Usynlig – som i ægte usynlig?

Alle på min alder kender historien om, da Lotte blev usynlig! Hende “Hulu Bulu Lotte”, der trykkede sig på navlen, og vupti – så var hun væk. Væk som i usynlig. Lige indtil hun kom tilbage igen.

Usynlig : som ikke (umiddelbart) kan ses med øjnene.

Nogle gange kunne man såmænd ønske sig at blive usynlig –  bare for et kort øjeblik – lige i den der situation, hvor man virkelig har dummet sig eller hvor man bare ikke har lyst til at ramle ind i en ex-kæreste eller fjende. En fornemmelse af, at gå i et med tapetet og bare være, uden umiddelbart at blive bemærket.

Sjovt nok er dette en følelse, som jeg med alderen oftere og oftere fornemmer. Jeg har måske bare ikke opdaget det, førend jeg rundede de 40.

I mine sprøde 20’ere var livet let som en leg. Man sprang rundt fra bar til bar, fra beundrer til beundrer, og kastede om sig med det lyse lange hår og de slanke arme og ben. Man tænkte bare ikke over det – man nød naturligvis ethvert kompliment, man fik og ethvert blik og klap i rumpetten, som man kunne indkassere på en sjov aften i byen – men det var ikke noget, man spekulerede nærmere over.

I mine 30’ere kom hus, mand, børn og hund – og man svævede på en sky. Livet var endelig faldet i hak, og man fik sig de ting, som man næsten ikke turde håbe på. Man blev mor, hustru og lånetager med et knips, og man havde ikke det store behov for andet end blot at leve i den puppe af lykke og kærlighed, man havde skabt. Dog nød man godt af,  at man, trods moderskab og den dertilhørerende slappere hud på koppen, stadig kunne tiltrække lidt opmærksomhed, når man en sjælden gang slap ud af puppen og nød en aften med veninderne.

Så kom 40’erne …. og det er altså bare her, dét sker, Nu er man kommet sig over de første  mange hårde år som familie-mor, og får blod på tanden. Man er mere sikker på sig selv, og skal jo ikke ud og score nyt kød – men vil gerne stadig bekræftes. Det er vel ret så typisk og gældende for de fleste mennesker på denne her jord.   Så står man der; – i baren, med armen på disken, i sit pæne ny-strøgne festkluns, med tasken under armen, frisk lipgloss på læberne  og en øl i hånden. Smiler og spejder ud over barens gæster. Og så er det, at man opdager det ; at man faktisk er blevet usynlig! Der er nemlig ikke det store respons – i hvert fald ikke fra de, man forventer et blink fra. Derimod er der masser af respons fra de mænd, man tænker, er MEGET ældre end mig. Jeg tiltrækker af princip mænd med hvide tennissokker, begyndende topmave og guldkæde. Og jeg magter ikke at trække en streg i sandet af fare for at “såre” dem, så dum-god er jeg bare, men det er en helt anden historie  – så jeg plaprer løs og ender op med en ny Facebook ven, der stalker mig de næste 3 måneder…..!

Mit sidste bar-besøg med en veninde endte op i at de 3 yngre gutter, som stod ved siden af os ved bardisken, åbenbart morede sig højlydt med en prutte-konkurrence, som åbenbart involverede os som tilskuere (og lugte-dommere). Jeg følte mig som deres mor, da jeg vendte mig om for at spørge, hvem pokker der fes – og de grinende brød sammen. Jøsses, så går glansen sgu’ lidt af Skt. Gertrud.

Man kan også risikere at man står der, nikkende til musikken, i et forsøg på at se posh ud – og så bliver man spurgt, hvem man skal hente? Altså som i: hvem er du mor til?? Aiiijjjjjjjj……..

Et dansegulv skal man også være heldig at få lov at betræde efter de 40 – en god hovedregel er at opdrage sin egen mand til at danse mindst 5 danse på en aften sammen med dig – men at forvente andre byder en gammel krage op, ja det er ønsketænkning. Havde jeg været 20, høj, slank, lyshåret og med en meget kort kjole, tror jeg mit danskekort havde været hurtigt fyldt? Eller?

Så lidt usynlig bliver man pludselig, når man ikke længere er et ungt “bytte” – men i princippet er det vel også skønt ikke at udstråle “bytte” men derimod “taget” når man er glad og godt gift?? Så er det bare deres uheld, at de ikke fik den sving-om???

Unknown

Day one…..with Mr. Apple and me….

Selvfølgelig skal jeg da blogge – det har længe ulmet, men vejen har været lang! Tiden skal være dertil – og ikke mindst udstyret!! Denne blogger går IKKE ned på udstyr – det kan jeg love dig!!!

En eftermiddag i en solstol i den danske sommers varme solstråler baner vejen for emnet – livet for en almindelig “forstadsfrue” over 40 – og heraf navnet !! Alt imens jeg fylder på med rosévin og peanuts og i samme øjeblik spekulerer over, hvorfor pokker da min vægt stiger….!!  Da kommer det til mig – som sendt fra hinsides – alt det, jeg tænker og øffer om, på egen matrikel, må jeg ha’ ud over kanten – til alle dem, der gider læse og følge med!

Afsted til den nærmeste Apple-forhandle, fordi naturligvis kan sådan en sublim blog ikke skrives på andet end en Macbook Air af den smukkeste slags!! Da jeg står med vidunderet i armene, er jeg ikke mindre end lykkelig – fordi nu sker det! Som i helt rigtigt nu!

Unknown

Jeg håber, du har lyst til at følge denne blog i tykt og tyndt – og lover dig nogle gode grin – det er ikke for sarte sjæle…… promise!!!