Stilet tortur.

Jeg er blevet ret så praktisk med alderen hvad angår min tøjstil – måske endda mere end hvad godt er, men det er altså bare det praktiske kluns & de bløde sko, der bekommer mig bedst. Et par fede jeans og de komfortable sneakers vinder oftest over den hel-lange silkekjole og sandalerne med hæl, når jeg om morgenen står der, med hovedet inde i skabet, og vælger dagens outfit. Dermed ikke sagt, at jeg ikke gerne vil klæde mig mere feminint, når lejligheden byder sig, men i det daglige er det desværre praktikken, der vinder på min matrikel.

På morgenturen med hunden, hvor jeg for øvrigt var praktisk klædt, iført Nike løbesko og fitness-kluns, passerede jeg et kontorhus, hvor der stod nogle medarbejdere i det såkaldte “ryge-skur” og trak lidt “frisk luft”. Iblandt disse stod en kvinde, iført kort nederdel, sorte nylon-strømper og de højeste sorte stilletter, jeg længe har set. Og så på en helt almindelig mandag!!! Hvad gi’r du ? Jeg kiggede ned ad mig selv i samme sekund, og kunne konstatere at der var lidt langt vej endnu…..

Det satte lidt tanker igang: Gad vide om jeg bare er blevet for kedelig? Om jeg snart bliver hældt ud med badevandet, fordi de der jeans er for træls at se på i længden? Om jeg snart skal oppe mig og komme lidt tilbage på banen?

Altså – det er jo ikke fordi jeg ikke vil, men jeg tror nærmere, det er fordi jeg ikke kan?! Forstår du?

Lad os starte med stiletterne: hvem hulan kan gå eller endda bare stå 8 lange timer på job iført disse sataner? Ja, jeg kan ikke! Punktum. Jeg har forsøgt så mange gange og det har sjældent været et kønt syn. At gå med en anelse elegance, når man af natur er lidt af en “tramper”, er en stor opgave. Og nu begynder alderen at sætte ind og knysterne at dukke frem, så derfor er det absolut et NO-GO, såfremt skoen ikke er blød som smør. For nogle år tilbage fik jeg overbevist min husbond om at et par stiletter fra Christian Louboutin ville løse alle verdens problemer – og de skulle naturligvis indkøbes på en London-tur med et par veninder. Jeg var SÅ glad for oplevelsen, vi fik i forbindelse med shopping af disse monster-dyre sko, men jeg blev desværre aldrig glad for skoene, som nu sidder på en andens fod. Jeg havde dem på een enkelt aften, og mine fodsåler brændte som ild og min forfod var følelsesløs – men flotte var de da! Det gik bare ikke. Som så ofte før. Men det var da forsøget værd.

Så kommer vi til nylon-strømperne: jeg kan jo ligesom kun tale for mig selv, men det er i sig selv en bedrift, hvis jeg overhovedet får et par på uden at lave den første “løber”. Og så er man jo ligesom i gang. Når man så, efter kort tid som gæst til festen, er nødsaget til at tage de føromtalte tortur-stiletter af og fortsætte aftenen på strømpefødder, så er strømperne (eller resterne heraf) ikke noget at skrive hjem om.

Og den korte nederdel: …jamen hallo, den er da kravlet helt op om taljen efter 5 minutter på kontorstolen eller når jeg laver ormen på dansegulvet.

Så jeg bliver simpelthen nødt til at melde pas i denne omgang – det må blive i mit næste liv at jeg ruller mig ud med flotte høje stiletter og med lange stænger, der matcher. Og i mellemtiden må den kvinde, jeg så i dag, klare ærterne for alle os gumpetunge, der vælger komfort fremfor elegance – hun skulle lige vide, hvilken ansvar, hun nu skal løfte. Måske hendes ene hæl brækker i dag på grund af opgavens omfang, allerede inden hun skal hjem. Men det håber jeg naturligvis ikke – eller noget… 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *