Fortællingen om snuble-kysen.

En cykelhjelm er intet mindre end en genial opfindelse. Statistikken viser, at 1600 cyklister årligt kommer til skade med hovedet i forbindelse med en ulykke på cykel, hvor man ikke har hjelm på. Hvis alle kørte med hjelm, ville 5-10 dræbte cyklister stadig være i live, blot fordi man valgte hjelmen til og ikke fra! (kilde: Sikker Trafik). Man ser også ofte, at personale på en skadestue typisk kører med hjelm, da de i første række er vidne til det syn, der møder dem, når en cyklist kommer ind på en båre – og ikke havde hjelm på ved uheldet!!  Så det kan gøre indtryk på de fleste, og heldigvis har stort set alle børn i dagens Danmark hjelme på – og man oplever at en hel del voksne ligeledes er iført denne “lifesaver” af et monstrum.

Når det så er sagt – ja, så må jeg bare indrømme, at en cykelhjelm er meget træls! Jeg kan ikke fordrage at have det på hovedet, og den mis-klæder mig i den grad. Resten af husets beboere får altid grineflip, når jeg tager den på, og derved er den så også omdøbt til “snuble-kyse” her hjemme hos os for ligesom at cementere hvad vi synes om denne anordning. Behøver jeg hermed at fortælle, at jeg nærmest aldrig cykler? Eller har du allerede gættet det? Ikke kun på grund af hjelmen, men den er helt sikkert medvirkende til mit valg af transport-middel sjældent falder på noget på 2 hjul.

Og så er der jo bare noget med de der cykelhjelme på hovedet af den lidt ældre generation. HVORFOR har man sin cykelhjelm på, når man er inde i supermarkedet for at handle ost, mælk og brød? Hvorfor???? I forvejen er der mange i den foromtalte generation der har taget et valg. “På basis af min nu fremskredne alder vælger jeg kun at gå i beige, grå, natur og blommefarvede klæder – det er nemlig bare så praktisk, lækkert  og så blender jeg i med alle de andre” …… Helt ærligt, man er allerede bleg og grå i huden, håret har mistet kuløren og farten er sat ned – hvorfor er det så, man i den grad skal understrege dette ved at vælge uformeligt tøj i de mest dræbende  farver, der findes på denne jord? – Kom nu ind i kampen!!!  Og oveni i det – ja, så tilføjer man lige en cykelhjelm, der sidder på toppen af et meget lille hoved og som bare slet ikke gør noget godt for nogen.

Jeg tænker flere scenarier:

Man kan ikke længere huske, at man faktisk tog hjelmen på hjemmefra

Man synes selv, at den klæder enhver og pynter gevaldigt

Man er skide ligeglad

Alle scenarier er naturligvis tilladte, det hersker der ingen tvivl om, men jeg håber virkelig, at det er det første scenarie der gør sig gældende, og at man faktisk først opdager hjelmen på hovedet, når man skal i seng og ser sig i spejlet, mens man børster tænder (eller tager dem ud!) Det er hvad vi betegner som et senior-øjeblik – som let kan vare lang tid! Men det er en helt anden historie.

De øvrige scenarier gør mig trist – for man skal da tage kampen op med den grå sky, der svæver indover, når uret tikker hurtigere og dåbsattesten bliver ældre og ældre – så skal man netop gøre det ekstra – for sig selv!

Så dermed tænker jeg, vi skal have sat skub i flere af de flotte, farverige og mønstrede hjelme – som skal pryde hovederne på alle de mennesker, der har taget det kloge valg at benytte et hjelm, når de bevæger sig rundt på den 2-hjulede i trafikken. For det tager jeg i den grad hatten af for! Så sandt som det er sagt! Og så lad os aftale, at snuble-kysen IKKE skal sidde på hovedet, når man er indendørs – om det er i supermarkedet, hjemme i stuen eller på skolen, når man henter ungerne. Deal??

cykelhjelm

Et foto af min fine hjelm, som jeg liiiiiige måtte støve af, da jeg endelig fandt den dybt inde i skabet.

Tænker, jeg tager den på ned i Netto lige om lidt. Måske vi ses…..?!? Tager du også din på?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *