Det har jeg aldrig gjort før, så det klarer jeg helt sikkert.

I morges, da jeg kørte på job i min bette bil, passerede jeg en kvinde på min egen alder, der kom susende på rollerblades inde på cykel-stien. Jeg kunne næsten fysisk mærke misundelsen over, at hun bare kom fræsende der, det ene ben frem foran det andet i en fast rytme, total sporty spice, naturligvis klædt i det rette udstyr. Hun så bare skide godt ud!

Havde jeg gjort forsøget, var jeg næppe kommet ret meget længere end min indkørsel. Jeg ville nok på givne tidspunkt sidde på min bagdel ude på fliserne og puste på mine blodige knæ. For rollerblades har bare aldrig været mig. Sporty Spice er IKKE mit mellemnavn. Punktum. Ej heller er det nogensinde lykkes mig at lave et hovedspring i svømmehallen,slet heller ikke 50 meter perfekt crawl. Jeg var hende, der kvabbede rundt inde langs kanten med duggede dykkerbriller i en alt for stram badedragt og hende som altid holdte sig for næsten, når hun ploppede i vandet med fødderne først. Jeg har altid drømt om det der perfekte hovedspring, men det er bare aldrig rigtig sket.

Men i mit hverdags-liv tager jeg så af og til et andet slags hovedspring. Jeg er nemlig rigtig god til at ryste posen, tage mit liv op til revision og kaste mig ud i nye eventyr – på godt og på ondt. Dette har bragt mig i mange situationer, både gode og lidt mindre gode, men det har helt sikkert også givet mig følelsen af at løbe på rollerblades – uden de blodige knæ. Og nogle gange har jeg faktisk fået vand i næsen – sådan rent billedligt – og det føles ikke altid skide godt. Men det er den, jeg er. Det skal føles rigtigt. Livet er for kort til andet. Og jeg har altid en stærk (naiv?) tro på, at det hele lykkes. Lige om straks….!

I øjeblikket er jeg i en fase, hvor jeg svømmer lidt i den ene og så lidt i den anden retning. Brillerne er knap så duggede, men der er alligevel noget, der strammer. Midtvejs-krise måske – men jeg har behov for at lande det helt rette sted!! Med fødderne først! Og få en stabil fremtid, hvor jeg kender til betingelserne. Ikke flere hovedspring i den nærmeste fremtid.

Og så alligevel… : Jeg har for nylig skiftet job, men er ikke landet rigtigt. Det er jeg hurtig til at erkende og handle efter. Så derfor må jeg igen videre i en ny retning. Den helt rette retning. Tørre brillerne af, så jeg kan se klart. Jeg kan under ingen omstændigheder fungere, hvis ikke jeg er helt og aldeles “in the zone”.

Nogle gange må jeg ta’ mig til hovedet. Tænke på Pippi Langstrømpe, der bare er så skøn og utrolig stærk (naiv?) – med en fanden-i-voldsk tro på at alt er godt, no matter what! Tænke at hvis jeg da bare havde de flotte røde fletninger, kunne jeg måske løbe på rollerblades? – Pippi er Pippi og Line er Line. Jeg er bare 30 år ældre og en kende mere forsigtig; det kommer jo ligesom med alderen. Men nu tror jeg, det rette sted er lige foran min næsetip , og det glæder jeg mig til. Så hvis du ser mig en dag på cykel-stien på de der famøse rollerblades, så sving mig en High-Five: – “Det har jeg aldrig gjort før, så det klarer jeg helt sikkert.” (citat: Pippi Langstrømpe) – Og her inden jeg smutter kan jeg kun opfordre til, at du også siger sådan til dig selv, inden det er for sent!

Smil fra mig….!

Sommer tanker

I dag starter skoleferien officielt – og det betyder at vores kære unger nu kan se frem til lange, skønne feriedage i deres helt eget tempo. Dette betyder ligeledes at vi forældre nu kan se frem til en lang ferie UDEN madpakker. Total optur! – Det er simpelthen ved at tage livet af mig med de skide madpakker. Prøv lige at tæl, hvor mange madpakker, det bliver til på et skoleår. Jeg orker ikke at tælle.

Min princip er, at jeg ikke selv gider spise madpakker, der er smurt dagen før – så derfor er det et fast morgenritual at disse klargøres klokken kvart i kvalme. Den ene kan ikke lide dit, den anden vil hellere ha’ dat. Salaten må ikke blandes med dressingen, men er kedelig, hvis den ikke bliver blandet med dressingen!!! Jeg bli’r så træt. Nogle vil måske nok sige, at de pokkers unger SELV kan smøre deres egne madpakker. Men så har I ikke set mine børn den første time, efter de er stået op. Og I har heller ikke set mig. Vi er total B-mennesker (hvis det udtryk stadig benyttes?) og kører fuldstændig på survival-mode i højeste gear. Vi er så absolut IKKE morgen-mennesker og hader alle at stå op. Dermed kan vi kun håndtere de mest basale opgaver og siger ikke mange sammenhængende sætninger undervejs i processen. Jeg har så, som en anden robot, tillært mig den færdighed at kunne lave de skide madpakker uden at være mentalt til stede, og alligevel er den en træls tjans.

Men nu kan vi alle se frem til ferie inden længe, man har de sidste mange uger allerede kunne nyde dette usædvanlige udsøgte sommervejr, som giver højt humør på hele linjen. De lange lune og lyse nætter indbyder til hygge og masser af rosévin i glasset. “It’s Rosé o’clock” hele tiden – citat: Anna Thygesen. Og om dagen kan man slænge sig i solstolen og nyde livet. Det er bare skønt. Den anden dag var jeg et smut i H&M og tænkte, jeg lige ville se nærmere på badetøjs-udvalget i butikken. Måske der hang en bette smart sag, jeg kunne tage med mig på dette års sommerferie. Nyt badetøj kan man altid bruge,

Nu vil jeg lige pointere at jeg ikke er den nemmeste at finde badetøj til. Trusserne må ikke være for små, ej heller for store. Jeg hader bøjler i BH og endnu mere de kæmpe vat-indlæg, der er våde 8 timer efter svømmeturen. Og samtidig skal jeg tage hensyn til de små-skavanker, jeg nu engang har med i bagagen. Allerhelst ville jeg gerne hoppe i en heldragt. Hermed ville alle skavanker være flot gemt bort. Jeg ville nok få det en anelse varmt i længden og den efterstræbte “tan” bliver ligesom ikke mulig at opnå med kroppen helt dækket til.

Plan B: En bikini med en trusse, der liiiiiige dækker den der “Mummy-Tummy”. Det der løse hud på maven, hvor der står OLIVER og MALOU på. Med kæmpe sorte bogstaver! Møg-unger! Føromtalte møg-unger har ellers ofte stor morskab ud af at pointere at min hud på mavsen kan “wobble” (kan sgu ikke finde et dansk ord, der passer bedre) selv om jeg sidder stille. Sjovt! I disse Instagram-tider, hvor alle poster bikini-billeder har jeg også fundet en stilling, hvor min mave er flot flad. Jeg skal ligge helt fladt, helst lidt bagoverbøjet, suge maven ind og så skynde mig at skyde foto’et inden jeg igen puster luft ud. Lidt besværligt for et foto, tænker jeg, som jeg så alligevel ikke uploader pga. min høje alder og min sunde fornuft. Lad de smækre strandsild om det! You go Girl….

Nå men tilbage til H&M. Jeg kan afsløre, at jeg IKKE købte noget badetøj den dag. For jeg måtte simpelthen tage mig selv i at vandre rundt total målløs med åben mund og polypper – rystet over det udvalg, der blev præsenteret på bøjlerne. Den ene bette mini-mini trusse efter den anden, kun holdt sammen af en tynd binde snor i siderne. Badedragter, hvor der stort set ikke var noget stof, men masser af snore og dermed frit indkig, især til side-dellerne. Trekants-bh’er så små, at de passede til Barbie. Undskyld, H&M – men hvem pokker køber det badetøj?? Ikke nogen, jeg kender, sorry to say. Hvis I tror, jeg frivilligt vil ligne en anden rullesteg, pakket ind i små stykker stof og tråde for at holde sammen på hele pivtøjet, så må I tro om. Jeg tager sgu’ bare heldragten på!! No problem. Og  gooooo’ sommer til jer alle derude!

Kram Line

Stegte ben.

En kvinde på min alder kommer elegant svævende ned af gågaden på en solbeskinnet smuk dag i maj. Hun er også selv smuk med hendes bølgende lange hår, solbrun og iklædt korte shorts. Benene er lange, smækre og uden buler eller åreknuder af nogen art. Da hun er gået forbi mig – mig, der allerede har halvåben mund af ren og skær beundring og også en smule misundelse – konstaterer jeg at også bagsiden af hende er pæn. Hermed menes, at benene også her er smækre, solbrune og uden mystiske pletter eller blodsprængninger.

Jeg tager mig i at ønske hende hen hvor peberet gror. Lige for et ganske kort moment. – Ikke pænt af mig, nej nej, men verden er sørme ikke altid fair. Tænker, at når man har så pæne ben, så må der være noget andet i vejen. Måske hun har en rigtig grim pukkel et sted, eller måske et sæt helt utrolig irriterede møgunger, der altid har snottede næser. Og de der ben, dem ønsker jeg mig altså!

“Du har din farmor’s ben” siger min mor af og til, når jeg jamrer mig. Dem har hun jo af gode grunde ikke arvet, hvorfor har jeg så? Jeg ville gerne have haft min mors pæne ben.

Fra en ung alder piblede åreknuderne frem, og 2 graviditeter,  med ganske god ekstra vægt på, gav mine ben dødsstødet. En tur omkring en klinik for at få det ene ben fixet for 10 år siden giver mig stadig mareridt og har efterladt en hulens masse ar. Aldrig har noget været så ubehageligt og jeg husker stadig med rædsel, hvordan jeg futtede rundt hjemme i huset den første uge bagefter,  med det opererede ben oppe på en kontorstol.

Ben nummer 2 er også forfærdelig ramt af de flotte grønne årer, der gnidrende slynger sig op og ned af mit bagben, men (heldigvis) kan dette ikke opereres væk, uden risiko for at få en drop-fod, så dermed bliver disse årer, hvor de er!

Det betyder således også at jeg må acceptere at det er sådan, de nu engang ser ud ud og droppe de korteste shorts! (note til mig selv: dem droppede jeg nok også for mindst 10 år siden, da tyngdeloven satte ind) – Jeg har jo stadig 2 ben at gå på. Vær nu positiv! Og så er det jo, at jeg i min stille sind tænker: En ting er, at de er knap så kønne, men kære Gud lad dem da så blive lækre solbrune her om sommeren, når de nu skal frem i lyset.

Ja, tak – det er sgu’ nemmere sagt end gjort. Nu kan jeg jo rigtig godt lide at sidde ude i solen på min skønne solvogn med en dejlig kold CocaCola og en god bog ved hånden. Og dermed har mine ben også fået en flot farve fortil…..men hvad pokker sker der på den anden side? Jeg forsøger, som en anden grill-kylling at vende mig, men efter 7-8 minutter på maven, er jeg fuldstændig radbrækket. Jeg stiller mig med ryggen mod solen, sprayer mig med let solbruner – og ikke en skid sker der. De forbliver hvide som et stykke slatten kullingefilet – med blålige striber. Det er op ad bakke.

Jeg har dog ikke opgivet endnu – det siger jeg jer bare – men jeg tænker, det bliver en svær omgang.  Årer eller ej – så kommer de ben sgu frem! Og hende der med de smukke ben – ja, hun må ha’ en go’ sommer. Det får jeg i hvert fald. Skål i Cola.

 

En dag af de vilde!

Fredeligt trasker jeg rundt i byens gader, med solbrillerne i håret, bare fusser i kondi-skoene og et afslappet smil på læberne. Solen er så småt ved at bryde frem på himlen efter nogle kølige dage med regn og blæst, og der dufter af forår og vaffelis. Jeg trænger så meget til lidt sol og varme, og kan blive helt høj ved tanken om, at vi nu er i maj måned, hvilket jo typisk indbefatter vejr af den bedre slags.

“Ding” – en sms tikker ind på min telefon og jeg læser den kort, uden at læse den rigtigt: – “Dit dankort tilbagekaldes fra Nets, mvh Middelfart Sparekasse” …. jeg konkluderer kort, at det nok snart skal udskiftes, især med tanke på at det helt sikkert er blevet en anelse nedslidt efter god og trofast tjeneste som shopping-partner de seneste par år, og fortsætter min trasken.  5 minutter senere står jeg inde i Helsekosten og indkøber kosttilskud i enorme mængder i håb om at jeg således bliver sundere, klogere og i hopla mange år frem. Da jeg skal betale, så går det ikke helt efter planen. Kortet er SPÆRRET??

Langsomt dæmrer det for mig at jeg jo kort forinden skimmede en sms fra banken, dog uden at tage synderlig notis af den. Blondie!! Kortet er SPÆRRET? …. Ja, så er gode råd dyre – og jeg har åbenbart ikke en nikkel. Tænker først: MOBILEPAY – men må jo således erfare, at dette ligesom hænger godt og grundigt sammen med min spærrede dankort. Og i disse tider, hvor alt er så teknisk og digitalt, er min pung gabende tom, udover en million bonner, to papirklips, en sol-polet (fy da!!) og 24 kroner i små-mønter.

Jeg må ty til manden min, som således kan overføre på MOBILEPAY direkte til butikken og drøner oprørt ud af butikken – næste stop: Middelfart Sparekasse. Afsted det går med lange skridt, når ned til banken og  jeg nærmest flår døren op. I bankens kølige stille ro ser jeg  mig forvildet omkring efter den første ledige medarbejder. NOGEN må hjælpe mig STRAKS. Jeg er i krise. Jeg er bankerot!

En kvindelig ansat kan se, at hun hellere mig hjælpe mig, trods det faktum at kasselinjen faktisk er lukket, og finder på hendes computer frem til info om at Nets pga. mistænkelig aktivitet har spærret kortet med øjeblikkelig varsel. Jeg kan næsten mærke gulvet forsvinde under mig. Mit elskede kort??? (Her må smiles!) – og hvad endnu værre er, ja så inddrager hun det straks, idet jeg ikke længere hverken må eller kan benytte det. Hun forbarmer sig over mig efter en kort stund og ordner det således, at jeg kan hæve en tusse kontant. Så har jeg lidt til at komme hjem på.

Og prøv så at gætte engang, hvor længe det varer, før mit nye kort kommer med posten: 14 DAGE! I disse digitale tider? I don’t get it. Og jeg forstår heller ikke at man kan spærre sådan et kort bare lige vupti med et snuptag? (Jow jow, jeg forstår jo godt, det er for min egen sikkerheds skyld, men alligevel???….). Nu har jeg desværre kun dette ene kreditkort af den årsag, at jeg ikke kan administrere flere — så er det afsløret — ingen grund til at krybe udenom. (Her må igen smiles) Og med kun et kort, så er man ligesom i den grad på skideren. Hvad hvis jeg nu havde stået i København, skulle hjemad med toget og ikke kunne betale hverken billet, taxa’en eller regningen på restauranten? Jeg kan hverken synge eller spille på et instrument, så en nødløsning med at stille mig op og “tigge” om penge hjælper lige vidt.

Denne dag er virkelig en af de vilde dag – og efter at have sundet mig lidt, må jeg nu læne mig tilbage og vente på posten – vente på at mit nye kort kommer dumpende, så jeg igen kan komme tilbage på sporet. I mellemtiden har min kære husbond været så letsindig at overdrage hans dankort OG koden hertil i min varetægt – dog med bævrende hænder!  Dette skræmmer ham til trods mindre end det scenarie at at han ellers de næste 14 dage skal lave indkøbssedler, stå i kø i Netto og slæbe sig halv fordærvet med de mange indkøb, der immervæk skal til, for at hverdagen fungerer med 2 teenagere, der spiser som et mindre tærskeværk. Han er en modig mand.

Og jeg tænker at forberede mig til en eventuelt “anden gang” ved igen at være udstyret med adskillige typer af kreditkort, således jeg er bevæbnet til tænderne. Mastercard, Diners – you name it. Jeg har gjort plads i min pung.!!

 

Mission boykot …sæt igang!

Jeg har netop stor-tudet til endnu et afsnit af “En have i gave” på TV2. Du må gerne grine – det er helt okay. Du må gerne tænke, at mit liv må være utrolig ynkeligt, når jeg gider se sådanne programmer og åbenlyst tage dem “ind”  – tage dem så meget ind at jeg er mere eller mindre opløst i snot og tårer, når rulleteksterne ruller over skærmen til slut. Det er helt fint med mig.

For mit liv er ikke mere ynkeligt, end at jeg er helt tosset med det. Jeg er tosset med at være til stede her og nu og kunne føle med andre mennesker. Rigtige menneskers skæbner, udfordringer og anderledes livsvilkår. Kunne se mig selv i deres situation. Kunne mærke deres sorg og glæde. Og det vil jeg gerne give videre til mine børn. At kunne føle empati og at kunne se andre mennesker – se ind bag deres facade, og på den vis mærke, hvem de mon er og hvad de står for.

Jeg er ligesom rigtig mange andre “slave” af de sociale medier. Jeg scroller rundt på Instagram og Facebook på daglig basis, og spilder desværre på den vis en masse af min dyrebare tid her i livet på det rene ingenting. Jeg forsøger virkelig at lade være og logger med jævne mellemrum af alle de mange konti i håb om at jeg formår at holde skansen. Men som en anden misbruger skal jeg bare liiiiigggggeeee….og vupti så er jeg tilbage igen. Det er bare utroligt!!!! Jeg troede, jeg havde mere rygrad end som så.

Og det værste er, at alt det, jeg fodres med her på disse medier, er det rene skrammel.  SKRAMMEL!! – Jeg er SÅ træt af at se på ufattelig tynde, slanke og velproportionerede mennesker, der vrider og drejer sig i deres så perfekte verden. Som er fantastiske med et endnu mere fantastisk liv. Dette som et øjebliks-billede, der ikke viser ikke de andre 6 dage i ugen, hvor den selvsamme person bare har det super træls med tyndskid, en hund der tisser indenfor, en søster der overspiser og en nabo, der lurer ind gennem vinduet. Det er ufattelig trist, at den nye generation skal vokse op med en tro på at disse illusioner om en perfekt hverdag gælder hos alle andre end hos dem selv. Hvis ikke man allerede har nogle personlige udfordringer i sit liv, ja så får man dem da i hvert fald. Det må være svært ikke at tro på det, man ser. Selfies med trut-munde, filtre og opsatte scener i en verden af overskud, velstand og lykke. Jeg får lyst til at skrige!

Hvad vil jeg i grunden med denne tekst? ….ja, jeg vil i hvert fald love mig selv, at jeg ikke vil bruge mere tid end absolut nødvendigt på alt det lort. Og så vil jeg opfordre til at DU også uploader de dårlige dage i samme omfang som du uploader historier om de fantastiske dage! For det er nemlig det rigtige liv. Og det er slet ikke så ynkeligt, som det måske kunne virke….det er blot at hoppe ud i det.

God fornøjelse….!

Bunker Forever!

En rigtig god bunke med ting og sager består af en god blanding af det hele. Nogle papirer, man lige skal ha’ set igennem, en invitation til et skolearrangement, indkaldelse til tandlæge, indkøbs-bon fra Rema, referat fra seneste møde i Red Barnet og en avis, man gerne vil læse, inden den ender i papir-spanden. En god bunke skal bare ligge i fred og ro uden andres indblanding. Lidt kan tilføres, lidt kan fjernes – dog på betingelse af, at det gøres i et adstadigt tempo og af den, der “ejer” bunken. En bunke skal passes og plejes med kærlighed og omsorg.

Jeg er tosset med bunker. Men det er ham, jeg tilbringer hver dag med, så ikke! Kan man ikke godt kalde det lidt af en udfordring i parforholdet? En af de mere alvorlige, endda? Efter 25 år har han stadig ikke forstået meningen med min bunke – det er, som om han konsekvent boykotter den. Som om han ikke VIL forstå. Vælter ind over den som en anden bulldozer og fordeler den i skuffer, skabe og skraldespanden. Traumatisk for en stakkels bunke-elsker som mig!

Jeg bliver lige nødt til at forklare og forsvare – jeg er faktisk overhovedet ikke et rodehoved, men derimod et menneske med system og orden. Min eneste last på dette punkt er mine bunker, min sygelige trang til at gemme flotte indkøbsposer og uorden i min bogreol. Eller kan man ikke komme efter mig ….. det er sandt!!!

Ungerne og jeg er ofte hjemme alene på hverdage, da min husbond arbejder udenlands, og her er det så, at jeg virkelig udnytter situationen. Det er ren luksus, at jeg måske endda i en hel uge kan bygge en bunke, som ingen rører ved. Mine børn er i en alder, hvor de knap kommer ud af deres værelser, så dem behøver jeg ikke være nervøse for i forhold til at rykke ved min bunke.

Her 18 timer efter, at min “alene hjemme”-uge startede, har jeg allerede skabt en betydelig bunke, som bare stråler af glæde og velvære. En bunke med fine sager, jeg vil se på lidt mere, inden tingene skal væk. Blandt andet min søns flotte terminsprøver, der netop er kommet rettet og retur med top-karakter fra skolen. Især med disse flotte karakterer fortjener papirerne lang tid i bunken. Det kan da ikke være så svært at forstå.

Jeg “bunker” løs hele ugen og skal så sørge for at få lidt styr på det hele, inden manden min lander med kufferten på dørtrinnet, når weekenden står for døren, og med sit røntgen-syn scanner husets overflader i en voldsom fart, inden jeg når så meget som at få sagt “Velkommen Hjem”.

Man skal jo hver især bøje sig i en parforhold, indrette sig og lytte til sin partner – og jeg forsøger virkelig at have forståelse for at ikke alle mennesker elsker bunker som jeg. Men alligevel sidder der en bette djævel på min skulder, der bare har lyst til at provokere helt vildt!! Sååhhhhh…. nu sender jeg lige et lille godnat-foto af min ny-igangsatte bunke over Atlanten til min kære gemal ….. bare fordi jeg kan! Lad os så se, om han så kan sove af bar’ irritation! Jeg har fat i den lange ende lige indtil på fredag…!

Liste-helvede.

Jeg laver lister! – I lange baner….. Hvis der findes en sygdom i den forbindelse, ja så lider jeg af den! “Listonitis humano”. Yes, så har jeg en diagnose! Det er så moderne! Og det gør mig jo speciel! Særlig. Unik! For det trænger jeg til! Her i efteråret, hvor vinteren banker på og man er grå, trist, træt og bleg, så er det da en god følelse at være noget særligt! Nå, tilbage til listerne!
Det er både de digitale lister og de ægte “handmade” lister, der holder mig igang! Det er som om, at ting skal skrives, for at de rent faktisk sidder fast på min lidt duggede printplade (også kaldt hjerne)! På jobbet har jeg en god tyk notesbog, hvor jeg skribler løs, så splinter fra blyanten står omkring ørerne mine i en lind strøm – der er så meget, der skal huskes, og jeg har brug for at kunne finde tilbage til noterne senere! Min chef driller mig med, hvad mon jeg ville gøre, hvis bogen blev væk ?? – det er altså bare slet ikke sjovt!!!!

Hjemme kører jeg lister over, hvad der skal handles, hvad der skal gøres, og hvad der skal ske. Opskrifter, oversigter og lister i lange baner. Jeg fører oversigter over min motion, både på en Facebook side, hvor man uploader for at nå et mål i fællesskab med andre, samtidig med at det registreres i min “egen” lille bog, hvor jeg tracker mine aktiviteter. Det er næsten motion i sig selv med alle de steder, jeg skal huske at skrive, hver gang jeg har løbet en bette tur i nabolaget.

Når jeg læser dette, jeg netop har skrevet, lyder det jo som om jeg er helt bimmelim – men det er altså en helt speciel form for tilfredsstillelse at få tingene skrevet ned (eller op). Jeg har sørme også en app med lister over min vægt, mit budget og hvor mange timer, jeg er på min telefon. Jeg har faktisk travlt…..vil nogen måske tænke……og det har de da ret i. Men jeg har endnu mere travlt, hvis ikke jeg har mine lister – så kører hjernen nemlig på højtryk med at organisere.

Den nye trend Bullet Journal (også kaldet BuJo) er jo derfor i den grad noget for en tosse som mig. Her samler man alle sine lister i éen notesbog og samtidig laver man det hele i et lidt lækkert design. Det tager dog lidt mere tid, end jeg lige have planlagt at bruge på det, men jeg håber, at opstarten er det værste. Det er faktisk en meget hyggelig måde at få skrevet ting op/ned på, som man senere kan finde tilbage til og gen-læse i disse digitale tider, hvor tingene går ret hurtigt. Lidt som en dagbog i de gode gamle dage.

Jeg glemte helt at fortælle om den liste, der har fulgt mig i flest år – og som jeg faktisk er blevet drillet lidt med. En liste, jeg har holdt lidt skjult, for det var lidt pinligt…… men samtidig en liste, jeg faktisk også har sluppet de seneste år. Min TV-liste … en liste, jeg trofast lavede, når TV-bladet udkom. Jeg skrev alt det ned, som jeg gerne ville se i TV i den kommende uge. Sirligt fordelt på ugedage. Jeg kunne blive helt stresset, hvis ikke jeg fik lavet listen, af frygt for jeg gik glip af noget. I disse fagre nye tider, hvor man kan se alt “igen igen” på TV2Play, Netflix, HBO og diverse andre streaming-tjenester har jeg sluppet kontrollen og free-styler …..tager det som det kommer og har knap så meget jeg MÅ se ….måske fordi fjernsynet generelt sender noget værre lårde-tv 🙂 – og så har jeg da éen liste mindre at holde syr på. Succes!!!

 

En snegl på vejen…..

Ugerne er gået siden mit rendez-vous med Rufus. Bogen er læst og de store forventninger om et kaffemøde er langsomt faldet til jorden. Gassen er gået af ballonen, som man siger. Jeg har trofast været klar ved telefonen, uanset om det har været opkald fra “skjult nummer” eller ukendte udenlandsnumre i håb om at  kaffe-invitationen kom. Men ak, det blev aldrig. Til gengæld har jeg aldrig talt med så mange forskellige telefonsælgere, kommunikationsbureauer og forbrugerundersøgelses-gutter som i disse forgangne uger. Og det har i princippet ikke være noget at råbe hurra for, det må jeg indrømme. Er jeg skuffet? Ja sgu da. Havde jeg helt ind i hjertet forventet, at han vitterligt ringede? Jahhhhh….så’en da. You snooze, you loose … eller hvad det nu hedder.

Nå, men hvad søren har jeg så lavet i al den ventetid udover at passe min opgaver som pligtopfyldende husmor, hustru og arbejdsramt, vil nogen måske spørge? Nu skal du høre: jeg snap-chatter….! Jeg morer mig i den grad over alle de skøre filtre, der hver dag popper op og jeg griner højt fra sofaens skjul over de snaps, der tikker ind fra mine tossede veninder. Jeg behøver ikke så meget for at ha’ det sjovt!

Den anden aften dukkede dette filter op. Et ordentlig sæt af øjenbryn….. Og det var lige noget for mig. Jeg kunne næsten ikke være i min krop. Det var bare for sjovt!!

For alt det med øjenbryn er simpelthen en uforståelig verden. Om jeg dog fatter hvordan man, hvis man er ved sine fulde fem, mener det helt grav-alvorligt, når man går ud i verden med 2 kæmpe sorte snegle henover øjnene. Sneglene har jeg intet problem med, men de hører til i en helt anden kontekst. Ikke på hovedet af en ellers smuk ung pige. Jeg har få gange forsøgt at tegne mine egne bryn en anelse op, idet de er blevet en del lysere med alderen. Faktisk finder jeg endda en sjælden gang et gråt hår iblandt – chok!!! Ikke nogen rar følelse, men desværre en del af at have rundet de 40. Det sure med det søde. Og resultatet med de optegnede bryn var, at jeg blev gevaldig forskrækket, hver gang jeg så mig selv i spejlet. Det ser bare farlig ud. Ingen succes!

Først skulle brynene være så tynde op optegnede i en grad, hvor ansigtet fik et dramatisk og ret så uhyggeligt udtryk. Det var der mange piger, der slet ikke kunne administrere. Det var nogle lange år! Endelig kom vi over denne tendens, som kun klædte de få, og så skulle øjenbryn fylde lidt mere igen. Lidt mere naturligt. Og det er ganske klædeligt for de fleste.

Men nu er der så piger med bryn, som ligner de er malet op med sort sprit-tusch – noget der i den grad tager fokus fra alt andet i deres kønne ansiger. Ja, jeg forstår det ikke! Sorry. Jeg fortsætter med mine snaps, det ved man da hvad er! Snap forever!

 

An evening with Rufus.

At my age, life is normally quite predictable. I have a good and loving family with   a house, kids, dogs, mortgage and a green lawn that always needs a trim. I guess, not very different from the mainpart of my readers.

On the  other hand – I am not the type, you easily categorize as a certain personage, as I am quite strong minded, but also very warmhearted and caring for the people I surround myself with in my everyday life. And at the end I tend to reveal my soft sides one way or another.

I love the modesty of a Dane and on the other hand I fancy the people who makes a loud statement and aim for the stars. I seldom get starstruck by any fancy-pansy moviestar with botex-lips and eternal supplies of money from a rich, gorgeous husband as I am quite comfortable with where I ended up on this earth. Sounds a bit corky, but is is a fact! I am a happy Dane.

A few people passes by my “parades” into the “eternal admiration department”, even though I never talked to them face to face. They are allowed to enter because of a harmless crush from my side and a sincere fascination of who they are and what they have accomplished.

Let me reveal my big crush no. 1 and 2 : George Michael and Robbie Williams – both artists with a wonderful charm, songs I absolutely adore and overall great performers. Very different from each other , but still on the very same list. I had the pleasure of getting very close to both of them at numerous occasions, and my heart fell on the floor when George Michael left this world in December. But my crush on him will survive forever. No doubt about that.

Also I am very fascinated by our very own Crown Princess Mary. She does a remarkable job maneuvering in a very different world from what she actually grew up in. I admire her for her professionalism in daily work whilst at the same time raising 4 kids, riding a Christania bike and smiling at people every day, prepared for everything.  I once stood next to her at a fashion fair in Copenhagen and was almost overturned by an eager photographer who would kill for a good shoot. She is very thiny and very beautiful at the same time. – I hate her 🙂 ….. just kidding…..!

Another victim in the “having a big crush on someone very special”  section is the former US Ambassador Rufus Gifford. He has been a very big part of the Danish society since he arrived in 2013 and moved into Rydhave, Copenhagen. He and his partner Stephen took many Danes by storm by inviting them into their life, both in the political life and as private persons. (Let’s not forget the dog Argos by the way. ) This way of portraying an ambassador was quite unique and not done many times before.( If ever?) And I followed from the very beginning.

I enjoyed every series and was so very inspired by their approach to Denmark, Danes and their American “We can do this – Yes we can” mentality. Topped by the Rufus-way of interacting, his great sense of humor and loving smile made this a win-win situation. I loved every moment.

Yesterday was my lucky day. Rufus visited a city near my hometown telling his story from his time in Denmark: “I was the ambassador” …. a wonderful opportunity to meet my crush in real life. A lot of people chose to be part of this arrangement and the evening flew off in the wonderful company of Rufus and his many stories combined with laughs, smiles and a warm and still serious side as well.

At the end of the evening the ultimate opportunity occurred – “Meet and Greet with Rufus on stage”. I ran like a sprinter at the Olympics and stood there ready to rumble. 15 minutes later I was shaking hands with Rufus, having him sign his book and him lining up for a photo with ME!!! With ME!!! Can you believe it? But … it was over before it begun. I left the arrangement in triumph squeezing my book, signed by Rufus. Mission completed. Or?

 

I am no stalker. I promise. But I’m not done with you yet Mr. Rufus. I have a lot of questions. And lot more stuff I would like to know. A lot more on my mind. We have to meet for a cup of coffee. Your place. My place. You decide. You’re the former Ambassador! XXX

Kære læser, Dette indlæg er på engelsk, og jeg håber, du vil bære over med mig. Men jeg er simpelthen overbevist om at Rufus på et tidspunkt læser dette indlæg og inviterer på dén kop kaffe. Barren er sat højt. YES WE CAN…..!!! Knus Line

 

 

Mit liv som bønne!

Med alderen bliver livet bare ikke lettere! Dem, der siger andet, lyver!
Ikke nok med, man må affinde sig med at lysene på lagkagen bliver flere og flere, men man får også en tiltagende mængde af mere eller mindre sindsyge skavanker! For eksempel kan jeg ikke længere knokle igennem i haven uden at jeg får ondt i kroppen af ren og skær overanstrengelse! Det frimærke, vi har at passe, lever ofte sit eget liv i lange perioder, men så slår jeg til med full speed! – heraf udspringer den ømme ryg og trætte arme! Og nu kan jeg så heller ikke indtage nogen former for rusmidler uden at blive straffet natten igennem! Nu skal det med rusmidler jo ikke opfattes som om jeg afholder aften/natte orgier – havde det da bare været sandheden – næh nej, jeg har måske bare indtaget på den forkerte side af 4 glas god vin i festlig lag eller drukket kaffe efter kl 20. Virkelig spændende!!!! Historien om mit liv!
I går mødtes jeg med et par veninder og blev overtalt til en lækker is-kaffe, som jeg drak med største velbehag! Dumt! For det betød at jeg lå lysvågen til kl 4 i nat! Ved du godt, at fuglene står op deromkring? Mig, der altid går ud som et lys længe før resten af familien – og nu lå jeg så bare der som en zombie og havde ondt af mig selv!


Mange har sagt at det umuligt kan passe, at en enkelt kop har den effekt på mig (og min fint-følende krop) – men tro mig, jeg har testet det så mange gange, i går nat var bare rekorden! Jeg er stadig i chok!
I dag tøffer jeg så rundt ved siden af mig selv og er glad ved at min arbejdsgiver slipper for min tilstedeværelse, da jeg holder ferie, for det kan sgu være godt det samme! Jeg er ikke mange kaffe-bønner værd! He he!
Jeg har dog startet dagen med min første kop af fandens eliksir og kaster mig over anden kop lige straks! Jeg vil ikke overgive mig – men tror jeg skifter til vand efter aftensmaden – bare for at være på den sikre side!

 

(Foto illustrerer ganske fint hvordan min dag føles – dog ved jeg ikk’ lige med skægget …)