Bjørnehi i guldsko.

Jeg har været i hi. Alt for længe. Det har været stærkt tiltrængt. Og alligevel er det nu nødvendigt at vågne op. Det kan ikke nytte andet.

Kender du det ikke? Julen og alle dens mange arrangementer, planer og festivas’er sluttes af med et nytår – og så vågner man op til en kold 2. januar hvor arbejdslivet igen starter. Man tager sig til hovedet og tænker over hvad pokker man mon har gang i – men “off we go” … det er livets realiteter der kalder på dig. Ingen vej udenom.

Januar har været lang – og nu er vi halvvejs igennem februar. Solen har skinnet i dag og pludselig bliver man glad i låget fordi man langsomt aner forår ude i horisonten. Ja ja, tænker den opmærksomme læser, vi har før haft sne i april!!! Og det er da så rigtigt. Men der er bare lige pludselig kortere til forår end der har været længe og udelivet venter forude.

Hvis det virkelig var sandt at man som baby blev leveret af storken – ja så taler min kære husbond og jeg tit om at de storke, der havde os med på en flyvetur , tabte os alt for tidligt (eller sent) og at vi derved landede i det falske land. Der er helt sikkert en charme ved årstider og jeg er ikke tilhænger af Dubai-lignede vejr, men det ville sørme pynte på Danmark og dets indbyggere med lidt flere måneders sol og varme. Nu ER vi så blevet danskere – og hvem vil bytte frikadeller, sygedagpenge, skolesystemet og leverpostejen ud med livet på en caribisk ø som bartender på en strandbar? He he …..! Tag mig!!

Tænker også at lidt bedre vejr ville formildne humøret betragteligt hos danskerne. I dag skulle vi parkere inde i Fredericia City som jo – i forhold til en gængs storby og dertilhørende parkeringproblemer – er babymad at finde en plads i. Alligevel nåede vi selv at få ballade og bilen ved siden af os det samme, fordi vi åbenbart “tog” pladsen fra en grim mand i en grim bil med en grim familie. Helt ærligt…så stopper det. Vi måtte bare grine og klappe os på låret, fordi det simpelthen var så komisk, idet der kom nye ledige pladser hvert minut og at han således kunne svinge sin grimme bil ind på en tom plads det spilt-sekund han stoppede med at skabe sig over for os. (og vi var der faktisk før ham). Håber karma-loven tager over og giver ham tynd mave i morgen.

Efterfølgende kunne jeg med min husbond under armen købe mig et par fede guld-sneaks og et par frække orange-farvede forårsbukser – og så blev dagen endnu bedre… Intet som lidt shopping ikke kan fikse.

Jeg glæder mig til om lidt – så er det marts – og april – og så kan jeg for alvor kalde det ægte forår. Bjørnen med guldskoene sender god forårs-karma afsted til dig fra sit hi 🙂

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *