Fuld fart fremad…

På mit arbejdsplads er jeg så heldig at være omgivet af nogle rigtig dejlige kollegaer. Alle som en kan tåle en god gang gas og har let til latter. Det er altid en fornøjelse, især fordi vi jo tilbringer mange af vores vågne timer sammen, når vi sidder på vores pind og sælger indretning. Og så er der nogle af mine kollegaer, der er så heldige at de har samme passion som jeg; nemlig at løbetræne (og så må der grines!) Vi har ihvertfald alle det rette udstyr og ser ret så tjekkede ud, når vi begiver os afsted på veje og stræder. At vi så føler os en anelse tunge i bagdelen, ja det er jo en helt anden sag 🙂

I foråret var vi kommet på den geniale ide, at vi ville løbetræne med det mål at deltage i Royal Run, som løb af stablen 1. juni. Både for i fællesskab at kunne træne henimod denne løbetur på 5 lange km og ikke mindst for at se ham “snack’en” Frederik i levende live. Vi arbejdede sindsygt hårdt på projektet og tog mange svedige løbeture i Hindsgavl og omegn, hvor vi virkelig arbejdede på projektet. Gas-blå i hovederne kæmpede vi os afsted og øgede hastigheden fra gang til gang.

Da vi kom til den store dag, var vi max klar i vores fine “Royal Run” t-shirt og klarede turen med bravour. Det var en stor oplevelse at løbe i gaderne i smukke Aarhus og masser af tilskuere var mødt op for at heppe. En stor skuffelse var dog at Frederik var ingen steder at se. Hallo!!!! Kæmpe nedtur! Tænk engang!! Men vi drog alligevel stolte hjem med de flotteste medaljer, vi længe har set – lidt kongelig har man vel lov at være.

Og med medaljerne i hus samt lidt tid til at komme sig og få strukket de ømme muskler – ja, så fik vi blod på tanden og næste løb lokkede … nemlig 10 km i forbindelse med åbningen af Den Gamle Lillebæltsbro til oktober. Og vupti, så fik vi tilmeldt os – og flere kollegaer hoppede med på gå-turen, som også er samme dag. Vi tænkte; hva’ pokker, 10 km er jo ingen sag ovenpå en kongelig oplevelse! Og nej, det er det ikke – men det er jo immervæk det dobbelte af 5 km. Og desværre er træningen henover sommeren ligesom gået fløjten og druknet i tåger af rosé, sommerstemning og gammeldaws isvafler med guf.

Men for søren – nu er vi ved at lade op … og nedtællingen er i gang. 10 km for at indvie broen, som ENDELIG er færdig, er vel ikke det store offer i forhold til hvad broen har måtte stå igennem siden ombygningen startede. DET skal fejres!!! – Så jow jow – vent I bare og se os “fart-djævler” som kommer susende….vi kan i høj grad bruge lidt support på side-linjen….så vi håber, at vi ses 5. oktober i Middelfart!!! Fortsættelse følger!!!

 

Cykel-myggen fra Snoghøj.

I dag cyklede jeg på arbejde. Det var første gang i år. Men en gang er jo bedre end nul gange, ikk? Jeg husker stadig, da jeg “solgte” ideen til min kære husbond om at jeg trængte til en ny cykel. Jeg havde forelsket mig i et lækkert orange lyn ved den lokale cykelhandler og kunne næsten ikke tænke på andet. Jeg havde en anden cykel stående i skuret – men…men…men…der var tusind ting i vejen med den gamle cykel, som var årsag til at jeg hellere tog bilen. Nu er jeg jo godt gift – og temmelig forkælet! – så der gik ikke længe førend det orange lyn stod i indkørslen, strålende om kap med solen på himlen blå. Jeg lovede mig selv, at jeg ville cykle rigtig meget, at jeg ville passe, pudse og pleje cyklen og at jeg naturligvis altid ville være iført en cykelhjelm. Det skulle mit kloge 40+ hoved altid udstyres med, især fordi jeg således også kunne være et godt forbillede for mine poder.

Her nogle sæsoner efter – ja, så har du 3 gode gæt i konkurrencen om hvor mange af tingene jeg så rent faktisk har overholdt. Jeg har faktisk cyklet en del – vil jeg så sige til mit forsvar – men jo ikke i det omfang, jeg havde planer om. Jeg har pudset cyklen en eller to gange – og så har min mand Morten stået for at pumpe dækkene og ved samme lejlighed fjerne spindelvæv. Jeg har købt en flot og dyr cykel hjelm, faktisk en man kan klappe sammen, men det er desværre ikke meget, den er blevet brugt. Det er jeg da ikke just stolt af – fordi det er jo er torske dumt ikke at iføre sig en hjelm for sin egen sikkerheds skyld….det indrømmer jeg blankt. Men hold nu op, jeg sveder som en hest inde i den hjelm, jeg ligner en total tumpe og jeg gider bare ikk’ at cykle med det monstrum på.

I dag på vej til job var humøret i top. Solen skinnede fra en flot blå himmel og kl. 08:00 var det allerede t-shirt vejr. Vinden blæste i mit hår og mandag var bare fantastisk. Sjovt som en cykeltur også kan gøre at man føler sig lettere og yngre. Lidt mere flagrende i det! Jeg var 20 år igen og jeg fik mange smil med på vejen. Det var en skøn morgen. Det gik godt ned ad og de 8 km blev tilbagelagt uden de store kvaler. Dagen gik. Jeg fortalte vidt og bredt om at jeg var cyklet på job. Og så skulle jeg hjem. Halløj, der gik det sørme lidt mere op ad og temperaturen var steget gevaldigt. Men hjem kom jeg, dog en anelse mere svedig og knap så smilende som turen ud. Dog skulle jeg over Den Gamle Lillebæltsbro, som pt. er lukket for biler, og der var sgu’ med livet som indsats, når man skal passere hinanden på den indskrænkede cykel/scooter-sti.

Men nu synes jeg det der cykleri kører helt godt for mig og mit næste projekt må blive at få fingrene i en af de hersens “cykel-kraver” som ikke maser og sveder mit hår til. Den er ikke helt billig, men det giver godt mening at ofre pengene på sådan en … især når man er så habil en cyklist som mig. 🙂   Here we go again  🙂