden på en smuk søndag i juni, hvor solen skinnede og fuglene pippede….ja, der skete det, der gav mig en traumatisk oplevelse!! (altså…alt med måde, så var det heller ikke værre!!)

Morten skulle på konference i den kommende uge, og havde ikke nået sin tur forbi frisøren. Vi blev enige om at forsøge os med at løse denne opgave i fællesskab, og han blev plantet midt på græsplænen i en stol med et håndklæde omkring skulderne. Og så gik jeg i sving med trimmeren!!! Alle jer, der rent faktisk har gjort dette på nogen derhjemme, ved at der er dette øjeblik, hvor man tager den “første tur” igennem håret og tænker …”uhhhhh”….. Der er bare noget angst-provokerende ved at klippe i andres folks hår – og derfor er jeg IKKE frisør!!!

Men jeg forsatte derud af og resultatet blev end ikke så tosset. Til sidst tog jeg dimsen af skæret/saksen for at klippe nakken og tænkte “Færdig!!” …. men opdagede så en sjov tot over venstre øre, som jeg liiiiiige ville give en sidste tur! Og her skete det!! Jeg fik ikke sat dimsen tilbage over skæret igen, men kørte trimmeren fra foran øret og helt hen næsten forbi øret, inden det gik op for mig, hvad jeg havde gang i. Ja, jeg havde så klippet en flot bred stribe helt skaldet! Og den stakkels mand var helt hvid under det hår, jeg netop havde fjernet. Og så kom gele-benene!!!!

Morten opdagede hurtigt, hvad der var sket og begyndte at grine – “herregud, så var det da heller ikke værre”. Jeg til gengæld kunne let forstille mig, hvad jeg ville have gjort ved ham, hvis dette var sket for mig, og det var ikke kønt!!! Så jeg var simpelthen så ked af det! Det var bare ikke noget at grine af, syntes jeg.

Og ham kunne jeg sgu da ikke sende afsted på konference med den der frisure. Stakkels mand. Så gode råd var dyre. Jeg har en veninde, som på det tidspunkt var frisør, og hende måtte jeg ha’ fat i en fart – søndag eller ej. Og afsted med ham til hendes salon, selvom hun var midt i at stege frikadeller. Hun måtte hjælpe mig! Og hun fik rettet på sagerne, så godt hun nu kunne, og jeg fik en meget korthåret mand tilbage. Lidt a la Bruce Willis-kort. Og stadig med et smil på læben! Så det endte jo lykkeligt, det hele, men jeg husker følelsen i maven, som var det i går.

Men i disse corona-tider må man jo hjælpe, hvor man kan – så mon ikke han får mig overtalt lige om lidt ….. og så må jeg jo gøre mit bedste!!! Kryds fingre!! Og pas godt på jer selv derude!

Kaiserwetter.

Os, der ikke står på ski – ja, vi går virkelig en hård uge i møde. Trods det faktum at uge 7 end ikke er startet rent officielt, ja så eksploderer de sociale medier allerede med fotos fra alverdens skønne ski-destinationer. Fotos med knitrende hvid sne, høj solskin og lutter smil. Simpelthen kaiserwetter.

Her hjemme i bette Danmark har vi kraftig storm med vindstød af orkanstyrke – og naturligvis regn som altid. Og ingen vinterferie-fri her på matriklen. Behøver jeg at forklare yderligere? At man ikke kan  komme udenfor en dør, at havemøblerne blæser omkuld og at vinter-depressionen stiger i takt med vindens hastighed? At det eneste man kan lave er at æde sig ud af sit miserable søndags-humør og bare blive endnu tykkere…? Og at arbejdet kalder i morgen tidlig?

Hvorfor tager kvindemennesket da bare ikke på skiferie så…? … vil den opmærksomme læser  måske spørge sig selv! Og ja, hvorfor gør jeg ikke det? Jamen, det ved jeg ikke?!!

Jeg kommer ikke fra en familie med ski i blodet, og har derfor som barn/ung aldrig været afsted på denne type ferie. Og så er tiden gået med små børn og ferie sydpå! Nu nærmer jeg mig med langsomme slæbende skridt de gyldne 50’ere og begynder at tænke på, at jeg så faktisk er ved at være for gammel til at begynde på dette. At jeg bliver en af de nybegyndere, der starter ferien med at lave ulykker og skal hentes i “bananen”. 6 uger med gips er ikke et scenarie jeg på nogen vis kan overskue. Og så alligevel … så kribler det i mig.

