Undskyld…

Undskyld – på forhånd undskyld – og undskyld med tilbagevirkende kraft.

Jeg kan kun beklage, at jeg i mit tidligere meget aktive motions-liv spammede jer stakler med fotos i lange baner af mine nye løbesko, løbetider og svedige opdateringer om hvor aktiv jeg nu havde været den dag! Sorry.

Jeg skal love for at bøtten er vendt. Et nyt fuldtidsjob plus det løse – i modsætning til en periode med masser af overskud på tidskontoen – har simpelthen væltet mig omkuld. Toppet op med en forbandet hælspore der bare er ved at drive mig til vanvid, ja så kan min motions-status nærmest ikke blive ringere. Faktisk slet ikke værd at omtale. Piv. Livet efter de 40 er barske løjer!

Jeg var i super form med mindst 5 ugentlige træninger og et overforbrug af lækkert sportstøj. Jeg red på bølgen. Fyldt af overskudsagtig energi og sås ofte på veje og stræder i fuld fart og med en aktiv vinkende hånd – “heeeeej heeejjjj”. Alt imens I stakler sad i bilen på vej hjem efter en lang dag med 2 skrigende unger på bagsædet og McDonalds indkøbet lettere skjult for omverdenen. Nøj, der er nogen, der har hadet mig.

Nu sidder jeg så her med foden tapet op, alt for lidt tid og pungen lænset efter en masse forskellig-artede seancer hos diverse behandlere for at fixe den åndsvage fod og jeg er bare sur. Eddike-sur faktisk. Fordi jeg ikke kan komme afsted på mine løbeture. Jeg savner det. Og jeg HADER at se alle jer aktive mennesker, hvor verden går videre og I står der med jeres store smil og røde vinter-kinder efter endt træning. Øv altså. Faktisk har jeg en veninde der oploader så mange Instagram- og Facebook-fotos af sin motion og træning, at hun kunne udgive en bog alene med disse mindst een gang om måneden – ved ikke om jeg skal grine eller græde – men jeg vælger smilet …det er jo naturligvis okay; hun kan sgu’ ikke gøre ved at jeg er en sur og misundelig citron.

Dog har jeg forsigtigt vovet mig afsted på nogle korte ture de sidste par dage – med løbeskoene godt snøret til, masser of varmt tøj og vind i håret. !OG DET VAR SÅ FANTASTISK!  Jeg elsker bare mine løbeture og nyder turen ned omkring stranden med havets duft i næsen hele turen hjem igen. Det er verdens skønneste drug. Og nu vil jeg vende bøtten – skifte citronen ud med den sødeste appelsin – og værdsætte alt det, man har mulighed for i livet, som til og med er helt gratis. Og så snart jeg er fit for fight igen – ja, så starter projekt SPAM igen! Undskylder på forhånd. Og med tilbagevirkende kraft. Heeeejjjj hejjjjj…..

Bjørnehi i guldsko.

Jeg har været i hi. Alt for længe. Det har været stærkt tiltrængt. Og alligevel er det nu nødvendigt at vågne op. Det kan ikke nytte andet.

Kender du det ikke? Julen og alle dens mange arrangementer, planer og festivas’er sluttes af med et nytår – og så vågner man op til en kold 2. januar hvor arbejdslivet igen starter. Man tager sig til hovedet og tænker over hvad pokker man mon har gang i – men “off we go” … det er livets realiteter der kalder på dig. Ingen vej udenom.

Januar har været lang – og nu er vi halvvejs igennem februar. Solen har skinnet i dag og pludselig bliver man glad i låget fordi man langsomt aner forår ude i horisonten. Ja ja, tænker den opmærksomme læser, vi har før haft sne i april!!! Og det er da så rigtigt. Men der er bare lige pludselig kortere til forår end der har været længe og udelivet venter forude.

Hvis det virkelig var sandt at man som baby blev leveret af storken – ja så taler min kære husbond og jeg tit om at de storke, der havde os med på en flyvetur , tabte os alt for tidligt (eller sent) og at vi derved landede i det falske land. Der er helt sikkert en charme ved årstider og jeg er ikke tilhænger af Dubai-lignede vejr, men det ville sørme pynte på Danmark og dets indbyggere med lidt flere måneders sol og varme. Nu ER vi så blevet danskere – og hvem vil bytte frikadeller, sygedagpenge, skolesystemet og leverpostejen ud med livet på en caribisk ø som bartender på en strandbar? He he …..! Tag mig!!

Tænker også at lidt bedre vejr ville formildne humøret betragteligt hos danskerne. I dag skulle vi parkere inde i Fredericia City som jo – i forhold til en gængs storby og dertilhørende parkeringproblemer – er babymad at finde en plads i. Alligevel nåede vi selv at få ballade og bilen ved siden af os det samme, fordi vi åbenbart “tog” pladsen fra en grim mand i en grim bil med en grim familie. Helt ærligt…så stopper det. Vi måtte bare grine og klappe os på låret, fordi det simpelthen var så komisk, idet der kom nye ledige pladser hvert minut og at han således kunne svinge sin grimme bil ind på en tom plads det spilt-sekund han stoppede med at skabe sig over for os. (og vi var der faktisk før ham). Håber karma-loven tager over og giver ham tynd mave i morgen.

Efterfølgende kunne jeg med min husbond under armen købe mig et par fede guld-sneaks og et par frække orange-farvede forårsbukser – og så blev dagen endnu bedre… Intet som lidt shopping ikke kan fikse.

Jeg glæder mig til om lidt – så er det marts – og april – og så kan jeg for alvor kalde det ægte forår. Bjørnen med guldskoene sender god forårs-karma afsted til dig fra sit hi 🙂