Min sorte box.

images

Thomas Helmig var i Morgen-TV her til morgen i forbindelse med udgivelsen af bogen omkring hans liv. Han er en yderst sympatisk mand med et charmerende væsen og en dejlig tilgang til livet. Han er en dygtig  musiker og hans musik er for mig en tur “down memory-lane”; – en masse referencer til min ungdom og mit voksne liv. Jeg har aldrig været dedikeret fan af Thomas Helmig, men har altid syntes godt om ham og hans musik. De fleste af sangene kan man synge med på, fordi man kender dem til hudløshed – på den gode måde – og de er og bliver en del af dansk musik-historie for evigt.

Under interviewet faldt snakken på problematikken omkring det at være en kendt musiker i medierne og hvordan man samtidig balancerede det “kendte” liv op imod privatlivet . Vi kender jo til  Thomas Helmig’s privatliv på nogle punkter, idet man jo på ingen måde kan undgå at en skilsmisse bliver udbasuneret på forsiden – “that is the name of the game”. Men naturligvis er der også rigtig mange ting, der for Thomas Helmig er private og derfor aldrig deles og fortælles – og dem har han i sin sorte box, forklarede han.

Det fik mig til at tænke på noget, der ofte undrer mig. Noget, der for mig faktisk er uforståeligt. Mange har ingen sort box? De deler gladeligt kærlighed, had, skuffelse og sorg med mennesker, de knap kender, via de sociale medier.

Min egen sorte box er stor. I den gemmer jeg kærlighed og følelser til de mennesker, der står mig allermest nær. Til min mand, mine unger og min tætteste familie. Hvad mine følelser er for disse mennesker, kunne jeg aldrig dele offentligt – og som “i offentligt” mener jeg for eksempel på Facebook eller lignende. For mig er det meget privat og samtidig også det, der gør det specielt. Jeg er ikke tilhænger af at man bruger store ord som “jeg elsker dig” i flæng. Ord som disse skal vises og føles – ikke svinges ud af bildøren, når man sætter ungerne af til fodbold. Ord som disse skal mærkes i kram, omsorg, tid og smil – og må også gerne siges, når man er ved at boble over indvendig eller i en skøn og speciel situation “face to face”.

Vores unge lever i en “I love you”-verden, hvor man “elsker” sine veninder, og smider let omkring med disse fraser. Man har intet filter og holder sig ikke tilbage. Man åbner sig og giver 100%. Tillidsfuld og sårbar – det bliver man. Og det er jo på mange punkter også fint.

Vi havde i vores tid som unge også tætte bånd til veninder og ungdomskærester – men måske nogle lidt mere realistiske af slagsens, fornemmer jeg. Som ungt menneske skal man passe på sine følelser, så man ikke bliver såret for tit. Selvfølgelig er det at føle og blive såret en del af livets gang, men derfor må man gerne passe på sig selv.

For at runde en anden musiker – Robbie Williams – fortæller nogle linjer i hans sang til datteren Teddy lige netop, hvad jeg forsøger at sætte ord på:

“Now when you go giving your heart make sure they deserve it
If they haven’t earned it
Keep searching it’s worth it”

Jeg vil påvirke mine børn til at passe på sig selv og sit hjerte – og håber, jeg kan skåne dem for for mange skuffelser. Dem skal de nok møde på deres vej, når den tid kommer.

Og så vil jeg købe Thomas Helmig’s bog – troppe op på Hindsgavl Slot på søndag, hvor jeg har billetter til “Thomas Helmig Mutters Alene” og forsøge at mase mig frem i vognen, så denne charmerende herre kan sætte en krusedulle i den foromtalte bog – og så vil jeg rose ham for hans sorte box. For det er nemlig bare så rigtigt! Og smukt på sin måde! Vi ses, Thomas 🙂

Unknown-1

 

Sporty Spice Forever!

Unknown

I min skoletid var jeg en af de elever, der ikke ligefrem stod forest i køen i gymnastik-timerne. Faktisk var jeg ikke særlig sporty overhovedet og brød mig i den grad ikke om at svede. Jeg tror egentlig ikke, at jeg nogensinde nåede op på “sved-stadiet” i mit 10-årige folkeskoleliv. Når der skulle udvælges hold til volley eller håndbold, så stod jeg der tilsidst og små-gemte mig, i håb om der også skulle udvælges een til at holde drikkedunkene. Tag mig!!! Jeg var – og er – decideret bange for bolde. Sådan en bold lige i smasken – nej tak! Og endnu værre: at skulle løbe frem mod en tennis-bold i en intens rundbold-kamp med alles øjne klisteret på din ryg – griber hun????? Naaajjjjjjjj……hun fik den så lige på læben istedet! Suk!

Jeg gik lidt til sport i min fritid. Mine forældre syntes nok, det var noget, der skulle til. Jeg kommer ud af en delvis sporty familie – og med delvis mener jeg min mors side af familien. Min mor løb på ski og var Fredericia-mester i badminton! Tag den! Hvorimod min far’s yndlings-sportsgren handlede om at løfte højre arm op til munden og skåle i en skøn kold øl. Så med 50/50 odds kan du jo selv konkludere hvor jeg hører til. Jeg kan i hvert fald afsløre at min bror kan ALT sport – det er bare et spørgsmål, om han lige gider – og så fik jeg resten!

Jeg gik en kort til periode til fodbold – og deltog i en omgang træning og så en kamp. Jeg var skide bange. Til kampen blev jeg mandsopdækket af en bred, sej tøs med hår mellem fortænderne – så jeg havde ikke en chance. Jeg kunne ikke trække vejret af at løbe rundt som en tosset i et forsøg på at forsvare mit hold, og alligevel nåede jeg end ikke at røre bolden så meget som een enkelt gang! Behøver jeg at sige mere? Fodbold blev det så ikke.

Så blev det badminton. Træneren var pæn! Punktum. Så kunne det lige gå. At stå der og tjatte løs til en fjerbold og se lidt på ham – det var ikke det værste. Det kan man godt gøre en helt sæson uden at svede over det (måske over ham, men det er en anden sag)…..

Karate var også vældig oppe i tiden, da jeg var skoleelev, så det skulle prøves af. Jeg deltog i en prøvetime i Fredericia Hallen. Jøsses! Aldrig har jeg set så meget på uret og talt minutter. Det var jo decideret livsfarligt. Alle smed rundt med alle, alt imens de skulle holde styr på nogle kæmpe hvide bukser med et farvet bælte i en stor knude på mavsen. Helt ærligt??

Det eneste, der nogensinde fængede mig, var dans. Jazz-ballet var favorit i mange år, men også dans i al almindelighed, Da det blev alderen til disko, kunne jeg sten-sikkert findes på dansegulvet i timevis og jeg har slidt mange håbefulde unge mænd op. Undskyld. Jeg er ret sikker på, I hellere ville noget andet end at danse, men jeg gjorde det ikke for at være ond.

Min pointe er at jeg ville ønske jeg var faldet lidt mere sporty ud. (Undskyld far, det er ikke din skyld!) Jeg har virkelig forsøgt at tage revanche de seneste 10 år, og pludselig er det ikke blevet et tilvalg at sørge for masser af motion og bevægelse, men desværre en nødvendighed. Som i STOR nødvendighed! Så mine mange år som tilbagelænet og anti-sporty gudinde hævner sig….men jeg slår tilbage. Big time! Når jeg først har fået de der muskler. En dag! Snart! Sporty Spice Forever!

Lort og lagkage.

IMG_6090

Jeg samler lort op. Lort som i ægte brun lort. Min hunds efterladenskaber. Punktum.

Jeg tilhører en uddøende race, må jeg konstatere, når jeg på mine daglige gåture springer rundt mellem hundelorte af alle farver og størrelser på de omkringliggende fortove, der så åbenbart ikke er samlet op.

Jeg indrømmer: det er ikke det, jeg finder mest lækkert. Sådan en god varm en, fabrikeret allerede på udturen, kan være træls at svinge rundt med i hånden. Men mit trick er 2 poser til een lort (så er den hemmelighed afsløret) og så føles det næsten hyggeligt. Endnu mere ulækkert er jo netop at få sådan en sjover med hjem under skoen – eller endnu værre med ind i bilen på en kold vinterdag. Man opdager det måske ikke i starten af køreturen, men tro mig: når varmeapparatet virkelig sætter ind, så breder der sig en himmelsk duft. Been there, done that. Jeg tænker tit, at når man nu er hundeejer med alt hvad dertil hører er det vel ikke så pokkers forfærdeligt at samle den lort op? I forhold til alle de mange andre strabadser, man gennemgår i et hundeliv, er dette vel til at klare?

Vi er jo den heldige ejer af 11 kg skøn L’hasa Apso, som er godt 2 år. Han sætter fut i fejemøget og vi har måtte æde mange kameler. Og han har ædt mange sko. Og sandaler. Og klip-klappere. Værst gik det ud over mine 1200 kroners ballerinaer, det har jeg ikke helt tilgivet endnu.

Man starter ud med mange ideer (læs: regler) når dette kræ flytter ind. Man har jo læst en masse bøger om det at få hund i huset, og er rustet til tænderne – tror man. Nedturen starter blidt;

Ingen hund i sengen: Udgangspunkt at vovse skulle sove på gulvet – i soveværelset, naturligvis, så han ikke følte sig forladt og ked. Efter lidt kampe de første nætter lykkedes det at få ham puttet i hundekurven, og vi klappede i hænderne, når vovse “sov igennem” uden at vække os. Lige indtil jeg en morgen vågnede og kiggede ned i forenden. Der mødte jeg en tot pels og 2 store brune bamseøjne, der kiggede op på mig med et forsigtigt hundesmil. Nå pyt, det var jo lidt hyggeligt. Og det skal jeg da lige love for, vovse stadig finder hyggeligt. Han venter trofast på at jeg går i seng – følger mig ind i soveværelset – hopper op i den anden side af sengen og flader ud på ryggen med alle ben ud til siderne. “Hvis nu jeg ligger helt stille!!! så opdager de mig ikke”. Og vovse er også den sidste – som i absolut sidste – der står op om morgenen. Han triller ud af kanen, lunter ud til madskålen og kører lune frikadeller ind i skrutten.

Ingen hund i møblerne: Når maden er indtaget, så har vi et show af format. Skægget skal tørres af – og helst i noget blødt. Verdens største serviet er åbenbart vort cremefarvede ryatæppe, hvis ikke det går ud over sofaens sidebeklædning – den er også god. Og så er måltidet fuldendt. Har man været ude i regnen, tager man en sejrs-tur rundt i hele sofaen – og har man været i bad snupper man 3 af slagsens. Længe leve støvsugeren.

Ingen hund på skindsæderne i bilen: Et fint bur blev indkøbt til bagagerummet, men nu sidder vovse og troner på sædet mellen ungerne. Buret fylder det hele, så valget er hund i bilen eller ingen bagage i bilen – tjaaaa….. Og poter på skind giver jo lidt personlighed!

Lort eller ej – strabadser i stride strømme – hvad betyder det i forhold til at ha’ verdens bedste ven? Som altid er loyal og altid glad for at se dig. Så klarer vi vel nok 10 år mere med lort, når nu man endda kan få poserne med fine mønstre og i flotte farver. I ved jo; gå ALDRIG ned på udstyr!!

(365 dage x 2 lorte x 10 år = 7.300 fyldte lorteposer)

IMG_6082

Georg Gearløs in spe!

På en af mine faste løbeture havde jeg et problem med at mine øretelefoner fra Apple telefonen hele tiden faldt ud af mine ører. I min kamp for bare at trække vejret, kunne jeg kun lige overskue at stoppe dem tilbage på plads, istedet for at tænke lidt nærmere over hvorfor mon?! Da jeg så nærmede mig min hoveddør og mærkede lidt overskud på vejrtrækningskontoen,  fik jeg en åbenbaring – der er jo et R og et L (som i højre & venstre) og det havde jeg måske ikke lige helt gjort rigtig?! Niks, nej – dette var den store synder – venstre øre passer bare bedst sammen med venstre høretelefon og modsat – simpelthen intet mindre end genialt og desværre også ret så logisk. Så er det, jeg virkelig føler mig temmelig blond, selv om jeg faktisk er mere Stryhn’s-farvet med grå strøg. Det irriterer mig grænseløst, at jeg nogen gange kan være så “u-teknisk” når jeg faktisk opfatter mig selv som ret tjekket hvad angår elektroniske gadgets. Se nu bare min ny-erhvervelse af Apple-uret, som er blevet min allerbedste tro følgesvend. Det er faktisk tæt på, at jeg elsker det på højde med min mand og unger – og jeg kan få koldsved, hvis batteriet er ved at løbe tør og jeg er langt væk fra “månebase ladestation”….. Det er faktisk det eneste negative ved uret, jeg kan fremhæve – at det dagligt skal lades op. Men der er SÅ meget positivt ved dette skønne ur, og er du vild med lækkert udstyr, skal du læse med her – her afslører jeg nemlig, hvorfor man bliver “forelsket” i det.

Man får præmier – YES – man bliver rost hver eneste gang, man har ydet lidt ekstra og dette udløser en fin præmie, der popper up på dit ur. Tænk engang at ha’ så trofast en ven, der altid roser dig no matter what. Spøg til side: man tracker al aktivitet via uret, og kan dermed se energiforbrug og aktive minutter pr. dag plus oversigt over skridt. Det er faktisk en ret god mulighed for at få dårlig samvittighed, når uret bare viser et stort rundt NUL på en sløv søndag. Og ydermere prikker det til dig en gang i timen, det er nemlig vigtigt at komme op og stå mindst 12 gange på en dag. Det kan også benyttes som vækkeur ved at det prikker blidt på din arm og vækker dig – med mindre du sover tungt som en bjørn – og er man aktiv fra morgenstunden får man også ros.