Jeg er så misundelig på alle jer, der nyder sol, kulde og flotte lyse dage med sne under fødderne. I mange år har flere af vores venner, som er inkarnerede “skibumser” forsøgt at lokke os med og det har da fristet os – men vi har hårdnakket holdt på at det ikke kom til at ske. Måske også med den bagtanke at: tænk nu hvis vi rent faktisk blev vilde med det, så sad vi i saksen.

Det er som om der er 2 liv – et liv før en tur på ski og et liv efter første ski-ferie. Det er som om man bliver “smittet” af en ihærdig ski-bacille, der aldrig slipper taget igen, og der er ingen vej tilbage.

Men så er næste problem, om jeg overhovedet kan lære at stå på ski? Kan I se mig tumle rundt derude på løjpen, svedende med huen halvt ned over ene øje og minus en skistav, som er tabt lidt længere oppe? Ja, det kan jeg i hvert fald let forestille mig….! Men jeg kan også se for mig at en meget sød mandlig ski-lærer blidt hjælper mig op, når jeg falder og børster sneen af min kind, fordi jeg landede med hovedet først!! Intet er så skidt at det ikke er godt for noget andet.

Men nu vil jeg tænke over mine fremtidige “ski-planer” – skal, skal ikke – og ikke mindst alt det fine udstyr, jeg så “bliver nødt” til at investere i. Og så har jeg jo lidt tid til mine overvejelser! Gad vide om vi ses på løjpen næste år???

 

Fuld fart fremad…

På mit arbejdsplads er jeg så heldig at være omgivet af nogle rigtig dejlige kollegaer. Alle som en kan tåle en god gang gas og har let til latter. Det er altid en fornøjelse, især fordi vi jo tilbringer mange af vores vågne timer sammen, når vi sidder på vores pind og sælger indretning. Og så er der nogle af mine kollegaer, der er så heldige at de har samme passion som jeg; nemlig at løbetræne (og så må der grines!) Vi har ihvertfald alle det rette udstyr og ser ret så tjekkede ud, når vi begiver os afsted på veje og stræder. At vi så føler os en anelse tunge i bagdelen, ja det er jo en helt anden sag 🙂

I foråret var vi kommet på den geniale ide, at vi ville løbetræne med det mål at deltage i Royal Run, som løb af stablen 1. juni. Både for i fællesskab at kunne træne henimod denne løbetur på 5 lange km og ikke mindst for at se ham “snack’en” Frederik i levende live. Vi arbejdede sindsygt hårdt på projektet og tog mange svedige løbeture i Hindsgavl og omegn, hvor vi virkelig arbejdede på projektet. Gas-blå i hovederne kæmpede vi os afsted og øgede hastigheden fra gang til gang.

Da vi kom til den store dag, var vi max klar i vores fine “Royal Run” t-shirt og klarede turen med bravour. Det var en stor oplevelse at løbe i gaderne i smukke Aarhus og masser af tilskuere var mødt op for at heppe. En stor skuffelse var dog at Frederik var ingen steder at se. Hallo!!!! Kæmpe nedtur! Tænk engang!! Men vi drog alligevel stolte hjem med de flotteste medaljer, vi længe har set – lidt kongelig har man vel lov at være.

Og med medaljerne i hus samt lidt tid til at komme sig og få strukket de ømme muskler – ja, så fik vi blod på tanden og næste løb lokkede … nemlig 10 km i forbindelse med åbningen af Den Gamle Lillebæltsbro til oktober. Og vupti, så fik vi tilmeldt os – og flere kollegaer hoppede med på gå-turen, som også er samme dag. Vi tænkte; hva’ pokker, 10 km er jo ingen sag ovenpå en kongelig oplevelse! Og nej, det er det ikke – men det er jo immervæk det dobbelte af 5 km. Og desværre er træningen henover sommeren ligesom gået fløjten og druknet i tåger af rosé, sommerstemning og gammeldaws isvafler med guf.

Men for søren – nu er vi ved at lade op … og nedtællingen er i gang. 10 km for at indvie broen, som ENDELIG er færdig, er vel ikke det store offer i forhold til hvad broen har måtte stå igennem siden ombygningen startede. DET skal fejres!!! – Så jow jow – vent I bare og se os “fart-djævler” som kommer susende….vi kan i høj grad bruge lidt support på side-linjen….så vi håber, at vi ses 5. oktober i Middelfart!!! Fortsættelse følger!!!

 

Cykel-myggen fra Snoghøj.

I dag cyklede jeg på arbejde. Det var første gang i år. Men en gang er jo bedre end nul gange, ikk? Jeg husker stadig, da jeg “solgte” ideen til min kære husbond om at jeg trængte til en ny cykel. Jeg havde forelsket mig i et lækkert orange lyn ved den lokale cykelhandler og kunne næsten ikke tænke på andet. Jeg havde en anden cykel stående i skuret – men…men…men…der var tusind ting i vejen med den gamle cykel, som var årsag til at jeg hellere tog bilen. Nu er jeg jo godt gift – og temmelig forkælet! – så der gik ikke længe førend det orange lyn stod i indkørslen, strålende om kap med solen på himlen blå. Jeg lovede mig selv, at jeg ville cykle rigtig meget, at jeg ville passe, pudse og pleje cyklen og at jeg naturligvis altid ville være iført en cykelhjelm. Det skulle mit kloge 40+ hoved altid udstyres med, især fordi jeg således også kunne være et godt forbillede for mine poder.

Her nogle sæsoner efter – ja, så har du 3 gode gæt i konkurrencen om hvor mange af tingene jeg så rent faktisk har overholdt. Jeg har faktisk cyklet en del – vil jeg så sige til mit forsvar – men jo ikke i det omfang, jeg havde planer om. Jeg har pudset cyklen en eller to gange – og så har min mand Morten stået for at pumpe dækkene og ved samme lejlighed fjerne spindelvæv. Jeg har købt en flot og dyr cykel hjelm, faktisk en man kan klappe sammen, men det er desværre ikke meget, den er blevet brugt. Det er jeg da ikke just stolt af – fordi det er jo er torske dumt ikke at iføre sig en hjelm for sin egen sikkerheds skyld….det indrømmer jeg blankt. Men hold nu op, jeg sveder som en hest inde i den hjelm, jeg ligner en total tumpe og jeg gider bare ikk’ at cykle med det monstrum på.

I dag på vej til job var humøret i top. Solen skinnede fra en flot blå himmel og kl. 08:00 var det allerede t-shirt vejr. Vinden blæste i mit hår og mandag var bare fantastisk. Sjovt som en cykeltur også kan gøre at man føler sig lettere og yngre. Lidt mere flagrende i det! Jeg var 20 år igen og jeg fik mange smil med på vejen. Det var en skøn morgen. Det gik godt ned ad og de 8 km blev tilbagelagt uden de store kvaler. Dagen gik. Jeg fortalte vidt og bredt om at jeg var cyklet på job. Og så skulle jeg hjem. Halløj, der gik det sørme lidt mere op ad og temperaturen var steget gevaldigt. Men hjem kom jeg, dog en anelse mere svedig og knap så smilende som turen ud. Dog skulle jeg over Den Gamle Lillebæltsbro, som pt. er lukket for biler, og der var sgu’ med livet som indsats, når man skal passere hinanden på den indskrænkede cykel/scooter-sti.

Men nu synes jeg det der cykleri kører helt godt for mig og mit næste projekt må blive at få fingrene i en af de hersens “cykel-kraver” som ikke maser og sveder mit hår til. Den er ikke helt billig, men det giver godt mening at ofre pengene på sådan en … især når man er så habil en cyklist som mig. 🙂   Here we go again  🙂

 

Ægte ferieråd fra en her-og-omkring rejsende +40 kvinde!

Ferietiden har sat ind, kufferten er hevet frem fra loftet og kort-spillet støvet af, klar til nye omgange 500.

Som alle jer andre, er jeg også draget ud i det blå – med klip-klapper på – og har nu oceaner af tid til at observere feriefolket omkring mig, når alt, jeg skal dagen lang, er at vende mig på sol-stolen med jævne mellemrum!

Og det er en af mine yndlings-beskæftigelser at observere, for vi mennesker er så forskellige og det er sjovt at udpege nationaliteter,gætte på hvem der mon er gift med hvem og deslige!

På basis af disse indblik i ferielivet, har jeg nogle gode ferietips/råd til dig … iblandet lidt god humor og spas!

Køer på græs

Lov mig nu at ta’ det heeeelt roligt, når du skal af flyet …. du kommer helt 100% af på et tidspunkt og du skal jo alligevel vente på din kuffert, som først kommer 45 min senere på båndet … hvis den vel og mærke er med!!!
Oftest føles dette tidspunkt på rejsen som når en stor flok køer, der netop er sluppet fri på sommer-græs, kommer buldrende!! Total ude af kontrol – skræmmende!!
At kaste sig fra sædet og ud på gangen, et split sekund efter at “sikkerhedsbælte-skiltet” er slukket, for derefter at vride sig i de mest utænkelige stillinger alt imens man river og flår i kufferten fra skabet over sig, er simpelthen for stor en kraft-anstrengelse at starte ud med! Tænk også på dine med-mennesker – en kuffert i knolden er en dårlig start på ferien! Og du KOMMER ud af flyet på samme tid som alle andre – så dybe vejrtrækninger, puuuuust ud …. luk øjnene og slap af … og lad så ferien starte!!!

Bikini-form min bare!

Drop bikini formen – der er mindst 500 andre på stranden som er tykkere og mere flæsket end dig. Og de har typisk en meget lille bikini eller helt bette badebukser på! Så sørg for at ligge dig i nærheden af dem, så er du i bikini-top-form …det lover jeg! Ingen grund til at knokle fra januar måned for i juni at få et mindre sammenbrud foran spejlet, fordi du ligesom aldrig nåede i mål … det er spildte tårer!!! Bare sug maven lidt ind og afsted! Der er så mange mennesker, der har absolut minus selvkritik – så vær glad for dem, de er indirekte din redning.

Kampen om stolene

Flere har måske allerede taget del i denne kamp før? Altså “jeg-ligger-vores-håndklæder-på-stolene-før-alle-andre” kampen, som foregår fra den årle morgenstund, hvor vi andre stadig sover … så man er 200% sikker på en plads ved poolen til samtlige familiemedlemmer, uanset vind og vejr – og således at man kan komme daskende uden nogen form for stress op ad dagen, når man har lyst!
Vi andre sidder bare med vores små og store numser direkte på 100 grader varme fliser og sender hjertelige smil til “kæmperne” – tak fordi vi også må være her! Øhhh altså NEJ …nu skal der laves nye regler her : vi DELES om stolene .. og smiler til hinanden!!! Vi har nemlig ALLE lov at være ved poolen! Punktum! Så vær god ved din pool-nabo, det føles godt!

Når fløjen lyder i poolen

Piiifffttt …. alle mand op! Dette er typisk tegn på noget rigtigt skidt! Og lort! I reneste forstand! Når der svømmer en lille fin pølse rundt i poolen, ja så stopper festen ligesom de næste 24 timer! Tanken om at man kort forinden lavede en bombe i selvsamme vand og nok slugte mindst 200 ml vand under springet, kan føles en smule angst-provokerende, når man pludselig sendes op af poolen pga føromtalte lille pølle! Drik ikke mere af pool vandet end højest nødvendigt.

Kvinder +40 med fletninger

På denne destination findes et hav af mørke kvinder, der tilbyder at flette håret på de små søde piger i fine sommerkjoler! Ganske sødt, omend det må være lettere ubehageligt med de der stramme fletninger og en blottet hovedbund under solens stærke stråler! Men det hører vel med til ferie!!
Og så er der nogle halv-gamle mødre. der hopper med på vognen og tilkøber den helt store pakke!!! Ohhh nooo – gør det ej! Det er simpelthen bare for sent i livet med fletninger over hele hovedet!

Gå aldrig ned på udstyr

Overordnet er der bare nogle mennesker, der har fuld kontrol på udstyret! Håndklæder, uden sand over det hele, ligger snorlige, og de har medbragt et gigantisk arsenal af snacks, koldt vand, tykke bøger, sol-hatte, cremer mm. Og sidste nye er de der mega-klemmer, som påsættes sol-stolens hovedgærde, så håndklædet ikke glider ned bag ryggen! Dem vil jeg også ha’!!

Med disse gode råd er du nu godt rustet til en ferietur i syden sol. Husk også pas, penge og nok vædske – gerne i form af eftermiddags-gin/tonics og rigeligt med vino tinto, så er du flyvende!

Rigtig god ferie 😉

#tenyearchallenge

Lige om lidt har jeg fødselsdag. Jeg fylder 46. Det er kun et år mere end 45 – men på forunderlig vis er det bare en lidt særlig ting ikke længere at være midt i fyrrerne, men derimod på vej mod de halvtreds. Jeg kender flere, der giver udtryk for, at de nærmest får nedtur over at runde de halvtreds, da det på en eller anden måde er skelsættende for, hvor man befinder sig på livs-skalaen. Ungerne er tæt på at flyve fra reden, manden tæt på at smutte til fordel for en yngre model (joke!!) og kroppen er i forfald. Og endnu værre: overgangsalderen truer.

Jeg personligt har ikke det store issue med at blive ældre, men jeg kan sagtens se at jeg bliver ældre, når jeg ser mig i spejlet hver dag. Jeg vil gerne være ældre, bare ikke TYK og ældre, det er min eneste betingelse. Og det ydre er jo kun det halve af pakken. Fordi inden i er jeg bare en bette grøn-skolling. Det handler jo også om, hvor gammel man faktisk føler sig. Jeg er stadig klar på en god bytur med masser af sprut & dans på bordene, jeg flosser gerne i offentligheden (ikke tænderne – men Fortnite dansen!!!) selvom min datter finder det mega pinligt, og jeg kan stadig komme til at tisse i bukserne af grin – måske også som resultat af 2 børnefødsler, men jeg kunne altså også finde ud af det, inden jeg blev mor.

Seneste dille – især på det sociale medie Instagram – er #tenyearchallenge. Et opslag, hvor den pågældende person viser 2 fotos af sig selv fra henholdsvis 2019 og 2009. Det er mange af de “kendte”, der kaster sig ud i dette – og spøjst nok kan man sjældent se forskel på de 2 fotos. Det er som om, at de 10 år bare er gået let og ubesværet henover dem. Nu tænker man så inde i sig selv, at der måske er taget “ufine” metoder i brug, og det er også helt okay med mig. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ALDRIG ville nærme mig en Botox nål. Dog har jeg stadig oplevelsen tilgode, men man skal aldrig sige aldrig! Men for mig er det altså lidt skørt at denne challenge i princippet er pejlemærke for, at man ikke skal se særligt meget ældre ud på 10 år. Og flere af disse mennesker er jo også blevet “pænere” end for 10 år siden – måske fordi de ældes med ynde og klarer resten med makeup, kamera-filtre og en overdrevet god stylist. Man ser jo heller ikke alt på de sociale medier, skal vi huske på. Man ser ikke lorte-dagene, de forbandede unger eller al appelsin-huden. Den appelsin-hud, vi alle nyder godt af, når vi runder de 40 ..tak for lort, siger jeg bare. (jeg har snart så meget af det, at jeg kan åbne en bod med friskpresset juice, som er åben 24/7)

Jeg er i hvert fald blevet ældre på 10 år og der er kommet meget vand i åen siden 2009. Men jeg er også blevet 10 år klogere på livet, 10 år sjovere, 10 år mere velafbalanceret og nu mor til 2 teenagere. Immervæk noget af en bedrift. At min bagdel så også er vokset i denne periode, lader vi stå hen i det uvisse.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvor de 10 år er gået hen og må ofte knibe mig i armen, når jeg begynder at tælle baglæns – det er en af goderne ved at være menneske! Men jeg er tilfreds med, hvor jeg er i mit liv, og min familie er glade og trives. Vi har fået 2 fornuftige unge mennesker ud af de 2 bylter, der ankom med høj fart på fødestuen, og vi er ikke blevet skilt i mellemtiden.

Nogle gange tænker jeg på, at hvis vi nu rent faktisk bliver genfødt og får endnu et liv – ville jeg så gøre noget om??? Måske….men jeg ville i hvert fald henstille til Gud eller hvem pokker det nu er, der sender en afsted på runde 2, om at jeg gerne vil genfødes i USA, helst det sydlige Californien, hvor solen skinner. Og så vil jeg gerne genfødes i en smækker, lækker krop med lange brune ben og en lille numse. Kunne gå i højhælede sko uden at ligne en and. Og ja, også gerne med nogle go’e store kasser. Sådan nogen, jeg rigtigt kunne svinge rundt med. Det ku’ jeg godt tænke mig at prøve. Dog har jeg en god veninde, der rent faktisk er indehaver at sådan et sæt, og hun siger, man skal passe på med ikke at ramme sig selv i øjet, det giver blå mærker… 🙂

Eller hey, jeg kunne også genfødes som mand. Så kunne jeg stå op og tisse. Jeg kunne tisse på kryds med min bedste ven og jeg kunne tisse lige der, hvor jeg havde lyst! Det slår måske alligevel den smækre krop.

Men I skal jo ikke snydes for min #tenyearchallenge – som jeg har valgt at udvikle lidt på …. så voila, her har I mig for hele 30 år siden, ung og ubekymret på tærsklen til det voksne liv og alle de ting, der følger med. Og sådan ser jeg også mit liv nu – det er, hvad man gør det til, der tæller. Så pyt skidt med appelsinerne!

Go’morn’ då’

Vores morgener….. %#x#%X … ja, jeg siger det bare – de er vilde!!! Jeg må tage mange dybe indhaleringer af efterårs-luften for overhovedet at kunne komme igennem dem. For at kunne stå ved siden af bil-døren, klar og klappet til afgang, uden at zig-zagge i knæene, inden dagen knap er begyndt. Om jeg fatter, hvordan alle andre klarer det!! Hatten af for alle jer, der lykkes med at ankomme top-stylet, med en Instagram-værdig madpakke, ekstra lækre snacks (just in case), ny-lakerede negle og nyvasket bil.

Jeg er bare glad, hvis jeg har husket at tage to ens strømper på og fået lagt mascara på både de øverste og de nederste øjenvipper. Og som ekstra bonus har sendt den rette madpakke med det rette barn og husket at lukke hunden ind.

Nu skal det jo ikke lyde som om, jeg er total uansvarlig ,og jeg vil bede jer om ikke at kontakte Børneværnet, Dyrernes Beskyttelse eller deslige. Det er der andre, der har gjort før jer, men det er altså ikke grelt nok til at de rykker ud. Endnu i hvert fald….!!! Der er typisk ikke nogen – hverken mennesker eller dyr – der kommer til skade. Men nu er ingen af os her i hytten rent faktisk morgen-mennesker og måske starter hele problematikken med, at hele banden rent faktisk kommer alt for sent op. Men når nu man er SÅ afsindigt træt om morgenen, giver det jo ingen mening at stå op før bare pokker. Så det er ikke en option. Glem det!

Jeg triller ud af sengen og styrer målbevidst i retning mod køkkenet. Dem, der nyder en kop kaffe, friskpresset juice og lidt lækkert skyr med frugt, i skøn forening med hele familien og blafferende stearin-lys omkring bordet, må simpelthen ha’ en brist. Jeg når end ikke ind i spisestuen, men indtager stående lidt ristet brød, samtidig med at jeg ad flere omgange forsøger at få resten af familien ud af fjerene. Madpakker er jeg blevet bedre til at planlægge, og det har lettet stresseriet en anelse. Men kedelige, det er de stadig. Jeg glemmer aldrig en udsendelse med vores kære Mette Blomsterberg, der pakkede madpakker med cellofan og rød sløjfe! Jamen, jeg magter det ikke.

Min dejlige datter har fået hul i ørerne. Det bruger vi faktisk en del tid på om morgenen. Så skal øreringene lige skiftes, renses og deslige, alt imens jeg små-svedende tripper ved siden af hende på badeværelset i forsøg på at være hjælpsom. mens sekunderne tikker inde i mit hoved. Samtidig er min store søn i bad – eller nærmere damp-bad – og jeg sveder endnu mere, mens mit ny-vaskede og ny-glattede hår langsomt ændrer sig fra “smart frisure” til “våd-hund-look”.

Så skal min datter ha’ hjælp til at glatte hendes – lange! – hår og jeg når at brænde mig to gange på glattejernet. Sønnen forlader badeværelset og jeg forsøger at lufte lidt ud, så min makeup ikke smelter helt væk, alt imens hunden sidder og stirrer bedende på mig og venter på gåturen. Sønnen kommer tilbage, jamrende, da han lige var op og slås med en kaktus i vindueskarmen og vi starter en større operation med pincetten, trods det faktum at mine aldrende øjne ikke kan se en brøkdel af de små sataner, der sidder i huden. Jeg sveder så lige lidt mere, og håret klasker endnu engang. Datteren kommer tilbage og skal lige låne en t-shirt eller 3, så bunken af tøj på gulvet vokser støt, alt imens jeg faktisk stadig ikke har fået tøj på. Alt imens sekunderne stadig tikker!

Afsted kommer jeg endelig med hunden og håret lider endnu en gang, da det støv-regner og blæser en halv pelikan på denne tidlige efterårsmorgen i Snoghøj. Da jeg kommer retur til huset, kan jeg endelig sende datteren afsted på cykel, og begynde at ane min mulige afgang, hvilket betyder at jeg i 12 minutter på vej til arbejdet kan sidde helt musestille og tage dybe vejrtrækninger helt ned i maven.  Jeg kan mærke mit hjerte hamre helt stresset, men da jeg først får sat mig ind i bilen – efter febrilsk at have ledt efter mine nøgler med høj puls – får tændt for radioen og kaster mig ud i trafikken, løsner jeg op og gælder mig til at komme over på jobbet, hvor jeg kan starte med en stor kop kaffe i mit helt eget tempo. Og ved I hvad, det hele starter forfra igen i morgen. Længe leve weekend!!!

PS: Måske er dette indlæg lidt jammer, men jeg har altså været alene hjemme hele ugen….PIV!

Det har jeg aldrig gjort før, så det klarer jeg helt sikkert.

I morges, da jeg kørte på job i min bette bil, passerede jeg en kvinde på min egen alder, der kom susende på rollerblades inde på cykel-stien. Jeg kunne næsten fysisk mærke misundelsen over, at hun bare kom fræsende der, det ene ben frem foran det andet i en fast rytme, total sporty spice, naturligvis klædt i det rette udstyr. Hun så bare skide godt ud!

Havde jeg gjort forsøget, var jeg næppe kommet ret meget længere end min indkørsel. Jeg ville nok på givne tidspunkt sidde på min bagdel ude på fliserne og puste på mine blodige knæ. For rollerblades har bare aldrig været mig. Sporty Spice er IKKE mit mellemnavn. Punktum. Ej heller er det nogensinde lykkes mig at lave et hovedspring i svømmehallen,slet heller ikke 50 meter perfekt crawl. Jeg var hende, der kvabbede rundt inde langs kanten med duggede dykkerbriller i en alt for stram badedragt og hende som altid holdte sig for næsten, når hun ploppede i vandet med fødderne først. Jeg har altid drømt om det der perfekte hovedspring, men det er bare aldrig rigtig sket.

Men i mit hverdags-liv tager jeg så af og til et andet slags hovedspring. Jeg er nemlig rigtig god til at ryste posen, tage mit liv op til revision og kaste mig ud i nye eventyr – på godt og på ondt. Dette har bragt mig i mange situationer, både gode og lidt mindre gode, men det har helt sikkert også givet mig følelsen af at løbe på rollerblades – uden de blodige knæ. Og nogle gange har jeg faktisk fået vand i næsen – sådan rent billedligt – og det føles ikke altid skide godt. Men det er den, jeg er. Det skal føles rigtigt. Livet er for kort til andet. Og jeg har altid en stærk (naiv?) tro på, at det hele lykkes. Lige om straks….!

I øjeblikket er jeg i en fase, hvor jeg svømmer lidt i den ene og så lidt i den anden retning. Brillerne er knap så duggede, men der er alligevel noget, der strammer. Midtvejs-krise måske – men jeg har behov for at lande det helt rette sted!! Med fødderne først! Og få en stabil fremtid, hvor jeg kender til betingelserne. Ikke flere hovedspring i den nærmeste fremtid.

Og så alligevel… : Jeg har for nylig skiftet job, men er ikke landet rigtigt. Det er jeg hurtig til at erkende og handle efter. Så derfor må jeg igen videre i en ny retning. Den helt rette retning. Tørre brillerne af, så jeg kan se klart. Jeg kan under ingen omstændigheder fungere, hvis ikke jeg er helt og aldeles “in the zone”.

Nogle gange må jeg ta’ mig til hovedet. Tænke på Pippi Langstrømpe, der bare er så skøn og utrolig stærk (naiv?) – med en fanden-i-voldsk tro på at alt er godt, no matter what! Tænke at hvis jeg da bare havde de flotte røde fletninger, kunne jeg måske løbe på rollerblades? – Pippi er Pippi og Line er Line. Jeg er bare 30 år ældre og en kende mere forsigtig; det kommer jo ligesom med alderen. Men nu tror jeg, det rette sted er lige foran min næsetip , og det glæder jeg mig til. Så hvis du ser mig en dag på cykel-stien på de der famøse rollerblades, så sving mig en High-Five: – “Det har jeg aldrig gjort før, så det klarer jeg helt sikkert.” (citat: Pippi Langstrømpe) – Og her inden jeg smutter kan jeg kun opfordre til, at du også siger sådan til dig selv, inden det er for sent!

Smil fra mig….!

Sommer tanker

I dag starter skoleferien officielt – og det betyder at vores kære unger nu kan se frem til lange, skønne feriedage i deres helt eget tempo. Dette betyder ligeledes at vi forældre nu kan se frem til en lang ferie UDEN madpakker. Total optur! – Det er simpelthen ved at tage livet af mig med de skide madpakker. Prøv lige at tæl, hvor mange madpakker, det bliver til på et skoleår. Jeg orker ikke at tælle.

