Mit liv som bønne!

Med alderen bliver livet bare ikke lettere! Dem, der siger andet, lyver!
Ikke nok med, man må affinde sig med at lysene på lagkagen bliver flere og flere, men man får også en tiltagende mængde af mere eller mindre sindsyge skavanker! For eksempel kan jeg ikke længere knokle igennem i haven uden at jeg får ondt i kroppen af ren og skær overanstrengelse! Det frimærke, vi har at passe, lever ofte sit eget liv i lange perioder, men så slår jeg til med full speed! – heraf udspringer den ømme ryg og trætte arme! Og nu kan jeg så heller ikke indtage nogen former for rusmidler uden at blive straffet natten igennem! Nu skal det med rusmidler jo ikke opfattes som om jeg afholder aften/natte orgier – havde det da bare været sandheden – næh nej, jeg har måske bare indtaget på den forkerte side af 4 glas god vin i festlig lag eller drukket kaffe efter kl 20. Virkelig spændende!!!! Historien om mit liv!
I går mødtes jeg med et par veninder og blev overtalt til en lækker is-kaffe, som jeg drak med største velbehag! Dumt! For det betød at jeg lå lysvågen til kl 4 i nat! Ved du godt, at fuglene står op deromkring? Mig, der altid går ud som et lys længe før resten af familien – og nu lå jeg så bare der som en zombie og havde ondt af mig selv!


Mange har sagt at det umuligt kan passe, at en enkelt kop har den effekt på mig (og min fint-følende krop) – men tro mig, jeg har testet det så mange gange, i går nat var bare rekorden! Jeg er stadig i chok!
I dag tøffer jeg så rundt ved siden af mig selv og er glad ved at min arbejdsgiver slipper for min tilstedeværelse, da jeg holder ferie, for det kan sgu være godt det samme! Jeg er ikke mange kaffe-bønner værd! He he!
Jeg har dog startet dagen med min første kop af fandens eliksir og kaster mig over anden kop lige straks! Jeg vil ikke overgive mig – men tror jeg skifter til vand efter aftensmaden – bare for at være på den sikre side!

 

(Foto illustrerer ganske fint hvordan min dag føles – dog ved jeg ikk’ lige med skægget …)

Kald det sommer een gang til….

Juli er en sommer-måned. …..definition heraf: “Sommer er den del af året, hvor den nordlige (henholdsvis den sydlige) halvkugle vender i retning mod solen.” (kilde: Wikipedia)

Og så er det, at man tænker sit. For hvor pokker er den sommer henne? Den sommer, hvor vi alle har fri for at nyde vejret og således burde sidde ude hele aftenen iklædt meget lidt tøj og et glas rosé i den ene hånd. Hvor næsetipperne burde være let brankede og kinderne varme og røde efter en skøn dag ved stranden, hvor den største opgave var at vælge, hvilken slags is man ville ha’ i kiosken. Men derimod har vi atter engang vundet en dansk sommer, når den er bedst. Og mor her er sur!!! – Jeg magter simpelthen ikke at skulle affinde mig med en juli måned, hvor vi skal iklædes lange bukser og trøjer for ikke at fryse til is. Hvor man må krybe indendørs, fordi håret er ved at blæse af og tænderne klaprer. Det er simpelthen til at få pip af. En mindre depression lurer om hjørnet, når man morgen efter morgen forhåbningsfuldt trækker gardinerne fra og ser ud. Man forventer solskin og lidt lunere vejr. Man får skyer og 17/18 grader. Tak for ingenting, siger jeg bare.

Så ser man på vejrudsigten – og sørme om ikke der lurer en “næsten-og-tæt-ved- sommerdag” i morgen. Og herefter er det igen ned ad bakke.  Jeg kender masser, der ville sige at vejret da er fint og at man blot skal tilpasse sig. Men nej, den æder jeg ikke. Jeg synes at vi danskere FORTJENER nogle uger om året, hvor vi føler os lidt som syd-europæerne og flytter livet udenfor. Hvor vi kan planlægge lidt frem og invitere gæster til udendørsliv og hygge. Hvor vi kan hive sommertøjet frem fra gemmerne og faktisk bruge det. Hvor vi føler, vi får noget i gengæld for de 15 feriedage, vi fyrer af. Hvor livet bare er sommeragtigt og let. Sværere er det faktisk ikke. Jeg ved bare ikke lige helt, hvor jeg skal brokke mig. Og om det faktisk hjælper. Måske andre allerede har forsøgt uden held?

Vi er i min familie nået til den konklusion at vi ikke tør satse på ferie i lille Danmark under NOGEN omstændigheder. (den kvikke læser kan vel let forestille sig, hvordan det ville være at “hygge” med undertegnede i 3 meget lange uger under “danske” betingelser…..noget af en prøvelse. Det siger jeg jer bare! Dont go there!!) Så derfor kan vi heldigvis se frem til en snarlig billet væk fra dette idiotiske vejr. Som så mange andre danskere.  Heldige os. Men derfor er jeg stadig ikke tilfreds. Jeg er tæt på fornærmet. Og jeg agter at kæmpe. Livet er for kort til dårlig sommer og sur rosé. Roséen kan fixes, vejret er en anden sag! – Hvem er med?

 

 

Rendez vous a Paris

Meget tidligt til morgen – som kvart i kvalme-tidligt – drog jeg mod Billund lufthavn for at flyve til Paris og tage imod Team Rynkeby Trekanten, som min mand er del af! På 7 dage er de cyklet fra Kolding til Paris på deres gule racere og har fået en oplevelse udover det sædvanlige! Dette ville jeg naturligvis gerne være del af at afslutte med maner og derfor denne mini tur til Paris over weekenden!

 


I denne ferietid er jeg jo således ikke den eneste i lufthavnen! Så tidlig en morgenstund vrimler det med mennesker og køerne er lange til alt! Familier er ferieklar og på vej ud i det store udland! Selvfølgelig er der også rigtig mange børn, eftersom ferietid er familietid! Og de børn er trætte og morgensure, fordi de er blevet flået ud af sengen før en vis herre har fået sko på! Dermed er der en skøn baggrunds-støj af barnegråd i flere oktaver! Nogle let hysteriske, nogle ret trætte og nogle ude af kontrol! Som i total : jeg vrider mig på gulvet skrigende-mode!
Jeg kan så absolut ikke blive irriteret over dette, men tager mig dog i at ønske de ikke skal med mit fly! Eller ihvertfald i nærheden af mit sæde nr 25A. Jeg har jo ligesom overstået disse seancer, idet mine børn er så store, at deres eventuelle “anfald” udelukkende er af verbal karakter og således kan holdes lidt diskrete for omverdenen! Men jeg har jo været der og kan nu kun smile indeni og tænke: – godt det ikke er mig!
Jeg husker en tur i fly med min søn som 2 årig, hvor han hylede og skreg, slog om sig og klaskede det glas cola (ja, det fik han sgu som 2 årig) lige i smasken på mig. Jeg svedte lige en anelse der! Dog viste det sig efterfølgende at han faktisk havde mellemøre-betændelse, så han var lovlig undskyldt! Ellers synes jeg faktisk vores mange flyture med børnene er forløbet stille og roligt! Uden de store kampe og kvaler!
Og dermed krydser jeg også fingre for at jeg slipper for andres børn! Sådan er det bare, det må være en frynsegode når man har rundet de 40.

God weekend derude – Rendez-Vous a Paris.

Sommer eller ej….

Sommer er lig med sommertøj! – Og når temperaturen i Danmark en sjælden gang sniger sig op på sommer-lignende tilstande, rodes der bagerst i skabet for at finde de lettere gevandter frem. Man husker vagt, at man vist havde gang i en sommer-sag sidste år, da vi nød nogle ugers hedebølge-agtig drømmeverden.

Nogle vælger bare helt at gå i sommer-flip og skider højt og flot på, hvordan det hele nu engang ser ud, fordi de har det varmt og dermed har lov til alt. Alt slippes fri og der er ingen regler.

Andre forsøger stadig at opretholde en vis standard, især fordi man kæmper for denne standard resten af året med et enormt tøj-budget og derfor nødigt vil give kål på allerede “optjente point” på den konto. Det er hårdt arbejde at se pæn ud!

Jeg elsker sommer – og sommertøj – og har masser på lager til dage, hvor man holder fri og bare kan putte sig hjemme i haven eller på en strand langt væk. Straks værre er det, når jeg skal finde noget “arbejds-look” som jeg kan iføre mig på jobbet uden at jeg ligner en, der er på vej på stranden og bare lige skulle forbi og hente mine solbriller på vejen. Slemt nok er det, at man ikke længere er en sylfide, men endnu værre er det da, at man som “plus 40” altid har de hvideste bag-ben. Hvad sker der for dem? … jo, måske det hænger sammen med, man ikke længere kan holde ud at sole sig liggende på maven, fordi man straks får ondt i nakke, ryg og sveder ganske forfærdeligt.

Så de hvide ben mixet med det bløde maveskind og de brede hofter er jo en god start! Hø Hø. Man må jo se tingene fra den positive side. I dag havde jeg lidt tid for mig selv og tænkte, at det var sommer-shopping-tid. Jeg passerede en butik, jeg måske nok vidste, jeg var for gammel til at besøge – men for pokker, jeg gav det et forsøg. Faldt for de smukkeste blomsterede bukser med vidde og rev mulige matchende toppe ned af  hylderne. Jeg var helt høj, fordi disse bukser var bare lige mig,

Knoklede mig ind i prøverummet efter at have passeret en 16-årig ekspedient str. 34. Fik alt mit tøj af for så at gå i krig. Selvfølgelig sad de bukser bare helt vildt dårligt. Jeg lignede Luna fra Bamse & Kylling. Plus size! Gassen gik hurtigt af ballonen! For pokker da!!! Bedst som jeg stod der gasblå i hovedet og prustede, blev der spurgt fra den anden side af forhænget, om det mon gik godt?! Nej sgu da’ – jeg er tyve år for gammel til det her tøj, derfor går det IKKE godt. – Pigen forslog sødt at hun da også havde et fint bud på en stribet kjole??? Ahh’ men – befri mig vel – eg skal ved gud ikke iføres nogen stribet kjole… jeg er allerede slået  helt over i hjørnet som skatmat!

Jeg fik iført mig mit eget kluns igen og tænkte ved mig selv: ja ja, så fik du den! Lad nu være med at lade dig forføre af tøj, der er kønt på bøjlerne i de butikker, der er beregnet til unge tøser. Den tid er forbi! Det går bare ikke. Sommer eller ej. Hvide ben eller ej. Men så fandt jeg lige lidt selvbruner på hylden hos Matas – og så kører det igen! Man er vel positiv anlagt!

Dronningen af lister.

Indkøbslister. Shoppinglister. Ønskelister. Huskelister. Kært barn har mange navne. Jeg er total liste-freak. Jeg elsker lister og skriver alt ned. Nogen vil måske mene, det grænser til noget sygeligt og at jeg burde diskutere det med en klog psykolog. Men det behøver jeg ikke. Det er min måde at rydde op i mit hoved på, så jeg netop IKKE får overload og derfor skal sendes til psykolog.

I mit hverdagsliv arbejder jeg i en projektafdeling, hvor jeg har rigtig mange skiftende projekter, som ofte er meget detaljerede og hvor det kræves at man er grundig og nøjagtig. Det kræver i den grad et overblik, og jeg skal virkelig stramme mig an for at holde fanen højt – indtil nu har jeg løst det med verdens bedste opfindelse: post-it-lapper. Alle ledige flader på mit skrivebord er dækket af post-it-lapper med dit, dut og dat, som jeg skal huske. Tit er jeg hjemvendt efter endt arbejdsdag med post-it’s på numsen, på albuen eller under skoen. Og frygten for at en vigtig post-it ender på gulvet ved et uheld er jo ikke at kimse af. Det er næsten som en gyser af den værste slags. Men så var det, at en veninde – måske lidt i samme båd – anbefalede et system, som kører digitalt. Her kan jeg kreere den ene liste efter den anden, navngive dem, flytte dem fra TO DO til DONE og deslige. Lige noget for mig. Ren lykke.

Da jeg var yngre lavede jeg tv-lister. Hver uge blev der sirligt skrevet en liste over de ting, jeg skulle se i den kommende uge på TV. Det har faktisk krævet sin kvinde at vænne sig af med dette. Lister laves også, når der skal handles. Har jeg ingen indkøbsliste med, så står jeg bare der og glor som en anden guppy-fisk. Jeg er total blank. Kan lige overskue at købe lidt brød, mælk og agurker. Men ellers har jeg intet af det med hjem, som jeg kørte ned efter. Det er som om, at når først jeg har skrevet det ned, er det ude af hovedet. Måske er det også alderen, der langsomt og snigende trykker. Lister laves også over julegaver, der gives bort. Jeg har helt styr på, hvad husbonden fik af mig i 2007. Bare spørg!

Seneste skud på “listestammen” – i mit forsøg på at højne kvaliteten af min 44 årige krop – er sunde madplaner, beregnet med kalorieindtag pr. dag, motionslister og vægtlister. Således skulle jeg kunne tabe mig de famøse 4 kg i et snup-tag. Blive bikini-klar (verdens mest åndsvage ord, men alligevel enormt fristende!!) – Men der er sgu’ noget med de lister, det er som om de ikke virker??? Jeg forstår det virkelig ikke. Lister over, hvorfor listerne ikke virker, er jeg dog ikke begyndt på. Endnu.

Den næste liste er en pakkeliste. En oversigt over hvad der skal i samtlige 4 kufferter, når vi alle drager på ferie lige om lidt. Naturligvis med en liste over hvad vi skal se – og hvordan vi kommer fra og til. Men så lover jeg også at stoppe mit liste-tyranni for en kort bemærkning. Jeg kunne jo lade papir og blok blive hjemme! God sommer.