Ude godt, hjemme bedst!

I starten af ugen var jeg på kundebesøg ved Guldborgsund på Nykøbing Falster. Vi skulle mødes med en for mig ny kunde i deres private hjem, så min chef og jeg pakkede godt med forsyninger og drog afsted på denne næsten 3 timers lange rejse mod sydøst.

Undervejs talte vi om at bo så langt ude for lands lov og ret – i hvert fald i min optik – og at der jo var masser af vand på disse egne og dermed også mulighed for at få fingre i en lækker ejendom med vandkig til en mere regulær pris end vi kan prale af her i Trekantsområdet.

Vi nåede målet og parkerede bilen foran et helt sprit ny-bygget hus på en 1200 kvm grund helt ned til vandet. Ganske magisk. Trådte indenfor i husets kæmpe køkken-alrum og kunne næste smage saltvandet – så flot var udsigten.

Jeg fik en mindre nedsmeltning over det hus – alt var bare så lækkert. Genbrugs-mursten, rå betonvægge, terrazzogulve – you name it. Jeg måtte virkelig koncentrere mig om at lukke munden og have fokus på mødet, mens mine øjne vandrede fra detalje til detalje og lidt et smut ud mod denne fantastiske udsigt, man bare ikke kunne få nok af. Jeg tog vist lidt notater undervejs, men det kneb da lidt!

På hele turen hjem måtte min stakkels chef lægge øre til mit ævleri. Jeg var allerede igang med at pakke flyttekasserne hjemme i Snoghøj – det var kun et spørgsmål om tid. Jeg ville ha’ sådan et hus … og udsigten med, naturligvis!

Hjem kom vi – globetrotterne – og så startede jeg samme smøre i udvidet version overfor min meget tålmodige husbond. Fortalte, forklarede, tegnede og fortalte. Han kunne jo nok forstå at alt, jeg kunne glo ud i var en hæk. Og i Guldborgsund mæskede de sig i havets bølger med plaskende sæler og en forbipasserende ørn på en god dag. Nu kender han mig ganske godt igennem de sidste 25 år – og dermed ved han også godt, hvordan den ged skal barberes. “Så må du jo sætte dit eget hus til salg først”  var hans svar på mine mange argumenter! Og sjovt nok kan det altid lukke munden på mig.

I princippet vil jeg jo ikke flytte – jeg har verdens dejligst plet her på vores lille vænge i Snoghøj med alt det, vi behøver. Vi sidder ikke dyrere end at vi kan gøre, hvad vi har lyst til og ikke skal bekymre os om ændrede job-situationer eller hvad der nu ellers kan ske. Vi har skabt en plet, der passer til os og som vi passer til.  Så hvorfor er det nu, at man altid vil have mere??! Hvis jeg da bare vidste det!

Måske man også falder lidt mere til ro når man runder de 40 – det venter jeg stadigvæk på! – og prioriterer andre ting her i livet. Jeg ved i hvert fald, at jeg tit har “3 dages sygen” – hvor jeg flipper ud over et eller andet fantastisk hus, indretter det oppe i mit hovedet, planlægger budget og fabler løs. Stille og roligt aftager “feberen” og tingene er ikke længere så fantastiske. Faktisk er det fint som det allerede er. Og det er vel også en del af livet. Så længe det ikke er manden jeg vil skifte ud on and off!!

Nu går jeg ud og glor lidt ind i min hæk. God weekend herfra!