Min princip er, at jeg ikke selv gider spise madpakker, der er smurt dagen før – så derfor er det et fast morgenritual at disse klargøres klokken kvart i kvalme. Den ene kan ikke lide dit, den anden vil hellere ha’ dat. Salaten må ikke blandes med dressingen, men er kedelig, hvis den ikke bliver blandet med dressingen!!! Jeg bli’r så træt. Nogle vil måske nok sige, at de pokkers unger SELV kan smøre deres egne madpakker. Men så har I ikke set mine børn den første time, efter de er stået op. Og I har heller ikke set mig. Vi er total B-mennesker (hvis det udtryk stadig benyttes?) og kører fuldstændig på survival-mode i højeste gear. Vi er så absolut IKKE morgen-mennesker og hader alle at stå op. Dermed kan vi kun håndtere de mest basale opgaver og siger ikke mange sammenhængende sætninger undervejs i processen. Jeg har så, som en anden robot, tillært mig den færdighed at kunne lave de skide madpakker uden at være mentalt til stede, og alligevel er den en træls tjans.

Men nu kan vi alle se frem til ferie inden længe, man har de sidste mange uger allerede kunne nyde dette usædvanlige udsøgte sommervejr, som giver højt humør på hele linjen. De lange lune og lyse nætter indbyder til hygge og masser af rosévin i glasset. “It’s Rosé o’clock” hele tiden – citat: Anna Thygesen. Og om dagen kan man slænge sig i solstolen og nyde livet. Det er bare skønt. Den anden dag var jeg et smut i H&M og tænkte, jeg lige ville se nærmere på badetøjs-udvalget i butikken. Måske der hang en bette smart sag, jeg kunne tage med mig på dette års sommerferie. Nyt badetøj kan man altid bruge,

Nu vil jeg lige pointere at jeg ikke er den nemmeste at finde badetøj til. Trusserne må ikke være for små, ej heller for store. Jeg hader bøjler i BH og endnu mere de kæmpe vat-indlæg, der er våde 8 timer efter svømmeturen. Og samtidig skal jeg tage hensyn til de små-skavanker, jeg nu engang har med i bagagen. Allerhelst ville jeg gerne hoppe i en heldragt. Hermed ville alle skavanker være flot gemt bort. Jeg ville nok få det en anelse varmt i længden og den efterstræbte “tan” bliver ligesom ikke mulig at opnå med kroppen helt dækket til.

Plan B: En bikini med en trusse, der liiiiiige dækker den der “Mummy-Tummy”. Det der løse hud på maven, hvor der står OLIVER og MALOU på. Med kæmpe sorte bogstaver! Møg-unger! Føromtalte møg-unger har ellers ofte stor morskab ud af at pointere at min hud på mavsen kan “wobble” (kan sgu ikke finde et dansk ord, der passer bedre) selv om jeg sidder stille. Sjovt! I disse Instagram-tider, hvor alle poster bikini-billeder har jeg også fundet en stilling, hvor min mave er flot flad. Jeg skal ligge helt fladt, helst lidt bagoverbøjet, suge maven ind og så skynde mig at skyde foto’et inden jeg igen puster luft ud. Lidt besværligt for et foto, tænker jeg, som jeg så alligevel ikke uploader pga. min høje alder og min sunde fornuft. Lad de smækre strandsild om det! You go Girl….

Nå men tilbage til H&M. Jeg kan afsløre, at jeg IKKE købte noget badetøj den dag. For jeg måtte simpelthen tage mig selv i at vandre rundt total målløs med åben mund og polypper – rystet over det udvalg, der blev præsenteret på bøjlerne. Den ene bette mini-mini trusse efter den anden, kun holdt sammen af en tynd binde snor i siderne. Badedragter, hvor der stort set ikke var noget stof, men masser af snore og dermed frit indkig, især til side-dellerne. Trekants-bh’er så små, at de passede til Barbie. Undskyld, H&M – men hvem pokker køber det badetøj?? Ikke nogen, jeg kender, sorry to say. Hvis I tror, jeg frivilligt vil ligne en anden rullesteg, pakket ind i små stykker stof og tråde for at holde sammen på hele pivtøjet, så må I tro om. Jeg tager sgu’ bare heldragten på!! No problem. Og  gooooo’ sommer til jer alle derude!

Kram Line