A Wife’s gotta do what a Wife’s gotta do #coronatid

Min kære husbond har ikke den største hårpragt længere. Så har jeg ikke fornærmet nogen! Da vi mødtes for 30 år siden (ja….her må gerne gispes) havde han et kæmpe garn, men den tid er ligesom forbi. Mange vittige hoveder (læs: mænd) kan måske straks finde sammen i et fællesskab med en mening om hvorfor hans hår er forsvundet i løbet af de mange år, han har tilbragt med mig ved sin side, men jeg lader videnskaben tale: det er jo bare sådan, det går med det hår for mange danske mænd. Punktum! Så lader vi den ligge.

Min mand Morten er flittig gæst hos den lokale frisør. Selvom man ikke har så meget hår, skal det alligevel passes, da man ellers let kommer til at ligne en forpjusket fugle-unge på afveje.

Men som verden desværre ser ud lige for øjeblikket – ja, så er en tur til frisøren ikke en mulighed og må betegnes som en luksus for de få, der rent faktisk er så heldige at være gift med en frisør og derved kan tigge sig til en tur med saksen!

Derfor er vi nu ved at være der, hvor det ville være frisør-tid, og han er begyndt at kredse omkring mig i håb om at jeg kan lokkes til opgaven. Og hvorfor skal jeg lokkes, tænker du måske? Hvor svært kan det være at føre hår-trimmeren igennem hans “manke” og så ta-dah……….mission accomplished!??

Ja, det skal jeg da fortælle dig!! Jeg har et stort traume, og bare tanken om en hår-trimmer giver mig gele-ben! For måske 5 år siden på en smuk søndag i juni, hvor solen skinnede og fuglene pippede….ja, der skete det, der gav mig en traumatisk oplevelse!! (altså…alt med måde, så var det heller ikke værre!!)

Morten skulle på konference i den kommende uge, og havde ikke nået sin tur forbi frisøren. Vi blev enige om at forsøge os med at løse denne opgave i fællesskab, og han blev plantet midt på græsplænen i en stol med et håndklæde omkring skulderne. Og så gik jeg i sving med trimmeren!!! Alle jer, der rent faktisk har gjort dette på nogen derhjemme, ved at der er dette øjeblik, hvor man tager den “første tur” igennem håret og tænker …”uhhhhh”….. Der er bare noget angst-provokerende ved at klippe i andres folks hår – og derfor er jeg IKKE frisør!!!

Men jeg forsatte derud af og resultatet blev end ikke så tosset. Til sidst tog jeg dimsen af skæret/saksen for at klippe nakken og tænkte “Færdig!!” …. men opdagede så en sjov tot over venstre øre, som jeg liiiiiige ville give en sidste tur! Og her skete det!! Jeg fik ikke sat dimsen tilbage over skæret igen, men kørte trimmeren fra foran øret og helt hen næsten forbi øret, inden det gik op for mig, hvad jeg havde gang i. Ja, jeg havde så klippet en flot bred stribe helt skaldet! Og den stakkels mand var helt hvid under det hår, jeg netop havde fjernet. Og så kom gele-benene!!!!

Morten opdagede hurtigt, hvad der var sket og begyndte at grine – “herregud, så var det da heller ikke værre”. Jeg til gengæld kunne let forstille mig, hvad jeg ville have gjort ved ham, hvis dette var sket for mig, og det var ikke kønt!!! Så jeg var simpelthen så ked af det! Det var bare ikke noget at grine af, syntes jeg.

Og ham kunne jeg sgu da ikke sende afsted på konference med den der frisure. Stakkels mand. Så gode råd var dyre. Jeg har en veninde, som på det tidspunkt var frisør, og hende måtte jeg ha’ fat i en fart – søndag eller ej. Og afsted med ham til hendes salon, selvom hun var midt i at stege frikadeller. Hun måtte hjælpe mig! Og hun fik rettet på sagerne, så godt hun nu kunne, og jeg fik en meget korthåret mand tilbage. Lidt a la Bruce Willis-kort. Og stadig med et smil på læben! Så det endte jo lykkeligt, det hele, men jeg husker følelsen i maven, som var det i går.

Men i disse corona-tider må man jo hjælpe, hvor man kan – så mon ikke han får mig overtalt lige om lidt ….. og så må jeg jo gøre mit bedste!!! Kryds fingre!! Og pas godt på jer selv derude!