Historien om julekorts-stativet.

julestativ

Jeg har et fint stativ formet som et juletræ! Et stativ, som jeg i tidernes morgen har arvet fra mine bedsteforældre og som sandsynligvis stammer fra USA, hvor min kære onkel og tante bor! Det er vel en 50 cm højt, i “guld” og beregnet til at fæstne julekort hele vejen rundt! Dette er mit “trofæ” stativ og jeg nyder ved modtagelse af hver eneste julekort fra nær og fjern, efter endt læsning, at finde en plads på stativet, hvor kortet så kan pynte og tages frem igen og igen til gen-læsning! Kald mig mærkelig – men det er jul for mig!

Dog har der de seneste mange år været langt mellem snapsene – det er som om det der julekort-skrivnings-projekt tager pippet fra folk omkring mig – eller så er det de evigt stigende priser på porto via Post Danmark! Hvad ved jeg? Dermed har jeg måtte fordele kortene med større mellemrum imellem, men har selv standhaftigt sendt samme antal julekort afsted fra min matrikel! Der er flere i vennekredsen, der frygter det føromtalte træ i en sådan grad, at det har påvirket de, psykisk. Man har set dem kommet drønende op ad indgangen juleaftensdag med vildskab lysende ud af øjnene og nærmest kylet kortet ind ad hoveddøren! Men jeg er fuldt tilfreds – et kort mere til samlingen!

I år er dog lidt anderledes! Trods det faktum at jeg har tiden, i form af min nyerhvervede titel som “husets mor”, hvilket burde indebære lange håndskrevne julehilsner på hjemmeproducerede julekort i sølv og glitter, ja så kommer der ingen julekort fra min hånd! Jeg har simpelthen valgt at donere porto- og julekorts-omkostninger samt tiden i den forbindelse til en anden opgave – at sende “julehilsner” til de, der ikke har så meget, i form af julehjælp! Og det føles godt! Faktisk bedre end at se på min julekorts-træ!

Dermed er julen lidt anderledes – og måske endda bedre! Men heldigvis ikke aflyst af den grund. Så til alle jer der normalt modtager et julekort fra min familie:  – vi er hverken sure, skuffede, i ubalance eller deslige – vi er faktisk i rigtig skønt julehumør og sender jer alle masser af virtuelt julekarma og juleknus med ønsket om en rigtig glædelig jul! Det bliver bare ikke ad den gængse kanal i år! Men til behagelig info så har jeg samlet mit stativ igen i år – just in case!! Ho ho ho!!!

Vind eller forsvind.

images

December måned er en måned med heftig aktivitet af både den ene og den anden slags. Det er således, at enten skal man helst være en anelse stresset og bagud med gaver, indkøb og overskud, eller så står man med blinkende øjne og deklarerer, at man da for længst er færdig – faktisk allerede inden december endda var skudt igang! Man vælger jo helt selv, hvilket hold man er på – i det frie demokrati, vi lever i – men jeg ved godt, hvem jeg har lyst til at kvæle langsomt, og hvem jeg ligner.

Og som om dette ikke er rigeligt at stresse over, ja så skal man da bare åbne de sociale medier på den stakkels telefon – her er nemlig så meget akivitet, at det hele snart brænder sammen. Her kan man nemlig vinde 24/7. Man skal bare dele, like, kommentere, tagge og deslige. Og det kan faktisk tælle for et fuldtidsjob (måske jeg skulle foreslå dette til byens jobcenter) for det bare vælter ind på siderne med konkurrence efter konkurrence.  Dagens lang, døgnet rundt! MAN KAN VINDE ALT! Man skal bare deltage.

Af princip er jeg lidt imod alt det der – fordi jeg ikke tror, man vinder en skid. Hvem administrerer, hvem der vinder? Og er der overhovedet en vinder? Eller er det bare en måde for de forskellige udbydere at få flere følgere? Omvendt har jeg alligevel den der fornemmelse….ajjj, hvad nu hvis? Jeg deler bare lige den der konkurrence, hvis nu…? Og sjovt er det at læse de mange kommentarer, der er tilknyttet en konkurrence, hvor man skal skrive, hvorfor man gerne vil vinde. Her bliver folk virkelig kreative…det er alt fra, at hunden lige er død til at fasteren har mistet sit ben, at man aldrig vinder til at man er deprimeret og bulimisk. Det er faktisk ret så underholdende læsning, og jeg tænker, det måske kan samles til en god bog en dag!

Hvad er det så, jeg vil sige med dette? Jo, nu skal du høre….. Jeg vil i anledning af den kommende juleferie, som for nogen allerede er startet og som for andre starter lige rundt om hjørnet, bede alle boykotte konkurrencerne på Facebook, gemme telefonen væk, nyde stilheden og kun svare telefonen, hvis det er julemanden, der ringer og spørger, hvad jeres helt nøjagtige adresse er!

Så kan julefreden nemlig sænke sig over det lille hjem – og da det jo altid bliver jul,  lige meget om vi ikke lige når det hele på listen, så lad os kalde det den helt ægte jul, uden filter.

Rigtig glædelig jul – og husk, du har altid vundet – i hvert fald ude i det virkelig liv!

Party uartig – selv i den bedste alder!

Julen er mange ting. Gaver, julepynt, lækker mad, tid med familien og julestress. Og ikke mindst en masse gode – og mindre gode – julefrokoster. Vi danskere er eksperter i at feste med masser af julemad, snaps og grimme nissehuer. Halv-tykke mænd med sjofle smil i et alt for stort og umoderne jakkesæt. Sprit-stive kvinder i den “sorte, korte” med løbere i strømpebukserne og rødvins-tænder. Og så er der de fester, jeg deltager i!!Julefest

De fester er jo af en helt anden kaliber. Punktum! For det første er jeg med midt i dem, og det er bare sjovere – og så drikker jeg kun hvidvin for ikke at falde ind under ovenstående groveste generalisering længe. Undskyld. Derudover kender jeg bare en masse søde, sjove og stang-lækre mennesker (dog mest af det kvindelige køn, for som gift kvinde kunne jeg ikke drømme om at se efter andre pæne mænd! Not!)

I går aftes festede jeg i min hjemby med en håndfulde sjove piger, der alle var opsat på at slå et ordentligt hul i jorden.  Og det gjorde vi så vores ypperste for at efterkomme og havde en fremragende aften og nat. Og da det var en fredag aften, forsøgte jeg med min fornuft at overbevise mig selv om, at jeg bare kunne give los, idet jeg havde en hel weekend at komme mig i.

Efter endt spisning – eller måske skal det nærmere betegnes som drikkevarer med avec – kunne vi kaste os ude i byens gader med retning mod byens BierBar. Her ventede fri bar i 2 stive timer, serveret af ungmøer i tyroler-outfit og fletninger. Jamen ja da! Menuen stod på syntetiske drinks eller øl i krus på størrelse med en cykelhjelm. Jeg ved ikke med dig, men jeg kan faktisk ikke lide nogen af delene. Drinks med RedBull skal man godt nok synke en ekstra gang, og øl i en i forvejen oprørt mave kan give selv den bedste party-tøs et alvorlig oppustet look. Øl-bøvser er knap så attraktive, når de kommer ud af en mund med læbestift. Til trods for de dårlige odds gjorde vi, hvad vi kunne, for at få alt klemt ud af de 2 timers fri bar, og stemningen blev høj.

Som timerne skrider frem har jeg jo med tiden har fået en om-sig-gribende tendens til at begynde at regne på, hvor længe jeg kan sove, hvis jeg går hjem om lidt. Uret tikker, natten skrider frem og jeg får mere og mere stress ved tanken om, at jeg i min fremskredne alder med indtagelse af alkohol som præmis, ikke kan sove længe – som i slet ikke. Jeg vågner klokken kvart i kvalme trods det faktum, at jeg nærmest lige er væltet ud af taxaen med skoene under armen og en fæl dunst af værtshus hængende i håret. Og det kan jeg bare ikke længere magte. Dagen derpå er bare ødelagt – og det gider jeg ikke.

Men på mirakuløs vis lykkedes det mig til morgen at klemme mine trætte RedBull øjne i, da jeg vågnede alt for tidligt, og sove videre – og da jeg så endelig trillede ud af kanen og fik mig et bad, ja så så dagen lys og dejlig ud, og tømmermænd var noget, jeg havde efterladt i den føromtalte taxa.

Et lettelsens suk kunne sammen med en god kop kaffe starte en dejlig dagen-derpå, og jeg tænker, jeg fandt det perfekte mix af mad, sprut og godt selskab. Så det må copy-pastes og gøres om inden længe – for det var bare sjaw….. især for os i den bedste alder.

Vi ses derude – god julefest!