Yaaaannnnnkkkkiiiieeeee-bar….hvor er du?????

yankie-bar1

Det blev jul, det blev nytår og så blev det januar! Jøsses. Bedst som vi sad på den grønne grangren – smed om os med alle de velmenende sundhedsråd, som var det det rene vrøvl og mæskede i æbleskiver, gløgg, andesteg og marcipan – ja, så blev det bare hverdag med et brag. Jeg trøster mig med at vi allerede er nået ind i februar, når jeg skriver disse linjer, idet det mildner januars kraftige slag med en gummi-hammer, men alligevel er jeg lettere ude af balance og en anelse perpleks.

Hvem pokker har i tidernes morgen besluttet at starten på et nyt år må være lig med starten på en forbedring af de dårlige vaner og haltende livsførelse? Hvem har fundet på den tåbelig ide? Som om disse måneder først på året ikke er slemme nok at komme igennem, når vi har udfordringer i form af blæst, storm, regn, sne, storm og atter regn! Og alt sammen pakket ind i et så aldeles deprimerende gråt halvmørke, som ingen ende tager! Jeg må bare protestere, for det er i den grad dårlig planlægning i den helt store stil. Ingen points herfra!

Og så skal vi til at være sunde! Vi må intet spise af alt det, der smager bedst og vi skal helst tagge os selv på de sociale medier mindst 3 gange om ugen som værende aktiv sportsudøver for at det virkelig gælder. Sveden skal springe fra store og små pander, og vi er vilde med at stå meget tidligt op for at misbruge kroppen på en spinning-cykel eller et løbebånd.

Jeg synes, det er så skide uretfærdigt, at man konstant skal have dårlig samvittighed over alt, hvis man er blandt dem, der knap er så meget i hopla. Dårlig samvittighed over hvad man indtager…..”Åh, den der Yankie-bar og det marcipanbrød skulle jeg sgu’ nok ikke ha spist” ….. Dårlig samvittighed over at man vælger sofaen og Netflix fremfor den 10 km. lange løbetur, man faktisk havde planlagt. Jeg kunne blive ved…! Omvendt har man jo ikke et valg – fordi i sidste ende sætter man sin sundhed på spil, hvis man bare æder løs og giver los. Og det kan jo godt virke en anelse uigennemtænkt på den lange bane.

Dog må jeg igen protestere. Al respekt til min skaber – Gud eller Aberne eller who ever – men der er altså sket en gevaldig “regnefejl”! Kan vi blive enige om, at det da ikke er videre genialt at skabe os mennesker på den måde? Som i at vi ikke bare kan ligge på langs og køre ind….!! Så havde det halve af verdens problemer været løst over en Yankie-bar! Stress ville være for nedadgående i en skarp skrå linje og alle ville bare være så meget gladere!

Tænk, hvis alt mad var god mad – så ville jeg kaste mig rundt i brun fed flødesovs,   Sunset-burgere og snolder i lange stride strømme. Bjerge af Yankie-barer og lakrids fra Johan Bülow. I mængder, jeg kun tør drømme om!

Men sådan er det jo så ikke. Øv! Og den dårlige samvittighed bliver svær at bokse med. Den er ligesom en del af det at være logisk tænkende menneske! Så vi må bare hænge i – og hænge på – omend det bliver i selskab med en Yankie-bar eller to – i ny og næ. Det kan vi vel nok finde plads til!

 yankie-bar1

Note til mig selv

Aldrig mere bland-selv-snolder, jeg har bare set for mange udsendelser om alle rotterne og deres slik-paradis.

Endnu en note til mig selv

Yankie-baren (50 g) indeholder 230 kcal, så det er jo det rene vand i forhold til så meget andet. Så nu blev jeg lige lidt gladere – ned på tanken og hamstre….!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *