Mr.Selfie & Me

Jeg starter dette indlæg med at afsløre mig selv  og en af mine laster – så kan jeg nemlig med god samvittighed kritisere løs på resten af verden efterfølgende! Er det ikke bare helt i top?

Jeg er afhængig – afhængig af min telefon. Kommer jeg ved en fejl ud af døren uden min telefon, hvilket meget sjældent sker, bliver jeg nødt til at vende bilen om og køre tilbage for at hente den. Punktum! Er min telefon ved at løbe tør for strøm,  er jeg i en stress-lignende tilstand, indtil jeg får “plugget” den til noget strøm – så er der ro på igen! Er der reklamer i en ellers så vældig spændende film, flyver telefonen frem af sit skjul, og jeg når at tjekke Facebook, Instagram, Linkedln og vejrudsigten, inden filmen starter igen. Min morgen starter med at tjekke mails og Messenger – og min aften slutter med at sætte alarmen til og lige screene seneste newsfeeds. Det er bare for meget af det gode, men jeg er afhængig! Og jeg indrømmer det! Sort på hvidt!

Heldigvis er der masser af ligesindede, der er meget hårdere ramt end jeg.  Det føles i den grad betryggende. Det føles rart! Disse stakler mødte jeg især under vores ferie – og de skal lige grilles lidt her:

Generelt er den nye trend at man “oplever” alting gennem mobilen. Er man til koncert, hvor man har sluppet 600-800 kr. for entre-billetten,  forstår jeg bare ikke,  hvorfor man igennem det meste af koncerten står med hænderne højt oppe over hovedet og filmer med telefonen? Jeg har endnu ikke erfaret at dette giver et resultat, der er værd at gen-se og lyden især kan slet ikke gen-lyttes. Fokus er helt fejlagtigt på telefon og optagelsen fremfor bare at være i nuet og nyde stemningen.

Alle vegne hvor vi kommer som turister – steder der betager os, smukke bygninger med spændende historier, skønne dyr eller skægge optog – alt skal filmes og fotograferes ned til mindste detalje.  Om der så skal skubbes lidt til højre og væltes lidt til venstre, det er underordnet , bare man får det perfekte skud. Jeg tænker ofte på, hvor meget man går glip af, når alt skal ses igennem en linse og ikke igennem øjnene – og jeg grummes over mangel på hensyn i forhold til at komme først og stå foran alle andre. Der knipses løs i alle stillinger og poseringer, og der tages ikke synderligt hensyn til de, der er mindre end os voksne – altså børnene. I et zoo er det vel oplagt at lade børnene komme først i rækken, meeeennnn det kniber sgu godt nok gevaldigt.  Og bliver man så lidt irriteret og forsøger at skubbe sine børn lidt “frem i vognen”, er det faktisk med fare for liv og lemmer fordi der er opstået endnu en pestilens af format – nemlig den nyeste og hippe gadget : selfie-stangen.

Selfie-stang: en teleskopisk stang med en holder på toppen hvor kompaktkamera, actionkamera eller aller helst mobiltelefonen kan fæstnes.

Unknown-1

En selfie-stang er åbenbart med til at øge oplevelsen i en sådan grad at det er ved at være en “must-have”.  Man tramper simpelthen rundt med en selfie-stang foran sig og benytter enhver lejlighed til at skyde løs. Oftest stopper man op midt i det mest befærdede område,  samler hele den pukkelryggede, løfter armen højt, og knipser løs indtil det rette foto er i kassen. Ja, måske er det mig, der er blevet lidt sart med alderen, men det er jeg sgu bare ved at være ret provokeret af! Man kan ikke gå fem skridt før den næste selfie-stang – denne gang i flot moderigtig turkis blå – svinger med højt fart ind forbi dit højre øre, øje og næsetip, og du må smide dig til siden for ikke at blive knock-out’et her midt på gaden.

Alle har ret til at samle “memories” fra en dejlig ferie, og det gør vores lille familie da også, men måske man nogen gange skulle opleve, dufte, føle og lytte – mærke efter med hjertet og sindet istedet for at spekulere over næste motiv til mobilos? Være nærværende og tale sammen, frem for at ræse til næste bur i zoo med vilde øjne for at få det helt rette skud?

Vi er panisk angste for at misse et perfekt foto-øjeblik eller få filmet fra start til slut, så vi har kun øje for næste skud  – koste hvad det vil! Ellers har vi ikke oplevet det!

Jeg kender godt selv fornemmelsen. “Det her er fantastisk. Det skal jeg aldrig glemme. Det skal filmes! …. “. Men jeg har lovet mig selv, at jeg skal benytte de 2 øjne der ret praktisk sidder fast på hovedet og som ikke skal lades op! Med disse vil jeg opleve og mærke det, der sker. Jeg må stadig gerne tage billeder! Men jeg er på kraftig afvænning. Og en selfie-stang, det finder du aldrig på min adresse. Eller – jeg smider i hvert fald den ud, vi har liggende! Med mindre Apple laver en rigtig fin éen – det gælder ikke!!

Go selfie yourself 🙂

 

En tanke om “Mr.Selfie & Me”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *