Min sorte box.

images

Thomas Helmig var i Morgen-TV her til morgen i forbindelse med udgivelsen af bogen omkring hans liv. Han er en yderst sympatisk mand med et charmerende væsen og en dejlig tilgang til livet. Han er en dygtig  musiker og hans musik er for mig en tur “down memory-lane”; – en masse referencer til min ungdom og mit voksne liv. Jeg har aldrig været dedikeret fan af Thomas Helmig, men har altid syntes godt om ham og hans musik. De fleste af sangene kan man synge med på, fordi man kender dem til hudløshed – på den gode måde – og de er og bliver en del af dansk musik-historie for evigt.

Under interviewet faldt snakken på problematikken omkring det at være en kendt musiker i medierne og hvordan man samtidig balancerede det “kendte” liv op imod privatlivet . Vi kender jo til  Thomas Helmig’s privatliv på nogle punkter, idet man jo på ingen måde kan undgå at en skilsmisse bliver udbasuneret på forsiden – “that is the name of the game”. Men naturligvis er der også rigtig mange ting, der for Thomas Helmig er private og derfor aldrig deles og fortælles – og dem har han i sin sorte box, forklarede han.

Det fik mig til at tænke på noget, der ofte undrer mig. Noget, der for mig faktisk er uforståeligt. Mange har ingen sort box? De deler gladeligt kærlighed, had, skuffelse og sorg med mennesker, de knap kender, via de sociale medier.

Min egen sorte box er stor. I den gemmer jeg kærlighed og følelser til de mennesker, der står mig allermest nær. Til min mand, mine unger og min tætteste familie. Hvad mine følelser er for disse mennesker, kunne jeg aldrig dele offentligt – og som “i offentligt” mener jeg for eksempel på Facebook eller lignende. For mig er det meget privat og samtidig også det, der gør det specielt. Jeg er ikke tilhænger af at man bruger store ord som “jeg elsker dig” i flæng. Ord som disse skal vises og føles – ikke svinges ud af bildøren, når man sætter ungerne af til fodbold. Ord som disse skal mærkes i kram, omsorg, tid og smil – og må også gerne siges, når man er ved at boble over indvendig eller i en skøn og speciel situation “face to face”.

Vores unge lever i en “I love you”-verden, hvor man “elsker” sine veninder, og smider let omkring med disse fraser. Man har intet filter og holder sig ikke tilbage. Man åbner sig og giver 100%. Tillidsfuld og sårbar – det bliver man. Og det er jo på mange punkter også fint.

Vi havde i vores tid som unge også tætte bånd til veninder og ungdomskærester – men måske nogle lidt mere realistiske af slagsens, fornemmer jeg. Som ungt menneske skal man passe på sine følelser, så man ikke bliver såret for tit. Selvfølgelig er det at føle og blive såret en del af livets gang, men derfor må man gerne passe på sig selv.

For at runde en anden musiker – Robbie Williams – fortæller nogle linjer i hans sang til datteren Teddy lige netop, hvad jeg forsøger at sætte ord på:

“Now when you go giving your heart make sure they deserve it
If they haven’t earned it
Keep searching it’s worth it”

Jeg vil påvirke mine børn til at passe på sig selv og sit hjerte – og håber, jeg kan skåne dem for for mange skuffelser. Dem skal de nok møde på deres vej, når den tid kommer.

Og så vil jeg købe Thomas Helmig’s bog – troppe op på Hindsgavl Slot på søndag, hvor jeg har billetter til “Thomas Helmig Mutters Alene” og forsøge at mase mig frem i vognen, så denne charmerende herre kan sætte en krusedulle i den foromtalte bog – og så vil jeg rose ham for hans sorte box. For det er nemlig bare så rigtigt! Og smukt på sin måde! Vi ses, Thomas 🙂

Unknown-1

 

Sporty Spice Forever!

Unknown

I min skoletid var jeg en af de elever, der ikke ligefrem stod forest i køen i gymnastik-timerne. Faktisk var jeg ikke særlig sporty overhovedet og brød mig i den grad ikke om at svede. Jeg tror egentlig ikke, at jeg nogensinde nåede op på “sved-stadiet” i mit 10-årige folkeskoleliv. Når der skulle udvælges hold til volley eller håndbold, så stod jeg der tilsidst og små-gemte mig, i håb om der også skulle udvælges een til at holde drikkedunkene. Tag mig!!! Jeg var – og er – decideret bange for bolde. Sådan en bold lige i smasken – nej tak! Og endnu værre: at skulle løbe frem mod en tennis-bold i en intens rundbold-kamp med alles øjne klisteret på din ryg – griber hun????? Naaajjjjjjjj……hun fik den så lige på læben istedet! Suk!

Jeg gik lidt til sport i min fritid. Mine forældre syntes nok, det var noget, der skulle til. Jeg kommer ud af en delvis sporty familie – og med delvis mener jeg min mors side af familien. Min mor løb på ski og var Fredericia-mester i badminton! Tag den! Hvorimod min far’s yndlings-sportsgren handlede om at løfte højre arm op til munden og skåle i en skøn kold øl. Så med 50/50 odds kan du jo selv konkludere hvor jeg hører til. Jeg kan i hvert fald afsløre at min bror kan ALT sport – det er bare et spørgsmål, om han lige gider – og så fik jeg resten!

Jeg gik en kort til periode til fodbold – og deltog i en omgang træning og så en kamp. Jeg var skide bange. Til kampen blev jeg mandsopdækket af en bred, sej tøs med hår mellem fortænderne – så jeg havde ikke en chance. Jeg kunne ikke trække vejret af at løbe rundt som en tosset i et forsøg på at forsvare mit hold, og alligevel nåede jeg end ikke at røre bolden så meget som een enkelt gang! Behøver jeg at sige mere? Fodbold blev det så ikke.

Så blev det badminton. Træneren var pæn! Punktum. Så kunne det lige gå. At stå der og tjatte løs til en fjerbold og se lidt på ham – det var ikke det værste. Det kan man godt gøre en helt sæson uden at svede over det (måske over ham, men det er en anden sag)…..

Karate var også vældig oppe i tiden, da jeg var skoleelev, så det skulle prøves af. Jeg deltog i en prøvetime i Fredericia Hallen. Jøsses! Aldrig har jeg set så meget på uret og talt minutter. Det var jo decideret livsfarligt. Alle smed rundt med alle, alt imens de skulle holde styr på nogle kæmpe hvide bukser med et farvet bælte i en stor knude på mavsen. Helt ærligt??

Det eneste, der nogensinde fængede mig, var dans. Jazz-ballet var favorit i mange år, men også dans i al almindelighed, Da det blev alderen til disko, kunne jeg sten-sikkert findes på dansegulvet i timevis og jeg har slidt mange håbefulde unge mænd op. Undskyld. Jeg er ret sikker på, I hellere ville noget andet end at danse, men jeg gjorde det ikke for at være ond.

Min pointe er at jeg ville ønske jeg var faldet lidt mere sporty ud. (Undskyld far, det er ikke din skyld!) Jeg har virkelig forsøgt at tage revanche de seneste 10 år, og pludselig er det ikke blevet et tilvalg at sørge for masser af motion og bevægelse, men desværre en nødvendighed. Som i STOR nødvendighed! Så mine mange år som tilbagelænet og anti-sporty gudinde hævner sig….men jeg slår tilbage. Big time! Når jeg først har fået de der muskler. En dag! Snart! Sporty Spice Forever!

Lort og lagkage.

IMG_6090

Jeg samler lort op. Lort som i ægte brun lort. Min hunds efterladenskaber. Punktum.

Jeg tilhører en uddøende race, må jeg konstatere, når jeg på mine daglige gåture springer rundt mellem hundelorte af alle farver og størrelser på de omkringliggende fortove, der så åbenbart ikke er samlet op.

Jeg indrømmer: det er ikke det, jeg finder mest lækkert. Sådan en god varm en, fabrikeret allerede på udturen, kan være træls at svinge rundt med i hånden. Men mit trick er 2 poser til een lort (så er den hemmelighed afsløret) og så føles det næsten hyggeligt. Endnu mere ulækkert er jo netop at få sådan en sjover med hjem under skoen – eller endnu værre med ind i bilen på en kold vinterdag. Man opdager det måske ikke i starten af køreturen, men tro mig: når varmeapparatet virkelig sætter ind, så breder der sig en himmelsk duft. Been there, done that. Jeg tænker tit, at når man nu er hundeejer med alt hvad dertil hører er det vel ikke så pokkers forfærdeligt at samle den lort op? I forhold til alle de mange andre strabadser, man gennemgår i et hundeliv, er dette vel til at klare?

Vi er jo den heldige ejer af 11 kg skøn L’hasa Apso, som er godt 2 år. Han sætter fut i fejemøget og vi har måtte æde mange kameler. Og han har ædt mange sko. Og sandaler. Og klip-klappere. Værst gik det ud over mine 1200 kroners ballerinaer, det har jeg ikke helt tilgivet endnu.

Man starter ud med mange ideer (læs: regler) når dette kræ flytter ind. Man har jo læst en masse bøger om det at få hund i huset, og er rustet til tænderne – tror man. Nedturen starter blidt;

Ingen hund i sengen: Udgangspunkt at vovse skulle sove på gulvet – i soveværelset, naturligvis, så han ikke følte sig forladt og ked. Efter lidt kampe de første nætter lykkedes det at få ham puttet i hundekurven, og vi klappede i hænderne, når vovse “sov igennem” uden at vække os. Lige indtil jeg en morgen vågnede og kiggede ned i forenden. Der mødte jeg en tot pels og 2 store brune bamseøjne, der kiggede op på mig med et forsigtigt hundesmil. Nå pyt, det var jo lidt hyggeligt. Og det skal jeg da lige love for, vovse stadig finder hyggeligt. Han venter trofast på at jeg går i seng – følger mig ind i soveværelset – hopper op i den anden side af sengen og flader ud på ryggen med alle ben ud til siderne. “Hvis nu jeg ligger helt stille!!! så opdager de mig ikke”. Og vovse er også den sidste – som i absolut sidste – der står op om morgenen. Han triller ud af kanen, lunter ud til madskålen og kører lune frikadeller ind i skrutten.

Ingen hund i møblerne: Når maden er indtaget, så har vi et show af format. Skægget skal tørres af – og helst i noget blødt. Verdens største serviet er åbenbart vort cremefarvede ryatæppe, hvis ikke det går ud over sofaens sidebeklædning – den er også god. Og så er måltidet fuldendt. Har man været ude i regnen, tager man en sejrs-tur rundt i hele sofaen – og har man været i bad snupper man 3 af slagsens. Længe leve støvsugeren.

Ingen hund på skindsæderne i bilen: Et fint bur blev indkøbt til bagagerummet, men nu sidder vovse og troner på sædet mellen ungerne. Buret fylder det hele, så valget er hund i bilen eller ingen bagage i bilen – tjaaaa….. Og poter på skind giver jo lidt personlighed!

Lort eller ej – strabadser i stride strømme – hvad betyder det i forhold til at ha’ verdens bedste ven? Som altid er loyal og altid glad for at se dig. Så klarer vi vel nok 10 år mere med lort, når nu man endda kan få poserne med fine mønstre og i flotte farver. I ved jo; gå ALDRIG ned på udstyr!!

(365 dage x 2 lorte x 10 år = 7.300 fyldte lorteposer)

IMG_6082

Georg Gearløs in spe!

På en af mine faste løbeture havde jeg et problem med at mine øretelefoner fra Apple telefonen hele tiden faldt ud af mine ører. I min kamp for bare at trække vejret, kunne jeg kun lige overskue at stoppe dem tilbage på plads, istedet for at tænke lidt nærmere over hvorfor mon?! Da jeg så nærmede mig min hoveddør og mærkede lidt overskud på vejrtrækningskontoen,  fik jeg en åbenbaring – der er jo et R og et L (som i højre & venstre) og det havde jeg måske ikke lige helt gjort rigtig?! Niks, nej – dette var den store synder – venstre øre passer bare bedst sammen med venstre høretelefon og modsat – simpelthen intet mindre end genialt og desværre også ret så logisk. Så er det, jeg virkelig føler mig temmelig blond, selv om jeg faktisk er mere Stryhn’s-farvet med grå strøg. Det irriterer mig grænseløst, at jeg nogen gange kan være så “u-teknisk” når jeg faktisk opfatter mig selv som ret tjekket hvad angår elektroniske gadgets. Se nu bare min ny-erhvervelse af Apple-uret, som er blevet min allerbedste tro følgesvend. Det er faktisk tæt på, at jeg elsker det på højde med min mand og unger – og jeg kan få koldsved, hvis batteriet er ved at løbe tør og jeg er langt væk fra “månebase ladestation”….. Det er faktisk det eneste negative ved uret, jeg kan fremhæve – at det dagligt skal lades op. Men der er SÅ meget positivt ved dette skønne ur, og er du vild med lækkert udstyr, skal du læse med her – her afslører jeg nemlig, hvorfor man bliver “forelsket” i det.

Man får præmier – YES – man bliver rost hver eneste gang, man har ydet lidt ekstra og dette udløser en fin præmie, der popper up på dit ur. Tænk engang at ha’ så trofast en ven, der altid roser dig no matter what. Spøg til side: man tracker al aktivitet via uret, og kan dermed se energiforbrug og aktive minutter pr. dag plus oversigt over skridt. Det er faktisk en ret god mulighed for at få dårlig samvittighed, når uret bare viser et stort rundt NUL på en sløv søndag. Og ydermere prikker det til dig en gang i timen, det er nemlig vigtigt at komme op og stå mindst 12 gange på en dag. Det kan også benyttes som vækkeur ved at det prikker blidt på din arm og vækker dig – med mindre du sover tungt som en bjørn – og er man aktiv fra morgenstunden får man også ros.

I disse tider med kampagner omkring brug af mobil i bil, er uret også genialt. Får jeg en SMS, Messenger eller et opkald kan dette ses på uret og svares ved et enkelt prik.  Jeg skal blot dreje armen, mens hånden stadig er på rattet, og er dermed helt opdateret. Det er især nødvendigt pt. hvor jeg driver “Lines Taxa” som hjemmegående mor med 2 børn, der lynhurtigt opdager det gode ved at kunne ringe 24/7 ….”Moaaarrrr….hent mig ! Og det gør jeg så – jeg sparer nemlig op til min alderdom, og håber bare, de så husker det!

Ved opkald til uret eller som svar på SMS taler man bare til sit håndled. Det er skide smart! Bare ikke lige foran en hel masse mennesker, de kunne jo tro, man er lettere skør. Så det bliver gjort sådan lidt i det skjulte. Lidt James Bond-agtigt – det er jeg vild med.

Så jeg kan kun anbefale dette fantastiske ur – som forresten også viser tid og dato! Vildt ikk?  Og vejret. Og kalenderen. Og og og ….!

IMG_6087

 

 

 

 

 

Den skønneste duft i verden!

Vi kender den alle – duften over alle dufte – nemlig duften af baby.  En ubeskrivelig og fantastisk duft, som man har lyst til at dufte til i al uendelighed. Man kan ikke sætte ord på den, men alle kender den. Og nu, hvor man ikke længere selv har en lille baby, må man snige sig til at dufte den, når det er muligt. Man kan hurtigt virke en anelse tosset, når man tages med næsen helt ned i nakken på en andens baby, men det er som om at vi kvinder bare forstår lige netop denne trang til fulde, og derfor lader det ske ubemærket og uden at undres.

Unknown

I dag passerede jeg en nybagt mor med baby i barnevogn. Det var nemt at se, at det var en lille og ny baby, fordi hun stoppede op og kiggede ned i liften hver 30. sekund og dynen lå sådan på en “nybagt-baby-måde”….! Jeg er som sådan færdig med babyer for mit vedkommende, men alligevel … alligevel tænker man pludselig tilbage på den tid og længes. Der er bare noget helt fantastisk ved at være nybagt mor til en lille lækker baby, trods alle de mange strabadserne man skal igennem i baby’s første år. At føle sig 100% forbundet til dette lille væsen, at trøste og beskytte, at elske og nusse – det er bare en helt fantastisk følelse. Og for en udstyrs-freak som mig, ja så kunne jeg også helt lovligt boltre mig i alverdens udstyr lige fra fancy bæreseler til løbejoggere – det var bare et spørgsmål om at vælge. Og købe nok! Aldrig gå ned på udstyr. Punktum!

Den anden dag så jeg en udsendelse omkring fertilitets-klinikker. I bund og grund handlede den om de mange kvinder, der i første omgang ikke kommer dertil for at få hjælp til at blive gravide, men derimod for at få tjekket “æg-beholdningen” og på den måde forsøge sig med at “kalkulere” videre på, hvor længe de mon kan strække den, før det er tid til at blive gravid. (Og måske også først lige finde manden til det?)

Jeg var ikke selv en ung førstegangsfødende, men helt efter bogen rent gennemsnitsmæssigt med de 29  komma noget. Meget ældre ønskede jeg ikke at være i forbindelse med projekt baby, især fordi man jo aldrig har nogen garanti for, om man så rent faktisk bare lige sådan BLIVER gravid. Og endnu mere fordi man bare ikke altid kan planlægge sig ud af alt!

Det er trist hvis dette planlægnings-helvede bliver den nye trend. Det er trist at man som kvinde sætter karriere og job først – fordi man tror, man kan planlægge det hele. Dette SKAL ikke planlægges. Vi skal passe på med at det hele skal være så perfekt før vi kaster os ud i et det projekt, der jo rent faktisk er en af de største oplevelser på din vej; at blive mor (og far)!

Jeg kan kun glæde mig til den næste baby i omgangskredsen – og vil hermed allerede gerne advare om min trang til at forfølge den stakkels baby for at inhalere endnu en portion babyduft! Jeg kan med gru konkludere at der ikke er meget babyduft tilbage her i teenage-land – men så kan de så meget andet!

Næste større projekt her i huset bliver nok nærmere et nyt lækkert køkken eller en fed cabriolet i en fræk farve – med læderindtræk – det dufter også skønt 🙂

For evigt perfekt…!??

Du kender dem med sikkerhed – de lykkelige opslag på de sociale medier. Billeder af smukke mennesker: elegante, smilende, overskudsagtige og perfekte. Opslag af de helt korrekte mad-retter lavet på økologiske og hjemmedyrkede produkter, præsenteret på musselmalede tallerkener.  – Fint nok med mig…..det kan jeg sagtens forholde mig til! Jeg ved jo lige som godt, at livet måske ikke helt er sådan ude “in the real world”. Ligeså vel som jeg godt kan forholde mig til, at skuespillerinder på film altid vågner i fuld make-up og kan kysse inderligt fra det øjeblik de slår øjnene op uden at bedøve “modstanderen” med den morgenånde, de så åbenbart ikke har på film.  Men nogen gange knækker filmen bare!

I går cirkulerede et foto i medierne af en baby, som netop er født. En dansk kendis, vi alle kender, fik mandag en lille lækker baby, og tirsdag morgen kom dette billede så frem af hans smukke kone og baby med teksten “Morning After”. Billedet var taget i et lyst, luksuriøst soveværelse med en kæmpe seng fyldt med cremefarvede tæpper og puder. Ved siden af sengen et let lille bord med lysestager og en smuk vase med friske blomster – som taget ud af et boligblad. Kone og baby var naturligvis afslappede og yndige. Perfekt! Total overskud! Suk!

Jeg  ved ikke med dig! Men jeg husker gud hjælpe mig godt min  “Morning after”. Den var sørme lidt anderledes. Dagen forinden havde jeg haft den” fornøjelse” at mase en kanonkugle ud af mit underliv i et inferno af smerte, sved og blod. Ingen kunne forberede mig på dette show, og jeg er da lykkelig for at jeg kom igennem med forstanden i behold. På min “Morning After”  lå jeg på en 4 mands stue med fedtet hår, blævret mave, træt helt ind til knoglerne – hulkindet og rød-øjet på grund af manglende (ingen) søvn med det her væsen i armene, som ikke ville spise! Den flotte hvide oversize skjorte med “Tilhører Fredericia Sygehus”-print på brystet matchede fint min ansigtskulør, og et kæmpe-bind i net-trusserne fuldendte virkelig looket.

Min “Morning After” indbefattede også adskillige ture til “amme-stuen” hvor en sød sygeplejerske hev og sled i mit “amme-udstyr” for at få min baby til at spise. Alt imens man svedte som et svin og nærmest ikke kunne sidde ned på grund af det korsstingsbroderi, man erhvervede sig dagen før på fødestuen. For slet ikke at tale om den tudetur, der også kom – hvor man hulkende og hakkende skræmte livet af sin stakkels mand, der ikke anede hvad ben han skulle stå på! Så helt ærligt – jeg bliver sgu’ helt træt, når jeg ser sådan et billede – selvom de selvfølgelig er i deres fulde ret til at gøre lige det, de vil.

Men hvad med den anden side af kagen? Hvor bliver det opslag af?!! Måske det ikke er noget, vi gider læse om og se på – eller? Jeg var tæt på i dette indlæg at poste et flot billede af de åreknuder, jeg allerede kunne prale af at have fået inden fødslen – men tænkte alligevel, at det måske lige var lidt for klamt…..der er jo grænser for galskaben. Jeg kunne jo også finde et flot foto af mine karsprængninger? Eller min “tyggegummi”-mave? Eller mine strækmærker? You name it, I’ve got it. Og tju hej – jeg har også 2 skønne unger – med alt hvad dertil hører – det fik jeg heldigvis ud af alle anstrengelserne!!

Og tillykke til kendis-far og mor og baby – bare ring, hvis I pludselig får en down-dag, så har jeg en skulder klar!!! For den kommer! Til alle nybagte mødre og fædre! Det kan jeg garantere!

Mor er den bedste i verden ?????

I takt med at vi som “voksne” til hver eneste fødselsdag bliver et år ældre, ja…..så bliver vores børn det også. Vi forstår det ikke i vores hoveder, men vi kan se det med vores øjne – hvis vi vil! Og tør!

De små nuttede lyserøde babyfusser vokser til store beskidte flyndere med lakrids mellem tæerne og man forstår slet ikke, hvor tiden forsvinder hen. Jeg har altid smilet af talemåden : “Jo ældre man bliver, jo hurtigere går tiden” – men jeg må efterhånden sande, at jeg faktisk kan finde på at sige lige netop denne sætning højt – det kommer simpelthen ud af min mund, uden jeg overhovedet overvejer indholdet af teksten yderligere. Det er bare blevet en kendsgerning – af den værste slags.

Henover sommeren er min begyndende teenager af en søn pludselig blevet ægte teenager med stort T. Han er startet i en ny skole for de større klasser, kommet i en ny klasse med både kendte og nye ansigter og blevet een af de store. Han har aldrig gået op i hverken hår eller tøj, men pludselig finder jeg ham med næsen nede i Ipad’en på en webside for modetøj! Jeg må simpelthen glippe en ekstra gang med øjnene! Vi har netop planlagt datoen for vores første fælles shoppetur, hvor sønne på forhånd har planlagt slagets gang – indkøbslisten, som blandt andet indeholder hvide t-shirts og slim slidte jeans med huller. Okay??  Hele hans liv har jeg slæbt ham med under tvang, når jeg en sjælden gang synes, at nu skulle han med for at ha’ muligheden for selv at vælge, og han har været så  uinteresseret, at det kunne være godt det samme. Men det er er så pludselig vendt 180 grader – hvornår skete det lige????

Unknown-1

Samtidig har han haft “store-oprydningsdag” på sit værelse sammen med sin lillesøster – uden min indblanding, da jeg var ude af huset. Da jeg kommer hjem og træder ind på hans værelse, er jeg meget overrasket over at se resultatet. Han har i den grad ryddet op – dermed menes: tømt alle skuffer, skabe og hylder ned i nogle store sække, som efterfølgende er sat ud i garagen. Alt er tomt. Som i deee-hoooo tomt! Ingen bøger, ingen Lego, ingen fodbold-kort, ingen udklædningstøj – absolut intet udover seng, tøj, Playstation og computer. Okay, hvornår skete det så lige???

Jeg må efterhånden sluge nogle meget store kameler og indse, at tiden er kommet til at lade knægten køre sit eget løb. Og forsøge ikke at være Max Pinlig-mor-typen, men derimod bare være cool. Filmen knækker for mig mange gange i løbet af en dag, men jeg gør virkelig, hvad jeg kan, for ikke at træde over den magiske grænse. (som jeg ikke altid lige kan se ???)

Dog har jeg det en anelse svært ved at være “degraderet” fra Top 3-hitlisten til nok at figurere et sted nede i 30’erne…. MEN tænker så også, at dette jo lige netop er det, vi har opdraget vores unger til. Selvstændighed med en god portion selvtillid og selvværd – troen på sig selv – og lysten til at opleve og være en del af den sociale verden! Så jeg er da stolt! Stolt af at vort afkom trives og lever sit liv – og så tænker jeg, at jeg måske kravler lidt op ad hitlisten med tiden igen – i hvert fald især når sønnes pengepung er tom og har behov for akut “refill”! Så står mor klar –  (hende fra den gamle Top 3-liste!!) – som altid! Og sådan skal det være!!! Så bare klø på, sønne….!!!

“Livet Forstås Baglæns – men må leves forlæns.” (Søren Kierkegaard)

Prinsessespejl og spinat-juice!

Det er jo ingen hemmelighed at kroppen efter de 40 får sit eget liv. Tyngdekraften sætter ind, og løs hud kommer væltende. Lår bliver bulet og smile-rynker bliver pludselig til heldags-rynker.  Det er et forløb som sniger sig ind på dig  og så pludselig hakker til som spætten. Bom, man vågner en morgen, ser sig i spejlet og tænker: What……!??! Apropos spejl, så har jeg et i mit soveværelse, som jeg kalder “prinsesse-spejlet”. Dette er nemlig et nådigt spejl som med en let doucet farve viser det bedste af det bedste, når man vender og drejer sig foran det og forsøger at vurdere, om dette er et GO eller et NO GO. Det er jeg såmænd taknemmelig nok for, idet jeg ellers næppe ville komme ud af døren. Men….DESVÆRRE….er der så nogle mennesker, der ind imellem vælger at tage et foto af mig. Et af de mindre flatterende af slagsen! For eksempel er fotos bagfra af mine bagben og bagdel i den grad bandlyst her på matriklen (det er faktisk skilsmissegrund!!) og jeg gider faktisk heller ikke se fotos af mine overarme, som er blevet lidt “dejet” i det! Men denne uskrevne lov er jo desværre ikke offentlig tilgængelig, så dermed opstår der fotos ud af det blå, hvor jeg med gru må konstatere, at der IKKE var prinsesse-filter på lige netop den linse!

Derfor er det nu tid til en grundig “opstrammer”-runde med motion, sund kost og intensiv træning for ligesom at reparere på allerede tilførte skader af den ene eller anden slags. I mit nye liv som “hjemmegående” er tid jo pludselig noget, man har lidt mere af på hånden end normalt – selvom det faktisk kan være travlt at gå hjemme!! – og dermed har man også energien til at give den gas.

En ting, jeg nyder, er de lange gåture i Snoghøj og omegn med vores hund. Disse ture nyder vores hund også – til en vis grænse. De seneste ugers længere og længere ture har bevirket, at han faktisk er begyndt at små-strejke allerede omkring de 4 km ved simpelthen at slå numsen i asfalten og nægte at gå videre. At trække i snoren virker ikke! At kalde sødt ej heller. At kalde vredt er ligesom lidt for dumt! Så nogle gange har jeg vitterligt overvejet at løfte ham op – 11 kg hund i armene kan vel også gå for træning?? Men nej, det gør jeg altså ikke!!! Til sidst efter mange forsøg lunter han med videre, men flere har påpeget at hans ben er blevet kortere på det sidste – om jeg er ved at slide poterne op på ham!??? Stakkels hund.

Indre sundhed er ligeledes et hit – en god gang udrensning med uforarbejdede råvarer og nul sukker. Et tillæg i et dameblad med en juicekur fangede mit falkeblik, og fluks var jeg afsted i Brugsen for at tømme deres grønt-afdeling. Jeg må sige, at de mange juicer, der vises opskrifter på,  faktisk er lækre og velsmagende. Dog har jeg har aldrig drømt om, hvor mange mystiske grøntsager man i realiteten kan proppe i en “juicer” og som så kommer ud i den “anden ende” som en fin saft. Jeg havde heller aldrig drømt om, at jeg skulle sidde der ved middagsbordet med en skiden-grøn juice med to Hello Kitty sugerør i, men resten af familien nød en lækker hjemmelavet pizza. Tortur af den værste skuffe! Ikke at tygge sin mad er bare træls. Som i øv og træls. Og selvom jeg faktisk ikke var sulten som sådan, så følte jeg mig bare snydt!!! Min mand grinede og sagde, at jeg ikke holdte ud i de 3 dage kuren varede, men det skulle jeg sgu nok bevise at jeg kunne – lige indtil dag 2 ved frokost-tid, hvor en bekendt ville gi’ frokost. Hvad skulle jeg så sige? “Nej tak, jeg snupper sgu´ lige en juice istedet!” Ikke mig! Rygrad som en Cocio vil nogen måske sige, men come on …. we only live once. Så dermed røg juicekuren lidt i vasken og resten af de mange grøntsager til dag 2 og 3 ligger nu der i deres kurv og hænger med “toppen”….! Men man kan jo stadig juice en juice i ny og næ – hvis man da orker den mængde af opvask, der følger med til et bette glas af væske, der både har været igennem kniv, juicer og blender……Jøsses 🙂

Unknown

Og så er der jo træningen – løbeturen, motionscenteret, cyklingen mm. Dette er jo faktisk ikke det værste, man kan give sig til!  Jeg havde min første træningsdag i det lokale fitness-center i går, og blev vældig motiveret af en top-tunet træner på min egen alder, som sødt og med et smil fik guidet mig igennem diverse “tortur-instrumenter”, så jeg til sidst kamp-svedte og var helt rød i bærret. Men jeg følte mig fyldt af energi efter “kampen” og drog glad hjem – overbevist om at dette må være vejen frem til en bedre form for mig. Og for virkelig at få succes på trænings-fronten må jeg lige påpege vigtigheden af at have styr på outfittet – aldrig at gå ned på udstyr! Så der er god potentiale for nogle fremtidige ret så indbringende shopping-ture til sportsbutikken for ligesom at være klar til strabadserne! Og det kan jo glæde enhver kvinde!

Summa sumarum på dette projekt må være, at starten i hvert fald er gået – med de bedste intentioner om at rette op på tingenes tilstand…WISH ME LUCK! Jeg tænker, der er brug for det!!!

 

 

Life is a big box of chocolates…

Jeg kan ikke gå forbi en tom butik med et “Til Leje” skilt uden at jeg får kriller i maven. I dag var jeg inde i Fredericia City og parkerede lige foran et lokale i midtbyen, som stod tomt – med et stort klistermærke midt på ruden – “Udlejes”….! Straks starter min hjerne op for programmet “Hvad mon man kunne lave derinde???” og jeg kan mærke, hvordan det kribler og krabler!!! Jeg forestiller mig straks alverdens scenarier – med et let lyserødt slør henover, som var det en drøm, man befandt sig midt i – og ikke den barske hverdag!

Jeg HAR været selvstændig med egen butik i mange år, og har lært det på den hårde måde. Der er IKKE noget lyserødt slør henover hele dette scenarie, tværtimod –  men et halv-grumset gråt og lettere hullet eet af slagsens, der nogle gange truer med at falde så langt ned over dit hoved, at du knap kan se ud.

Alligevel trækker det i mig som en gammel cirkus-hest – fornemmelsen af at være egen herre med fod under eget bord! At kunne bestemme selv og ikke skulle indrette sig efter andres regler, meninger og ideer, men derimod egenhændigt kunne finde vejen frem med sund fornuft og en god portion knofedt. At kunne stå op hver dag, møde ind på job og tænke “Alt dette afhænger af, om jeg magter opgaven – og det skal jeg vise jer, at jeg kan! Anytime!”

Netop nu er jeg “selvvalgt” hjemmegående for en periode! Den 31. juli var min sidste arbejdsdag på en arbejdsplads, hvor jeg elskede arbejdsopgaverne, kollegaerne og konceptet, men var ved at blive vanvittig over den enorm dårlige ledelse, som påvirkede os alle “på gulvet”! En skidt kombination, når ledelse og personale er milevidt fra hinanden på en dårligt dag – og med for mange dårlige dage, så mister man stille og roligt energien og lysten til at give den en ekstra skalle. Så med god opbakning fra hjemmefronten tog jeg en beslutning! Farveller – !! Svært på een måde, godt på een anden måde. Og her på dag 8 som hjemmegående føler jeg lettelse og ved med sikkerhed at beslutningen er rigtig!

Livet er jo som en æske fyldt med chokolader – man skal vælge de rigtige og unde sig selv at vælge. Tænk at leve sit liv halvt – som at vælge de chokolader med likør indeni (fy føj) – fordi man ikke har modet til at tage den med nougat og nødder. Selvom man ikke ved, hvad livet mon bringer og hvad der venter rundt om hjørnet, skal man alligevel tage springet, mærke efter i maven og holde godt fast undervejs. Hvad er det værste, der kan ske??

I min alder – som mor på 40 plus – tænker jeg da, hvad min næste chokolade skal være? Jeg er måske blevet lidt for gammel til at tage en ny uddannelse, og tror slet ikke, at en tung taske med bøger klæder mit look 🙂 …. og så skal jeg måske også ud og investere i læsebriller (dyrt!!!) ….

Men måske skal jeg prøve at vælge een af de chokolader, jeg endnu aldrig har smagt, og som jeg umiddelbart ikke ville vælge på en god dag?? Det er jo intet mindre end skønt at have valget, muligheden, helbredet og lysten til at lykkes med et nyt og spændende job/projekt! Om det så bliver med nyåbnet CVR-nummer eller som ansat med lønseddel må tiden vise!

Jeg har dog en aftale med min revisor om, at hvis jeg nogensinde igen dukker op på hendes trappetrin med en plan under armen om åbningen af endnu en butik, skal hun sende mig hjem igen! Straks! Men mon ikke hun kan bestikkes med en æske chokolade? Af den rigtig gode slags??

images

 

Mr.Selfie & Me

Jeg starter dette indlæg med at afsløre mig selv  og en af mine laster – så kan jeg nemlig med god samvittighed kritisere løs på resten af verden efterfølgende! Er det ikke bare helt i top?

Jeg er afhængig – afhængig af min telefon. Kommer jeg ved en fejl ud af døren uden min telefon, hvilket meget sjældent sker, bliver jeg nødt til at vende bilen om og køre tilbage for at hente den. Punktum! Er min telefon ved at løbe tør for strøm,  er jeg i en stress-lignende tilstand, indtil jeg får “plugget” den til noget strøm – så er der ro på igen! Er der reklamer i en ellers så vældig spændende film, flyver telefonen frem af sit skjul, og jeg når at tjekke Facebook, Instagram, Linkedln og vejrudsigten, inden filmen starter igen. Min morgen starter med at tjekke mails og Messenger – og min aften slutter med at sætte alarmen til og lige screene seneste newsfeeds. Det er bare for meget af det gode, men jeg er afhængig! Og jeg indrømmer det! Sort på hvidt!

Heldigvis er der masser af ligesindede, der er meget hårdere ramt end jeg.  Det føles i den grad betryggende. Det føles rart! Disse stakler mødte jeg især under vores ferie – og de skal lige grilles lidt her:

Generelt er den nye trend at man “oplever” alting gennem mobilen. Er man til koncert, hvor man har sluppet 600-800 kr. for entre-billetten,  forstår jeg bare ikke,  hvorfor man igennem det meste af koncerten står med hænderne højt oppe over hovedet og filmer med telefonen? Jeg har endnu ikke erfaret at dette giver et resultat, der er værd at gen-se og lyden især kan slet ikke gen-lyttes. Fokus er helt fejlagtigt på telefon og optagelsen fremfor bare at være i nuet og nyde stemningen.

Alle vegne hvor vi kommer som turister – steder der betager os, smukke bygninger med spændende historier, skønne dyr eller skægge optog – alt skal filmes og fotograferes ned til mindste detalje.  Om der så skal skubbes lidt til højre og væltes lidt til venstre, det er underordnet , bare man får det perfekte skud. Jeg tænker ofte på, hvor meget man går glip af, når alt skal ses igennem en linse og ikke igennem øjnene – og jeg grummes over mangel på hensyn i forhold til at komme først og stå foran alle andre. Der knipses løs i alle stillinger og poseringer, og der tages ikke synderligt hensyn til de, der er mindre end os voksne – altså børnene. I et zoo er det vel oplagt at lade børnene komme først i rækken, meeeennnn det kniber sgu godt nok gevaldigt.  Og bliver man så lidt irriteret og forsøger at skubbe sine børn lidt “frem i vognen”, er det faktisk med fare for liv og lemmer fordi der er opstået endnu en pestilens af format – nemlig den nyeste og hippe gadget : selfie-stangen.

Selfie-stang: en teleskopisk stang med en holder på toppen hvor kompaktkamera, actionkamera eller aller helst mobiltelefonen kan fæstnes.

Unknown-1

En selfie-stang er åbenbart med til at øge oplevelsen i en sådan grad at det er ved at være en “must-have”.  Man tramper simpelthen rundt med en selfie-stang foran sig og benytter enhver lejlighed til at skyde løs. Oftest stopper man op midt i det mest befærdede område,  samler hele den pukkelryggede, løfter armen højt, og knipser løs indtil det rette foto er i kassen. Ja, måske er det mig, der er blevet lidt sart med alderen, men det er jeg sgu bare ved at være ret provokeret af! Man kan ikke gå fem skridt før den næste selfie-stang – denne gang i flot moderigtig turkis blå – svinger med højt fart ind forbi dit højre øre, øje og næsetip, og du må smide dig til siden for ikke at blive knock-out’et her midt på gaden.

Alle har ret til at samle “memories” fra en dejlig ferie, og det gør vores lille familie da også, men måske man nogen gange skulle opleve, dufte, føle og lytte – mærke efter med hjertet og sindet istedet for at spekulere over næste motiv til mobilos? Være nærværende og tale sammen, frem for at ræse til næste bur i zoo med vilde øjne for at få det helt rette skud?

Vi er panisk angste for at misse et perfekt foto-øjeblik eller få filmet fra start til slut, så vi har kun øje for næste skud  – koste hvad det vil! Ellers har vi ikke oplevet det!

Jeg kender godt selv fornemmelsen. “Det her er fantastisk. Det skal jeg aldrig glemme. Det skal filmes! …. “. Men jeg har lovet mig selv, at jeg skal benytte de 2 øjne der ret praktisk sidder fast på hovedet og som ikke skal lades op! Med disse vil jeg opleve og mærke det, der sker. Jeg må stadig gerne tage billeder! Men jeg er på kraftig afvænning. Og en selfie-stang, det finder du aldrig på min adresse. Eller – jeg smider i hvert fald den ud, vi har liggende! Med mindre Apple laver en rigtig fin éen – det gælder ikke!!

Go selfie yourself 🙂