Fortællingen om hånd-mixeren.

Det er de særeste ting, der pludselig får en helt anden betydning, når man med alderen bliver klogere og mere nostalgisk.

Man tænker mere over, hvad man kommer af og hvem der var før og mon kommer efter. Det bliver vigtigere at sætte et aftryk mens man er her, og man værdsætter ting, der har historie og minder, på et helt andet plan end da man var 20 år og usårlig.

Jeg har for eksempel en hånd-mixer fra Phillips som har fulgt mig fra første færd. Denne arvede jeg efter min mormor, som gik bort i 1989. Dermed kan jeg med garanti tidsbestemme denne til slutningen af 80’erne og min formidable elektriske håndmixer er nu omkring 30 år gammel. Det må betegnes som kvalitet! Det tror jeg næppe sker med de elektroniske varer, man kan købe i dag. Mon ikke også denne håndmixer kostede en mindre formue dengang – det er jo oftest tilfældet at pris og kvalitet hænger sammen.

Håndmixeren har rørt alt ligefra fars til flødeskum i hele min lange karriere som hjemme-kok og har altid fungeret upåklageligt. 100% garanti for at den starter HVER gang! Farven er flot modehvid med orange detaljer og hele 2 sæt rørepinde. Den er helt særlig!

Hver eneste gang jeg bruger mit arvestykke af en Phillips håndmixer, tænker jeg på min mormor. Jeg ser hende stå der med det brune blomstrede forklæde, læsebrillerne og hendes skønne smil – det er næsten som om jeg kan dufte hendes køkken, frikadellerne og agurkesalaten på nærmeste hold. Det er bare helt utroligt, når man tænker på, hvor længe det er siden. Håndmixeren betyder rigtig meget for mig.

De sidste par gang, jeg har brugt håndmixeren, har der desværre været en anden duft … nemlig duften af noget brændt. Og det er en katastrofe af den anden verden! Den håndmixer MÅ IKKE gå i stykker! Jeg er bange for at den synger på sidste vers! Det er det, der ikke må ske. Jeg har besluttet at min håndmixer ikke er klar til elektronik-kirkegården endnu – den får lov til at gå ned på halv tid, og dermed må den kun komme frem til helt særlige lejligheder. Til lettere opgaver, der ikke kræver for høj fart. Et forsøg på at undgå faren for at den brænder sammen!  For den MÅ IKKE gå i stykker.

Phillips for ever !!!

 

Lår i skoene.

Solen skinnede så flot i går. Jeg fandt solbrillerne frem fra skuffen, gav dem en tur med brille-rens og drog afsted ud i solen og det fine vejr. Fandt den tynde jakke frem og gummiskoene på. Humøret steg mindst et par grader i takt med temperaturen og pludselig fik jeg lyst til at være aktiv. Gøre noget udenfor. Feje lidt. Fjerne lidt visne blomster, som havde overvintret i krukkerne og som nu trængte til en kærlig hånd.

Heldigvis kom jeg ikke igang med alt det praktiske, men endte med at slentre rundt i Middelfart’s hyggelige gader med min familie. Shoppe lidt forårsjakke og sko til mit afkom og lækkert mad fra slagteren. Det føltes helt som forår, og man kunne mærke helt ud i fingerspidserne, hvor meget man savner det.

I dag, da jeg var trillet ud af hø-kassen og havde indtaget mit solide søndags-morgenmåltid fra den lokale bager, følte jeg trang til at bytte rundt i mit tøj-skab. Det er sådan en kvindeting, som jeg tænker kan sammenlignes med når mænd skruer på et eller andet ude i værkstedet i timevis. Jeg havde lyst til at finde lidt af det mere forårs-agtige kluns frem, og gemme de tykke og mest mørke trøjer langt væk.

Det bliver man jo kun glad i låget af – og dermed blev jeg så vovet, at jeg prøvede et par shorts, jeg helt havde glemt, jeg havde. Og det var så dagens største fejltagelse og vendte humøret fra godt til aldeles miserabelt på et splitsekund. Hold da helt op. Ben i alderen plus 40, hvide som i den værste vinterudgave længe og godt med åreknuder og flæsk. Jeg kan sige dig, de shorts fløj afsted med en kraft så stor og endte i et hjørne af soveværelset. De lå der, som om de godt vidste, de skulle skamme sig. At de da ville være bekendt sådan at frarøve mig mit fantastiske forårshumør.

Så nu har jeg brugt den seneste time på at google løs på nettet – alt fra spray-tan, privatklinikker med speciale i alt fra fedtsugning til fjernelse af åreknuder og sider med udvalg af burkaer i aller værste tilfælde. Tænk engang at man som travl kvinde og mor også skal trækkes med hvide, trætte og slatne ben som en bonus. Som om det andet ikke er slemt nok. At være fyldt 40 og dagligt kunne se i spejlet at det hele synker mere og mere sydpå i takt med at minutterne  går. Det siger jeg jer – nu stopper festen! Jeg vil kæmpe. Og jeg vil slås. Men først ryger de skide shorts ud. Helt ud. God søndag!