Go’morn’ då’

Vores morgener….. %#x#%X … ja, jeg siger det bare – de er vilde!!! Jeg må tage mange dybe indhaleringer af efterårs-luften for overhovedet at kunne komme igennem dem. For at kunne stå ved siden af bil-døren, klar og klappet til afgang, uden at zig-zagge i knæene, inden dagen knap er begyndt. Om jeg fatter, hvordan alle andre klarer det!! Hatten af for alle jer, der lykkes med at ankomme top-stylet, med en Instagram-værdig madpakke, ekstra lækre snacks (just in case), ny-lakerede negle og nyvasket bil.

Jeg er bare glad, hvis jeg har husket at tage to ens strømper på og fået lagt mascara på både de øverste og de nederste øjenvipper. Og som ekstra bonus har sendt den rette madpakke med det rette barn og husket at lukke hunden ind.

Nu skal det jo ikke lyde som om, jeg er total uansvarlig ,og jeg vil bede jer om ikke at kontakte Børneværnet, Dyrernes Beskyttelse eller deslige. Det er der andre, der har gjort før jer, men det er altså ikke grelt nok til at de rykker ud. Endnu i hvert fald….!!! Der er typisk ikke nogen – hverken mennesker eller dyr – der kommer til skade. Men nu er ingen af os her i hytten rent faktisk morgen-mennesker og måske starter hele problematikken med, at hele banden rent faktisk kommer alt for sent op. Men når nu man er SÅ afsindigt træt om morgenen, giver det jo ingen mening at stå op før bare pokker. Så det er ikke en option. Glem det!

Jeg triller ud af sengen og styrer målbevidst i retning mod køkkenet. Dem, der nyder en kop kaffe, friskpresset juice og lidt lækkert skyr med frugt, i skøn forening med hele familien og blafferende stearin-lys omkring bordet, må simpelthen ha’ en brist. Jeg når end ikke ind i spisestuen, men indtager stående lidt ristet brød, samtidig med at jeg ad flere omgange forsøger at få resten af familien ud af fjerene. Madpakker er jeg blevet bedre til at planlægge, og det har lettet stresseriet en anelse. Men kedelige, det er de stadig. Jeg glemmer aldrig en udsendelse med vores kære Mette Blomsterberg, der pakkede madpakker med cellofan og rød sløjfe! Jamen, jeg magter det ikke.

Min dejlige datter har fået hul i ørerne. Det bruger vi faktisk en del tid på om morgenen. Så skal øreringene lige skiftes, renses og deslige, alt imens jeg små-svedende tripper ved siden af hende på badeværelset i forsøg på at være hjælpsom. mens sekunderne tikker inde i mit hoved. Samtidig er min store søn i bad – eller nærmere damp-bad – og jeg sveder endnu mere, mens mit ny-vaskede og ny-glattede hår langsomt ændrer sig fra “smart frisure” til “våd-hund-look”.

Så skal min datter ha’ hjælp til at glatte hendes – lange! – hår og jeg når at brænde mig to gange på glattejernet. Sønnen forlader badeværelset og jeg forsøger at lufte lidt ud, så min makeup ikke smelter helt væk, alt imens hunden sidder og stirrer bedende på mig og venter på gåturen. Sønnen kommer tilbage, jamrende, da han lige var op og slås med en kaktus i vindueskarmen og vi starter en større operation med pincetten, trods det faktum at mine aldrende øjne ikke kan se en brøkdel af de små sataner, der sidder i huden. Jeg sveder så lige lidt mere, og håret klasker endnu engang. Datteren kommer tilbage og skal lige låne en t-shirt eller 3, så bunken af tøj på gulvet vokser støt, alt imens jeg faktisk stadig ikke har fået tøj på. Alt imens sekunderne stadig tikker!

Afsted kommer jeg endelig med hunden og håret lider endnu en gang, da det støv-regner og blæser en halv pelikan på denne tidlige efterårsmorgen i Snoghøj. Da jeg kommer retur til huset, kan jeg endelig sende datteren afsted på cykel, og begynde at ane min mulige afgang, hvilket betyder at jeg i 12 minutter på vej til arbejdet kan sidde helt musestille og tage dybe vejrtrækninger helt ned i maven.  Jeg kan mærke mit hjerte hamre helt stresset, men da jeg først får sat mig ind i bilen – efter febrilsk at have ledt efter mine nøgler med høj puls – får tændt for radioen og kaster mig ud i trafikken, løsner jeg op og gælder mig til at komme over på jobbet, hvor jeg kan starte med en stor kop kaffe i mit helt eget tempo. Og ved I hvad, det hele starter forfra igen i morgen. Længe leve weekend!!!

PS: Måske er dette indlæg lidt jammer, men jeg har altså været alene hjemme hele ugen….PIV!