Corona blues

Når man tænker nærmere over det faktum, at der nu er gået 2 år siden vi for første gang begyndte at tale om “den der influenza-lignende virus”, som langsomt spredte sig i Danmark, må man ta’ sig til hovedet. Det er simpelthen så crazy, at man næsten tror, det er løgn – et scenarie, der bedst hører sig til i en film og da ikke “in real life”!?

Men som vi jo alle ved og i den grad er bevidst omkring – ja , så endte det rent faktisk med at Corona-bølgen skyllede ind over det ganske danske land i flere etaper. Og i skrivende stund er der endnu en ny mutation af virus, der spreder sig og presser smittetallet op til skyhøje antal. Kan I huske, da vi syntes, 1000 dagligt smittede var mange?? Utroligt som man “vænner” sig til at leve i dette total mærkelige limbo.

Men jeg må simpelthen rose danskerne og det danske system. Sjældent ser man et folkefærd, der så flot agerer efter hvad der er bedst for fællesskabet og løbende tilpasser sig endnu en vild situation. Men det gør vi! ….. Skal vi blive hjemme? Okay. Skal vi have en podepind i halsen? Skal vi gå med mundbind? Okay. Skal vi vaccineres? Jamen okay da!

Jeg er med på at der er mange, der IKKE synes om regeringen, restriktionerne og vacciner – men det er ikke, hvad denne blog handler om. Jeg vil blot pointere, at jeg synes, vi som danskerne er skide heldige. Vi har – igen igen – et system, der griber os, og hvor vi har adgang til tests og vacciner, som vi lyster – HVIS vi vil! Ingen tvang her!

Og vi må finde det positive i alt denne galskab, selvom det kan være rigtig svært. Tænk tilbage på det sidste år 2021, hvor der helt sikkert også er sket en masse gode ting. Hvor vi trods Corona-bøvl, restriktioner, aflysninger og måske endda sygdom alligevel har haft det godt her i Danmark, hvor vi er så heldige at bo.

Skal jeg liste nogle af de gode ting fra 2021 i mit eget liv, kunne det for eksempel være følgende:

  • Jeg fik Corona – på trods af at jeg virkelig altid passer på!! Og jeg overlevede! Og jeg er igen så tæt på normal ,som jeg overhovedet kan blive.
  • Jeg var til en virkelig sjov fest, hvor jeg for første gang i mit liv lykkedes med at tisse, siddende på hug, uden uheld eller fald bagover, selvom jeg var ret så beruset! (Dette foregik naturligvis udendørs!!) Måske gik det over al forventning, fordi min mand var så venlig at oplyse hele mig med sin Iphone, så alle andre også kunne følge med.
  • Jeg drak så meget vin & spiste så mange chips med havsalt henover sommeren, at jeg tog 3 kg på – det var sjovt, imens det stod på, og nu får jeg igen lov til at gå på slankekur. Så går tiden da med det!
  • Jeg har virkelig fået fuld valuta for mit Netflix abonnement – jeg tror, jeg næsten har slidt det op. Det sker ellers sjældent, spørg bare indtil mit fitness-abonnement, hvis du tør 🙂

Jeg skriver denne blog med et smil og har fuld respekt for at denne dumme sygdom for mange mennesker har stor indvirkning på deres liv, både helbredsmæssigt, økonomisk og psykisk. Jeg værdsætter virkelig, at mine nærmeste ikke har været under stort pres – det er ikke bare er en selvfølge, det er jeg meget bevidst om.

Mit ønske er at sende lidt god karma ud i denne vilde tid, hvor man let synker ned i en solid omgang Corona blues, når der igen er en aflysning, en ny smittet i nærmeste omgangskreds og når man kun kan sidde hjemme og glo på den væg, der faktisk trænger til maling. Jeg ved, det bliver godt igen – men må sørme knibe mig i armen for at sikre mig, jeg ikke sover – og er midt i det vildeste Corona-mareridt…..!

Du må nu igang med at lave DIN liste over gode ting midt i galskaben. Den kan helt sikkert også blive lang! såååååå ……Sæt igang – !!

Rynkerne i panden kom under Corona !!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *