Stegte ben.

En kvinde på min alder kommer elegant svævende ned af gågaden på en solbeskinnet smuk dag i maj. Hun er også selv smuk med hendes bølgende lange hår, solbrun og iklædt korte shorts. Benene er lange, smækre og uden buler eller åreknuder af nogen art. Da hun er gået forbi mig – mig, der allerede har halvåben mund af ren og skær beundring og også en smule misundelse – konstaterer jeg at også bagsiden af hende er pæn. Hermed menes, at benene også her er smækre, solbrune og uden mystiske pletter eller blodsprængninger.

Jeg tager mig i at ønske hende hen hvor peberet gror. Lige for et ganske kort moment. – Ikke pænt af mig, nej nej, men verden er sørme ikke altid fair. Tænker, at når man har så pæne ben, så må der være noget andet i vejen. Måske hun har en rigtig grim pukkel et sted, eller måske et sæt helt utrolig irriterede møgunger, der altid har snottede næser. Og de der ben, dem ønsker jeg mig altså!

“Du har din farmor’s ben” siger min mor af og til, når jeg jamrer mig. Dem har hun jo af gode grunde ikke arvet, hvorfor har jeg så? Jeg ville gerne have haft min mors pæne ben.

Fra en ung alder piblede åreknuderne frem, og 2 graviditeter,  med ganske god ekstra vægt på, gav mine ben dødsstødet. En tur omkring en klinik for at få det ene ben fixet for 10 år siden giver mig stadig mareridt og har efterladt en hulens masse ar. Aldrig har noget været så ubehageligt og jeg husker stadig med rædsel, hvordan jeg futtede rundt hjemme i huset den første uge bagefter,  med det opererede ben oppe på en kontorstol.

Ben nummer 2 er også forfærdelig ramt af de flotte grønne årer, der gnidrende slynger sig op og ned af mit bagben, men (heldigvis) kan dette ikke opereres væk, uden risiko for at få en drop-fod, så dermed bliver disse årer, hvor de er!

Det betyder således også at jeg må acceptere at det er sådan, de nu engang ser ud ud og droppe de korteste shorts! (note til mig selv: dem droppede jeg nok også for mindst 10 år siden, da tyngdeloven satte ind) – Jeg har jo stadig 2 ben at gå på. Vær nu positiv! Og så er det jo, at jeg i min stille sind tænker: En ting er, at de er knap så kønne, men kære Gud lad dem da så blive lækre solbrune her om sommeren, når de nu skal frem i lyset.

Ja, tak – det er sgu’ nemmere sagt end gjort. Nu kan jeg jo rigtig godt lide at sidde ude i solen på min skønne solvogn med en dejlig kold CocaCola og en god bog ved hånden. Og dermed har mine ben også fået en flot farve fortil…..men hvad pokker sker der på den anden side? Jeg forsøger, som en anden grill-kylling at vende mig, men efter 7-8 minutter på maven, er jeg fuldstændig radbrækket. Jeg stiller mig med ryggen mod solen, sprayer mig med let solbruner – og ikke en skid sker der. De forbliver hvide som et stykke slatten kullingefilet – med blålige striber. Det er op ad bakke.

Jeg har dog ikke opgivet endnu – det siger jeg jer bare – men jeg tænker, det bliver en svær omgang.  Årer eller ej – så kommer de ben sgu frem! Og hende der med de smukke ben – ja, hun må ha’ en go’ sommer. Det får jeg i hvert fald. Skål i Cola.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *