Ånden i flasken!

Ingen kvinde på denne jord er helt tilfreds med sin krop. Den påstand vil jeg gerne stå på mål for. Helt uden at ryste i bukserne. Der er altid noget, vi gerne vil ændre, hvis vi kunne. Kom der en ånd op af flasken lige midt på en kedelig onsdag og tilbød 3 valgfrie ønsker, er jeg ret sikker på, at eet af ønskerne let kunne gå på ændringer i forhold til vores kroppe.

Jeg har gennem mit liv mødt mange dejlige kvinder. Store som små. Høje som lave. Jeg har sågar solgt tøj til dem. Stået sammen med dem i prøverummet og hørt de flestes kritik-punkter. For stor bagdel, ingen bagdel, for stor barm, for lang barm, for tykke arme, for tykke læg, for stor mave, for store fødder …. jeg kunne fortsætte derudaf i al evighed!

Så plejede jeg at sige: Prøv at stil din mand eller kæreste foran spejlet derhjemme. Spørg ham, om han kan lide det, han ser – og du vil opleve at han vil se længe på sig selv, knibe øjnene lidt sammen med hovedet let på skrå og derefter med lethed i stemmen konkludere, at han da vist er helt fin! Det kunne vi tit grine af, for det er jo så sandt som det er sagt – og det er jo en glimrende indstilling at have til sit udseende.

Jeg ønsker for alle os kvinder, at vi fra i dag vil være bedre til at værdsætte alt det, vi har, og alt det, vi kan. At vi er søde, sjove, smukke og fuld at krudt. At vi så tisser i bukserne, når vi griner – eller prutter, når vi bøjer os for langt ned i høj fart – ja det er bare en ekstra bonus, der ikke koster ekstra!!! Det kommer med alderen. At vi måske ikke lige er total perfekte – ja, det er jo bare patina. Hvem gider ligne alle de andre magre cykel-stativer? Hvad er der i vejen med former, gode hofter og et sæt solide forlygter? Intet overhovedet. Det er sådan de fleste af os ser ud.

Vi skal derimod passe på vores kroppe, spise det rigtige og motionere, så vi kan holde til et langt og sundt liv. Vi skal lave de ting, vi kan lide, og se de mennesker, vi holder mest af. Vi skal lade endorfinerne piske rundt i krydderen, når vi halser afsted på løbeturen og nyde, at vi kan og vil. Og så skal vi kramme den nærmeste kvinde, fordi hun bare er ligeså skøn som DU er!  Hver ny dag er IKKE en selvfølge, så vi skal vælge vore kampe med omhu. Og kampen mod tyngdekraften (den hængende bagdel eller de begyndende mormorarme) kan vi godt tage – men gør det for Guds skyld med et smil!!!

skinny

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *