Hundehoveder!!!

foto

På de sociale medier cirkulerer for tiden et opslag omhandlende at hundeejere fremover vil kunne få en bøde hvis de ikke, i forbindelse med luftning af deres firbenede venner, medbringer en såkaldt “lortepose” til opsamling af eventuelle drops på turen rundt i nabolaget.

Jeg aner faktisk ikke, om dette opslag virkelig er sandt eller om det er gas. Jeg hælder dog til det sidste, idet jeg finder en sådan lov total og aldeles tåbelig og ikke kan forestille mig, hvem pokker der har siddet ved et skrivebord og udfærdiget sådan en tekst på sin computer for efterfølgende at trykke send!

Sandt eller ej – så giver det mig lyst til at kommentere lidt på denne on-going debat, som man jo støder på i ny og næ som glad hundejer. Nu ved jer, der læser min blog, at jeg er en af dem der samler lorte op – men jeg møder jo mange på min vej rundt i området, der øjensynligt ikke har gjort det, eftersom der ligger adskillige efterladenskaber med få meters mellemrum. Og det er da klamt. Det er vi SÅ enige om.

Men der er også så meget andet, der er klamt. Affald, cigaretskod, tyggegummi-klatter, hestelort…you name it! Skal vi så ikke også til at lave en lov om bøder til dem, der smider omkring sig med affald? Smider cigaret-pakker og skod i naturen? Lige ved siden af skraldespanden? Eller dumper deres husholdningsaffald på rastepladsen?

Mine børn har gjort forsøget med at smide noget slik-papir på deres vej eller kleenex’en over skulderen – men de er så blevet sendt lige fluks tilbage efter det, og dermed skete dette forsøg kun ganske få gange. Jeg vil simpelthen ikke se det! Længere er den ikke! Det er vores alles fælles ansvar at påpege dette overfor hinanden. Man smider ikke affald ud i andet end en skraldespand. Og gør man, skal man bare ha’ en god grund!!!  Smider man en dåse i naturen, er den 500 år om at forgå! 500 år!!! Et cigaretskod ligger i 4 år på fortovet, før det opløses. En kapsel ligger i 100 år og rager rundt. En hundelort forsvinder på 2 uger!!!!! Så jeg ved snart ikke, hvad der er værst.

Dog ved jeg, det er en farlig opgave at påpege overfor andre, at “hov du – du tabte vist noget” … det kræver store stærke muskler fordi det oftest udløser en meget vred reaktion fra den pågældende person, som i værste tilfælde truer med både død og ødelæggelse. Det må være fordi man i bund og grund er flov?? Jeg tænker heller ikke, vi alle skal være små politi-mænd, der peger fingre af hinanden men jeg tænker, vi skal tage denne snak med vores kære poder ved aftensmaden, så de som den nye generation er indstillet på at passe på moder natur og at de dermed som en naturlig ting finder vej til skraldespanden med deres affald. Som synes at de, der kyler deres burger-æske ud i grøftekanten, er kiksede! Som i enormt kiksede!

Og lad så de hundelorte være! Giv dem deres 2 uger til at opløses i, sæt eventuelt et fint lille flag i, så vi alle kan se dem, hvis du føler for det –  eller endnu bedre: tæl dem på din tur rundt, det kan der gå helt sport i. Og lad alle os hundejere minde hinanden om, at det altid er nemmere at samle hundelorten op fra ens egen hund, fremfor at skrabe en fremmed lort af skoen! Længe leve hundeposer! Og hunde! Og skål for os!!!!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *