Flyv lille fugl :-)

Min søn er blevet stor. Både fysisk med en formidabel højde på mere end 180 cm og ligeledes “på papiret”, da han netop er blevet konfirmeret og dermed trådt ind i “de voksnes rækker”.

Jeg synes jo ikke, han er særlig voksen i mit univers. Jeg husker stadig den dag, hvor han kom frem fra sit flyverskjul efter 9 måneder i min mave. En lille, fin baby med bittesmå lyserøde tæer og fine negle på de små fingre. Behøver jeg at sige, det ikke ligefrem er sådan mere? Han er stadig bare min knægt, og det vil han nok altid være, selv når han selv bliver far, bliver gift og får ølmave.

Ofte tror jeg – eller rettere ved jeg – at han opfatter mit syn på ham som en anelse forvrænget. I hans øjne har han jo ikke synderlig brug for mig, andet end til de praktiske ting og hvis lokummet virkelig brænder. Resten af tiden vil han egentlig gerne bare have fred. Gå tilbage i sit flyverskjul og kun komme frem i tilfælde af sult og tørst. Computeren er hans nye bedste ven, dernæst hunden, kammeraterne og langt ned på listen….suk…..mor! Jeg vil jo gerne sludre, høre lidt om hvad dagen har bragt og deslige. Han svarer – med meget korte sætninger – mest for at få mig bakset ud af værelset igen!

teenager

Jeg må jo konkludere at dette er et sundhedstegn, og inderst inde ved jeg jo, at han i bund og grund er vild med mig 🙂 …… men jeg skal helt sikkert lære at respektere at han ikke længere er et lille barn, og derved ikke tale hen over hovedet på ham (dog ikke muligt længere!) med pinlige ting eller episoder, men derimod se på ham som en voksen på linje med andre voksne, jeg omgåes i min hverdag.

Måske er det alderen der trykker – tanken om at man aldrig igen får en lille baby at nusse og pusse med – men det er jo et faktum at vores unger bliver født, vokser op og forlader os. Piv…..!!!

I dag er sønne på Blå Tirsdag. Med masser af kærlige formaninger sendte jeg ham afsted til Århus i morges, og har i løbet af dagen tænkt mange tanker: “bare han nu ikke fryser i den tynde jakke”, “bare de nu kører forsigtigt i de go-karts”, “bare ingen nu kommer til at gå alene rundt” …..et par SMS’er er også røget afsted til Århus herfra matriklen, men uden særlig svar. Jeg fik dog et enkelt svar på, om de nu hyggede sig – JA stod der med blinkende bogstaver – HOLD NU OP kunne der også have stået.

Jeg øver mig! Men det holder aldrig op! Det beklager jeg på forhånd overfor begge mine børn. Men jeg gør mit bedste!

Bliv på dit eget tag!!!!

På vejen ind mod vores villa-kvarter møder jeg til formiddag et helt hold af biler –  det ligner et mindre squat-team, som fra en anden amerikansk film, og så vælter det ud af bilerne med velklædte mænd og damer i deres stiveste puds. Slips, nylonere og hele pivtøjet! Jeg kan jo ikke lade være med at følge lidt med (man er vel kvinde??) og overhører derfor, da jeg passerer hele flokken for at dreje ned mod “min” vej, at der fordeles “kunder” ud fra en håndskrevet liste.

“Lad mig komme hjem og flå batterierne ud af ringklokken” er min første tanke, fordi jeg ved jo godt, hvad der venter vort villa-kvarter på denne fredfyldte lørdag – det er nemlig en hel menighed fra Jehovas Vidner, som netop i dag har udvalgt vores kvarter som de heldige, der får muligheden for at overleve verdens undergang, som sikkert lige er rundt om hjørnet.

Ganske rigtigt går der ikke længe, før der står en håbefuld ung mand og kvinde foran vores hoveddør, og jeg jager min stakkels uforberedte husbond ud for at åbne. Jeg hader bare at skulle afvise disse uventede “gæster”, da jeg synes, det er så pinligt for både dem og mig. Tænk at gå fra dør til dør og få den ene afvisning efter den anden. Det må de sørme også nogle gange tænke?? Så vidt jeg ved skal man besøge et vist antal husstande pr. uge for at komme i Jehovas himmel, når alle vi andre skylles i havet og drukner. Men helt ærligt – det må sgu’ nogen gange føles som en mega nitte at trampe afsted med det største smil klistret på fjæset og få døre klasket i hovedet de fleste steder.

Jeg beundrer på sin vis mennesker, der tror så meget på deres Gud, at de ufortrødent stiller op til alverdens lidelser og udfordringer. Men alligevel ville jeg  dog også ønske, der var måde med galskaben. Alle må tro det, de nu vil – men lad for pokker os andre selv bestemme, hvad vi vil tro – og ikke forsøge at stoppe noget ned i halsen på os. Tænker de vitterligt, at de ved at fortælle lidt bibel-historie ved hoveddøren får omvendt mig til at tro på Jehova?

Mig, der boede nabo til en familie, hvor børnene ikke deltog i fødselsdage, lejrskoler og arrangementer omkring julen? Som spillede Matador juleaften, imen vi andre mæskede os i and og risalamande og væltede os i julegaver? Igen siger jeg ikke, hvad der er rigtigt og forkert – jeg konstaterer bare!

tag

De naboer, der prædikede henover hækken om at jorden snart gik under? Som altid havde stigen klar til de store floder af vand skyllede ind over os, så de kunne kravle op på deres skråtag, imens vi andre var prisgivet? Mit barndomshjem har fladt tag, og min kære far sagde altid: “De kommer sgu’ ikke over på vores tag, når stormfloden kommer”…….for helt ærligt, så var vi så trætte af at høre på alt det vrøvl om undergang mig her og undergang mig der. Vi spurgte jo heller ikke dem, hvorfor de ikke spillede Poker juleaften istedet for old-school Matador?

Jeg kan kun føle mig trist over at børn fødes ind i en verden, hvor de ikke selv kan vælge – og som, hvis de vælger en anden vej,  i mange tilfælde udstødes fra familien og trækker det korte strå.  Vi er i år 2016! Det lyder helt vanvittigt. Men derfor skal vi jo alle være her alligevel. Set i lyset af alt det, der sker i forhold til de forskellige religioner rundt omkring i verden, hvor man forfølges eller slår hinanden ihjel på bagrund af forskellig tro – ja så kan jeg kun opfordre til, at vi alle elsker vores næste! Meget simpelt! For vi er alle som een den samme i bund og grund! Vi er mennesker i en  krop af kød og blod – vi er mødre, fædre, søstre, brødre. Som udgangspunkt uskyldige indtil andet er bevist. Så smil for pokker til din næste – og smil til dig selv. Så er verden end ikke så grum. Religion eller ej.