Liste-helvede.

Jeg laver lister! – I lange baner….. Hvis der findes en sygdom i den forbindelse, ja så lider jeg af den! “Listonitis humano”. Yes, så har jeg en diagnose! Det er så moderne! Og det gør mig jo speciel! Særlig. Unik! For det trænger jeg til! Her i efteråret, hvor vinteren banker på og man er grå, trist, træt og bleg, så er det da en god følelse at være noget særligt! Nå, tilbage til listerne!
Det er både de digitale lister og de ægte “handmade” lister, der holder mig igang! Det er som om, at ting skal skrives, for at de rent faktisk sidder fast på min lidt duggede printplade (også kaldt hjerne)! På jobbet har jeg en god tyk notesbog, hvor jeg skribler løs, så splinter fra blyanten står omkring ørerne mine i en lind strøm – der er så meget, der skal huskes, og jeg har brug for at kunne finde tilbage til noterne senere! Min chef driller mig med, hvad mon jeg ville gøre, hvis bogen blev væk ?? – det er altså bare slet ikke sjovt!!!!

Hjemme kører jeg lister over, hvad der skal handles, hvad der skal gøres, og hvad der skal ske. Opskrifter, oversigter og lister i lange baner. Jeg fører oversigter over min motion, både på en Facebook side, hvor man uploader for at nå et mål i fællesskab med andre, samtidig med at det registreres i min “egen” lille bog, hvor jeg tracker mine aktiviteter. Det er næsten motion i sig selv med alle de steder, jeg skal huske at skrive, hver gang jeg har løbet en bette tur i nabolaget.

Når jeg læser dette, jeg netop har skrevet, lyder det jo som om jeg er helt bimmelim – men det er altså en helt speciel form for tilfredsstillelse at få tingene skrevet ned (eller op). Jeg har sørme også en app med lister over min vægt, mit budget og hvor mange timer, jeg er på min telefon. Jeg har faktisk travlt…..vil nogen måske tænke……og det har de da ret i. Men jeg har endnu mere travlt, hvis ikke jeg har mine lister – så kører hjernen nemlig på højtryk med at organisere.

Den nye trend Bullet Journal (også kaldet BuJo) er jo derfor i den grad noget for en tosse som mig. Her samler man alle sine lister i éen notesbog og samtidig laver man det hele i et lidt lækkert design. Det tager dog lidt mere tid, end jeg lige have planlagt at bruge på det, men jeg håber, at opstarten er det værste. Det er faktisk en meget hyggelig måde at få skrevet ting op/ned på, som man senere kan finde tilbage til og gen-læse i disse digitale tider, hvor tingene går ret hurtigt. Lidt som en dagbog i de gode gamle dage.

Jeg glemte helt at fortælle om den liste, der har fulgt mig i flest år – og som jeg faktisk er blevet drillet lidt med. En liste, jeg har holdt lidt skjult, for det var lidt pinligt…… men samtidig en liste, jeg faktisk også har sluppet de seneste år. Min TV-liste … en liste, jeg trofast lavede, når TV-bladet udkom. Jeg skrev alt det ned, som jeg gerne ville se i TV i den kommende uge. Sirligt fordelt på ugedage. Jeg kunne blive helt stresset, hvis ikke jeg fik lavet listen, af frygt for jeg gik glip af noget. I disse fagre nye tider, hvor man kan se alt “igen igen” på TV2Play, Netflix, HBO og diverse andre streaming-tjenester har jeg sluppet kontrollen og free-styler …..tager det som det kommer og har knap så meget jeg MÅ se ….måske fordi fjernsynet generelt sender noget værre lårde-tv 🙂 – og så har jeg da éen liste mindre at holde syr på. Succes!!!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *