Den skønneste duft i verden!

Vi kender den alle – duften over alle dufte – nemlig duften af baby.  En ubeskrivelig og fantastisk duft, som man har lyst til at dufte til i al uendelighed. Man kan ikke sætte ord på den, men alle kender den. Og nu, hvor man ikke længere selv har en lille baby, må man snige sig til at dufte den, når det er muligt. Man kan hurtigt virke en anelse tosset, når man tages med næsen helt ned i nakken på en andens baby, men det er som om at vi kvinder bare forstår lige netop denne trang til fulde, og derfor lader det ske ubemærket og uden at undres.

Unknown

I dag passerede jeg en nybagt mor med baby i barnevogn. Det var nemt at se, at det var en lille og ny baby, fordi hun stoppede op og kiggede ned i liften hver 30. sekund og dynen lå sådan på en “nybagt-baby-måde”….! Jeg er som sådan færdig med babyer for mit vedkommende, men alligevel … alligevel tænker man pludselig tilbage på den tid og længes. Der er bare noget helt fantastisk ved at være nybagt mor til en lille lækker baby, trods alle de mange strabadserne man skal igennem i baby’s første år. At føle sig 100% forbundet til dette lille væsen, at trøste og beskytte, at elske og nusse – det er bare en helt fantastisk følelse. Og for en udstyrs-freak som mig, ja så kunne jeg også helt lovligt boltre mig i alverdens udstyr lige fra fancy bæreseler til løbejoggere – det var bare et spørgsmål om at vælge. Og købe nok! Aldrig gå ned på udstyr. Punktum!

Den anden dag så jeg en udsendelse omkring fertilitets-klinikker. I bund og grund handlede den om de mange kvinder, der i første omgang ikke kommer dertil for at få hjælp til at blive gravide, men derimod for at få tjekket “æg-beholdningen” og på den måde forsøge sig med at “kalkulere” videre på, hvor længe de mon kan strække den, før det er tid til at blive gravid. (Og måske også først lige finde manden til det?)

Jeg var ikke selv en ung førstegangsfødende, men helt efter bogen rent gennemsnitsmæssigt med de 29  komma noget. Meget ældre ønskede jeg ikke at være i forbindelse med projekt baby, især fordi man jo aldrig har nogen garanti for, om man så rent faktisk bare lige sådan BLIVER gravid. Og endnu mere fordi man bare ikke altid kan planlægge sig ud af alt!

Det er trist hvis dette planlægnings-helvede bliver den nye trend. Det er trist at man som kvinde sætter karriere og job først – fordi man tror, man kan planlægge det hele. Dette SKAL ikke planlægges. Vi skal passe på med at det hele skal være så perfekt før vi kaster os ud i et det projekt, der jo rent faktisk er en af de største oplevelser på din vej; at blive mor (og far)!

Jeg kan kun glæde mig til den næste baby i omgangskredsen – og vil hermed allerede gerne advare om min trang til at forfølge den stakkels baby for at inhalere endnu en portion babyduft! Jeg kan med gru konkludere at der ikke er meget babyduft tilbage her i teenage-land – men så kan de så meget andet!

Næste større projekt her i huset bliver nok nærmere et nyt lækkert køkken eller en fed cabriolet i en fræk farve – med læderindtræk – det dufter også skønt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *