Itzy bitzy teeny weeny yellow polka dot bikini…..

Det er det samme show hvert år ved denne tid. Solen begynder at titte frem, dagene bliver længere og det begynder langsomt at gå op for mig at vi alle snart skal til at iføre os noget lettere kluns og vise mere af den rustne krop frem. Jeg får et mindre “melt-down”  efterhånden som sandheden går op for mig og jeg ærger mig over at den pose snolder, jeg spiste i går med største velbehag, sandsynligvis har placeret sig lige på siden af hoften og nu er skyld i at bikinien strammer. Strammer ligesom snoren rundt om hamburger-ryggen i køledisken.

“Bikini-klar” råber overskrifterne på de mange blade i kiosken, alt imens jeg føler mest trang til at vrisse et vredt “SKRID dog” tilbage….lad mig dog være i fred med min hvide, bulede hud, der i den grad trænger til en kærlig behandling efter mange måneder godt gemt væk under vinter-tøjet. Bikini-klar min bare … om jeg så startede sidste sommer, når jeg næppe at blive bikini-klar til denne sommer, det løb er kørt, den fugl er fløjet.

Hvem pokker gider også kæmpe for at blive bikini-klar i et land, hvor solen næppe indbyder til bikini-looket? Hvor sommer er noget, der med lidt held indtræffer, når vi alle igen er startet på jobbet efter en blæsende og våd ferie i et dyrt sommerhus ved Vestkysten? Måske er man så klog at flygte udenlands – hvor man kan svinge sine syd-frugter ganske anonymt  på stranden uden at møde legekammeratens mor eller brugsuddeleren i samme øjeblik, man slipper kontrollen og puster maven ud i alle de flotte folder, den nu end består af. Så bliver det hele lidt nemmere.

Man kan også vælge den anden løsning – bare at acceptere at man faktisk nok er lige så bikini-klar som de fleste andre helt normale mennesker, der også har slået sig ned ved stranden med unger, hund og køletaske. Acceptere at de fleste af os i praksis er bikini-klar året rundt i al vores skønne magt og vælde, og at vi aldrig  nogensinde kommer til at ligne de piger, der reklamerer for selv samme bikinier i katalogerne, lige meget hvor længe vi arbejder på projektet! Og at dette næppe gør os til et lykkeligere eller anderledes menneske.

Så jeg melder hermed ud: jeg er så bikini-klar !! Nu mangler vi bare sommer-vejr. Og det er jo en helt anden sag! Af den alvorlige slags.

 

 

Smuk, rund og dejlig!

Det er ret interessant at følge den medie-storm som er opstået i kølvandet på den nye serie på TV3 – “Mine fede træner”. Jeg måtte derfor se det første afsnit i aften da jeg var meget nysgerrig for hvordan et program kunne bringe sindet i kog hos så mange mennesker i lille Danmark.

4 kendisser, alle smukke, trimmede og slanke, følger hver især et overvægtigt menneske, som ønsker at tabe sig. I 12 uger skal kendis selv øge sin vægt betragteligt for efterfølgende at tabe sig sammen med den overvægtige med det fælles mål at opnå et vægttab til slut.

Selve konceptet er temmelig plat – som de mange andre platte serier i stil med Paradise Hotel, Mig & min Mor og hvad de nu ellers sender på PrimeTimeTv – serier, der så åbenbart følges af masser af seere landet over. Ellers blev de vel næppe sendt. Og vi vil alle gerne se dem!  Vi svælger i andre folks ulykker, dumheder og tåbelige udtalelser. Sådan er vi bare! De fleste af os i hvert fald! Disse serier er alle med deltagere, der selv har meldt sig – og dermed må have overvejet, hvad de går ind til. Som må have gennemtænkt at man på tv let kan udstilles som en helt anden person end man i virkeligheden er og at andre mennesker pludselig har en mening om dig! Det er de vilkår der gælder når man står frem på tv i PrimeTime. Så jeg tænker ikke, vi behøver at have ondt af de nye “upcoming stars” i reality-verdenen.

Derfor er det også uforståeligt for mig, at man så på vegne af alle overvægtige i Danmark kan blive voldsomt forarget over dette program. Jeg er helt med på at nogle af de kendisser der deltager måske ikke er de skarpeste knive i skuffen og at de dermed siger nogle lidt halv-dumme ting, men programmet er vel hvad det er?

Og hvorfor er det, at man ikke kan give udtryk for sin holdning til overvægtige mennesker, når man må bortvise rygere til minimum 500 meters afstand fra hoveddøren og sende alkoholikere på antabus uden at blinke? Det er vel en stor blandet pose afhængighed det hele?

Jeg kunne let blive større! Jeg har faktisk gener til det! I et snuptag kunne jeg let gro fra nuværende str. 38 til str. 44. Det ville være en smal sag. Men det vil jeg så ikke! Jeg vælger med jævne mellemrum at stoppe op, lukke munden og slå mig selv i hovedet. Det er mit valg! Og dermed synes jeg ikke noget dårligt om de, der ikke stopper op. Det er jo deres valg. Lige som andre selv må bestemme om de vil ryge 1 karton smøger om ugen.

Jeg forstår bare heller ikke altid hvorfor man lader stå til. For når man først har taget de første 10-15 kilo på, er vejen tilbage lang. Jeg tror simpelthen ikke på at der er ret mange overvægtige mennesker, der synes det er fedt at være tyk. Ikke i den verden, vi lever i i dag. …det er så en helt anden diskussion, men det er sandheden. Jeg synes samtidig at man som udgangspunkt skal være glad for sig selv – som man nu engang ser ud. Man bliver ALDRIG tilfreds, det er selv ikke de smukkeste mennesker, der lever af model-jobs og deslige. Men man skylder sig selv at gøre en indsats for at elske sin krop – og det skal der nogle gange arbejdes for.

Nogle perioder tænker jeg bare : YES, nu er jeg ved at være der, hvor jeg vil være – hvis jeg trækker maven ind. Andre gange kan jeg hyle over mine fede lår og hvide blævrende overarme. Og så må man op på hesten igen. Det skal man, never give up!!

Jeg vil følge denne serie, og jeg vil smile, græde og grine sammen med disse modige mennesker, som stiller op. Både kendisserne, som gud-hjælpe-mig tager 10-20 kg på FRIVILLIGT samt de overvægtige, der bare gerne vil tabe sig.

Og så orker jeg ikke høre på at det er synd for de overvægtige – vi vælger selv til og fra her i livet og er sørme de eneste der kan stå til ansvar for egne handlinger! Hvis man spiser for meget, bliver man tyk, hvis man spiser for lidt, bliver man tynd. Jyde-logik! Nemt er det ikke – men man skal forsøge! Som så meget andet i livet! Og så skal man elske sig selv. Det er et godt udgangspunkt. Giv dig selv en krammer eller to!