Stegte ben.

En kvinde på min alder kommer elegant svævende ned af gågaden på en solbeskinnet smuk dag i maj. Hun er også selv smuk med hendes bølgende lange hår, solbrun og iklædt korte shorts. Benene er lange, smækre og uden buler eller åreknuder af nogen art. Da hun er gået forbi mig – mig, der allerede har halvåben mund af ren og skær beundring og også en smule misundelse – konstaterer jeg at også bagsiden af hende er pæn. Hermed menes, at benene også her er smækre, solbrune og uden mystiske pletter eller blodsprængninger.

Jeg tager mig i at ønske hende hen hvor peberet gror. Lige for et ganske kort moment. – Ikke pænt af mig, nej nej, men verden er sørme ikke altid fair. Tænker, at når man har så pæne ben, så må der være noget andet i vejen. Måske hun har en rigtig grim pukkel et sted, eller måske et sæt helt utrolig irriterede møgunger, der altid har snottede næser. Og de der ben, dem ønsker jeg mig altså!

“Du har din farmor’s ben” siger min mor af og til, når jeg jamrer mig. Dem har hun jo af gode grunde ikke arvet, hvorfor har jeg så? Jeg ville gerne have haft min mors pæne ben.

Fra en ung alder piblede åreknuderne frem, og 2 graviditeter,  med ganske god ekstra vægt på, gav mine ben dødsstødet. En tur omkring en klinik for at få det ene ben fixet for 10 år siden giver mig stadig mareridt og har efterladt en hulens masse ar. Aldrig har noget været så ubehageligt og jeg husker stadig med rædsel, hvordan jeg futtede rundt hjemme i huset den første uge bagefter,  med det opererede ben oppe på en kontorstol.

Ben nummer 2 er også forfærdelig ramt af de flotte grønne årer, der gnidrende slynger sig op og ned af mit bagben, men (heldigvis) kan dette ikke opereres væk, uden risiko for at få en drop-fod, så dermed bliver disse årer, hvor de er!

Det betyder således også at jeg må acceptere at det er sådan, de nu engang ser ud ud og droppe de korteste shorts! (note til mig selv: dem droppede jeg nok også for mindst 10 år siden, da tyngdeloven satte ind) – Jeg har jo stadig 2 ben at gå på. Vær nu positiv! Og så er det jo, at jeg i min stille sind tænker: En ting er, at de er knap så kønne, men kære Gud lad dem da så blive lækre solbrune her om sommeren, når de nu skal frem i lyset.

Ja, tak – det er sgu’ nemmere sagt end gjort. Nu kan jeg jo rigtig godt lide at sidde ude i solen på min skønne solvogn med en dejlig kold CocaCola og en god bog ved hånden. Og dermed har mine ben også fået en flot farve fortil…..men hvad pokker sker der på den anden side? Jeg forsøger, som en anden grill-kylling at vende mig, men efter 7-8 minutter på maven, er jeg fuldstændig radbrækket. Jeg stiller mig med ryggen mod solen, sprayer mig med let solbruner – og ikke en skid sker der. De forbliver hvide som et stykke slatten kullingefilet – med blålige striber. Det er op ad bakke.

Jeg har dog ikke opgivet endnu – det siger jeg jer bare – men jeg tænker, det bliver en svær omgang.  Årer eller ej – så kommer de ben sgu frem! Og hende der med de smukke ben – ja, hun må ha’ en go’ sommer. Det får jeg i hvert fald. Skål i Cola.

 

En dag af de vilde!

Fredeligt trasker jeg rundt i byens gader, med solbrillerne i håret, bare fusser i kondi-skoene og et afslappet smil på læberne. Solen er så småt ved at bryde frem på himlen efter nogle kølige dage med regn og blæst, og der dufter af forår og vaffelis. Jeg trænger så meget til lidt sol og varme, og kan blive helt høj ved tanken om, at vi nu er i maj måned, hvilket jo typisk indbefatter vejr af den bedre slags.

“Ding” – en sms tikker ind på min telefon og jeg læser den kort, uden at læse den rigtigt: – “Dit dankort tilbagekaldes fra Nets, mvh Middelfart Sparekasse” …. jeg konkluderer kort, at det nok snart skal udskiftes, især med tanke på at det helt sikkert er blevet en anelse nedslidt efter god og trofast tjeneste som shopping-partner de seneste par år, og fortsætter min trasken.  5 minutter senere står jeg inde i Helsekosten og indkøber kosttilskud i enorme mængder i håb om at jeg således bliver sundere, klogere og i hopla mange år frem. Da jeg skal betale, så går det ikke helt efter planen. Kortet er SPÆRRET??

Langsomt dæmrer det for mig at jeg jo kort forinden skimmede en sms fra banken, dog uden at tage synderlig notis af den. Blondie!! Kortet er SPÆRRET? …. Ja, så er gode råd dyre – og jeg har åbenbart ikke en nikkel. Tænker først: MOBILEPAY – men må jo således erfare, at dette ligesom hænger godt og grundigt sammen med min spærrede dankort. Og i disse tider, hvor alt er så teknisk og digitalt, er min pung gabende tom, udover en million bonner, to papirklips, en sol-polet (fy da!!) og 24 kroner i små-mønter.

Jeg må ty til manden min, som således kan overføre på MOBILEPAY direkte til butikken og drøner oprørt ud af butikken – næste stop: Middelfart Sparekasse. Afsted det går med lange skridt, når ned til banken og  jeg nærmest flår døren op. I bankens kølige stille ro ser jeg  mig forvildet omkring efter den første ledige medarbejder. NOGEN må hjælpe mig STRAKS. Jeg er i krise. Jeg er bankerot!

En kvindelig ansat kan se, at hun hellere mig hjælpe mig, trods det faktum at kasselinjen faktisk er lukket, og finder på hendes computer frem til info om at Nets pga. mistænkelig aktivitet har spærret kortet med øjeblikkelig varsel. Jeg kan næsten mærke gulvet forsvinde under mig. Mit elskede kort??? (Her må smiles!) – og hvad endnu værre er, ja så inddrager hun det straks, idet jeg ikke længere hverken må eller kan benytte det. Hun forbarmer sig over mig efter en kort stund og ordner det således, at jeg kan hæve en tusse kontant. Så har jeg lidt til at komme hjem på.

Og prøv så at gætte engang, hvor længe det varer, før mit nye kort kommer med posten: 14 DAGE! I disse digitale tider? I don’t get it. Og jeg forstår heller ikke at man kan spærre sådan et kort bare lige vupti med et snuptag? (Jow jow, jeg forstår jo godt, det er for min egen sikkerheds skyld, men alligevel???….). Nu har jeg desværre kun dette ene kreditkort af den årsag, at jeg ikke kan administrere flere — så er det afsløret — ingen grund til at krybe udenom. (Her må igen smiles) Og med kun et kort, så er man ligesom i den grad på skideren. Hvad hvis jeg nu havde stået i København, skulle hjemad med toget og ikke kunne betale hverken billet, taxa’en eller regningen på restauranten? Jeg kan hverken synge eller spille på et instrument, så en nødløsning med at stille mig op og “tigge” om penge hjælper lige vidt.

Denne dag er virkelig en af de vilde dag – og efter at have sundet mig lidt, må jeg nu læne mig tilbage og vente på posten – vente på at mit nye kort kommer dumpende, så jeg igen kan komme tilbage på sporet. I mellemtiden har min kære husbond været så letsindig at overdrage hans dankort OG koden hertil i min varetægt – dog med bævrende hænder!  Dette skræmmer ham til trods mindre end det scenarie at at han ellers de næste 14 dage skal lave indkøbssedler, stå i kø i Netto og slæbe sig halv fordærvet med de mange indkøb, der immervæk skal til, for at hverdagen fungerer med 2 teenagere, der spiser som et mindre tærskeværk. Han er en modig mand.

Og jeg tænker at forberede mig til en eventuelt “anden gang” ved igen at være udstyret med adskillige typer af kreditkort, således jeg er bevæbnet til tænderne. Mastercard, Diners – you name it. Jeg har gjort plads i min pung.!!