Kaiserwetter.

Os, der ikke står på ski – ja, vi går virkelig en hård uge i møde. Trods det faktum at uge 7 end ikke er startet rent officielt, ja så eksploderer de sociale medier allerede med fotos fra alverdens skønne ski-destinationer. Fotos med knitrende hvid sne, høj solskin og lutter smil. Simpelthen kaiserwetter.

Her hjemme i bette Danmark har vi kraftig storm med vindstød af orkanstyrke – og naturligvis regn som altid. Og ingen vinterferie-fri her på matriklen. Behøver jeg at forklare yderligere? At man ikke kan  komme udenfor en dør, at havemøblerne blæser omkuld og at vinter-depressionen stiger i takt med vindens hastighed? At det eneste man kan lave er at æde sig ud af sit miserable søndags-humør og bare blive endnu tykkere…? Og at arbejdet kalder i morgen tidlig?

Hvorfor tager kvindemennesket da bare ikke på skiferie så…? … vil den opmærksomme læser  måske spørge sig selv! Og ja, hvorfor gør jeg ikke det? Jamen, det ved jeg ikke?!!

Jeg kommer ikke fra en familie med ski i blodet, og har derfor som barn/ung aldrig været afsted på denne type ferie. Og så er tiden gået med små børn og ferie sydpå! Nu nærmer jeg mig med langsomme slæbende skridt de gyldne 50’ere og begynder at tænke på, at jeg så faktisk er ved at være for gammel til at begynde på dette. At jeg bliver en af de nybegyndere, der starter ferien med at lave ulykker og skal hentes i “bananen”. 6 uger med gips er ikke et scenarie jeg på nogen vis kan overskue. Og så alligevel … så kribler det i mig.

Jeg er så misundelig på alle jer, der nyder sol, kulde og flotte lyse dage med sne under fødderne. I mange år har flere af vores venner, som er inkarnerede “skibumser” forsøgt at lokke os med og det har da fristet os – men vi har hårdnakket holdt på at det ikke kom til at ske. Måske også med den bagtanke at: tænk nu hvis vi rent faktisk blev vilde med det, så sad vi i saksen.

Det er som om der er 2 liv – et liv før en tur på ski og et liv efter første ski-ferie. Det er som om man bliver “smittet” af en ihærdig ski-bacille, der aldrig slipper taget igen, og der er ingen vej tilbage.

Men så er næste problem, om jeg overhovedet kan lære at stå på ski? Kan I se mig tumle rundt derude på løjpen, svedende med huen halvt ned over ene øje og minus en skistav, som er tabt lidt længere oppe? Ja, det kan jeg i hvert fald let forestille mig….! Men jeg kan også se for mig at en meget sød mandlig ski-lærer blidt hjælper mig op, når jeg falder og børster sneen af min kind, fordi jeg landede med hovedet først!! Intet er så skidt at det ikke er godt for noget andet.

Men nu vil jeg tænke over mine fremtidige “ski-planer” – skal, skal ikke – og ikke mindst alt det fine udstyr, jeg så “bliver nødt” til at investere i. Og så har jeg jo lidt tid til mine overvejelser! Gad vide om vi ses på løjpen næste år???

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *