Vind eller forsvind.

images

December måned er en måned med heftig aktivitet af både den ene og den anden slags. Det er således, at enten skal man helst være en anelse stresset og bagud med gaver, indkøb og overskud, eller så står man med blinkende øjne og deklarerer, at man da for længst er færdig – faktisk allerede inden december endda var skudt igang! Man vælger jo helt selv, hvilket hold man er på – i det frie demokrati, vi lever i – men jeg ved godt, hvem jeg har lyst til at kvæle langsomt, og hvem jeg ligner.

Og som om dette ikke er rigeligt at stresse over, ja så skal man da bare åbne de sociale medier på den stakkels telefon – her er nemlig så meget akivitet, at det hele snart brænder sammen. Her kan man nemlig vinde 24/7. Man skal bare dele, like, kommentere, tagge og deslige. Og det kan faktisk tælle for et fuldtidsjob (måske jeg skulle foreslå dette til byens jobcenter) for det bare vælter ind på siderne med konkurrence efter konkurrence.  Dagens lang, døgnet rundt! MAN KAN VINDE ALT! Man skal bare deltage.

Af princip er jeg lidt imod alt det der – fordi jeg ikke tror, man vinder en skid. Hvem administrerer, hvem der vinder? Og er der overhovedet en vinder? Eller er det bare en måde for de forskellige udbydere at få flere følgere? Omvendt har jeg alligevel den der fornemmelse….ajjj, hvad nu hvis? Jeg deler bare lige den der konkurrence, hvis nu…? Og sjovt er det at læse de mange kommentarer, der er tilknyttet en konkurrence, hvor man skal skrive, hvorfor man gerne vil vinde. Her bliver folk virkelig kreative…det er alt fra, at hunden lige er død til at fasteren har mistet sit ben, at man aldrig vinder til at man er deprimeret og bulimisk. Det er faktisk ret så underholdende læsning, og jeg tænker, det måske kan samles til en god bog en dag!

Hvad er det så, jeg vil sige med dette? Jo, nu skal du høre….. Jeg vil i anledning af den kommende juleferie, som for nogen allerede er startet og som for andre starter lige rundt om hjørnet, bede alle boykotte konkurrencerne på Facebook, gemme telefonen væk, nyde stilheden og kun svare telefonen, hvis det er julemanden, der ringer og spørger, hvad jeres helt nøjagtige adresse er!

Så kan julefreden nemlig sænke sig over det lille hjem – og da det jo altid bliver jul,  lige meget om vi ikke lige når det hele på listen, så lad os kalde det den helt ægte jul, uden filter.

Rigtig glædelig jul – og husk, du har altid vundet – i hvert fald ude i det virkelig liv!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *