Trick or Treat..!

Som dansker er man ofte en anelse skeptisk over for de mange amerikanske traditioner, der vælter ind over vores grænser. Det er alt lige fra Mor’s dag til Valentines Day. Set fra det kommercielle synspunkt kan jeg da godt følge disse argumenter, men jeg synes nu, det er et skønt afbræk i en ellers ret så triviel hverdag, hvor det med garanti bliver mandag hver eneste uge! Lidt sjov og ballade – med mulighed for at følge trop, hvis man har lyst.

hallow3

Her i hytten er der stadig mindre børn – og dermed ligger Halloween lige til højre-benet. Vi pynter op med (u)hyggelige effekter, skærer græskar, klæder os ud og er klar med snolder ved døren, når kvarterets unger banker på! Vi bruger vældig meget energi op til selve dagen med at planlægge udstyr, udklædning og “menu” til slik-kurven – og ligeledes tales der om den høst, det mon kan indbringe, ved besøg hos naboer og bedsteforældre.

I år tog vi igen ind på Fredericia Vold for at deltage i Soroptimisternes arrangement med en uhyggelig rundtur på vold-anlægget. Jeg skal love for at det lykkedes dem at skræmme os – i en sådan grad så vi måtte afbryde turen halvvejs, idet yngstebarnet absolut ikke var vild med zombier, der jagtede hende med slæbende ben. Faktisk kunne vi voksne også føle en anelse halloween-kriller i maven, for de faktisk var ret så uhyggelige! Så det blev ikke den store succes for os, men helt sikkert var arrangementet en stor succes og et tilløbsstykke med masser af gæster.

hallow2

Det minder mig om min tur for et par år siden sammen med et par søde veninder i Dystopia Haunted House i Vejle. Aldrig har jeg været så skræmt, trods det faktum at jeg som normalt tænkende menneske udemærket godt vidste, det jo bare var skuespil. I en sindsyg total panik-tilstand gik vi rundt i en nedlagt mørk lagerbygning, hvor det ene rum var mere uhyggeligt end det andet. Det kostede  mig sågar en forstuvet fod, da jeg i døds-angst flygtede fra en fed mand med grisemaske, blodig bar overkrop og motorsav kørende på fuld gas. Aldrig har jeg været så glad for at slippe ud! Og nej tak – jeg hørte at arrangementet i år er flyttet til en skov i Vejle-området – jeg har IKKE købt billet. Nix! Men jeg kan virkelig anbefale det, hvis man magter gys på højt plan.

I dag bliver nok knap så uhyggelig. Men mere sjov og spas! Solen skinner, slik-skålen er klar og I kan bare komme an!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *