Amen i kirken.

Unknown

Min søn skal konfirmeres til foråret. Forud for skoleårets start blev vi hidkaldt til en samtale med den præst, som skal forestå konfirmationen på den store dag.

For at være helt ærlig: – så er jeg ikke den store kirkegænger i det daglige almindelige hverdagsliv. Jeg tror på noget, men måske ikke helt den der lange historie fra Biblen. Jeg tror på, der er mere mellem himmel og jord, og jeg tror på, at man skal tro på noget! Og at det at tro kan betyde meget på tidspunkter i livet, hvor man synes, det hele er lidt for svært. Og i princippet er jeg lidt misundelig på dem, der virkelig tror på lige netop deres Gud, for det må gi’ en god følelse og en tryg tilgang til livet og dets udfordringer.

Min søn tror heller ikke på ret meget – han tror på mor og fars velvilje til at holde ham kørende med mad, internet, tøj og penge – og jeg tænker også, at han med sin gode intelligens alligevel har fanget lidt af læren om kristendom igennem skole og diverse medier. Dog var det med en smule bævren og en anelse frygt, at vi troppede op til det her møde – vores kvindelige præst er et meget sødt og imødekommende menneske, så det var ikke hende, jeg frygtede! Derimod frygtede jeg de eventuelle spørgsmål, der kunne komme, som hverken mor eller søn måske ville være i stand til at svare på. Og med en teenager-søn, der måske ikke lige er i hopla, ja, så kunne dette møde blive et af de mere langstrakte af slagsens.

Udenfor døren startede sønne med at rulle med øjnene og jeg tænkte allerede, at nu var vi døds-dømte. Men han overraskede mig! Præsten var utrolig let at tale med, og de fik en god snak om Jesus, Gud og om at tro. Jeg klarede at holde min mund og lade sønne føre ordet – en disciplin, jeg har øvet mig på i mange år. Jer, der kender mig, ved jo, at des mere nervøs/utilpas jeg er, des mere snakker jeg. Det fungerer skide godt i nogle sammenhæng – men ikke altid! Og dette møde var på en god dag, hvor jeg scorede top-karakter ved at holde k…! Efter mødet måtte jeg rose min søn, fordi jeg var så stolt af, at han snart er en voksen ung mand med egne meninger, holdninger og evnen til at konversere. Noget, der ellers godt kan føles en anelse tungt, hvis han liiiiiiige er i teenage-mode på dagen!

Efterfølgende har vi talt en del om det at tro. At man må tro på det, man vil, men at man skal forholde sig til verden – at det er vigtigt at tro på et eller andet. Og så er der jo karma! Det er min kæphest! Jeg er jo helt sikker på, at karma forfølger os forevigt. Hvis man ikke opfører sig pænt, så får man bare den grimmeste sky, når man en dag skal i himlen. Jeg kender adskillige mennesker, som sikkert ikke engang får en sky!!! Og det er bare sådan, det er, når man ikke kan være sød ved sine medmennesker.

Derfor køber jeg trofast bladene fra de hjemløse sælgere på gaden, selvom jeg smider dem ud, så snart jeg kommer hjem. Derfor smiler jeg sødt til den sure kassedame i supermarkedet og derfor snyder jeg aldrig i Ludo. Fordi det kommer tilbage til dig!! Trust me, det ved jeg bare! Fordi jeg tror – på noget!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *