Tjansen som indkøber!

Jeg arbejder som indkøber både i mit professionelle liv og i mit private liv. På mit job får jeg løn for indsatsen og har et godt overblik over, hvad der går ud, ind og hvad der skal indkøbes. Jeg er struktureret og arbejder roligt & fattet med opgaverne, der tikker ind. I mit private liv arbejder jeg “pro bono” og aner ikke, hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte. Tjansen som privat indkøber er hård!

Gælder det indkøb til mig selv; tøj, sko, smykker, skønhedsprodukter, sportsudstyr eller lækre sager til hus og have – ja, så har jeg fuld kontrol! Jeg ved, hvad jeg vil ha’ og sørger for altid at have nok på lager!!! Det er vigtigt ikke at gå ned på udstyr, det er altså livets vigtigste mantra!!

Gælder det derimod indkøb til husholdningen ….. ja, så er det lidt som det vilde Vesten. Skyd lidt i den retning og lidt i den anden retning og undgå for pokker at snitte en kaktus på din vej!

Jeg handler ind som en gal. Det er tæt på at være et fuldtidsjob! Jeg er sågar begyndt at fordele mit indkøb i forskellige butikker, så de mandlige kassemedarbejdere ikke tror, at “den gamle kone” stalker dem. Jeg propper i indkøbsvognen, slæber det hele ud i bilen, tømmer bilen, slæber det op i køkkenet og afslutter med at fylde i skabe, skuffer og køleskabet, stolt som bare pokker af min store bedrift og kæmpe forråd, jeg nu har skabt!! Lige indtil dagen efter – så er den allerede gal igen! Så er det slut med mælk, avocado, rugbrød og mayo. På den igen!! Jeg efterlader mine 2 teenage-fugleunger med deres gab vidt åbent og styrter afsted med indkøbsposerne flagrende efter mig for igen at handle mere forråd. Faktisk er forråd det helt gale ord at benytte – for hos os når de varer, jeg køber, ALDRIG at blive til forråd, med mindre det gælder bønnepasta og tun i olie, som er købt ved en fejl!

Hjemkommet med et nyt læs fyldes igen i skabe og skuffer. Og når jeg så ser ind i køleskabet – ja, så er det nærmest gabende tomt! Igen!?!?! Jeg overvejer seriøst, om der rent faktisk findes køleskabs-monstre, der huserer om natten, når vi andre sover? Hvis der findes enhjørninge, findes der vel også et køleskabs-monster? Altså det monster, der kommer frem, når mine unger har fået deres midnats-snack, alt imens deres forældre for længst er faldet i søvn. Eller er der mon bare et gigantisk usynligt hul i køleskabet, som suger alle madvarerne ud? Jeg ved i hvert fald med sikkerhed at husets ældste teenager, der træner 5 gange om ugen, hjælper køleskabs-monsteret med mission: UDRYD ALT! Han spiser meget mad!! Og han konsumerer så meget tun, at han snart gror finner på hans store biceps. Jeg har advaret ham, men mærkelig nok er min mor-humor ikke spor morsom. Han kan bare vente sig – han skal ikke forvente min hjælp, når det sker 🙂

Og så har vi næste problem her på matriklen – nemlig den flydende håndsæbe og shampoo/badesæbe-krisen. Hvis jeg beregner på mængden af det, vi forbruger her i huset, så burde vi alle 4 have store sorte & beskidte smede-hænder og hår ned til taljen for at kunne konsumere de mængder, der indkøbes. Seriøst overvejer jeg om “nogen” bevidst hælder lidt ud i afløbet , bare for sjov skyld?? Og på toiletpapirs-delen så må vi være Snoghøj’s største r..huller – snak du bare om at ødelægge regnskoven, for her melder vi os uden at blinke gerne som de skyldige!!

Jeg forsøger at planlægge, lave madplaner, købe store mængder, gemme slikket og hvad ellers jeg nu kan komme op med af gode ideer – men lige lidt hjælper der! Derfor søger jeg en indkøbs-fe, der kan flytte ind til vores køleskabs-monster og gøre ham lidt mere glad og mindre sulten! Og så tager jeg på arbejde – her er fred & ro!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *