Kvæk kvæk….

I går aftes, da vi var kravlet i seng efter en lang og varm dag, stod sønne pludselig og kaldte : Moar….!  Sønne er 190 cm høj, har overarme som en anden wrestler og er frygtløs, iskold og alligevel meget følsom. “Der er en frø på mit badeværelse”….  sagde han med en anelse ophidselse i stemmen. – Okay?! En frø skal der åbenbart til, for at man er så presset at man trækker Moar-kortet som stor knægt. Frøen må være hoppet ind via vinduet, som i underetagen flugter med terrassen, og jeg tænker, den har været noget forbavset over skiftet fra at komme hoppende en smuk august aften i den skønne aftenluft til “klip”…at ende nede i et spa-badekar hos en 18-årig knægt.

Jeg er ikke ligefrem bange for frøer, men måske heller ikke helt så tosset med dem, så jeg trak det næste kort – nemlig at få liv i husbonden min, som allerede var halvt i drømmeland. Sorry, men her gælder undtagelses-reglen: vi har en akut situation! Så staklen måtte traske afsted sammen med sønne på frø-jagt klokken meget sent – og jeg lod dem muntre sig med frøen uden min assistance. Efter få minutter var den bette frø indfanget og sat tilbage i august-natten, og alle kunne igen ånde lettede op – mission accomplished.

Min søn Oliver har altid været ekstrem interesseret i dyr, dyreliv og deslige – og vi har tit foreslået, at han måske skulle gå i den retning rent uddannelsesmæssigt. Han ved alt om dyr – og “nørder” meget i ting, jeg end aldrig har vidst i mit snart 50-årige liv. Men nu må jeg vist hellere lige ta’ en alvorlig snak med ham – hvis en frø kan give uorden  i sagerne, skal han nok søge i en anden retning, Sorry Oliver, at jeg driller – men det er bare en anbefaling fra en, der er endnu værre end dig.

Jeg er generelt ikke bange for kryb, dyr eller insekter – men jeg har en fugle-fobi, der slår alt andet.  Fugle-fobi – eller med den fine betegnelse ornithophobi – har jeg altid haft, uden at jeg specifikt kan sige, hvor den kommer fra. Min kære fader var dog indrettet på samme vis, så måske det er hans angst, jeg har efterlignet.

Et sæt blafrende vinger giver mig øjeblikkelig en stiv angst i hele kroppen, og jeg har mest har lyst til at løbende skrigende væk med hænderne over hovedet. Det er ikke noget, jeg kan kontrollere. Heller ikke trods min “stigende” alder og min deraf generelt bedre tillærte selv-kontrol. Der er intet, jeg kan gøre. Og det er som om, fuglene ved det. De flyver nemlig gerne ind i MIT hus. Jeg har måtte hente naboen ad flere omgange, hvis jeg har været hjemme selv. Jeg har, engang hjemme i mit barndomshjem sammen med min far, med rystende hænder fanget en stakkels skræmt fugl i en papkasse i stuevinduet, trukket kassen hen langs væggene og skrigende kylet kassen ud af havedøren og hen på græsset for derefter at smække døren i bag mig med det største brag. Jøsses. Det er jo altså helt skørt.

Så inden jeg peger fingre af min store stærke sønne….ja så tjekker jeg lige status på fugle-fobien hos mig selv i dag – og den er ganske uændret. Jeg går heller ikke i dag om bag skuret, hvor der har været en fuglerede i brændestablen. Niks, det har jeg folk til 🙂

Oliemaleriet af frøen er fra www.lightinthebox.com

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *