Mr.Selfie & Me

Jeg starter dette indlæg med at afsløre mig selv  og en af mine laster – så kan jeg nemlig med god samvittighed kritisere løs på resten af verden efterfølgende! Er det ikke bare helt i top?

Jeg er afhængig – afhængig af min telefon. Kommer jeg ved en fejl ud af døren uden min telefon, hvilket meget sjældent sker, bliver jeg nødt til at vende bilen om og køre tilbage for at hente den. Punktum! Er min telefon ved at løbe tør for strøm,  er jeg i en stress-lignende tilstand, indtil jeg får “plugget” den til noget strøm – så er der ro på igen! Er der reklamer i en ellers så vældig spændende film, flyver telefonen frem af sit skjul, og jeg når at tjekke Facebook, Instagram, Linkedln og vejrudsigten, inden filmen starter igen. Min morgen starter med at tjekke mails og Messenger – og min aften slutter med at sætte alarmen til og lige screene seneste newsfeeds. Det er bare for meget af det gode, men jeg er afhængig! Og jeg indrømmer det! Sort på hvidt!

Heldigvis er der masser af ligesindede, der er meget hårdere ramt end jeg.  Det føles i den grad betryggende. Det føles rart! Disse stakler mødte jeg især under vores ferie – og de skal lige grilles lidt her:

Generelt er den nye trend at man “oplever” alting gennem mobilen. Er man til koncert, hvor man har sluppet 600-800 kr. for entre-billetten,  forstår jeg bare ikke,  hvorfor man igennem det meste af koncerten står med hænderne højt oppe over hovedet og filmer med telefonen? Jeg har endnu ikke erfaret at dette giver et resultat, der er værd at gen-se og lyden især kan slet ikke gen-lyttes. Fokus er helt fejlagtigt på telefon og optagelsen fremfor bare at være i nuet og nyde stemningen.

Alle vegne hvor vi kommer som turister – steder der betager os, smukke bygninger med spændende historier, skønne dyr eller skægge optog – alt skal filmes og fotograferes ned til mindste detalje.  Om der så skal skubbes lidt til højre og væltes lidt til venstre, det er underordnet , bare man får det perfekte skud. Jeg tænker ofte på, hvor meget man går glip af, når alt skal ses igennem en linse og ikke igennem øjnene – og jeg grummes over mangel på hensyn i forhold til at komme først og stå foran alle andre. Der knipses løs i alle stillinger og poseringer, og der tages ikke synderligt hensyn til de, der er mindre end os voksne – altså børnene. I et zoo er det vel oplagt at lade børnene komme først i rækken, meeeennnn det kniber sgu godt nok gevaldigt.  Og bliver man så lidt irriteret og forsøger at skubbe sine børn lidt “frem i vognen”, er det faktisk med fare for liv og lemmer fordi der er opstået endnu en pestilens af format – nemlig den nyeste og hippe gadget : selfie-stangen.

Selfie-stang: en teleskopisk stang med en holder på toppen hvor kompaktkamera, actionkamera eller aller helst mobiltelefonen kan fæstnes.

Unknown-1

En selfie-stang er åbenbart med til at øge oplevelsen i en sådan grad at det er ved at være en “must-have”.  Man tramper simpelthen rundt med en selfie-stang foran sig og benytter enhver lejlighed til at skyde løs. Oftest stopper man op midt i det mest befærdede område,  samler hele den pukkelryggede, løfter armen højt, og knipser løs indtil det rette foto er i kassen. Ja, måske er det mig, der er blevet lidt sart med alderen, men det er jeg sgu bare ved at være ret provokeret af! Man kan ikke gå fem skridt før den næste selfie-stang – denne gang i flot moderigtig turkis blå – svinger med højt fart ind forbi dit højre øre, øje og næsetip, og du må smide dig til siden for ikke at blive knock-out’et her midt på gaden.

Alle har ret til at samle “memories” fra en dejlig ferie, og det gør vores lille familie da også, men måske man nogen gange skulle opleve, dufte, føle og lytte – mærke efter med hjertet og sindet istedet for at spekulere over næste motiv til mobilos? Være nærværende og tale sammen, frem for at ræse til næste bur i zoo med vilde øjne for at få det helt rette skud?

Vi er panisk angste for at misse et perfekt foto-øjeblik eller få filmet fra start til slut, så vi har kun øje for næste skud  – koste hvad det vil! Ellers har vi ikke oplevet det!

Jeg kender godt selv fornemmelsen. “Det her er fantastisk. Det skal jeg aldrig glemme. Det skal filmes! …. “. Men jeg har lovet mig selv, at jeg skal benytte de 2 øjne der ret praktisk sidder fast på hovedet og som ikke skal lades op! Med disse vil jeg opleve og mærke det, der sker. Jeg må stadig gerne tage billeder! Men jeg er på kraftig afvænning. Og en selfie-stang, det finder du aldrig på min adresse. Eller – jeg smider i hvert fald den ud, vi har liggende! Med mindre Apple laver en rigtig fin éen – det gælder ikke!!

Go selfie yourself 🙂

 

En ægte shopper – snart på pension?

Jeg har altid været en hardcore shopper. En af de slags shoppere, der ved nøjagtigt hvad jeg går efter, og aldrig er i tvivl om jeg skal slå til eller ej, når jeg står med sagerne i mine hænder. En, to, fem – som en Ninja – så er den ting købt og ekspederet! Ingen slinger i valsen! Kortet glider gennem maskinen, posen skifter hænder hen over disken og lykkefølelsen er skøn!

Netop nu befinder jeg mig i shoppingmekka numero uno – nemlig:  In the City that never sleeps – New York! Her er alt hvad hjertet kan begære og mere til. En tur opad Fifth Avenue kan få selv en super-shopper som mig til at synke en ekstra gang. Bare at overskue, hvor gaden starter og slutter,  er en udfordring. Dog takker jeg amerikanerne for at have så sindrigt et system i deres lige gader, venligst markeret i talrækker, så man bedre kan finde hoved og hale i det! Her er milevis af fortov, der ingen ende tager – man vælter sig i alle de luksus design butikker, man kunne ønske sig – og flere til. Gaderne byder på alle typer af mennesker; turister som os med solide sko og rygsæk, top-stylede NY’ere på vej til eller fra jobbet i suits og høje hæle – og så alle gadefejerne. Dem er der bare mange af! Hvad er det dog, de fejer op??  – i et land, hvor det er forbudt at smide affald på gaden (i hvert fald udløser det en bøde! )

Unknown

Butikkerne ligger som perler på en snor – you name it, we got it. Der er alle de virkelig dyre butikker – dem hopper vi let og elegant forbi – men så kommer alle de, der drager…. for eksempel har jeg denne sommer svoret, at jeg VILLE ha’ et par RayBan med hjem i kufferten. Og hvad sker der?? Nu har jeg set på solbriller de sidste 10 dage – og har konkluderet at tæt på 300 Dollar måske lige er i overkanten, især med tanke på den smule sol, Danmark kan byde på! Så jeg har gud hjælpe mig ikke købt dem endnu! Hvad sker der for mig?? Er der et slags “shopping-sygehus” jeg kan konsultere? Er det mon min fremskredne alder der i kombination med min fornuft spiller mig et puds??

Efter NY’s gader – en tur til Woodbury Common Outlet med 220 butikker! 220 butikker!!!!!! Hvordan pokker kan noget menneske på denne jord overskue et udvalg af 220 butikker, og i dette tilfælde endda som outlet, hvilket betyder reducerede priser?!? Halloooooo!!!  – Man starter ud med høj intensitet og en lettere overskruet stemme, der signalerer “juhuuuu…”, men efter de første 4 butikker (216 butikker to go!!!) synker skulderene allerede en anelse og det hele begynder at virke uoverskueligt! Ikke mindst fordi man jo faktisk intet mangler, hvis nu vi skal være helt ærlige, og derfor ikke aner hvad der skal købes?

Benene er jo heller ikke, hvad de har været, og varmen gør sit til at hyle super-shopperen lidt ud af det. Jeg må simpelthen holde pause på en bænk, alt imens mine unger springer rundt i fuld firspring (måske pga. sukkerindtag i form af is og sodas??)

Generelt har ungerne simpelthen overhalet mig indenom, hvad angår udholdenhed – de har i år fortjent det sorte Ninja-bælte i at kunne gå længst uden at brokke sig over trætte ben, ømme rygge og trætte arme. Om de har indgået en hemmelig pagt, ved ingen – men de er i hvert fald blevet top-shoppere af højeste rang, og det gør jo enhver mor stolt!! Hvem skulle ha’ troet at dette kunne ske, når man har gennemlevet indtil dags dato 13,5 år med førstefødte, som fra dag no. 1 kategorisk har nægtet at indtage den rette shopping-attitude? Som har sprællet i klapvognen til den næsten væltede, som har skidt i bleen i samme øjeblik man satte sine ben på shopping-gaden og som med fulde lungers brug hver 5. minut har spurgt: “Hvornår skal vi hjem…???” Så trust me, når jeg siger: det er som at komme i himlen, når børnene dine bare trasker med – og for at være helt ærlig – løbende bestikkes med alt det de peger på for husfredens skyld. Halleluja……!!! Praise the Lord. I love NYC!

IMG_5788

Man kan sove, når man bliver gammel….

Her i huset er vi overgået til total slow-motion-tempo, da kalenderen melder ferie og fri – en helt og aldeles afslappet tilstand af ro og afslapning. Børnene er ved at være så store, at de sover læææænge og oftest skal tippes ud af sengen, inden morgen bliver til frokost og dag bliver vendt til nat. Dagene flyder lidt ud i hinanden, og der er tid til fordybelse, Ipads, computere, bøger og aftaler med vennerne. Det er bare fantastisk.

Til morgen – eller lad os bare kalde det formiddag – slog jeg øjnene op, vendte mig mod datteren, der lånte fars seng i hans fravær, og så at hun stadig snorksov. Ind på sønnens værelse – her var der ligeledes slukket og lukket. Og så var det, jeg kiggede på uret —–  og een gang til —- 10:52 —- whaaat???

Det var lige godt pokkers!!  Vejret i dag var jo heldigvis dejligt “inde-vejr”, så i den henseende gik vi ikke ligefrem glip af så meget – men alligevel??? Tænk, at det lykkes hele hytten, endda inklusive hunden, at være total bevidstløse til langt op ad formiddagen. Men det må være det man betegner som 100% afslapning….

image1

Det  er videnskabeligt bevist, at vi som mennesker har rigtig godt af  søvn – det er faktisk at sammenligne med en luksus “spinat/broccoli/rosenkål-smoothie” af bedste kvalitet for kroppen, når vi lige snapper en powernap på 11 gode timer. Manglende søvn påvirker udseende, humør, dømmekraft, hukommelse … jeg kunne blive ved. Og sjovt nok sover vi oftest ikke de anbefalede 8 timer i døgnet.

Så hermed må man jo konkludere, at søvn er total undervurderet – og når man runder de 40, skal der jo noget mere søvn til for at “opdatere” hard-disken. Samtidig forundres jeg ofte over de vildeste sovemærker i ansigtet, som jeg kan præstere, når jeg løfter hovedet fra puden. Det må simpelthen, hvor trist det end lyder, have noget af gøre med den tiltagende løsere ansigtshud, der rigtigt kan muntre sig i søvnens timer. Det er ganske frygtindgydende – og også ret morsomt, hvis man er i dét humør.

Unknown

Så når disse ting sammenholdes, så skal man bare sove løs – og gerne allerede fra nu af! Frem med den blødeste hovedpude, sovebrillerne og den ældste nat-tshirt … og så godnat. Lad os sove, SÅ vi bliver gamle! Snoorrrkkkk……..!!!

 

Usynlig – som i ægte usynlig?

Alle på min alder kender historien om, da Lotte blev usynlig! Hende “Hulu Bulu Lotte”, der trykkede sig på navlen, og vupti – så var hun væk. Væk som i usynlig. Lige indtil hun kom tilbage igen.

Usynlig : som ikke (umiddelbart) kan ses med øjnene.

Nogle gange kunne man såmænd ønske sig at blive usynlig –  bare for et kort øjeblik – lige i den der situation, hvor man virkelig har dummet sig eller hvor man bare ikke har lyst til at ramle ind i en ex-kæreste eller fjende. En fornemmelse af, at gå i et med tapetet og bare være, uden umiddelbart at blive bemærket.

Sjovt nok er dette en følelse, som jeg med alderen oftere og oftere fornemmer. Jeg har måske bare ikke opdaget det, førend jeg rundede de 40.

I mine sprøde 20’ere var livet let som en leg. Man sprang rundt fra bar til bar, fra beundrer til beundrer, og kastede om sig med det lyse lange hår og de slanke arme og ben. Man tænkte bare ikke over det – man nød naturligvis ethvert kompliment, man fik og ethvert blik og klap i rumpetten, som man kunne indkassere på en sjov aften i byen – men det var ikke noget, man spekulerede nærmere over.

I mine 30’ere kom hus, mand, børn og hund – og man svævede på en sky. Livet var endelig faldet i hak, og man fik sig de ting, som man næsten ikke turde håbe på. Man blev mor, hustru og lånetager med et knips, og man havde ikke det store behov for andet end blot at leve i den puppe af lykke og kærlighed, man havde skabt. Dog nød man godt af,  at man, trods moderskab og den dertilhørerende slappere hud på koppen, stadig kunne tiltrække lidt opmærksomhed, når man en sjælden gang slap ud af puppen og nød en aften med veninderne.

Så kom 40’erne …. og det er altså bare her, dét sker, Nu er man kommet sig over de første  mange hårde år som familie-mor, og får blod på tanden. Man er mere sikker på sig selv, og skal jo ikke ud og score nyt kød – men vil gerne stadig bekræftes. Det er vel ret så typisk og gældende for de fleste mennesker på denne her jord.   Så står man der; – i baren, med armen på disken, i sit pæne ny-strøgne festkluns, med tasken under armen, frisk lipgloss på læberne  og en øl i hånden. Smiler og spejder ud over barens gæster. Og så er det, at man opdager det ; at man faktisk er blevet usynlig! Der er nemlig ikke det store respons – i hvert fald ikke fra de, man forventer et blink fra. Derimod er der masser af respons fra de mænd, man tænker, er MEGET ældre end mig. Jeg tiltrækker af princip mænd med hvide tennissokker, begyndende topmave og guldkæde. Og jeg magter ikke at trække en streg i sandet af fare for at “såre” dem, så dum-god er jeg bare, men det er en helt anden historie  – så jeg plaprer løs og ender op med en ny Facebook ven, der stalker mig de næste 3 måneder…..!

Mit sidste bar-besøg med en veninde endte op i at de 3 yngre gutter, som stod ved siden af os ved bardisken, åbenbart morede sig højlydt med en prutte-konkurrence, som åbenbart involverede os som tilskuere (og lugte-dommere). Jeg følte mig som deres mor, da jeg vendte mig om for at spørge, hvem pokker der fes – og de grinende brød sammen. Jøsses, så går glansen sgu’ lidt af Skt. Gertrud.

Man kan også risikere at man står der, nikkende til musikken, i et forsøg på at se posh ud – og så bliver man spurgt, hvem man skal hente? Altså som i: hvem er du mor til?? Aiiijjjjjjjj……..

Et dansegulv skal man også være heldig at få lov at betræde efter de 40 – en god hovedregel er at opdrage sin egen mand til at danse mindst 5 danse på en aften sammen med dig – men at forvente andre byder en gammel krage op, ja det er ønsketænkning. Havde jeg været 20, høj, slank, lyshåret og med en meget kort kjole, tror jeg mit danskekort havde været hurtigt fyldt? Eller?

Så lidt usynlig bliver man pludselig, når man ikke længere er et ungt “bytte” – men i princippet er det vel også skønt ikke at udstråle “bytte” men derimod “taget” når man er glad og godt gift?? Så er det bare deres uheld, at de ikke fik den sving-om???

Unknown

Day one…..with Mr. Apple and me….

Selvfølgelig skal jeg da blogge – det har længe ulmet, men vejen har været lang! Tiden skal være dertil – og ikke mindst udstyret!! Denne blogger går IKKE ned på udstyr – det kan jeg love dig!!!

En eftermiddag i en solstol i den danske sommers varme solstråler baner vejen for emnet – livet for en almindelig “forstadsfrue” over 40 – og heraf navnet !! Alt imens jeg fylder på med rosévin og peanuts og i samme øjeblik spekulerer over, hvorfor pokker da min vægt stiger….!!  Da kommer det til mig – som sendt fra hinsides – alt det, jeg tænker og øffer om, på egen matrikel, må jeg ha’ ud over kanten – til alle dem, der gider læse og følge med!

Afsted til den nærmeste Apple-forhandle, fordi naturligvis kan sådan en sublim blog ikke skrives på andet end en Macbook Air af den smukkeste slags!! Da jeg står med vidunderet i armene, er jeg ikke mindre end lykkelig – fordi nu sker det! Som i helt rigtigt nu!

Unknown

Jeg håber, du har lyst til at følge denne blog i tykt og tyndt – og lover dig nogle gode grin – det er ikke for sarte sjæle…… promise!!!