Nu’ det’ jul ‘igen!

Så ramte juleaften os – med en kraft så stor, at man kun kan stå forundret tilbage med åben mund og polypper. Om jeg fatter, hvor december gik hen? Og hvordan kan det ske år efter år?  Tiden er simpelthen fløjet afsted, og alle de mange intentioner om at gå ned i lavere gear og være kreativ og jule-overskudsagtig fløj ligesom med….

jul3

Som udgangspunkt har jeg, som alle andre, de vildeste planer om at alt skal hjemmelaves, at det helt rigtige træ skal udvælges i skovens mørke stille ro, at juledekorationerne skal produceres i hygsomt skær fra kalenderlyset og at småkagerne skal vælte ud af køkkenskufferne. I takt med at kalenderen for december fyldes ud med alt fra julefrokoster, Lucia-optog, juletam-tam i skole og klub, frivilligt arbejde samt julehygge i sportsforeningen smuldrer planlægning langsomt men sikkert som en tør småkage, der har overlevet fra sidste jul.

De mange smukke visioner og ideer bliver til nød-løsninger, træet bliver købt “færdigt”, ungerne tvinges til at sam-bage i en heftig fart og kameraet findes frem for at forevige at vi faktisk julebagte og nød hvert sekund. Hø hø….. ! Og jeg trøster mig med at jeg trods alt har nogle fridage op til jul, hvor jeg kan nå det hele og lidt mere til, nu jeg skal fejre jul for hele familien.

Jeg har i hele december total overskudsagtigt smilet overbærende over alle de mennesker på min vej, der har valgt at færdiggøre juleforberedelserne i god tid. Tænkt at det jo alt sammen er meget godt, men for søren da…vi når det jo altid alligevel. Hvorfor dog være i god tid? Stresse unødvendigt over det?? –  Dette år blev jeg bare ramt med monster klask af den virkelige verden, da jeg måtte kravle under dynen med en alvorlig mande-influenza! Ja sgu – det var så alvorligt. Det er faktisk først i dag, på denne høj-hellige juleaften, at jeg er kommet frem fra mit skjul og er mig selv igen. Og så kan I jo ligesom godt regne ud hvad det betyder? At jeg pludselig er en del bagud!!! Av for den!

I går måtte min stakkels husbond så afsted med en indkøbsliste så lang og et venligt men insisterende puf ud af hoveddøren med svadaen: du skal bare være tålmodig, så er det slet ikke så slemt at handle ind dagen før jul. Han er så også et ret tålmodigt menneske, så han klarede opgaven med bravour. Nogle julegaver nåede heller ikke at blive indkøbt, men der har vi været kreative og lavet nogle “vi skal købe den sammen”-kort med en flot sløjfe omkring. Mon ikke det går??? For jul, det bliver det jo altid – også selvom jeg for 10 minutter siden spurgte min indkøbs-engel hvor han havde lagt asparges-kartoflerne? “Øhhhh……jeg smutter lige i Netto”.

Glædelig jul til jer alle – og tak for i år!!!

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *