For evigt perfekt…!??

Du kender dem med sikkerhed – de lykkelige opslag på de sociale medier. Billeder af smukke mennesker: elegante, smilende, overskudsagtige og perfekte. Opslag af de helt korrekte mad-retter lavet på økologiske og hjemmedyrkede produkter, præsenteret på musselmalede tallerkener.  – Fint nok med mig…..det kan jeg sagtens forholde mig til! Jeg ved jo lige som godt, at livet måske ikke helt er sådan ude “in the real world”. Ligeså vel som jeg godt kan forholde mig til, at skuespillerinder på film altid vågner i fuld make-up og kan kysse inderligt fra det øjeblik de slår øjnene op uden at bedøve “modstanderen” med den morgenånde, de så åbenbart ikke har på film.  Men nogen gange knækker filmen bare!

I går cirkulerede et foto i medierne af en baby, som netop er født. En dansk kendis, vi alle kender, fik mandag en lille lækker baby, og tirsdag morgen kom dette billede så frem af hans smukke kone og baby med teksten “Morning After”. Billedet var taget i et lyst, luksuriøst soveværelse med en kæmpe seng fyldt med cremefarvede tæpper og puder. Ved siden af sengen et let lille bord med lysestager og en smuk vase med friske blomster – som taget ud af et boligblad. Kone og baby var naturligvis afslappede og yndige. Perfekt! Total overskud! Suk!

Jeg  ved ikke med dig! Men jeg husker gud hjælpe mig godt min  “Morning after”. Den var sørme lidt anderledes. Dagen forinden havde jeg haft den” fornøjelse” at mase en kanonkugle ud af mit underliv i et inferno af smerte, sved og blod. Ingen kunne forberede mig på dette show, og jeg er da lykkelig for at jeg kom igennem med forstanden i behold. På min “Morning After”  lå jeg på en 4 mands stue med fedtet hår, blævret mave, træt helt ind til knoglerne – hulkindet og rød-øjet på grund af manglende (ingen) søvn med det her væsen i armene, som ikke ville spise! Den flotte hvide oversize skjorte med “Tilhører Fredericia Sygehus”-print på brystet matchede fint min ansigtskulør, og et kæmpe-bind i net-trusserne fuldendte virkelig looket.

Min “Morning After” indbefattede også adskillige ture til “amme-stuen” hvor en sød sygeplejerske hev og sled i mit “amme-udstyr” for at få min baby til at spise. Alt imens man svedte som et svin og nærmest ikke kunne sidde ned på grund af det korsstingsbroderi, man erhvervede sig dagen før på fødestuen. For slet ikke at tale om den tudetur, der også kom – hvor man hulkende og hakkende skræmte livet af sin stakkels mand, der ikke anede hvad ben han skulle stå på! Så helt ærligt – jeg bliver sgu’ helt træt, når jeg ser sådan et billede – selvom de selvfølgelig er i deres fulde ret til at gøre lige det, de vil.

Men hvad med den anden side af kagen? Hvor bliver det opslag af?!! Måske det ikke er noget, vi gider læse om og se på – eller? Jeg var tæt på i dette indlæg at poste et flot billede af de åreknuder, jeg allerede kunne prale af at have fået inden fødslen – men tænkte alligevel, at det måske lige var lidt for klamt…..der er jo grænser for galskaben. Jeg kunne jo også finde et flot foto af mine karsprængninger? Eller min “tyggegummi”-mave? Eller mine strækmærker? You name it, I’ve got it. Og tju hej – jeg har også 2 skønne unger – med alt hvad dertil hører – det fik jeg heldigvis ud af alle anstrengelserne!!

Og tillykke til kendis-far og mor og baby – bare ring, hvis I pludselig får en down-dag, så har jeg en skulder klar!!! For den kommer! Til alle nybagte mødre og fædre! Det kan jeg garantere!

Mor er den bedste i verden ?????

I takt med at vi som “voksne” til hver eneste fødselsdag bliver et år ældre, ja…..så bliver vores børn det også. Vi forstår det ikke i vores hoveder, men vi kan se det med vores øjne – hvis vi vil! Og tør!

De små nuttede lyserøde babyfusser vokser til store beskidte flyndere med lakrids mellem tæerne og man forstår slet ikke, hvor tiden forsvinder hen. Jeg har altid smilet af talemåden : “Jo ældre man bliver, jo hurtigere går tiden” – men jeg må efterhånden sande, at jeg faktisk kan finde på at sige lige netop denne sætning højt – det kommer simpelthen ud af min mund, uden jeg overhovedet overvejer indholdet af teksten yderligere. Det er bare blevet en kendsgerning – af den værste slags.

Henover sommeren er min begyndende teenager af en søn pludselig blevet ægte teenager med stort T. Han er startet i en ny skole for de større klasser, kommet i en ny klasse med både kendte og nye ansigter og blevet een af de store. Han har aldrig gået op i hverken hår eller tøj, men pludselig finder jeg ham med næsen nede i Ipad’en på en webside for modetøj! Jeg må simpelthen glippe en ekstra gang med øjnene! Vi har netop planlagt datoen for vores første fælles shoppetur, hvor sønne på forhånd har planlagt slagets gang – indkøbslisten, som blandt andet indeholder hvide t-shirts og slim slidte jeans med huller. Okay??  Hele hans liv har jeg slæbt ham med under tvang, når jeg en sjælden gang synes, at nu skulle han med for at ha’ muligheden for selv at vælge, og han har været så  uinteresseret, at det kunne være godt det samme. Men det er er så pludselig vendt 180 grader – hvornår skete det lige????

Unknown-1

Samtidig har han haft “store-oprydningsdag” på sit værelse sammen med sin lillesøster – uden min indblanding, da jeg var ude af huset. Da jeg kommer hjem og træder ind på hans værelse, er jeg meget overrasket over at se resultatet. Han har i den grad ryddet op – dermed menes: tømt alle skuffer, skabe og hylder ned i nogle store sække, som efterfølgende er sat ud i garagen. Alt er tomt. Som i deee-hoooo tomt! Ingen bøger, ingen Lego, ingen fodbold-kort, ingen udklædningstøj – absolut intet udover seng, tøj, Playstation og computer. Okay, hvornår skete det så lige???

Jeg må efterhånden sluge nogle meget store kameler og indse, at tiden er kommet til at lade knægten køre sit eget løb. Og forsøge ikke at være Max Pinlig-mor-typen, men derimod bare være cool. Filmen knækker for mig mange gange i løbet af en dag, men jeg gør virkelig, hvad jeg kan, for ikke at træde over den magiske grænse. (som jeg ikke altid lige kan se ???)

Dog har jeg det en anelse svært ved at være “degraderet” fra Top 3-hitlisten til nok at figurere et sted nede i 30’erne…. MEN tænker så også, at dette jo lige netop er det, vi har opdraget vores unger til. Selvstændighed med en god portion selvtillid og selvværd – troen på sig selv – og lysten til at opleve og være en del af den sociale verden! Så jeg er da stolt! Stolt af at vort afkom trives og lever sit liv – og så tænker jeg, at jeg måske kravler lidt op ad hitlisten med tiden igen – i hvert fald især når sønnes pengepung er tom og har behov for akut “refill”! Så står mor klar –  (hende fra den gamle Top 3-liste!!) – som altid! Og sådan skal det være!!! Så bare klø på, sønne….!!!

“Livet Forstås Baglæns – men må leves forlæns.” (Søren Kierkegaard)

Prinsessespejl og spinat-juice!

Det er jo ingen hemmelighed at kroppen efter de 40 får sit eget liv. Tyngdekraften sætter ind, og løs hud kommer væltende. Lår bliver bulet og smile-rynker bliver pludselig til heldags-rynker.  Det er et forløb som sniger sig ind på dig  og så pludselig hakker til som spætten. Bom, man vågner en morgen, ser sig i spejlet og tænker: What……!??! Apropos spejl, så har jeg et i mit soveværelse, som jeg kalder “prinsesse-spejlet”. Dette er nemlig et nådigt spejl som med en let doucet farve viser det bedste af det bedste, når man vender og drejer sig foran det og forsøger at vurdere, om dette er et GO eller et NO GO. Det er jeg såmænd taknemmelig nok for, idet jeg ellers næppe ville komme ud af døren. Men….DESVÆRRE….er der så nogle mennesker, der ind imellem vælger at tage et foto af mig. Et af de mindre flatterende af slagsen! For eksempel er fotos bagfra af mine bagben og bagdel i den grad bandlyst her på matriklen (det er faktisk skilsmissegrund!!) og jeg gider faktisk heller ikke se fotos af mine overarme, som er blevet lidt “dejet” i det! Men denne uskrevne lov er jo desværre ikke offentlig tilgængelig, så dermed opstår der fotos ud af det blå, hvor jeg med gru må konstatere, at der IKKE var prinsesse-filter på lige netop den linse!

Derfor er det nu tid til en grundig “opstrammer”-runde med motion, sund kost og intensiv træning for ligesom at reparere på allerede tilførte skader af den ene eller anden slags. I mit nye liv som “hjemmegående” er tid jo pludselig noget, man har lidt mere af på hånden end normalt – selvom det faktisk kan være travlt at gå hjemme!! – og dermed har man også energien til at give den gas.

En ting, jeg nyder, er de lange gåture i Snoghøj og omegn med vores hund. Disse ture nyder vores hund også – til en vis grænse. De seneste ugers længere og længere ture har bevirket, at han faktisk er begyndt at små-strejke allerede omkring de 4 km ved simpelthen at slå numsen i asfalten og nægte at gå videre. At trække i snoren virker ikke! At kalde sødt ej heller. At kalde vredt er ligesom lidt for dumt! Så nogle gange har jeg vitterligt overvejet at løfte ham op – 11 kg hund i armene kan vel også gå for træning?? Men nej, det gør jeg altså ikke!!! Til sidst efter mange forsøg lunter han med videre, men flere har påpeget at hans ben er blevet kortere på det sidste – om jeg er ved at slide poterne op på ham!??? Stakkels hund.

Indre sundhed er ligeledes et hit – en god gang udrensning med uforarbejdede råvarer og nul sukker. Et tillæg i et dameblad med en juicekur fangede mit falkeblik, og fluks var jeg afsted i Brugsen for at tømme deres grønt-afdeling. Jeg må sige, at de mange juicer, der vises opskrifter på,  faktisk er lækre og velsmagende. Dog har jeg har aldrig drømt om, hvor mange mystiske grøntsager man i realiteten kan proppe i en “juicer” og som så kommer ud i den “anden ende” som en fin saft. Jeg havde heller aldrig drømt om, at jeg skulle sidde der ved middagsbordet med en skiden-grøn juice med to Hello Kitty sugerør i, men resten af familien nød en lækker hjemmelavet pizza. Tortur af den værste skuffe! Ikke at tygge sin mad er bare træls. Som i øv og træls. Og selvom jeg faktisk ikke var sulten som sådan, så følte jeg mig bare snydt!!! Min mand grinede og sagde, at jeg ikke holdte ud i de 3 dage kuren varede, men det skulle jeg sgu nok bevise at jeg kunne – lige indtil dag 2 ved frokost-tid, hvor en bekendt ville gi’ frokost. Hvad skulle jeg så sige? “Nej tak, jeg snupper sgu´ lige en juice istedet!” Ikke mig! Rygrad som en Cocio vil nogen måske sige, men come on …. we only live once. Så dermed røg juicekuren lidt i vasken og resten af de mange grøntsager til dag 2 og 3 ligger nu der i deres kurv og hænger med “toppen”….! Men man kan jo stadig juice en juice i ny og næ – hvis man da orker den mængde af opvask, der følger med til et bette glas af væske, der både har været igennem kniv, juicer og blender……Jøsses 🙂

Unknown

Og så er der jo træningen – løbeturen, motionscenteret, cyklingen mm. Dette er jo faktisk ikke det værste, man kan give sig til!  Jeg havde min første træningsdag i det lokale fitness-center i går, og blev vældig motiveret af en top-tunet træner på min egen alder, som sødt og med et smil fik guidet mig igennem diverse “tortur-instrumenter”, så jeg til sidst kamp-svedte og var helt rød i bærret. Men jeg følte mig fyldt af energi efter “kampen” og drog glad hjem – overbevist om at dette må være vejen frem til en bedre form for mig. Og for virkelig at få succes på trænings-fronten må jeg lige påpege vigtigheden af at have styr på outfittet – aldrig at gå ned på udstyr! Så der er god potentiale for nogle fremtidige ret så indbringende shopping-ture til sportsbutikken for ligesom at være klar til strabadserne! Og det kan jo glæde enhver kvinde!

Summa sumarum på dette projekt må være, at starten i hvert fald er gået – med de bedste intentioner om at rette op på tingenes tilstand…WISH ME LUCK! Jeg tænker, der er brug for det!!!

 

 

Life is a big box of chocolates…

Jeg kan ikke gå forbi en tom butik med et “Til Leje” skilt uden at jeg får kriller i maven. I dag var jeg inde i Fredericia City og parkerede lige foran et lokale i midtbyen, som stod tomt – med et stort klistermærke midt på ruden – “Udlejes”….! Straks starter min hjerne op for programmet “Hvad mon man kunne lave derinde???” og jeg kan mærke, hvordan det kribler og krabler!!! Jeg forestiller mig straks alverdens scenarier – med et let lyserødt slør henover, som var det en drøm, man befandt sig midt i – og ikke den barske hverdag!

Jeg HAR været selvstændig med egen butik i mange år, og har lært det på den hårde måde. Der er IKKE noget lyserødt slør henover hele dette scenarie, tværtimod –  men et halv-grumset gråt og lettere hullet eet af slagsens, der nogle gange truer med at falde så langt ned over dit hoved, at du knap kan se ud.

Alligevel trækker det i mig som en gammel cirkus-hest – fornemmelsen af at være egen herre med fod under eget bord! At kunne bestemme selv og ikke skulle indrette sig efter andres regler, meninger og ideer, men derimod egenhændigt kunne finde vejen frem med sund fornuft og en god portion knofedt. At kunne stå op hver dag, møde ind på job og tænke “Alt dette afhænger af, om jeg magter opgaven – og det skal jeg vise jer, at jeg kan! Anytime!”

Netop nu er jeg “selvvalgt” hjemmegående for en periode! Den 31. juli var min sidste arbejdsdag på en arbejdsplads, hvor jeg elskede arbejdsopgaverne, kollegaerne og konceptet, men var ved at blive vanvittig over den enorm dårlige ledelse, som påvirkede os alle “på gulvet”! En skidt kombination, når ledelse og personale er milevidt fra hinanden på en dårligt dag – og med for mange dårlige dage, så mister man stille og roligt energien og lysten til at give den en ekstra skalle. Så med god opbakning fra hjemmefronten tog jeg en beslutning! Farveller – !! Svært på een måde, godt på een anden måde. Og her på dag 8 som hjemmegående føler jeg lettelse og ved med sikkerhed at beslutningen er rigtig!

Livet er jo som en æske fyldt med chokolader – man skal vælge de rigtige og unde sig selv at vælge. Tænk at leve sit liv halvt – som at vælge de chokolader med likør indeni (fy føj) – fordi man ikke har modet til at tage den med nougat og nødder. Selvom man ikke ved, hvad livet mon bringer og hvad der venter rundt om hjørnet, skal man alligevel tage springet, mærke efter i maven og holde godt fast undervejs. Hvad er det værste, der kan ske??

I min alder – som mor på 40 plus – tænker jeg da, hvad min næste chokolade skal være? Jeg er måske blevet lidt for gammel til at tage en ny uddannelse, og tror slet ikke, at en tung taske med bøger klæder mit look 🙂 …. og så skal jeg måske også ud og investere i læsebriller (dyrt!!!) ….

Men måske skal jeg prøve at vælge een af de chokolader, jeg endnu aldrig har smagt, og som jeg umiddelbart ikke ville vælge på en god dag?? Det er jo intet mindre end skønt at have valget, muligheden, helbredet og lysten til at lykkes med et nyt og spændende job/projekt! Om det så bliver med nyåbnet CVR-nummer eller som ansat med lønseddel må tiden vise!

Jeg har dog en aftale med min revisor om, at hvis jeg nogensinde igen dukker op på hendes trappetrin med en plan under armen om åbningen af endnu en butik, skal hun sende mig hjem igen! Straks! Men mon ikke hun kan bestikkes med en æske chokolade? Af den rigtig gode slags??

images