Je ne sais pas…

Jeg har altid syntes, at jeg er ret god til at gøre mig forståelig og klare mig på andre sprog. Faktisk de fleste sprog – selv uden nogensinde at have lært dem. Det siger en del om min selvindsigt! Eller mangel på samme, måske?! Men tænk hvordan børn kan kommunikere trods vidt forskellige modersmål og lege en hel dag på stranden ved hjælp af fagter og tegnsprog. Vi voksne er begrænsede af, at vi er voksne! Dermed kommer en masse forbehold. Man vil i hvert fald ikke gøre sig selv til grin. Tænk nu, hvis den anden person intet forstår? Tænk, hvis man får sagt noget vrøvl? Nej, så hellere knytte sylten og undgå mulige pinlige situationer.

Jeg er for eksempel skide god til fransk. Synes jeg selv! – og her må der gerne smiles! Jeg kæmpede mig igennem fransktimerne under hele 3 år’s HH på Handelsskolen og var sågar på studietur til Paris, hvor jeg blev konfronteret med den første blotter i min livshistorie …. men det tager vi en anden god gang. Dog er mit ordforråd en anelse begrænset, hvis jeg skal være ganske ærlig, hvilket i ny og næ komplicerer mit forsøg på at gøre mig forståelig.

franskMalou

For nogle somre tilbage var vi i Syd-Frankrig, hvor vi havde fået anbefalet at besøge en specifik strand, hvor man kunne finde de flotteste kæmpe-store muslingeskaller, der kunne sættes på snore, hænges op og som, når vi kom retur til lille Danmark, kunne pynte så gevaldigt som et skønt minde fra ferien.  Vi fandt den pågældende strand – troede vi – men de føromtalte skaller var ikke rigtig lige sådan at lokalisere. De skaller, vi kunne finde, var små og kedelige! Som familiens praktiske gris trampede jeg hen imod en tilfældig strandgæst for at spørge ind til, hvor mon vi kunne finde de pokkers skaller. Jeg forsøgte på mit bedste fransk, men kunne godt se, det ikke virkede efter hensigten – og da denne strandgæst til sidst vendte ansigtet mod min mand og på engelsk spurgte, hvad det helt nøjagtigt var, vi søgte, ja så kneb det en anelse at holde masken – for resten af familien! Jeg derimod blev ret så fornærmet – helt ærligt, nu talte jeg fransk til ham, så var det da uhøfligt at svare på engelsk???? Men!….sandheden var jo nok, at han overhovedet ikke forstod en flyvende fis af mit gebrokne fransk, hvor trist det end lyder! Så jeg trænger nok til en opfriskning inden jeg fortsætter!

Men sjovt er det jo, at man med lidt fagter, få ord og et smil i princippet kan kommunikere trods sprog-barrierer – og hvor morsomt det er, når det rent faktisk lykkes at kunne forstå hinanden. Og at kunne nogle få ord og  forsøge sig frem, er jo bedre end ingenting.

Forleden var jeg hos den lokale grønthandler i gågaden og her måtte jeg smile. En gruppe unge syriske flygtninge var på tur med deres sprog-lærer, og fik en grundig oplæring i, hvad alle de forskellige grøntsager og frugter hed på dansk. Det var herligt, idet de virkelig forsøgte at udtale alt fra squash til mandariner – og trods det faktum, at de måske næppe kan huske de mange navne, når de vender ryggen til butikken, så kan de måske alligevel huske lidt af det – og det er jo også vejen frem! Om ikke andet, så forsøger de sig – selvom man tænker, det er et “on-going” projekt uden nogen ende – så igen:  er lidt bedre end ingenting!

Mit næste sprog-projekt er spansk. Det er bare så fint et sprog. Indtil videre kan jeg bestille 2 øl og sige “mañana” … og det kommer man jo langt med på en hyggelig spansk bar i strandkanten, mens solen langsomt går ned over vandet.  Siddende på en barstol med en kæmpe solhat og en bartender ved navnet Pablo med store mørke øjne, så dybe som skovsøer! Så det er ikk’ så ringe endda – Adios Amigos…..!

Kunsten at konversere.

I dag købte jeg 2 par trusser. Såkaldte hipster’s med StarWars-motiver på. Dem måtte jeg bare eje. De var så smarte og hang der i butikken, lige i min størrelse, og kaldte på mig…! Den opmærksomme læser vil nok undres over, hvorfor pokker jeg rodede mig ud i hipster’s med print frem for lækre blondesager indeholdende meget lidt stof. Det kan let forklares: jeg har rundet de 40 og dermed blevet langt mere bekvemmelig i hverdagen. Hipster’s er bare rart at iføre sig på en kold, kold januar-dag og vinder stort i forhold til en mikroskopisk lille blondeklud. Beklager! Og desuden er StarWars vel så meget oppe i tiden, at jeg kan anses som en anelse hip, trods det faktum at jeg nok næppe kan anses for synderlig hot i StarWars mundering.

Da jeg havde overstået den første lykkerus over at have fundet disse hipster’s i føromtalte butik, traskede jeg afsted til kassen for at betale. Den meget unge pige bag kassen så ikke ligefrem ud til at have den store interesse for mit køb, faktisk kiggede hun mere ud i lokalet end på mig, iført min kæmpe vinterfrakke og røde næsetip. Jeg er af den gamle skole, “skadet” på den gode måde af 15 års butiks-erfaring i rygsækken, og overbevist om at man bør veksle et par ord udover de obligatoriske “på beløbet?”, når man nu alligevel står der overfor hinanden på denne kolde, kolde januar-dag. Jeg forsøgte mig med en morsom (synes jeg selv!) kommentar omkring mit valg af StarWars-hipster’s, og tilbage fra den anden side af disken fik jeg ……….. INGENTING! Hun så på mig, som om jeg talte volapyk-russisk, og jeg skyndte mig bare at få betalt og trak afsted med min pose.

Nogle gange tænker jeg vitterligt på, om det måske er MIG, der er rablende? For det sker faktisk ret så tit, at jeg forsøger at konversere (typisk med yngre mennesker) omkring ligegyldige ting eller relevante emner, idet jeg mener, det er en del af livet, når man bevæger sig ud blandt andre i samfundet, at man evner at konversere let og høfligt. Men det er som om, det strander hos modtageren. Ingen ping pong af nogen art. Ingen reaktion, helt slukket for kontakten. Over and out! –  Man behøver jo ikke diskutere Einsteins Relativitets-teori eller Grønland’s nedsmeltning,  men man kan vel godt veksle et par bemærkninger? En hyggelig snak gør mig i godt humør og giver mig energi. Det er givende med en sludder for en sladder, selvom den hverken gør dig klogere eller dummere.

Det er som om at de unge lever i deres egen lille lukkede verden med hørebøffer på. De registerer slet ikke, hvad der sker omkring dem, og virker fjerne og distancerede. Der fortrækkes ikke en mine, og man føler det er som om de ikke kunne være mere ligeglade. Det er som om at den klassiske kunst at konversere drukner i computerens tidsslugende hav og i musikken, der konstant strømmer ind i ørerne på ethvert ungt menneske.

Vi skal huske at konversere – og lære vores unger at smide en bemærkning! Man får oftest tilbage af samme skuffe og samtidig også nogle sjove oplevelser. Man må gerne kommentere på en sjov ting, oplevelse eller snevejrets komme, uden det behøver at tage andet end få minutter.

Man kan også risikere, at modtageren af en kvik bemærkning ligner een, der er faldet ned fra månen – men det er mere synd for ham/hende end for dig – så kan man da bare grine hele vejen ud til bilen! Og føle sig lidt lettere rablende – hvem gør ikke det i ny og næ?

Som afslutning vælger jeg at smide et snapshot fra i dag – IKKE med mig iført de fikse hipster’s men derimod et foto af det smukke Lillebælt fra min gåtur i dag, IFØRT mit fancy indkøb – May The Force Be With Me 🙂

 snevejr

Hundehoveder!!!

foto

På de sociale medier cirkulerer for tiden et opslag omhandlende at hundeejere fremover vil kunne få en bøde hvis de ikke, i forbindelse med luftning af deres firbenede venner, medbringer en såkaldt “lortepose” til opsamling af eventuelle drops på turen rundt i nabolaget.

Jeg aner faktisk ikke, om dette opslag virkelig er sandt eller om det er gas. Jeg hælder dog til det sidste, idet jeg finder en sådan lov total og aldeles tåbelig og ikke kan forestille mig, hvem pokker der har siddet ved et skrivebord og udfærdiget sådan en tekst på sin computer for efterfølgende at trykke send!

Sandt eller ej – så giver det mig lyst til at kommentere lidt på denne on-going debat, som man jo støder på i ny og næ som glad hundejer. Nu ved jer, der læser min blog, at jeg er en af dem der samler lorte op – men jeg møder jo mange på min vej rundt i området, der øjensynligt ikke har gjort det, eftersom der ligger adskillige efterladenskaber med få meters mellemrum. Og det er da klamt. Det er vi SÅ enige om.

Men der er også så meget andet, der er klamt. Affald, cigaretskod, tyggegummi-klatter, hestelort…you name it! Skal vi så ikke også til at lave en lov om bøder til dem, der smider omkring sig med affald? Smider cigaret-pakker og skod i naturen? Lige ved siden af skraldespanden? Eller dumper deres husholdningsaffald på rastepladsen?

Mine børn har gjort forsøget med at smide noget slik-papir på deres vej eller kleenex’en over skulderen – men de er så blevet sendt lige fluks tilbage efter det, og dermed skete dette forsøg kun ganske få gange. Jeg vil simpelthen ikke se det! Længere er den ikke! Det er vores alles fælles ansvar at påpege dette overfor hinanden. Man smider ikke affald ud i andet end en skraldespand. Og gør man, skal man bare ha’ en god grund!!!  Smider man en dåse i naturen, er den 500 år om at forgå! 500 år!!! Et cigaretskod ligger i 4 år på fortovet, før det opløses. En kapsel ligger i 100 år og rager rundt. En hundelort forsvinder på 2 uger!!!!! Så jeg ved snart ikke, hvad der er værst.

