Sommer tanker

I dag starter skoleferien officielt – og det betyder at vores kære unger nu kan se frem til lange, skønne feriedage i deres helt eget tempo. Dette betyder ligeledes at vi forældre nu kan se frem til en lang ferie UDEN madpakker. Total optur! – Det er simpelthen ved at tage livet af mig med de skide madpakker. Prøv lige at tæl, hvor mange madpakker, det bliver til på et skoleår. Jeg orker ikke at tælle.

Min princip er, at jeg ikke selv gider spise madpakker, der er smurt dagen før – så derfor er det et fast morgenritual at disse klargøres klokken kvart i kvalme. Den ene kan ikke lide dit, den anden vil hellere ha’ dat. Salaten må ikke blandes med dressingen, men er kedelig, hvis den ikke bliver blandet med dressingen!!! Jeg bli’r så træt. Nogle vil måske nok sige, at de pokkers unger SELV kan smøre deres egne madpakker. Men så har I ikke set mine børn den første time, efter de er stået op. Og I har heller ikke set mig. Vi er total B-mennesker (hvis det udtryk stadig benyttes?) og kører fuldstændig på survival-mode i højeste gear. Vi er så absolut IKKE morgen-mennesker og hader alle at stå op. Dermed kan vi kun håndtere de mest basale opgaver og siger ikke mange sammenhængende sætninger undervejs i processen. Jeg har så, som en anden robot, tillært mig den færdighed at kunne lave de skide madpakker uden at være mentalt til stede, og alligevel er den en træls tjans.

Men nu kan vi alle se frem til ferie inden længe, man har de sidste mange uger allerede kunne nyde dette usædvanlige udsøgte sommervejr, som giver højt humør på hele linjen. De lange lune og lyse nætter indbyder til hygge og masser af rosévin i glasset. “It’s Rosé o’clock” hele tiden – citat: Anna Thygesen. Og om dagen kan man slænge sig i solstolen og nyde livet. Det er bare skønt. Den anden dag var jeg et smut i H&M og tænkte, jeg lige ville se nærmere på badetøjs-udvalget i butikken. Måske der hang en bette smart sag, jeg kunne tage med mig på dette års sommerferie. Nyt badetøj kan man altid bruge,

Nu vil jeg lige pointere at jeg ikke er den nemmeste at finde badetøj til. Trusserne må ikke være for små, ej heller for store. Jeg hader bøjler i BH og endnu mere de kæmpe vat-indlæg, der er våde 8 timer efter svømmeturen. Og samtidig skal jeg tage hensyn til de små-skavanker, jeg nu engang har med i bagagen. Allerhelst ville jeg gerne hoppe i en heldragt. Hermed ville alle skavanker være flot gemt bort. Jeg ville nok få det en anelse varmt i længden og den efterstræbte “tan” bliver ligesom ikke mulig at opnå med kroppen helt dækket til.

Plan B: En bikini med en trusse, der liiiiiige dækker den der “Mummy-Tummy”. Det der løse hud på maven, hvor der står OLIVER og MALOU på. Med kæmpe sorte bogstaver! Møg-unger! Føromtalte møg-unger har ellers ofte stor morskab ud af at pointere at min hud på mavsen kan “wobble” (kan sgu ikke finde et dansk ord, der passer bedre) selv om jeg sidder stille. Sjovt! I disse Instagram-tider, hvor alle poster bikini-billeder har jeg også fundet en stilling, hvor min mave er flot flad. Jeg skal ligge helt fladt, helst lidt bagoverbøjet, suge maven ind og så skynde mig at skyde foto’et inden jeg igen puster luft ud. Lidt besværligt for et foto, tænker jeg, som jeg så alligevel ikke uploader pga. min høje alder og min sunde fornuft. Lad de smækre strandsild om det! You go Girl….

Nå men tilbage til H&M. Jeg kan afsløre, at jeg IKKE købte noget badetøj den dag. For jeg måtte simpelthen tage mig selv i at vandre rundt total målløs med åben mund og polypper – rystet over det udvalg, der blev præsenteret på bøjlerne. Den ene bette mini-mini trusse efter den anden, kun holdt sammen af en tynd binde snor i siderne. Badedragter, hvor der stort set ikke var noget stof, men masser af snore og dermed frit indkig, især til side-dellerne. Trekants-bh’er så små, at de passede til Barbie. Undskyld, H&M – men hvem pokker køber det badetøj?? Ikke nogen, jeg kender, sorry to say. Hvis I tror, jeg frivilligt vil ligne en anden rullesteg, pakket ind i små stykker stof og tråde for at holde sammen på hele pivtøjet, så må I tro om. Jeg tager sgu’ bare heldragten på!! No problem. Og  gooooo’ sommer til jer alle derude!

Kram Line