En hund med 4 poter.

Solen skinner fra en skyfri himmel. September viser sig fra sin bedste side med det lækreste sommervejr i mange år. Temperaturen nærmer sig de 30 grader og vi sveder alle med anstand. Man klager ikke over godt og varmt vejr, når man er dansker. Det er total forbudt! Så vi er alle glade!  Jobbet skal passe – godt vejr eller ej – og efter mange timer bag skrivebordet, hvor man fantaserer om en liggestol i vandkanten og en iskold Cola, slippes man endelig løs og kæmper sig hjem gennem trafikken i en enormt varm bil med trætte, tunge ben og røde kinder.

Så er det, man får en genial ide. Lad os drøne til stranden med hund og børn, plaske i vandkanten iført solkjole og klip-klappere med total overskud og og god stil. Afsted med os. Pakke, pakke – vand til hunden, der allerede puster med tungen langt ud af munden – vand til menneskerne – håndklæder, badetøj, dykkerbriller ….. og endelig er vi klar.

Vi ankommer i højt humør. Stranden og området er proppet med mennesker, der alle har fået samme ide. Hunden springer ud fra den varme bil, og starter sin kamp med at komme “fremad i vognen” uden tanke på at jeg er i den anden ende af snoren og ikke har uanede kræfter.

harlyDa vi fik denne meget dejlige hund havde jeg store ambitioner! Kæmpe store! Vores nye hund – i modsætning til tidligere – skulle være velopdragen, lydig og social. Hvalpetræning startede ud på en meget våd og smattet dag i oktober måned og det blev aldrig en succes. Det ville være løgn at kalde det for det! Mudder til knæene og våd hund. Vi kunne ikke meget mere, da vi gik derfra, end da vi kom. Andet end at have fået skæld-ud af træneren, fordi hunden ikke adlød. Den type hund, som jeg er den lykkelige ejer af, ved ikke, at det er muligt at kunne være de 3 ting, jeg tidligere nævnte. Altså velopdragen, lydig og social. Han er sin egen lykkes smed. Han bestemmer i sit eget liv. Verden bedste og kærlige hund – men ikke ligefrem god til at høre efter, hvis der er andet, der er mere spændende! Og social – jo, til en vis grænse:  er der for mange mennesker og fremmede hunde omkring ham, så er han nærmest ikke til at styre på 10 tønder land! Det er så spændende og han vil være med!

Dermed kan I måske allerede se billedet for jer på stranden den anden aften. Mig i forsøget på at se lidt sommer-elegant ud. Hunden, der trækker i samtlige retninger indenfor et meget kort interval af minutter, samtidig med at han skiftevis gør ophidset og er ved at blive kvalt. Min hånd: mere eller mindre ildrød fra snoren, som jeg må klamre mig til for at holde ham fast og væk fra cykler, løbehjul og små børn, der stavrer imod os med deres små fedtede fingre. Ikke at han nogensinde kunne finde på at gøre nogen noget, men alligevel! Og så skal han da også lige lave en dej. Så nu med snor, hund, strandtaske og en sort lortepose i hænderne, mens jeg svedende kæmper mig frem mod mål. Med sand overalt.

Behøver jeg at sige, at jeg et kort øjeblik ønskede den skide hund hen hvor peberet gror? Hele min plan om at nyde det hele på den halve tid gik i vasken – eller helt til hundene – men hva’ søren: dagen blev jo alligevel god. Bare mind mig om at lade hunden blive hjemme næste gang! Og finde en strand uden for meget sand!