Dog ved jeg, det er en farlig opgave at påpege overfor andre, at “hov du – du tabte vist noget” … det kræver store stærke muskler fordi det oftest udløser en meget vred reaktion fra den pågældende person, som i værste tilfælde truer med både død og ødelæggelse. Det må være fordi man i bund og grund er flov?? Jeg tænker heller ikke, vi alle skal være små politi-mænd, der peger fingre af hinanden men jeg tænker, vi skal tage denne snak med vores kære poder ved aftensmaden, så de som den nye generation er indstillet på at passe på moder natur og at de dermed som en naturlig ting finder vej til skraldespanden med deres affald. Som synes at de, der kyler deres burger-æske ud i grøftekanten, er kiksede! Som i enormt kiksede!

Og lad så de hundelorte være! Giv dem deres 2 uger til at opløses i, sæt eventuelt et fint lille flag i, så vi alle kan se dem, hvis du føler for det –  eller endnu bedre: tæl dem på din tur rundt, det kan der gå helt sport i. Og lad alle os hundejere minde hinanden om, at det altid er nemmere at samle hundelorten op fra ens egen hund, fremfor at skrabe en fremmed lort af skoen! Længe leve hundeposer! Og hunde! Og skål for os!!!!

 

2016 bli’r bare året – det kan jeg mærke!!

Så blev det et nyt år. Starten på 2016. Hurra. Jeg er nærmest ikke andet end lige væltet ud af kanen, stadig med rester af konfetti og serpentiner i håret, mascara i hele hovedet og et flot rødvinsfarvet gebis, før de første mails, nyhedsflash og Facebook-historier rammer mig: (ja, jeg kunne jo bare lade være at tænde for de sociale medier, tænker du, men det gør man jo!) …..”Så er det tid til at komme af med jule-sulet og sukkertrangen!” Som om man ikke allerede godt ved, at man bare har ædt alt for meget og alt for forkert i december, ja så skal man lige have svesken på disken her den første dag i det nye år, hvor man allerede er lidt ude af sin komfort-zone, grundet de mange drinks og kanonslag, og faktisk bare tænker på, hvornår man skal køre op til McD efter forsyninger. Men det er en barsk verden derude, så der er ingen kære mor. McD eller ej – alt er tilladt på årets første dag, hvis du spørger mig – så er nytåret jo en god anledning til at sætte igang, hvis man da har de lyster.

Og naturligvis har man jo det. Fordi det er jo ikke, hvad man spiser mellem jul og nytår, men derimod hvad man spiser mellem nytår og jul, der tæller! (Hvad pokker der det for et dumt slogan, by the way???) ….men det er jo lidt rigtigt.

Selv om vi alle i dag er meget velinformeret omkring, hvad der er DO’s og DONT’s, hvad angår vores kost, ja så kan vi jo ikke altid håndtere den frihed, man har som voksent menneske med eget dankort – og dermed ryger der ting i  indkøbsvognen, der bare ikke burde ende op i vore maver – i teorien!!!! Så derfor må man bare have den sveske op på den disk, så ikke det hele kører af sporet, og vi ender op som en anden flyde-ponton.

Derfor skal vi i sving med det sunde og med motionen. Faktisk er det jo super godt for os! Det ved vi jo alle! Og samtidig får man bare en masse god energi, når man har rørt sig, om det er en lang gåtur, en løbetur, en tur på cyklen eller i motionscenteret. Alt med måde! For ellers så virker det jo ikke på den lange bane. Vi skal ikke gå bananas for så efterfølgende at tabe lysten, fordi man ikke orker.

Jeg har købt millioner af bøger – bøger, der alle beskriver, hvordan man får smidt de der 5 kg, man altid høvler med. Jeg må sige en ting: godt gjort af forfatterne og boghandlerne, mindre smart gjort af mig. For det er desværre ikke bøgerne, der hjælper mig på vej. Som i overhovedet ikke. De er flotte i bogreolen, og jeg kan godt lide at læse i dem, men der sker ligesom ikke noget med vægten af den grund??!!!

Så her på årets første dag kan jeg afsløre et godt råd: Luk munden! Spis mindre! Bevæg dig! Grin, græd og slå en prut! Skær ned på alt det lækre, men spis stadig noget af det i ny og næ. Køb noget lækkert træningstøj (ja,sorry – men jeg nægter bare at gå ned på udstyr) og afsted med dig! Så kommer det helt af sig selv. Uden det store stress og jag. Inden du ser dig om, bliver tiden mellem nytår og jul den tid, hvor du stille og roligt kommer i sund form – og så kan du sætte det hele til mellem jul og nytår, således du har lidt at gå i gang med igen på årets første dag i 2017. Det er jo altid godt med nye projekter. Og en grund til at shoppe  lidt nyt tøj og gummisko. For det skal der til! Anytime!!!

Ønsker dig et fantastisk godt nytår 🙂

gummisko

PS: Billedet er IKKE fra i dag, jeg har ikke lavet en skid!! – ren maipulation – godt man har lidt i gemmerne!!