I disse tider med kampagner omkring brug af mobil i bil, er uret også genialt. Får jeg en SMS, Messenger eller et opkald kan dette ses på uret og svares ved et enkelt prik.  Jeg skal blot dreje armen, mens hånden stadig er på rattet, og er dermed helt opdateret. Det er især nødvendigt pt. hvor jeg driver “Lines Taxa” som hjemmegående mor med 2 børn, der lynhurtigt opdager det gode ved at kunne ringe 24/7 ….”Moaaarrrr….hent mig ! Og det gør jeg så – jeg sparer nemlig op til min alderdom, og håber bare, de så husker det!

Ved opkald til uret eller som svar på SMS taler man bare til sit håndled. Det er skide smart! Bare ikke lige foran en hel masse mennesker, de kunne jo tro, man er lettere skør. Så det bliver gjort sådan lidt i det skjulte. Lidt James Bond-agtigt – det er jeg vild med.

Så jeg kan kun anbefale dette fantastiske ur – som forresten også viser tid og dato! Vildt ikk?  Og vejret. Og kalenderen. Og og og ….!

IMG_6087

 

 

 

 

 

Den skønneste duft i verden!

Vi kender den alle – duften over alle dufte – nemlig duften af baby.  En ubeskrivelig og fantastisk duft, som man har lyst til at dufte til i al uendelighed. Man kan ikke sætte ord på den, men alle kender den. Og nu, hvor man ikke længere selv har en lille baby, må man snige sig til at dufte den, når det er muligt. Man kan hurtigt virke en anelse tosset, når man tages med næsen helt ned i nakken på en andens baby, men det er som om at vi kvinder bare forstår lige netop denne trang til fulde, og derfor lader det ske ubemærket og uden at undres.

Unknown

I dag passerede jeg en nybagt mor med baby i barnevogn. Det var nemt at se, at det var en lille og ny baby, fordi hun stoppede op og kiggede ned i liften hver 30. sekund og dynen lå sådan på en “nybagt-baby-måde”….! Jeg er som sådan færdig med babyer for mit vedkommende, men alligevel … alligevel tænker man pludselig tilbage på den tid og længes. Der er bare noget helt fantastisk ved at være nybagt mor til en lille lækker baby, trods alle de mange strabadserne man skal igennem i baby’s første år. At føle sig 100% forbundet til dette lille væsen, at trøste og beskytte, at elske og nusse – det er bare en helt fantastisk følelse. Og for en udstyrs-freak som mig, ja så kunne jeg også helt lovligt boltre mig i alverdens udstyr lige fra fancy bæreseler til løbejoggere – det var bare et spørgsmål om at vælge. Og købe nok! Aldrig gå ned på udstyr. Punktum!

Den anden dag så jeg en udsendelse omkring fertilitets-klinikker. I bund og grund handlede den om de mange kvinder, der i første omgang ikke kommer dertil for at få hjælp til at blive gravide, men derimod for at få tjekket “æg-beholdningen” og på den måde forsøge sig med at “kalkulere” videre på, hvor længe de mon kan strække den, før det er tid til at blive gravid. (Og måske også først lige finde manden til det?)

Jeg var ikke selv en ung førstegangsfødende, men helt efter bogen rent gennemsnitsmæssigt med de 29  komma noget. Meget ældre ønskede jeg ikke at være i forbindelse med projekt baby, især fordi man jo aldrig har nogen garanti for, om man så rent faktisk bare lige sådan BLIVER gravid. Og endnu mere fordi man bare ikke altid kan planlægge sig ud af alt!

Det er trist hvis dette planlægnings-helvede bliver den nye trend. Det er trist at man som kvinde sætter karriere og job først – fordi man tror, man kan planlægge det hele. Dette SKAL ikke planlægges. Vi skal passe på med at det hele skal være så perfekt før vi kaster os ud i et det projekt, der jo rent faktisk er en af de største oplevelser på din vej; at blive mor (og far)!

Jeg kan kun glæde mig til den næste baby i omgangskredsen – og vil hermed allerede gerne advare om min trang til at forfølge den stakkels baby for at inhalere endnu en portion babyduft! Jeg kan med gru konkludere at der ikke er meget babyduft tilbage her i teenage-land – men så kan de så meget andet!

Næste større projekt her i huset bliver nok nærmere et nyt lækkert køkken eller en fed cabriolet i en fræk farve – med læderindtræk – det dufter også skønt 🙂