Mit nye liv som skov-pisser!!

I går skete det! For første gang i min lange karriere som løber skulle jeg tisse så meget, at jeg blev nødt til at “holde ind” undervejs og lette min blære. Det er af princip ikke noget, jeg gør “i det fri”, men alternativet med at tisse i bukserne og løbe de  resterende 5 km hjemad med frossen slush-ice ned af bentøjet virkede ikke tiltalende. (Undskyld til sarte sjæle; jeg ved godt det er lige lovligt latrinært, men omvendt ved I jo alle godt, at selv Kronprinsesse Mary har diarré i ny og næ og sidder som alle os andre på tønden i en syndig hørm! – så dermed ingen grund til at pakke noget ind!)

Jeg skulle tisse noget så grusomt og overvejede flere gange undervejs, om jeg skulle ringe efter min husbond og bede ham hente mig et sted på min rute. Men omvendt syntes jeg sgu’ godt nok, det var lige i overkanten at forlange. Det var så småt begyndt at blive tusmørke, og min tur bragte mig langs noget små-skov og bevoksning. Jeg måtte simpelthen tage en beslutning, og stoppede derfor op et sted, jeg tænkte, kunne egne sig til projekt “Skovpisseri”.

Skovskider_0

Mange løber jo ofte her i den lidt mørke tid i selvlysende jakker, så man er tydelig at se i trafikken – og dem er jeg også en af. Jeg vil nødigt køres ned på min vej, så dermed har jeg investeret i et meget gult monster af en jakke. Og det er rigtigt praktisk – men knap så praktisk, når man gerne diskret vil sætte sig på hug i skoven og tisse. Man lyser op som Rudolf – og selvom man ikke kan se skoven for bare træer – ja, så skal jeg da love for, at man kunne se mig.

Men jeg måtte jo bide min forfængelighed, tjørnebuskenes fangarme og den kolde luft mod min bette po-po i mig og få det overstået i en hulens fart! Og det gik faktisk ganske godt – det lykkedes mig IKKE at ramme hverken tøj eller sko – og jeg fløj derfra med armene over hovedet – GIGA SEJR !!!

I vores familie har vi aldrig kunne gennemføre sådan et projekt uden at een af os blev ramt af den varme stråle, enten på de bare fusser eller på tøjet. Jeg husker mange øjeblikke med min datter, da hun var lille – især en gang i Thailand, hvor toiletterne jo kunne være af en standard, man end ikke har lyst til at forestille sig! Her forsøgte vi os – kjolen skulle holdes oppe, hendes små fødder i sandalerne skulle ud til side og hun skulle samtidig holdes fast. Enden på det blev, at MINE fusser i klip-klapperne blev “vasket” noget så grundigt – og vi måtte ofre en liter drikkevand på at rette op på skaderne. Så det kan vi ikke ligefrem prale af at være ferme til.

Samtidig har jeg også bare et problem med at sidde der med min bare stikkende ud – og det er jo i princippet noget pjat, da en numse vel er en numse? Måske kan farven på den variere – nogle er hvidere end andre – men ellers er del vel bare noget, der ligner alle andres?

Så nu har jeg besluttet mig for at jeg skal prøve at tisse i alle skove, jeg passerer – simpelthen fordi jeg kan!!! Fordi jeg vil udvide min horisont og bryde mine grænser. Det er jo så moderne!!! Så pas på derude, det kan godt gå hen og blive vildt – og måske vil jeg endda overveje at dokumentere mine oplevelser undervejs med mit GO PRO klisteret på panden, hvis det bliver rigtigt avanceret! Man ved aldrig! Men jeg tør!  Tør du?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *